Der er sket et dramatisk skred i vinmedieverdenens magtbalance. Folk lytter ikke længere til Robert Parker eller Wine Spectator, men går til sociale medier som vinblogs, Facebook, Twitter og CellarTracker, når de søger råd og viden om vin. Det betyder, at vinindustrien - fra producenter til importører og forhandlere - bør orientere sig mod en ny virkelighed, hvor mediebudgetterne er bedre investeret i overvågning og interaktion med sociale medier end i dyrt betalte annoncer i de traditionelle medier.
Denne påstand blev for nylig fremført af David White - et stjerneskud på den amerikanske vinblogger-himmel - da han var inviteret til at være hovedtaler på den nyligt afholdte 37th Nederburg Wineauction i Sydafrika. Nu er det ikke en sensation i sig selv, at en blogger lægger de traditionelle medier i graven, og jeg tror, man gør klogt i ikke at afskrive Big Bob, Ms. Robinson et al. endnu. Men David White havde alligevel en god pointe, som peger på en bemærkelsesværdig tendens:
'I want to begin by talking about the most prolific wine critic in the world. She reviews 1700 wines per day, diligently recording tasting notes for every single one — and scoring all of them on the 100-point scale. She’s not as well known as Robert Parker, but she reviews more wines in six days than Robert Parker does in an entire year. And her website is much more popular than Parker’s newsletter, The Wine Advocate. At Parker’s peak, he had about 50,000 subscribers. An estimated 500,000 people visit our prolific critic’s website each month. And they visit her site over and over again. In fact, her site records about one million page views every single day. Stumped? That critic is you, it’s me, it’s all of us. The website that houses all of these reviews is CellarTracker.com.'
I mine øjne er det mest interessante ved dette eksempel sådan set ikke selve medieplatformen, men det forhold, at forbrugere tilsyneladende i højere og højere grad opsøger lægmandsvurderinger frem for ekspertbedømmelser. Det gælder ikke bare i vinens verden, men inden for snart sagt hvad som helst ved hjælp af sites som Yelp.com, hvor alt fra din lokale hundefrisør, over kommunekontoret til gourmetrestauranten bliver anmeldt af almindelige forbrugere som dig og mig.
Interview med David White om sociale mediers indflydelse på vinverdenen.
Jeg er ikke sikker på, at tendensen er slået helt så stærkt igennem i Danmark som her i USA, hvor Yelp-anmeldelser kan betyde 'make or break' for virksomheder og produkter, men der er ingen tvivl om, hvilken vej vinden blæser. I Danmark blev vinens svar på Facebook, Vinomemo.dk, lanceret for nogle år tilbage. Et fint initiativ (en slags udvidet CellarTracker, hvor der er lagt mere vægt på den sociale interaktion mellem brugerne og på et mere lækkert design). Sitet har vist aldrig rigtig fået luft under vingerne, og set i bagklogskabens lys, skulle folkene bag Vinomemo.dk måske hellere have udviklet en app til Facebook eller iPhone/Android og opsøgt brugerne der, hvor de allerede er, i stedet for at kæmpe for at trække dem ind i et helt nyt og isoleret forum.
Man kan diskutere fordele og ulemper ved brugen af lægmandsvurderinger som CellarTracker. På den ene side udgør de vel en slags demokratisering af retten til at definere god smag i vinens verden. De udgør en prisværdigt udfordring til parnassets monopolagtige status med alt, hvad det indebærer af 'parkerization', prisbobler og lemmingeeffekt. På den anden side er alle meninger vel ikke lige gyldige, for ikke alle har lige meget forstand på vin. Tillægger de fleste af os ikke mere værdi til en erfaren smagers vurdering end til en nybegynders? Jeg gør i hvert fald. Så måske er den største fordel ved lægmandsvurderinger, at de (i hvert fald for det meste) er uafhængige af økonomiske interesser og dermed mere troværdige.
