En sjælden fugl

Der er langt mellem de gode, billige californiske Pinot'er. Men nu har jeg fundet en af slagsen. For sølle 125 kroner kan du nemlig erhverve dig en superlækker Sonoma Coast Pinot Noir fremstillet af ingen ringere end Bill Hunter, manden bag det prestigefyldte Chasseur Winery.

Vinen er en 2010 Cazar Sonoma Coast Pinot Noir og er lillebroderen til Chasseur-vinene. Den er ikke helt så finpoleret og kompleks som sine storbrødre, men er alligevel på mange måder en klassisk cali Pinot med masser af bær, rabarber og lakrids. På samme tid fyldig og frisk. Til den mørke side med brune krydderier og strejf af hindbærbolsjer.

Faktisk er det lidt af et mirakel, at American Wine kan sælge Cazar for 125 kroner flasken her i Danmark. Det nemlig nogenlunde, hvad den står i ovre i sin hjemstat, og normalt skal man lægge mindst 50% oven i den danske i pris i forhold til den amerikanske.

Vinen kan blive din ved at sende en mail til Keld fra American Wine. Han har ikke nogen webshop, men et rigtig fint udvalg, som du kan få indsigt i, hvis du kontakter ham via hjemmesiden americanwine.dk

Hvad skal barnet hedde? Fort Ross-Seaview AVA!

Med mine søde svigerforældre på udflugt i, hvad der i dag hedder Fort Ross-Seaview AVA

Sonoma Coast er i disse år en af Californiens mest interessante appellationer. Her har Californiens mest hårdføre producenter slået sig ned og i løbet af imponerende kort tid skabt et navn for sig selv og hele regionen. Men Sonoma Coast er også en af Californiens mest intetsigende appellationer i den forstand, at den dækker over et stort geografisk område med vidt forskellige mikroklimaer, jordbundsforhold og traditioner. Derfor bliver man som forbruger ikke ret meget klogere på, hvad det er for en type vin, der er i flasken, når der står 'Sonoma Coast' på mærkatet.

Vi har flere gange besøgt området omkring Fort Ross, Seaview og Sea Ranch. Billederne her fortæller vel klart hvorfor?

Mange i den californiske vinbranche, ikke mindst producenterne i regionen, har derfor kæmpet for at få Sonoma Coast splittet op i flere mindre og mere meningsfulde sub-appellationer. Mest synlig i denne kamp har været koryfæer som Hirsch, Flowers, Failla og Cobb, der har kæmpet side om side for at udskille, hvad de kaldte 'the true (eller extreme) Sonoma Coast' - et  område som dækker over de kystnære strækninger nord for Russian Rivers udløb i Stillehavet. Forleden blev det så kundgjort, at den amerikanske alkohol- og tobakshandelsmyndighed (TTB) har lyttet til de mange stemmer og nu godkender et forslag om at oprette en 'true Sonoma Coast'-appellation, som kommer til at bære navnet Fort Ross-Seaview AVA (AVA= American Viticultural Area).

Vinmarkerne i Fort Ross-Seaview-regionen ligger typisk på ret stejle skråninger og vender bogstavelig talt mod alle verdenshjørner.

Ud over nærheden til kysten er området karakteriseret ved sin høje beliggenhed ca. 300-600 meter over havoverfladen og dermed over de dagligt tilbagevendende tågebanker, der driver ind fra havet. Således får vinstokkene masser af sol, men der er stadig tale om en for californiske forhold ret kølig region. Til gengæld er jordbundsforholdene i regionen vidt forskellige, for området gennemskæres af St. Andreas Forkastningen, der med sin evige rumlen og erosion skaber stor diversitet i jordtyper inden for dette relativt lille område.

Denne billedskønne Pinot-vinmark tilhører Hirsch-familien.

