Viser opslag med etiketten Beringer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Beringer. Vis alle opslag

torsdag den 9. februar 2012

En mundfuld solskin


Efter en temmelig heftig onsdag var fladeud-aften hos Helle meget tiltrængt. Det blev til pizza i sofaen, joggingbukser (for nogens vedkommende - jeg har lovet Helle ikke at sige hvem) og endelig et glas vino fra Californien. Mine californiske - og for den sags skyld også spanske og franske - skattebasser er p.t. i eksil rundt om i byen hos deres importører, for jeg har ikke haft tid til at hente dem endnu - og guderne skal vide, at jeg savner dem.

Jeg stadig ved at finde mine ben i den danske vinverden. Eksempelvis har jeg ret hurtigt konstateret, at man ikke rigtig kan løbe an på at købe sin vino i de nærliggende supermarkeder, for udvalget der er da godt nok pauvert og uopfindsomt. Og vinhandlerne lukker jo nærmest inden jeg står op om morgenen - eller i hvert fald inden jeg får fri for arbejde. Back in the good old days kunne jeg foretage spontane indkøb i de lokale supermarkeder, hvor priserne var yderst krisevenlige og udvalget af californiske vine bugnende. Og de sjældnere og mere eksklusive vine købte jeg direkte hos vinerierne, når jeg besøgte dem. Den går ikke længere, og fremover kommer jeg vist til at svinge dankortet foran skærmen og dermed også bløde de horrible fragtpriser. Det er hårdt at være vinentusiast!

Anyway, i vores ellers nærmest vakuumpakkede og faretruende overvægtige kufferter havde jeg fundet plads til et par flasker, der fik lov at komme med over Atlanten. En af dem var en 2009 Beringer Knights Valley Cabernet Sauvignon, som jeg tidligere har omtalt, og som var et perfekt soothing match til joggingbukser og sofapizza. Især mundfornemmelsen er chokoladelækker og pleasende. En lille mund solskin på en mørk og kold vinteraften.

Flere af slagsen venter forhåbentlig ved den Californiske vinsmagning på Hotel Mariott her i København den 29. februar, som jeg fik tilmeldt mig i går. Tak til Anders fra Grape Juices for tippet.

fredag den 13. januar 2012

B for Beringer og Bornholm


Jeg har tidligere omtalt den historiske og i dag gigantiske Napa-producent Beringer, som vi besøgte i sommer. De producerer et utal af vine i alle prisklasser og genrer - fra sød og billig blush-wine til tunge anmelderroste Cabernet-drenge i 200-300 dollarklassen. Et sted derimellem ligger husets Knights Valley Cabernet Sauvignon, som vi nu har nydt et par gange med stor fornøjelse.

Selvom Knights Valley ligger lige nord for Napa Valley og derfor teknisk set ikke er en del af Napa Valley-appellationen, så har denne vin mange af de samme fortrin, som man typisk forbinder med en Napa Cab: Masser af frugt, masser af fylde og en fed, fløjlsblød mundfornemmelse. Man skal være i humør til den slags, og den tilhørende mad skal kunne klare modspillet fra vinen - men så er det altså også rigtig godt.

Jeg ved godt, at det er en kliché, men for mig kalder denne vin på en seriøs, mør oksesteak. Meget gerne grillet af svigerfar-Mik, som er mit helt store grill-meister-forbillede - og helst på Bornholm i sommervejr efter en solrig dag med familien på Balka strand. Jeg tror, jeg tager et par flasker med til øen til sommer - så kan svigerfar sikkert lokkes til at folde sig ud ved grillen, mens svigermor-Lis og jeg klarer borddækning og tilbehør. Og så er resten op til vejrguderne.

Sommer på Bornholm er bestemt et af de rigtig store plusser ved at vende tilbage til Danmark.

Svoger-Ebbis i godt selskab i havestuen på Bornholm
Anyway, her kommer smagenoterne:
Beringer Knights Valley 2009 Cabernet Sauvignon
Smuk, mørk og dyb blækrød farve i glasset - for en Pinot-pige som undertegnede et sikkert varsel om, at der er helt andre og kraftigere boller på suppen denne gang. Stor frugtdrevet aroma uden de grønne urtede indslag, som man ofte finder i high end cabs. Denne gang er det især solbær og blomme og måske lidt sød pibetobak, der fanger min opmærksomhed. I munden giver tanninerne en lille smule bid, men mundfornemmelsen er stadig først og fremmest blød og behagelig på den chokoladeagtige måde. Igen ville man nok finde større og mere kantede tanniner i en high end cab (især i en så ung model), men den her er blød og drikkemoden lige nu.

