Viser opslag med etiketten Sociale Medier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sociale Medier. Vis alle opslag

fredag den 14. oktober 2011

FredagsRecap: Knaldtilbud på Mondavis villa, Vive la bureaucratie, Gratis PR-råd, Metrokort over franske vindistrikter, Pinot on the River

Q: FredagsRecap - hvad er nu det?
A: Hver fredag samler jeg op på highlights fra vinblogs og andre vinmedier, som jeg følger dagligt. Her får du overblik og måske inspiration til videre læsning. Det er ren public service.

Find tidligere FredagsRecaps her

Robert Mondavis villa til salg: Gør et kup
Så er der chokudsalg på en af Napa Valleys mest dekadente og legendariske matrikler. Lige nu kan du spare næsten 50%, hvis du drømmer om at flytte ind i selveste Robert Mondavis luksuriøse villa lidt uden for det fashionable Yountville i Napa Valley. Knaldhytten kan blive din for den nette sum 13,9 millioner dollars, men så får du også over 1000 m2, to tennisbaner, pool i stuen og skøn udsigt over dalen. Tjek billederne her

Men før du slår til, kan du også lige tjekke på Dr Vinos blog, hvad du også kan få for pengene, hvis du eksempelvis hellere vil investere i vinmarker i Bourgogne.

Steve DeLong: Metro kort over franske vindistrikter:
Arkitekten David Gissens metro-kort over vindistrikter i Frankrig har efterhånden cirkuleret i blogosfæren i noget tid. Har du ikke set det endnu, så tjek det ud her. Det er en rigtig sjov idé og ret illustrativt. Du kan købe print af kortet i sin helhed på Steve DeLongs vinblog.


Vive la bureaucratie
Historien om den franske vinbonde, Oliver Cousin, der er kommet i klemme i det strikse og bureaukratiske fransk AOC-system, er gået verden rundt, og de amerikanske vinbloggere sympatiserer med den lille mand i hans kamp mod det store system.

Nu er der generelt stor antipati mod regulering og indgreb fra det offentlige her i Guds eget land, så det kommer måske ikke som den store overraskelse. Men retfærdigvis skal man vel huske på, at det franske system på trods af fejl og mangler har sikret, at franske topdistrikter vedbliver at producere distinkte, stedtypiske vine, som har sikret sig en permanent plads i vinens hall of fame. Desværre er systemet også rigidt og forhindrer til en vis grad innovation og udvikling i den franske vinindustri.

I øvrigt glimrer reguleringen af det amerikanske vinindustri ved sit fravær. Selvom de fleste amerikanere er imod offentlig regulering, er der i den californiske vinbranche bred enighed om, at appellationerne i Californien er så godt som meningsløse, fordi de er blevet til på baggrund af økonomiske og politiske interesserer og ikke en overordnet, uafhængig vurdering af de forskellige terroirers særlige kendetegn. 

Du kan læse Dr Vinos behandling af sagen her og Mike 'Wine Diarist' Steinbergers ditto her. Sidstnævnte har også en ret interessant kommentarspor med opfordring til at skrive under på en støtteerklæring til Olivier Cousin.

Heimoff: Gratis PR-råd
Steve Heimoff giver gode råd til PR-folk, som gerne vil skabe opmærksomhed og omtale af deres kunders vin i eftertragtede publikationer. En af hans kæpheste er, at man kommer længst med såkaldte 'trend-historier', hvor man skriver kundens produkt eller forretning ind i en større trend - fx kendis-winemakers, biodynamik, vin nature etc.  Og så opfordrer han til at droppe masseudsendelser af pressemeddelelser og i stedet lære journalisterne og skribenterne godt at kende, så man ved, hvad de hver især vil have. Det lyder meget fornuftigt, men jeg kender også virkeligheden fra PR-branchen og presset for levere resultater - mange resultater -, så jeg forstår helt ærligt godt, hvorfor mange falder i masseudsendelsernes massegrav. Det gør ikke Heimoff reminder mindre relevant.
Læs mere her

Fermentation: Pinot on the River
Flere amerikanske bloggere, blandt andre Tom Wark, som driver bloggen 'Fermentation', omtaler en kommende event i Healdsburg kaldet 'Pinot on the River'. Her disker mere end 100 lokale producenter op med deres våde varer, og mine tænder løber allerede i vand.  Mon ikke, vi kan finde de 2 X $75 det koster at få midlertidig adgang til paradis på jord.
Læs Tom Warks omtale her eller gå direkte til event-sitet

lørdag den 24. september 2011

Al magt til vinbloggerne

Der er sket et dramatisk skred i vinmedieverdenens magtbalance. Folk lytter ikke længere til Robert Parker eller Wine Spectator, men går til sociale medier som vinblogs, Facebook, Twitter og CellarTracker, når de søger råd og viden om vin. Det betyder, at vinindustrien - fra producenter til importører og forhandlere - bør orientere sig mod en ny virkelighed, hvor mediebudgetterne er bedre investeret i overvågning og interaktion med sociale medier end i dyrt betalte annoncer i de traditionelle medier.