Der kan næppe være tvivl om, at når det netop blev dette område, som fik lov at få sin egen appellation, så skyldes det, at producenterne her i de senere år har frembragt vine - primært Pinot Noir og Chardonnay - som har imponeret både på deres hjemmebane i Californien og på den anden side af Atlanten. Der er som regel tale om spinklere vine med mere syre end eksempelvis deres slægtninge fra Russian River Valley, og de af dem, jeg har smagt, har været super lækre, selvom jeg nok foretrækker en anelse mere power i min Pinot og lidt mere fedme i min Chardonnay.

Fort Ross var i øvrigt oprindeligt navnet på det sted, hvor de første russiske emigranter slog sig ned i  begyndelsen af 1800-tallet. Det er også navnet på et vineri i området, som i første omgang protesterede mod navngivningen, men som senere trak deres protest tilbage, fordi man formentlig godt kunne se fordelen i at få sin egen appellation.

Klasse-Pinot serveret til Bøf Wellington a la vores gode tyske venner her i Berkeley. (Og yep - jeg har endelig fået mig en iPhone)

Vi smagte netop en 2008 Fort Ross Symposium Pinot Noir forleden, og den var et yderst behageligt bekendtskab. Dejlige røde noter af bær med florale indslag, medium fylde, rund og blød fornemmelse i munden med et lille behageligt syre-spike. Meget anbefalelsesværdig, og i Danmark finder du den (godt nok i 2005-udgaven) hos Goodgrape. Flowers finder du hos H.J. Hansen. Hirsch, Failla og Cobb finder du hos KKWine.

Long and winy road

Der er stadig lang vej igen, før jeg har smagt mig igennem det fine udbud af californisk Pinot Noir. Jeg blev mindet om denne  lykkelige omstændighed, da jeg i går læste Jon Bonnés top 25 over californisk og oregonsk Pinot Noir frigivet i år. Jon Bonné er San Francisco Chronicle's vinanmelder, og han er højt respekteret blandt sine kollegaer og i resten af vinbranchen - så der bliver lyttet, når han ytrer sig.

Og det var med stor forundring iblandet glæde, at jeg måtte konstatere, at jeg ikke har smagt en eneste af de 25 vine på Mr. Bonné's liste. Jeg kender måske halvdelen af producenterne af navn og omdømme, og den anden halvdel har jeg aldrig hørt om før. Her gik jeg og troede, at jeg efterhånden var rimelig velbevandret i Cali Pinot - en opfattelse, jeg i øvrigt følte mig bekræftet i, da Wine Spectator sendte deres Pinot Special på gaden for et par måneder siden, og hvor mange af mine favoritter og gamle kendinge figurerede på listen.

Men der var ikke en eneste Williams Selyem, DuMol, Rochioli, Lynmar, Hartford, Emeritus, Mueller, Merry Edwards eller andre af mine favoritter på Jon Bonnés liste. Faktisk havde kun en enkelt Russian River Pinot fundet nåde for Bonnés kræsne smagsløg - og det fra en producent, jeg heller aldrig før har hørt om. Til gengæld er der på listen en hel masse fra Sonoma Coast, en håndfuld Santa Lucia Highlands og Santa Maria Pinot'er, et par Alexander Valley'er og så et par stykker fra Dundee Hills i Oregon.

Jon Bonné hylder de seneste års tendens til at skabe mere spinkle 'Burgundian' Pinot'er, som man især finder helt ude ved den nordlige stillehavskyst i  Sonoma Coast-appellationen. Her residerer blandt andet Hirsch og Cobb, som jeg tidligere har omtalt, og førstnævnte er en af mine favoritter, hvis jeg har lyst til en lidt lysere, friskere, spinklere Pinot - uden at den bliver rigtig stram i betrækket.

Og jeg har for længst indset, at der i Santa Lucia Highlands og de kystnære områder i Santa Barbara County-appellationen ligger meget uopdaget land, som skal opdages og indtages, så snart jeg vender hjem til Californien. Så jeg tilgiver Jon Bonné for, at han ikke ser lyset i mine Russian River-darlings og takker for inspirationen til den kommende tids Pinot-udforskning.