Jeg hører ikke til blandt dem, der slår korsets tegn, når Parkers navn nævnes. Jeg mener, han har gjort meget for oplyse og skabe interesse for vin blandt almindelige mennesker. Men jeg er glad for, at der nu findes et alternativ til de etablerede medier, så jeg kan søge oplysning flere steder og ikke er afhængig af relativt få menneskers smagsløg. Og hvis trenden væk fra traditionelle medier til sociale medier er i vinindustriens interesse - og det tror jeg, den er - gør producenter, forhandlere med flere klogt i forholde sig til, hvad der foregår derude i den virtuelle, sociale vinverden og interagere med bloggere, Facebook-brugere, CellarTracker-brugere og så videre. Det skal de gøre, fordi de sociale medier når ud til et nyt og større publikum, som aldrig selv ville abonnere på Wine Spectator eller Robert Parkers nyhedsbrev, men som gerne vil høre, hvilken vin deres venner mener, de skal drikke i weekenden.
Du kan i øvrigt følge David White på hans blog terroirist.com og læse hans tale fra Nederburg-auktionen her.
Cheers & God weekend.
Viser opslag med etiketten Robert Parker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Robert Parker. Vis alle opslag
lørdag den 24. september 2011
lørdag den 30. juli 2011
Pointer om point
Steve Heimoff har igen sat sindene i kog blandt vinentusiaster, winemakers, vinforhandlere, vinanmeldere, vineksperter og vinskribenter. Denne gang er han gået til modangreb på folkene bag scoREVOLution, som ønsker at komme point-scoring i forbindelse med vinanmeldelser til livs. Folkene bag bevægelsen mener, at pointsystemer som Parkers 100-pointskala eller UC Davis' 20-pointskala, skader små, ukendte brands, ensretter vine verden over og skaber prisbobler på hypede vine.
Heimoffs stil er polemisk, og han går ikke af vejen for verbale dummeflade ud til branchens hotshots. Nogle gang lidt for perfidt, men som regel ret underholdende! Han er selv vinanmelder for magasinet Wine Enthusiast og forsvarer ikke overraskende pointsystemerne. Denne gang kan jeg godt tilslutte mig hans synspunkter.
Jeg bruger ofte både point og beskrivende vinanmeldelser som pejlemærker. Mest nyttige er de, når jeg skal købe en vin, jeg ikke kender i forvejen, som når jeg er ved at skyde mig ind på en ny region, en ny sort osv. For regioner og producenter, som jeg er bedre bekendt med, er mit valg styret af en bredere forståelse, forhåndskendskab og min egen mere eller mindre kvalificerede holdning til, hvad den specifikke vin står for. At jeg alligevel tit bliver overrasket, tager jeg bare som en del af charmen ved vinens verden.
Som mange andre vinelskere lader jeg mig også friste, når en fuldstændig ukendt og billig vin opnår en usædvanlig høj score. Det vækker min nysgerrighed og på den måde er min vej kommet forbi bl.a. Barossa Valley i Australien, Languedoc i Frankrig og Asti i Norditalien - områder som jeg ellers ikke ville have opsøgt af mig selv.
Men jeg tror, at jeg kan give point-modstanderne ret i en enkelt anke: De store vinpublikationers point-anmeldelser har enorm indflydelse på forbrugere verden over og giver relativt få vinanmeldere meget stor magt. Mange mener, at disse anmelderes personlige smag bliver normdannende og dermed ensrettende for producenter i hele verden (det fænomen, som nogen begrædende kalder the Parkerization of Wine). Jeg ved ikke, om påstanden holder, når det kommer til stykket, men under alle omstændigheder ville det være fedt, hvis de indflydelsesrige vinpublikationer supplerede deres egne ekspertanmeldelser med brugeranmeldelser. På den måde ville flere blive hørt, og forbrugerne kunne selv vælge, om de vil lytte til eksperterne, lægmænd eller begge. På samme måde som eksempelvis aok.dk og ibyen.dk tilbyder både bruger- og ekspertanmeldelser af restauranter, film, teater osv. Det giver faktisk ret god mening, hvis du spørger mig.
Heimoffs stil er polemisk, og han går ikke af vejen for verbale dummeflade ud til branchens hotshots. Nogle gang lidt for perfidt, men som regel ret underholdende! Han er selv vinanmelder for magasinet Wine Enthusiast og forsvarer ikke overraskende pointsystemerne. Denne gang kan jeg godt tilslutte mig hans synspunkter.