Denne påstand blev for nylig fremført af David White - et stjerneskud på den amerikanske vinblogger-himmel - da han var inviteret til at være hovedtaler på den nyligt afholdte 37th Nederburg Wineauction i Sydafrika. Nu er det ikke en sensation i sig selv, at en blogger lægger de traditionelle medier i graven, og jeg tror, man gør klogt i ikke at afskrive Big Bob, Ms. Robinson et al. endnu. Men David White havde alligevel en god pointe, som peger på en bemærkelsesværdig tendens:

'I want to begin by talking about the most prolific wine critic in the world. She reviews 1700 wines per day, diligently recording tasting notes for every single one — and scoring all of them on the 100-point scale. She’s not as well known as Robert Parker, but she reviews more wines in six days than Robert Parker does in an entire year. And her website is much more popular than Parker’s newsletter, The Wine Advocate. At Parker’s peak, he had about 50,000 subscribers. An estimated 500,000 people visit our prolific critic’s website each month. And they visit her site over and over again. In fact, her site records about one million page views every single day. Stumped? That critic is you, it’s me, it’s all of us. The website that houses all of these reviews is CellarTracker.com.'

I mine øjne er det mest interessante ved dette eksempel sådan set ikke selve medieplatformen, men det forhold, at forbrugere tilsyneladende i højere og højere grad opsøger lægmandsvurderinger frem for ekspertbedømmelser. Det gælder ikke bare i vinens verden, men inden for snart sagt hvad som helst ved hjælp af sites som Yelp.com, hvor alt fra din lokale hundefrisør, over kommunekontoret til gourmetrestauranten bliver anmeldt af almindelige forbrugere som dig og mig.



Interview med David White om sociale mediers indflydelse på vinverdenen.

Jeg er ikke sikker på, at tendensen er slået helt så stærkt igennem i Danmark som her i USA, hvor Yelp-anmeldelser kan betyde 'make or break' for virksomheder og produkter, men der er ingen tvivl om, hvilken vej vinden blæser. I Danmark blev vinens svar på Facebook, Vinomemo.dk, lanceret for nogle år tilbage. Et fint initiativ (en slags udvidet CellarTracker, hvor der er lagt mere vægt på den sociale interaktion mellem brugerne og på et mere lækkert design). Sitet har vist aldrig rigtig fået luft under vingerne, og set i bagklogskabens lys, skulle folkene bag Vinomemo.dk måske hellere have udviklet en app til Facebook eller iPhone/Android og opsøgt brugerne der, hvor de allerede er, i stedet for at kæmpe for at trække dem ind i et helt nyt og isoleret forum.

Man kan diskutere fordele og ulemper ved brugen af lægmandsvurderinger som CellarTracker. På den ene side udgør de vel en slags demokratisering af retten til at definere god smag i vinens verden. De udgør en prisværdigt udfordring til parnassets monopolagtige status med alt, hvad det indebærer af 'parkerization', prisbobler og lemmingeeffekt. På den anden side er alle meninger vel ikke lige gyldige, for ikke alle har lige meget forstand på vin. Tillægger de fleste af os ikke mere værdi til en erfaren smagers vurdering end til en nybegynders? Jeg gør i hvert fald. Så måske er den største fordel ved lægmandsvurderinger, at de (i hvert fald for det meste) er uafhængige af økonomiske interesser og dermed mere troværdige.

Jeg hører ikke til blandt dem, der slår korsets tegn, når Parkers navn nævnes. Jeg mener, han har gjort meget for oplyse og skabe interesse for vin blandt almindelige mennesker. Men jeg er glad for, at der nu findes et alternativ til de etablerede medier, så jeg kan søge oplysning flere steder og ikke er afhængig af relativt få menneskers smagsløg. Og hvis trenden væk fra traditionelle medier til sociale medier er i vinindustriens interesse - og det tror jeg, den er - gør producenter, forhandlere med flere klogt i forholde sig til, hvad der foregår derude i den virtuelle, sociale vinverden og interagere med bloggere, Facebook-brugere, CellarTracker-brugere og så videre. Det skal de gøre, fordi de sociale medier når ud til et nyt og større publikum, som aldrig selv ville abonnere på Wine Spectator eller Robert Parkers nyhedsbrev, men som gerne vil høre, hvilken vin deres venner mener, de skal drikke i weekenden.

Du kan i øvrigt følge David White på hans blog terroirist.com og læse hans tale fra Nederburg-auktionen her.

Cheers & God weekend.