Hvad siger du? Siduri!

Der er så meget vin og så lidt tid. Et af verdens helt store dilemmaer. Jeg har imidlertid sat mig for, at angribe det på den mest oplagte og konstruktive måde - nemlig ved at besøge flest mulige vinerier og smage på deres varer så ofte som muligt i de godt og vel fire måneder, vi har tilbage her i Californien.

'Der må være en blonde!'
Siduri-folkene måtte tilføje en diskret bølge og fjerne brystvorterne på den babylonske vingudinde Siduri, før etiketten kunne godkendes af de amerikanske myndigheder.

Som led i denne mission lagde vi for nogle dage siden vejen forbi vineriet Siduri, som holder til i en lagerhal i byen Santa Rosa i Sonoma County. Selvom tasting room-oplevelsen i garagen ikke er blandt de meste sindsoprivende, så er vineriet alligevel interessant af flere grunde:

Siduri er det vineri i Californien, som producerer flest forskellige Pinot Noir-vine. Både enkeltmarks- og appelationvine fra Oregon, Sonoma County og Sonoma Coast i nord til Santa Lucia Highlands og Santa Rita Hills i syd. Siduri er desuden et af de vinerier, som Wine Spectator fremhæver i det seneste september-nummer, hvor temaet er den historisk gode 2009 Pinot Noir-årgang i Californien. Og sidst men ikke mindst er vinene prissat meget rimeligt, så hvis man ellers når at stille sig i køen, inden de er udsolgt, så kan man købe rigtig fine vine fra $30-55.

Vi smagte på vine fra både 2008 og 2009, og jeg må desværre sige, at jeg fandt kvaliteten lidt for svingende. I den gode ende lå 2009-udgaven enkeltmarksvinen 'Rosella' fra Santa Lucia Highlands. Den havde en god, medium fylde, friske skovbær-noter og et krydret strejf, som jeg efterhånden må konstatere er typisk for vinene fra dette område. I like!

I den mindre heldige ende lå 2009-udgaven af Chahelem Moutains-pinot'en fra Oregon. Den var alt for spinkel for mine smagsløg og mindede mig om vin blandet op med vand. Ikke så underligt, for jeg har sidenhen læst mig til, at Siduri-folkene havde problemer med at holde udbyttet per acre nede i 2009, selvom de havde beskåret klaserne, så der kun var en tilbage per stok. Det betød store drue-bær, der har alt for meget væde i forhold til skind, som giver kraft og struktur til vinen. Derfor måtte winemakeren ty til saignee-metoden, hvor man tapper juice fra, efter at druerne er blevet knust, så forholdet mellem juice og skind kommer i bedre balance. Men resultatet var desværre stadig en vin, som Siduri-folkene skulle have undladt at markedsføre, for den skæmmer altså deres ellers gode navn og rygte.

Ikke verdens mest charmerende tasting room, men det betyder mindre, når vinen er god.

Alt i alt er Siduri et rigtig spændende bekendtskab, som dog langt fra slår mine favoritter af pinden. Modsat Wine Spectator har ikke super svært ved at få armene ned over Siduri, men hvis man tager prisniveauet med i regnestykket, så leverer de bestemt et godt og relevant produkt. Jeg kan især anbefale Siduri 2009 Rosella's Vineyard Santa Lucia Highlands Pinot Noir og Siduri 2009 Santa Rita Hills Pinot Noir, der begge er velbalancerede med medium fylde, godt med syre, peber, asian spice og mørke frugtnoter (blåbær/brombær for Rosella'en og kirsebær/blomme for Santa Rita Hills-vinen).

Siduri forhandles mig bekendt ikke i Danmark, men prøv evt. Fess Parker's Santa Barbara County Pinot Noir, hvis du gerne vil prøve den lidt mørke, krydrede stil fra disse sydlige himmelstrøg. Den forhandles af H. J. Hansen Vin. Eller prøv La Crema Sonoma Coast Pinot Noir, som forhandles af worldofwine.dk. De ligger begge i nogenlunde samme pris- og kvalitetsniveau som Siduri og kan erhverves i Danmark for en 200-mand.

