Viser opslag med etiketten Rivers-Marie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rivers-Marie. Vis alle opslag

søndag den 25. marts 2012

Perfekt Pinot-weekend vol. II

Jeg har allerede berettet om weekendens første store Pinot-oplevelse. Her kommer den anden:

Mødet med californiske Rivers-Marie var virkelig som at komme hjem, selvom det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med denne producent. Med new zealandske Mt. Edward frisk i erindringen var det super interessant at lave sammenligningen og se det tydlige slægtsskab på tværs af kloden i form af medium fylde, blød mundfornemmelse, frisk frugtsyre og bærpræget frugtighed med sekundære krydrede undertoner.

Forskellene er også til at få øje på - californiske Rivers-Marie fremstår rundere, mindre syrlig, lidt mindre koncentreret og lidt mere krydret end Mt. Edward. Jeg tror, at mange vil finde californieren lidt mere imødekommende (trods den unge alder), uden at den på nogen måde lever op eurocentriske vinmenneskers fordomme om 'jammy frugtbomber'. (Guderne skal vide, at den kliche siger mere om dem , der hovedløst reproducerer den, end den gør om californisk vin.)

Anyway, Rivers-Marie er et relativt nyt winery med egne vinmarker i Occidental, der ligger i det kystnære True Sonoma Coast. Her køler den daglige tåge om sommeren, mens nærheden til havet sikrer et langt og relativt lunt efterår. Alt i alt en lang, kølig modningssæson med ret små temperaturudsving både i løbet af dagen og set over hele sæsonen. Resultatet er relativt lette og elegante vine præget af røde sommerbær ofte med et krydret strejf af vanilje, lakrids og sort te.

Rivers-Marie har en meget lille produktion, og bor man i Californien, må man finde sig i årelange ventelister, før man kan berige sin vinkælder med deres Pinot'er. Med blot otte årgange på bagen har producenten nemlig formået at slå sit navn fast som en af de allermest interessante nye producenter fra the True Sonoma Coast, der i disse år myldrer frem og høster stor anerkendelse. Er man derimod inden for rækkevidden af KK-Wine, så kan købe den for en 250'er, hvilket må siges at være en yderst rimelig pris for denne skattebasse.

Her kommer smagenoterne:
2010 Rivers-Marie Sonoma Coast Pinot Noir
Klar, lys rubinrød farve i glasset.  Næsen præget af røde og mørke vilde bær og karakteristiske krydrede indslag i form af lakrids og sort peber. That's how I like it! Medium fylde i munden, fin blød mundfornemmelse, hvor syren er til stede, men er pakket ind frugtig sødme. Ikke sød som sukker, men sød som et modent skovhindbær, hvor syren og sukkeret balancerer hinanden af og skaber et helstøbt udtryk, hvor ingen af delene stikker ud. Jeg synes, det er super, super fint. Smagsprofilen er netop præget af hindbær, lakrids, en lille smule sort peber og en eftersmag af solmodne bær og sort te.

En klassisk CaliPinot, der hælder lidt til spinkle side, hvis man sammenligner med de tunge drenge i klassen fra Russian River Valley. Behøver jeg at sige, at jeg er helt vild med den?