Som mange andre vinelskere lader jeg mig også friste, når en fuldstændig ukendt og billig vin opnår en usædvanlig høj score. Det vækker min nysgerrighed og på den måde er min vej kommet forbi bl.a. Barossa Valley i Australien, Languedoc i Frankrig og Asti i Norditalien - områder som jeg ellers ikke ville have opsøgt af mig selv.
Men jeg tror, at jeg kan give point-modstanderne ret i en enkelt anke: De store vinpublikationers point-anmeldelser har enorm indflydelse på forbrugere verden over og giver relativt få vinanmeldere meget stor magt. Mange mener, at disse anmelderes personlige smag bliver normdannende og dermed ensrettende for producenter i hele verden (det fænomen, som nogen begrædende kalder the Parkerization of Wine). Jeg ved ikke, om påstanden holder, når det kommer til stykket, men under alle omstændigheder ville det være fedt, hvis de indflydelsesrige vinpublikationer supplerede deres egne ekspertanmeldelser med brugeranmeldelser. På den måde ville flere blive hørt, og forbrugerne kunne selv vælge, om de vil lytte til eksperterne, lægmænd eller begge. På samme måde som eksempelvis aok.dk og ibyen.dk tilbyder både bruger- og ekspertanmeldelser af restauranter, film, teater osv. Det giver faktisk ret god mening, hvis du spørger mig.
mandag den 2. maj 2011
Robert Parker vender Californien ryggen
For nogle måneder siden ramte et jordskælv den Californiske vinverden. Måske mærkede du ikke rystelserne af denne skælvsættende (høhø, fik du den?) begivenhed, men andre var næsten lige så rystende som efter The Big One, da den amerikanske vinanmelder Robert Parker i februar vendte Californien ryggen. Fremover vil Parker ikke selv anmelde californisk vin i The Wine Advocate, hvilket han ellers har gjort, siden han grundlagde publikationen i slutningen af 70'erne. 'Er dette enden for den Californiske vinindustri?' spørger nogle i branchen med bævende stemme (det et sjovt nok dem, hvis succes blev kickstartet af topkarakterer fra Parker). 'Free at last!' lyder det fra dem, som mener, at Big Bob nærmest er mørkets fyrste i egen høje person - eller bare indbegrebet af rigtig dårlig smag - vælg selv, hvad der er værst.
Robert Parker er formentlig den mest populære og samtidig den mest forhadte mand i den internationale vinverden. Han er manden bag den forkætrede 100 point-skala, som mange bruger til karaktergivning af vin, og igennem mere end 30 år har han anmeldt vin fra både Europa og oversøiske regioner i The Wine Advocate. 100 point-skalaen er let at forstå og er blevet en populær rettesnor for især amerikanske forbrugere. Parkers popularitet voksede op gennem 80'erne, og hans personlige smag kom til at sætte en ny dagsorden på den internationale vinscene, hvor efterspørgslen på fyldige, fuldmodne, frugtdrevne vine eksploderede, hver gang Parker uddelte point i de høje 90'ere. Flere medier og anmeldere er kommet til siden da, men Parker anses stadig for at være den mest indflydelsesrige mand i vinens verden.
Selvom amerikanerne stadig drikker meget mindre vin per capita end franskmændene (og for den sags skyld danskerne), overgik USA i 2010 for første gang i historien franskmændene i samlet vinforbrug. Dermed er USA i dag verdens største vinmarked, og Parkers indflydelse her har ifølge (primært Parker-kritiske) eksperter betydet et verdensomspændende stilskift fra den syredrevne, tanninrige komplekse Old World-stil til en mere simpel, pleasende jammy fruitforward stil. Man kan formentlig ikke give Parker hele skylden/æren for denne udvikling. Den store succes, som oversøiske vinproducerende lande, blandt andre Chile, Argentina og Australien, har oplevet gennem de sidste 10-20 år, har utvivlsomt også trukket de europæiske producenter i en New World-retning.