Efterår Berkeley Style

Nektarin-salat, Pinot og solnedgang. Bliss!

Efteråret har fundet vej til Berkeley, og på disse breddegrader betyder det sol, temperaturer omkring 25-30 grader, smukke efterårsfarver, og Hr. Tåge, som ellers er vores faste sommergæst, bliver ude over bugten.

I går var endnu en af de smukke efterårsdage, og temperaturen nåede helt op over 32 grader, så der var stadig pænt lunt i lejligheden ved spisetid. Menuen stod derfor på en let og frisk salat med modne, californiske nektariner, som er i højsæson lige nu, prosciutto, frisk mozerella, mynte og basilikum - og naturligvis et glas let afkølet Pinot Noir fra Sonoma Coast.

Det var et dejligt, ukompliceret match, og vinen, som hører til i 'value-kategorien' under $15, levede op til det, den skulle - måske endda lidt mere end det, men i denne skønne årstid er jeg også nem at gøre glad.

2008 Bear Boat Sonoma Coast Pinot Noir
Aroma præget af kirsebær, blåbær og blomme, som går igen på tungen og får følgeskab af sort peber og rålakrids. Medium fylde, godt med syre, lidt kantede, men ikke fremtrædende tanniner. Eftersmag af victoriablommer plukket lige fra træet på en solrig dag. Ikke en stor vin, men det kan næppe forlanges til prisen ($15). Dejlig let og frisk på en varm efterårsaften.

Cute label

Williams Selyem: 100% luksus på en torsdag

Min sidste post handlede om et godt bud på en hverdagsvin, som ikke slår bunden ud af vinbudgettet. Men faktisk er jeg også en stor fan at poppe en rigtig fin flaske på en helt almindelig hverdag. Fordi det er nemmere at koncentrere sig om vinen, når man ikke har travlt i køkkenet og som vært eller værtinde. Og fordi det bare er den ultimative luksusfølelse at sætte læberne til en exceptionel vin på en halvtræt torsdag aften.

Og det var sjovt nok, hvad vi gjorde i går aftes. Den udvalgte vin var Williams Selyem 2009 Sonoma Coast Pinot Noir - og den var som ventet noget helt særligt. Koncentreret, intens, sorte kirsebær, vilde skovbær, rød lakrids, ristet kaffe - men bedst af det hele: En fuldstændig sømløs struktur karakteriseret ved velbalanceret syre og en silkeblød mundfornemmelse, som forfører hele vejen fra den rammer tungen til den lange, behagelige eftersmag. Hedonisme på flaske!

Det er ikke så underligt, at Williams Selyem er en af de mest eftertragtede Pinot Noir-producenter i Californien. Årgang efter årgang er deres vine blandt de allerbedste, uanset om vejret og forholdene var vanskelige som i 2008 eller mere gunstige som i 2007 og 2009. Vingården blev grundlagt i 1981 af to beskedne, lokale fyre, Burt Williams og Ed Selyem. De boede over for hinanden på hver sin side af Russian River og havde igennem noget tid eksperimenteret med at fremstille deres egen vin i en garage i landsbyen Forrestville. Men efter de sprang ud som fuldblods og fuldtids vinmagere, tog det dem blot få år, før deres vine havde fået kultstatus, og Russian River Valley for alvor kom på verdenskortet som Pinot Noir-region.

