Viser opslag med etiketten Clos Saron. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Clos Saron. Vis alle opslag

tirsdag den 1. maj 2012

Californisk naturvin?

Jeg indrømmer gerne, at jeg var lidt skeptisk, da Kenneth fra KK Wine stak mig et par flasker Clos Saron for nogle uger siden. Jeg har nemlig rigtig mange fordomme om naturvin og det, der ligner: Noget surt sprøjt, som eurofile vinmennesker bilder hinanden ind, at de godt kan lide, fordi det er moderne.

Omvendt har Clos Saron et ret godt omdømme, og californisk naturvin lyder som et så sammensat begreb, at min nysgerrighed var vakt. Og lad mig med det samme afsløre, at hvis alle naturvine smager lige så godt som denne lille sag, så er det ikke sidste gang, jeg vover pelsen med sådan en størrelse.

Nu er jeg imidlertid ikke helt sikker på, at Clos Saron's vine kan karakteriseres som naturvin, fordi det jo er et ret fluffy begreb. Men hovedsagen er, at vinene er lavet med henblik på at lade druerne tale for sig selv: biodynamisk dyrkning, ingen industrigær, ingen syrekorrektion, ingen svovl tilsat under gæring og fadlagring (men altså ikke sulfit-fri), ingen overpumpning af de udblødte drueskaller, ingen klaring og ingen filtrering. Og nok så vigtigt i californisk sammenhæng: Ingen nye egefade.
No additions, substractions, inoculations, corrections, or makeup. New-oak free.
- No shit? -
Efter en tirsdag, hvor jeg i bedste 1. maj-stil snuppede mig en 10 timers arbejdsdag, var tidspunktet for at prøve fænomenet så kommet, og valget faldt på 2011 Clos Saron Carte Blanche. Flaske 13 ud af 1134 for at være helt præcis.

Carte Blanche er en  såkaldt 'California White' dvs. baseret på uidentificerede hvide druer fra uidentificerede californiske områder. Lidt mere research gjorde mig dog noget klogere: Vinen er sammensat af en blanding af Albarino, Verdelho, Chardonnay og Petit Manseng, som er dyrket i Lodi sydvest for Sacramento.


Og faktisk havde jeg nået at tænke Chard, (Viognier) og Albarino, inden jeg læste ovenstånde. I know - easy for me to say - men det er altså rigtigt, for vinen har den dér blanding af citron, lime, æble, pære og så noget krydret og let floralt. I min bog rimer det meget godt på Chardonnay og Albarino - og det kan jeg altså ret godt lide! Denne vin er super fin og let at holde af. Den hverken smager, dufter eller føles dogmeagtig eller fejlbefængt, som jeg nok havde forventet. Her kommer smagenoterne:

2011 Clos Saron Carte Blanche
Fin næse med noter af citrus, lidt grønt æble og undertoner af noget let parfumeret, blomsteragtigt. Måske et meget subtilt kemisk strjef? Strukturen er præget af en høj syre, som faktisk passer meget godt til den aromatiske aroma og smagsprofil. Syrlige æbler, æbletobak, kvædete og måske endda lille eksotisk whiff af ananas. Alt i alt en rigtig dejlig og frisk sommervin, hvor man hverken savner  eg, alkoholprocenter eller frugtsødme.

Vinen kan blive din for 180 kroner hos KK Wine - og hvis du skynder dig, kan det være, du får flaske nummer 14.

søndag den 8. april 2012

En kælder fyldt med skattebasser

I går var jeg en tur forbi Kenneth og KKWine. Vi har mødt ham nogle gange i Californien, hvor vi har nørdet igennem med vores fælles hobby. Han tager turen over dammen mindst 2-3 gange om året, hvor han plejer sine kontakter, møder potentielle leverandører og ellers bare lever det søde liv. Det lyder sgu som et misundelsesværdigt job.

I går var så dagen, hvor jeg for første gang indfandt mig i Kenneths showroom - og jeg havde det som min femårige niece i en slikbutik, for det er en sand perlerække af skattebasser, der hænger på væggene i den lille kælder - DuMOL, Williams Selyem, Rochioli, Dunn, Larkmead, Clos Saron, Brewer Clifton, Paul Lato, J Vineyards, Copain, Diatom, Hirsch - store navne og de fleste af dem meget højt på min like-liste.

Et styks fjerkræ a 21.000 bobs
Og så var der selvfølgelig kultvinen over dem alle - Screaming Eagle. Jeg fik lov at holde en flaske, og med en stykpris på 21.000 gode danske kroner er det nok det nærmeste jeg kommer på det stykke eksklusivt fjerkræ. For selv hvis jeg havde 21.000 kroner at brænde af på vin, så ville mit valg nok falde andre Napa-klenodier, hvor man trods alt får lidt mere volumen for pengene, såsom Shafer, Colgin, Phelps, Dominus, Continuum og Stag's Leap Wine Cellars. For slet ikke at nævne kultvine fra andre regioner såsom Ridge Montebello, Sine Qua Non, Kosta Browne, Saxum, Kistler, Peter Michael, Dehlinger, Marcassin, Denner osv. Vine, der 'kun' koster fra 500 og op til 3-4.000, hvis du altså overhovedet kan få lov at købe dem.

Det sidste er vel nok i virkeligheden Kenneths største fortjeneste. For det er ret unikt, at han er i stand til at sælge vine i Danmark, som er noget nær umulige at opstøve i Californien eller for den sags skyld de fleste andre steder.  Med mig hjem fra Kenneth tog jeg et lille eksklusivt udvalg af primært hvide vine, nemlig en trio af Viognier'er fra DuMOL, Alban og Melville. Dertil en DuMOL Russian River Valley Chardonnay, en J Vineyards brut rose og så et lille finurligt af vin nature fra Clos Saron - meget mere om disse, når vejret kalder på eksklusiv sommervin. Og det må gerne være snart.