Parker har i de senere år selv dækket Californien, Bordeaux og Rhône, og eurofile vinelskere - bl.a. på Rasmus Holmgårds blog - begræder, at Parker har trukket Rhône-producenterne i den gale (læs: pøbelens) retning. Men uanset om man mener, at Parker har demokratiseret eller korrumperet vinverdenen, så har han altså besluttet, at han ikke længere personligt vil dække og bedømme vin fra Californien. I Parkers sted træder Antonio Galloni, som tidligere har dækket italiensk vin for The Wine Advocate, og som varsler nye tider. Han vil ifølge Bloomberg opsøge ukendte producenter, bedømme vine, som producenterne ikke selv har sendt til test og gå mere grundigt til værks i mindre kendte men lovende regioner som Mendocino County på Californiens nordkyst og Santa Cruz Mountains i den nordlige ende af Central Coast-regionen.
I mine ører lyder det egentlig meget fornuftigt, og jeg kan fra selvsyn rapportere, at den californiske vinverden står endnu. Det er nok meget sundt, at en enkelt person, uanset om navnet er Parker eller ej, ikke har så stor indflydelse på en branche, som tilfældet har været for Parker i Californien. Om Parkers exit betyder, at vi kan forvente en fundamental anden stil fra de californiske producenter, er nok tvivlsomt. Terroir og klima sætter trods alt stadig grænser for, hvor langt producenter kan gå for at følge en anmelders lune - og heldigvis for det!
Robert Parker er formentlig den mest populære og samtidig den mest forhadte mand i den internationale vinverden. Han er manden bag den forkætrede 100 point-skala, som mange bruger til karaktergivning af vin, og igennem mere end 30 år har han anmeldt vin fra både Europa og oversøiske regioner i The Wine Advocate. 100 point-skalaen er let at forstå og er blevet en populær rettesnor for især amerikanske forbrugere. Parkers popularitet voksede op gennem 80'erne, og hans personlige smag kom til at sætte en ny dagsorden på den internationale vinscene, hvor efterspørgslen på fyldige, fuldmodne, frugtdrevne vine eksploderede, hver gang Parker uddelte point i de høje 90'ere. Flere medier og anmeldere er kommet til siden da, men Parker anses stadig for at være den mest indflydelsesrige mand i vinens verden.
Selvom amerikanerne stadig drikker meget mindre vin per capita end franskmændene (og for den sags skyld danskerne), overgik USA i 2010 for første gang i historien franskmændene i samlet vinforbrug. Dermed er USA i dag verdens største vinmarked, og Parkers indflydelse her har ifølge (primært Parker-kritiske) eksperter betydet et verdensomspændende stilskift fra den syredrevne, tanninrige komplekse Old World-stil til en mere simpel, pleasende jammy fruitforward stil. Man kan formentlig ikke give Parker hele skylden/æren for denne udvikling. Den store succes, som oversøiske vinproducerende lande, blandt andre Chile, Argentina og Australien, har oplevet gennem de sidste 10-20 år, har utvivlsomt også trukket de europæiske producenter i en New World-retning.
Parker har i de senere år selv dækket Californien, Bordeaux og Rhône, og eurofile vinelskere - bl.a. på Rasmus Holmgårds blog - begræder, at Parker har trukket Rhône-producenterne i den gale (læs: pøbelens) retning. Men uanset om man mener, at Parker har demokratiseret eller korrumperet vinverdenen, så har han altså besluttet, at han ikke længere personligt vil dække og bedømme vin fra Californien. I Parkers sted træder Antonio Galloni, som tidligere har dækket italiensk vin for The Wine Advocate, og som varsler nye tider. Han vil ifølge Bloomberg opsøge ukendte producenter, bedømme vine, som producenterne ikke selv har sendt til test og gå mere grundigt til værks i mindre kendte men lovende regioner som Mendocino County på Californiens nordkyst og Santa Cruz Mountains i den nordlige ende af Central Coast-regionen.