Burt og Ed ejede ingen vinmarker selv, men købte druer fra deres naboer i området. Mange mener, at hemmeligheden bag deres succes var, at de via deres lokale kontakter, som de havde kendt hele deres liv, kunne få adgang til de bedste druer, som området kunne præstere. Derfor var der også mange, der trak på smilebåndet, da New Yorker-rigmanden John Dyson (ham der opfandt sloganet I [HEART] NY) købte Williams Selyem i 1998 for flere millioner dollars. For i bund og grund købte han 'bare' et brand - rent fysisk var Williams Selyem en garage med gammelt fremstillingsudstyr. Erfaringerne og de mundtlige aftaler med de lokale vinbønder tog Ed og Burt med sig, da de forlod branchen. Men John Dyson og hans folk har mod forventning holdt niveauet og måske mere end det. Med Dysons store pengekasse i ryggen har huset også kunnet opkøbe deres egne eksklusive vinmarker i området, udvide produktionen, bygge moderne produktionsfaciliteter og et fancy tasting room, som jeg tidligere har omtalt her.

Jeg er en stor Williams Selyem-fan, selvom jeg godt kunne undvære deres noget forcerede 'vi er mega kult, og vores vine sælger sig selv, men alligevel bygger vi et show off-tasting room'-attitude. KK-Wine forhandler Williams Selyem - og jeg glæder mig til at se, hvad Kenneth får hjem fra 2009-årgangen dette efterår!

Creme de La Crema på en tirsdag aften

Forleden stødte jeg på et problem i luksusklassen: Jeg havde kun dyre flasker i skabet, så jeg måtte ud hamstre hverdagsvin, som passer bedre til en almindelig fyraften, hvor man bare vil slappe af og ikke dedikere så meget opmærksomhed til, hvad man drikker, som de dyre flasker fortjener.

I indkøbsvognen i Safeway i Berkeley (svarer lidt til en meget velassorteret Superbrugsen) havnede en håndfuld interessante Pinot'er i 20 dollar-klassen, og en af dem var en fra en gammel kending, nemlig Sonoma-vineriet La Crema. Denne gang var det deres 2009 Sonoma Coast Pinot Noir, som fik lov til at ledsagede en tirsdag aftensmenu bestående af vandmelon/chevre-salat og derefter en simpel pasta rigatoni med heirloom-tomater, hvidløg, chili og parmasanost.

Det er svært at finde gode hverdags-pinot'er, for det er en krævende drue, som trives bedst i ufremkommelige regioner, og som har et lille afkast sammenlignet med andre sorter - og det tvinger naturligvis priserne op. Men de findes, og La Crema er bestemt en af dem.

Deres 2009 Sonoma Coast Pinot Noir er relativ let med en frisk aroma karakteriseret af røde bær og lidt sort te. Fadpræget er fint tilbagetrukket, og det er godt, når druerne som her er godt kan bære hovedrollen i forestillingen. I munden leder vinen tankerne hen på hindbær, kirsebær, ribs, mere sort te og måske et strejf af lakrids. Medium fylde og en frisk syre, uden at der går lemonface i den.

I Danmark forhandles vinen af World of Wine, men de har ikke helt formået at holde prisen nede i hverdagklassen. Bor du i Danmark, må du slippe 219 kroner for den, men jeg synes faktisk, at den er alle kronerne værd.

Sneak peek på Hirsch 2009

I weekenden tilbragte vi en hyggelig aften sammen med Kennth Olsen fra KKWine, Henrik Poulsen, assistant winemaker for Alpha Omega Winery, og en lille håndfuld Hirsch 2009 Pinot'er, som endnu ikke er frigivet.

Jeg har tidligere skrevet om vores fantastiske besøg hos Hirsch, som ligger uden for lands lov og ret i den nordlige, kystnære ende af Sonoma County. Her har David Hirsch siden de tidlige 1980'ere dedikeret sig til at dyrke druer under nogle af de mest vanskelig forhold, man finder i Californien - såvel klimamæssigt som beliggenhedsmæssigt. Belønningen for strabadserne er elegante, interessante Pinot Noir vine (de laver også Chardonnay, men det er primært for Pinot'erne, de har fortjent deres gode omdømme).

