Viser opslag med etiketten Davy Crockett. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Davy Crockett. Vis alle opslag

torsdag den 13. oktober 2011

Fi... Fi... Fess Fess

Sorry, overskriften er lidt plat, men nu jeg har din opmærksomhed, kan du jo lige så godt læse videre.

Chancerne for, at du kender Fess Parker er nok størst, hvis du var en rask dreng i midten af 1950'erne og fan Davy Crockett - ham den kække pioner med vaskebjørnshuen. Fess Parker var skuespilleren, der udødeliggjorde Davy Crockett i Disneys tv-serie af samme navn, som løb over skærmen i 1955 og 1956, og han vedblev for mange at være essensen af barndommens nostalgi.

I 1987 startede Fess Parker sit eget vineri ved Santa Barbara, hvor han året før også havde åbnet et luksuriøst hotel. Her har han gennem årene produceret stribevis af anmelderroste vine, og jeg har stiftet bekendtskab med de to seneste årgange (2008 og 2009) af hans entry level Pinot Noir fra Santa Barbara County. I begge tilfælde super dejlige vine til prisen, som på sin vis er ret stedtypiske med deres mørke bærnoter og eksotiske spiciness.

Fess Parker døde i foråret 2010 i en alder af 86, men vineriet og hotellet drives videre af hans familie. Min daværende chef i vinmarkedsføringsbureauet Charles Communications, Kimberly Charles, havde et særligt forhold til Fess Parker og hans familie, fordi han var hendes første kunde, da hun startede sin egen virksomhed. Jeg hørte første gang om Fess Parker, før vi tog til  Californien via BBC-serien 'Oz & James's Big Wine Adventure', som blev sendt for nogle år siden på DR2. Her besøgte de to værter Fess Parker, som optrådte med vaskebjørnshue og det hele. Han virkede som et sympatisk, varmt og humoristisk menneske, og det indtryk fik jeg bekræftet af Kimberly og stort set alle andre, jeg har mødt i den californiske vinbranche. Derfor er det også dejligt at kunne give hans vin en varm anbefaling med på vejen:

Fess Parker 2009 Santa Barbara County Pinot Noir
Fin, krydret Pinot-næse præget af mørke skovbær og måske et hint af jordbær. Et diskret strejf af 'asian spice' afslører, at vi er under sydligere himmelstrøg på Central Coast. Medium fylde, blød mundfornemmelse med et pift af frisk syre og smagsnoter af mørk, moden frugt, nellike og sichuan peber og en eftersmag a la cherry coke. Det lyder måske lidt underligt, men det er altså forførende godt.

Fess Parker forhandles i Danmark af H.J. Hansen Vin, og 2008-udgaven Santa Barbara County Pinot'en kan blive din for en 200-mand.