I mine ører lyder det egentlig meget fornuftigt, og jeg kan fra selvsyn rapportere, at den californiske vinverden står endnu. Det er nok meget sundt, at en enkelt person, uanset om navnet er Parker eller ej, ikke har så stor indflydelse på en branche, som tilfældet har været for Parker i Californien. Om Parkers exit betyder, at vi kan forvente en fundamental anden stil fra de californiske producenter, er nok tvivlsomt. Terroir og klima sætter trods alt stadig grænser for, hvor langt producenter kan gå for at følge en anmelders lune - og heldigvis for det!
fredag den 1. april 2011
Syrah er det nye sort
Californisk Syrah er i gennem de sidste par år blevet udråbt til the next big thing. Og selvom jeg er en Pinot-pige, så har jeg også en svaghed for de fyldige, frugtige basser, som passer ualmindelig godt til lækre lamsebamser!
Inspireret af Rasmus Holmgårds post om Rhone-vine poppede jeg en californisk Rhone-blanding i går aftes. Blanding er måske så meget sagt, for der er tale om 2005 Ambullneo 'Howling' Santa Mariah Syrah, som er sammensat af 97% Syrah og 3% Viognier. Vinen var på mange måder en stor oplevelse - det vender jeg tilbage til.
Ifølge en af mine yndlingsskribenter, Winespectators Matt Kramer, gør druen sig virkelig godt i Californien - men den har stadig til gode at slå bredt igennem. Amerikanerne er vanedyr, og de to druesorter, der oprindelig gav Californien sit gennembrud på den internationale scene, nemlig Cabernet Sauvignon og Chardonnay, er stadig de foretrukne druesorter her. I følge Kramer er en af udfordringerne, at Syrah har brug for flere års lagring, og det stemmer altså dårlig overens med en vinkultur, hvor vin typisk drikkes inden for få timer efter, den er købt.
Jeg indrømmer det gerne, jeg er en Pinot-pige. Jeg er bare vild med den elegante, frugtige, spinklere og mere raffinerede vin, som typisk kommer ud af Pinot Noir. Men en god Rhone-vin står bestemt også højt på min bælle-liste, og især de franske af slagsen. Så på det seneste har min nysgerrighed drevet mig til at kaste mig over Californiens så højt besungne Syrah'er og røde Rhone-blandinger (rødvine baseret på Rhone-distriktets traditionelle druesorter, typisk Grenache, Syrah, Viognier og Mouvedre). Disse vine har frugtigheden tilfælles med Pinot Noir, men er typisk fyldigere, mere krydrede og har mere tannin (den der garvesyre, som giver vinen lidt mere bid og udtørrer munden lidt).
Derfor var det, at vi sad med the 'Howling' i går aftes, da vi havde besøg af en god ven, og menuen stod på lammekoteletter med myntepesto. Og lad det være sagt med det samme. Det er en STOR vin, med masser af frugtsmag, solbærnæse, bløde tanniner og lækre strejf af mørk chokolade. Jeg synes, det holder - specielt til det krydrede, grillede lam - men jeg vil tro, at vinelskere, som sværger til den mindre voluminøse europæiske stil, vil rynke lidt på næsen og tsk-tsk'e over den californiske frugtbombe. Det ville nu ikke være helt fair - man kan have en præference for den ene eller anden stil, men det ændrer efter min ydmyge opfattelse ikke på, at Howling er en veltillavet kvalitetsvin, som fortjener de 93 point, som Robert Parker har tildelt den.
Skulle der være nogle californiske udlandsdanskere blandt min svulmende læserskare, så kan I købe vinen i K&L for blot $35 (det er altså god kvalitet til prisen). Jeg har ikke fundet en dansk forhandler (hint, hint danske vinimportører, måske var det noget for jer), men har du lyst til at prøve en californisk kvalitetssyrah, så skulle Tensley være et godt bud (tak for tippet, Holmgård) - den forhandles af KK-wine i Danmark. Sigurd Muller forhandler Tablas Creek, som også regnes for en af de gode Rhone-producenter i Californiens Central Coast-region.
Inspireret af Rasmus Holmgårds post om Rhone-vine poppede jeg en californisk Rhone-blanding i går aftes. Blanding er måske så meget sagt, for der er tale om 2005 Ambullneo 'Howling' Santa Mariah Syrah, som er sammensat af 97% Syrah og 3% Viognier. Vinen var på mange måder en stor oplevelse - det vender jeg tilbage til.