Billeder fra vores ekspedition til Hirsch tidligere på året

Lars og Jasmine Hirsch

Svigerfar-Mik og tre af hans gode venner fra Hirsch

Både vinen og d'herrer var ualmindelig godt selskab, og det lykkedes mig at kradse et par smagenoter ned, selvom snakken gik livligt, og Henrik bød på super dejlig mad. Og lad det være sagt med det samme - det lover rigtig godt, og Kenneth kan roligt tage rigeligt hjem fra Hirsch, når de frigives til efteråret. 'East Ridge' var min favorit med sin fyldighed, vilde bær og krydrethed, men alle fire er særdeles anbefalelsesværdige. Nu er det nogle måneder siden, jeg smagte 2007-årgangen, men jeg husker den som lettere, spinklere og med mere markant syre. Jeg foretrækker nok den lidt mere 'gavmilde' stil, som 2009'erne tilbyder, så det var en glad Pinot-pige (og i øvrigt også en glad Pinot-Lars, der dog måtte holde sig lidt i skindet, da han var chauffør), der trillede hjem fra Henriks palads i Napa, efter Kenneth måtte overgive sig til sit jetlag.

Her kommer mine smagenoter:

Hirsch 2009 San Andreas Fault Pinot Noir
Fin næse med mørke skovbær, i munden medium-kraftig fylde, mørk frugt, ristet kaffe. Lækker, elegant og saftig vin.

Hirsch 2009 West Ridge Pinot Noir
De mørke skovbær går igen, men på tungen kommer også et strejf af lidt lysere bær, jordbær tror jeg nok. Fadpræg, som er tydeligt, men står i baggrunden for frugten, hvilket er, som det skal være med så fin frugt, hvis man spørger mig. Lidt friskere syre end ovenstående. Thumbs up - this is good stuff.

Hirsch 2009 East Ridge Pinot Noir
Forførende næse med hints af brombær og hindbær. I munden opsnappede jeg desuden et friskt rabarber-strejf og lidt flere spicy noter (anis, sort te), som gjorde vinen til aftenens favorit for mig. Medium-kraftig fylde, balanceret syre - jeg er solgt.

Hirsch 2009 Reserve Pinot Noir
Mørke bær går igen i næsen, men større fylde og kraftigere tanniner træder frem i munden og giver lidt mere bid. Hints af skovjordbær, rabarber, hvid peber. Dejlig vin, som hælder til den mørke, fyldige side.

Hirsch forhandles i Danmark af KKWine, og Kenneth overvejer i disse dage, hvilke han skal tage hjem fra 2009-årgangen. Jeg hepper på East Ridge!

Dogme-vin fra der hvor GPS'en for længst er stået af

I Danmark har vi spradebassede københavnere vs. sindige jyder. I den internationale vinverden har vi vulgær New World vin vs. stramtandet Old World vin. Og i Californien har vi Hollywood-agtige Napa Valley vs. dogme-agtige Sonoma Coast - the TRUE Sonoma Coast, vel at mærke. Ikke overraskende for dem, som kender mig, vil jeg helst have det hele. Og forleden fik jeg så lov at opleve kulturen, arbejdet og ikke mindst vinen på den første og muligvis mest prominente vingård på den hard core true Sonoma Coast, nemlig den legendariske Hirsch Vineyards and Winery.

Storslået vista på vejen op til Hirsch Vineyards and Winery

Her ligger vinmarkerne spredt på næsten ufremkommelige bjergskråninger med fantastisk udsigt over Stillehavet kun syv kilometer væk. Med en gennemsnitlig årlig nedbør på knap tre gange så meget som i Danmark (og det hele falder i vinterhalvåret), stort set daglige kolde tågebanker, som vælter ind fra havet, og tørre til tider stegende hede sommerdage er vindyrkning på disse kanter ikke en hyggelig fritidshobby. Det er benhårdt arbejde. Til gengæld er her fabelagtigt smukt på en lun solskinsdag, som forleden hvor vi besøgte Hirsch. Folkene på vingården er iført gummistøvler, skovmandsskjorte, kasket og jeans - alt sammen i en stand som vidner om det temmelig beskidte arbejde i markerne og i vineriet. Men de har tid til en snak og et glas eller tre med de gæster, der har fundet hele vejen ud til deres lille helle på trods af svigtende GPS og køer på vejene.