Beringer Knights Valley Cab forhandles i Danmark af H.J. Hansen til 189 kroner. Her i Cali slipper vi med $18.

onsdag den 9. november 2011

Napa for fuld udblæsning: Besøg hos Beringer


For nogle uger siden besøgte vi Beringer Vineyards i St. Helena i Napa Valley. Besøget var en del af vores 'vi-skal-også-huske-at-besøge-de-store-mainstream-vinerier-tur', som også inkluderede et besøg hos Robert Mondavi Winery. Beringer er en ret stor producent, og lige som Mondavi har de en lang og glorværdig historie i dalen, men kendes i dag bedst for deres supermarkedsvine.

Hvis du handler ind i Super Best eller køber din vin hos Kjær og Sommerfeldt, er der en god chance for, at du er stødt på Beringers standardvine. Jeg har smagt nogle stykker af dem og synes, at de leverer god value for money - særligt Founders' Estate-serien, som her i Californien står i godt og vel 50 kroner, og som  Danmark går for 99 kroner, når den ikke er på tilbud. Især Cab'en er god og udmærker sig ved en super blød chokoladeagtig mundfornemmelse og masser af mørk frugt. En fin hverdagsvin, men hvis du kun har naturvin og Grüner Veltliner i vinkælderen, så er den nok ikke noget for dig.

Lars er ved at gå død i topklasse-cab. Stakkels mand.
Meget godt kan man sige om Napa Cabs,  men de er ikke gode for tandpastasmilet.
Ved vores besøg hos Beringer brødrene smagte vi blandt andet på deres Private Reserve Cabs, som forhandles i Danmark af H. J. Hansen Vin, og som du må slippe 500-600 bobs for. Det er faktisk ret tæt på retail-prisen her i Californien, så det må siges at være en hæderlig prissætning fra H. J. Hansens side. Her får du fuld skrue på det hele: Masser af fuldmoden mørk frugt, godt med grønne urter, oak og tanniner, der kan mærkes, men stadig er bløde og behagelige. De savner måske lidt af den elegance, som jeg til min overraskelse fandt i Mondavis topvine, men til gengæld er de nok tættere på det klassiske Napa-ideal. Så hvis du er til den slags, så kan jeg bestemt anbefale, at du slagter sparegrisen og donerer indholdet til H. J. Hansen til fordel for et par flasker af Beringers bedste Cabernet Sauvignon'er.

The Rhine House (PR-foto: Beringer Vineyards)
Selve winery-oplevelsen hos Beringer minder mest om en alpe-theme park med et 'ægte Rhine-House' fra 1884 og naturligvis det store originale vineri med underjordiske tunneler fra 1876. De tyske islæt er sådan set ægte nok, for Beringer-brødrene var tyske immigranter og blandt de første til at etablere et vineri i dalen. Bygningerne er i dag erklæret californisk kulturarv, men det virker alligevel kunstigt på mig med et tysk alpehus ved siden af palmer og appelsintræer og ikke mindst en tilsyneladende uendelig strøm af højrøstede snalrede turister. Men det er da bestemt et besøg værd, hvis din vej går forbi St. Helena.

BTW: Beringer har tilsyneladende lavet et lille dansk site, hvor du kan læse om de af deres vine, som du finder på det danske marked inkl. priser og forhandlerinformation. Tjek det ud her.


Her kommer mine smagenoter fra besøget:
2008 Beringer St. Helena Home Vineyard Cabernet Sauvignon
Jordbærtærte i næsen, men ellers en overraskende diskret aroma. I munden er den super smooth og sødlig med en bund af klassisk cab og overtoner af sort te, brombær, vanilje, blomme og desværre en lille eftertænding af alkohol mod slutningen.

2007 Beringer Bancroft Vineyard Cabernet Sauvignon
Et strejf af alge eller måske parmasan. I don't know, men det virker sgu ikke helt rigtigt. I munden er vi på sikker grund igen med noter af kirsebærlikør og stjerneanis. Masser af power og lidt for sødlig for min smag. Fløjlsbløde tanniner.

2006 Beringer Private Reserve Cabernet Sauvignon
Så er vi på hjemmebane med mere klassisk Napa Cab med solbær, savsmuld, grønne urter og lidt kirsebærlikør. Minder mere om Mondavis top-cabs, men er større og sødere. Lidt mere bid i tanninerne.

2007 Beringer Private Reserve Cabernet Sauvignon
Bund af klassisk Cab i næsen og lidt mere subtil frugt med et strejf af pibetobak, salvie og måske lidt eukalyptus. Stor og sødlig i munden med fuldmodne tanniner. Smag af blommekompot, måske noget olivenagtigt og helt bestemt nogle sorte kirsebær.