Et hyggeligt bekendtskab, vi gjorde på vejen.

En sød, hurtigt-snakkende Jasmine Hirsch (datter af vingårdens grundlægger David Hirsch) mødte os, lettere stresset, men i et utroligt humør og med en fantastisk fortælleglæde. Trods travlhed og stress gav hun sig tid til halvanden times rundvisning og tasting - det er en helt anden form for luksus, end den der møder en i Napa Valley. Her fik vi straight talk om, hvordan fejltagelser i planlægningen og dyrkningen af markerne endte med at give husets bedste druer, og om hvordan David Hirsch og hans vineyard manager Everado Robledo (en stjerne inden for sin metier) stadig efter 30 år eksperimenterer og forsøger at vriste hemmelighederne ud af områdets unikke terroir. En anden af husets beskedne men store stjerner er winemaker Ross Cobb, som bl.a. også har slået sine folder hos Williams Selyem. Ham mødte jeg, da jeg skulle finde toilettet (som for øvrigt var placeret i vineriets bogholderi og depot til kontorartikler).

Billedskønne Pinot Noir-stokke med spæde skud

Jasmine Hirsch fortæller, mens hjertehusbond-Lars og svigerfar-Mik lytter.

Og så fik vi heldigvis også lov til at smage på en lille håndfuld af husets vine:

2008 Estate Chardonnay: Frisk, syre-drevet, bourgogne-stil med meget lidt egetræ. Stram og spinkel i stilen. Her er noget for kræsne old world-tunger.

2008 Bohan Dillon Estate Pinot Noir: Årgangens skovbrande har sat et tydeligt spor på denne vin, som har et markant røget præg. Nogen er vild med det, andre vil se det som en fejl i vinen. Men ellers en spinkel, elegant vin, som minder mere om ribs og tranebær end om fuldmodne vilde hindbær og jordbær, som ofte kendetegner Pinot Noir fra Russian River Valley længere inde i land.

2007 M Estate Pinot Noir: Lidt mere power, men stadig slank og elegant. Meget tilbagetrukket egefadssmag af ristet vanilje under en ren, frisk smag af røde sommerbær.

2007 San Andreas Estate Pinot Noir: Absolut min favorit. Masser friske sommerbær og så det der hint af anis, som kendetegner de bedste Pinot'er i mine øjne. Stadig elegant og relativt spinkel sammenlignet med fætrene fra Russian River Valley, men med en blød og pleasende mouth feel, som man kun kan elske. Namme-nam siger jeg bare, for nu at bruge et udtryk fra den finere vin-lingo.

Du behøver ikke tage hele vejen til Sonoma Coast for at smage på sagerne (selvom det bestemt ville være turen værd).  Du kan nøjes med at tage turen til Charlottenlund eller daffe ind på Indernettet og besøge KKwine, som importerer alle de nævnte vine. Enjoy!

Jasmine Hirsch et moi - et fantastisk minde til samlingen.

Et PS til de hardcore vinnørder: Et par håndfulde at de velansete 'True Sonoma Coast' producenter, herunder Hirsch, har stiftet en forening, som vist først og fremmest skal give dem synlighed og skille dem ud fra den rodebunke af et vindistrikt, som går under navnet Sonoma Coast. The West Sonoma Vintners, som foreningen hedder, afholder blandt andet en festival, hvor man kan stifte nærmere bekendtskab med de prominente producenter og deres vine. Det sker den 5.-7. august i Occidental, ca. en times kørsel nord for San Francisco - så hvis du er i nabolaget og sætter pris på god, ikke alt for frugtbombet vin, så skulle du måske slå vejen forbi. Læs mere om The West Sonoma Vintners på Fermentation Blog, som altid byder på branche-nyheder for vinnørder.

En lille turguide til Sonoma County

Nogle venner spurgte, om jeg ville sende dem et par tip til gode vin-seværdigheder i Sonoma County. Sonoma County er en subregion i North Coast-regionen. Regionen er meget alsidig, men rummer flere af de køligere distrikter som Sonoma Coast, Russian River Valley og Green Valley, som blandt andet er kendt for deres super lækre Pinot Noir-vine. Jeg lader sjældent en lejlighed til at snakke vin passere, så jeg endte med at sende dem nedenstående forslag til en endags-tur i det skønne Sonoma County:

Fra Sonoma by kør via  Highway 12 mod Santa Rosa. Det er en smuk rute gennem Glen Ellen og Valley of the Moon. Der er gode wineries på vejen (fx B.R. Cohn, som også laver olivenolie og andre delikatesser), men hvis I kun orker 2-3 stykker på en dag, så spring dem over.

Når, I er fremme ved Santa Rosa, kør nordpå via 101 til Healdsburg. Her er mange gode restauranter - så det er et oplagt frokoststop. Bistro Ralph på Plaza Street skulle være god til frokoster.

Fra Healdsburg, kør vest på via Westside Road. Vejen er legendarisk, fordi her ligger nogen af de bedste vinmarker og vingårde i Russian River Valley. Den er oven i købet super smuk med gamle egetrær, smukke vinmarker og charmerende vingårde og tasting rooms. Matrix ligger super smukt og laver gode pinot'er til prisen (omkring $30). Arista ligger også smukt og laver vine af flere sorter og i flere prisklasser. Min favorit er dog Rochioli, som af Robert Parker anses for at være blandt de 5-10 bedste Pinot Noir-producenter i Californien.

Picnic-terrasen ved Rochiolis tasting room

Tastingroomet ligger også smukt og har et dejligt picninc-område, hvor man kan medbringe egen madkurv. Prisen på deres Estate Pinot Noir er lidt pebret - omkring $50-60 hvis jeg husker rigtigt. Men hver en cent værd! 

Følg Westside Road, til I kommer til River Road og drej til venstre over Russian River. Det er en fin gammel, rusten bro - meget charmerende.

En af de fine gamle broer over Russian River

Herfra kan I køre mod Forrestville via Martinelli Road til Iron Horse Winery - det ligger for enden af en hullet grusvej - god ide at slå GPS'en til. Deres tasting 'room' ligger udendørs med smuk udsigt. Og deres sparkling wines er gode, sjove, uhøjtidelige. Ligesom stemningen på stedet. Min favorit vin er deres Wedding Cuvee (man er vel romantiker). Forresten, så er det meningen, at man bare hælder slatter ud over skrænten. Det er ret sjovt :)

Bobler i solen på Iron Horse Winery

På dette tidspunkt er I nok ved at have lidt palate fattigue, som man kalder det herovre, når man har drukket så meget vin, at det er ved at være svært at smage forskel. Men hvis I har mod på mere, har jeg netop fået anbefalet Lynmar Estate, som også ligger i  Russian River Valley, få miles fra Iron Horse. Jeg har ikke været der endnu, men deres seneste release har fået rigtig fine anmeldelser - ikke mindst deres 2008 Quail Hill Vineyard Pinot Noir ($60) - den glæder jeg mig personligt til at stifte bekendtskab med. Tasting roomet ser også lækkert ud at dømme ud fra billederne på deres hjemmeside.

Hvis I vender tilbage til Sonoma by om aftenen - så kan jeg varmt anbefale at spise middag på El Dorado Kitchen, som ligger på et hjørne på byens hyggelige plaza. Ikke overdrevet dyr (sådan midt imellem), og laver super lækker fransk/californisk mad. Og omgivelserne i den historiske bygning er super charmerende. Er vejret til det, så prøv, om I kan få bord i deres super hyggelige patio. I det hele taget er der mange hyggelige butikker, tasting rooms, restauranter, delikatesse-forretninger osv. omkring plaza'en - helt bestemt et besøg værd.