Ifølge en af mine yndlingsskribenter, Winespectators Matt Kramer, gør druen sig virkelig godt i Californien - men den har stadig til gode at slå bredt igennem. Amerikanerne er vanedyr, og de to druesorter, der oprindelig gav Californien sit gennembrud på den internationale scene, nemlig Cabernet Sauvignon og Chardonnay, er stadig de foretrukne druesorter her. I følge Kramer er en af udfordringerne, at Syrah har brug for flere års lagring, og det stemmer altså dårlig overens med en vinkultur, hvor vin typisk drikkes inden for få timer efter, den er købt.
Jeg indrømmer det gerne, jeg er en Pinot-pige. Jeg er bare vild med den elegante, frugtige, spinklere og mere raffinerede vin, som typisk kommer ud af Pinot Noir. Men en god Rhone-vin står bestemt også højt på min bælle-liste, og især de franske af slagsen. Så på det seneste har min nysgerrighed drevet mig til at kaste mig over Californiens så højt besungne Syrah'er og røde Rhone-blandinger (rødvine baseret på Rhone-distriktets traditionelle druesorter, typisk Grenache, Syrah, Viognier og Mouvedre). Disse vine har frugtigheden tilfælles med Pinot Noir, men er typisk fyldigere, mere krydrede og har mere tannin (den der garvesyre, som giver vinen lidt mere bid og udtørrer munden lidt).
Derfor var det, at vi sad med the 'Howling' i går aftes, da vi havde besøg af en god ven, og menuen stod på lammekoteletter med myntepesto. Og lad det være sagt med det samme. Det er en STOR vin, med masser af frugtsmag, solbærnæse, bløde tanniner og lækre strejf af mørk chokolade. Jeg synes, det holder - specielt til det krydrede, grillede lam - men jeg vil tro, at vinelskere, som sværger til den mindre voluminøse europæiske stil, vil rynke lidt på næsen og tsk-tsk'e over den californiske frugtbombe. Det ville nu ikke være helt fair - man kan have en præference for den ene eller anden stil, men det ændrer efter min ydmyge opfattelse ikke på, at Howling er en veltillavet kvalitetsvin, som fortjener de 93 point, som Robert Parker har tildelt den.
Skulle der være nogle californiske udlandsdanskere blandt min svulmende læserskare, så kan I købe vinen i K&L for blot $35 (det er altså god kvalitet til prisen). Jeg har ikke fundet en dansk forhandler (hint, hint danske vinimportører, måske var det noget for jer), men har du lyst til at prøve en californisk kvalitetssyrah, så skulle Tensley være et godt bud (tak for tippet, Holmgård) - den forhandles af KK-wine i Danmark. Sigurd Muller forhandler Tablas Creek, som også regnes for en af de gode Rhone-producenter i Californiens Central Coast-region.
torsdag den 31. marts 2011
En lille turguide til Sonoma County
Nogle venner spurgte, om jeg ville sende dem et par tip til gode vin-seværdigheder i Sonoma County. Sonoma County er en subregion i North Coast-regionen. Regionen er meget alsidig, men rummer flere af de køligere distrikter som Sonoma Coast, Russian River Valley og Green Valley, som blandt andet er kendt for deres super lækre Pinot Noir-vine. Jeg lader sjældent en lejlighed til at snakke vin passere, så jeg endte med at sende dem nedenstående forslag til en endags-tur i det skønne Sonoma County:
Fra Sonoma by kør via Highway 12 mod Santa Rosa. Det er en smuk rute gennem Glen Ellen og Valley of the Moon. Der er gode wineries på vejen (fx B.R. Cohn, som også laver olivenolie og andre delikatesser), men hvis I kun orker 2-3 stykker på en dag, så spring dem over.
Når, I er fremme ved Santa Rosa, kør nordpå via 101 til Healdsburg. Her er mange gode restauranter - så det er et oplagt frokoststop. Bistro Ralph på Plaza Street skulle være god til frokoster.
Fra Healdsburg, kør vest på via Westside Road. Vejen er legendarisk, fordi her ligger nogen af de bedste vinmarker og vingårde i Russian River Valley. Den er oven i købet super smuk med gamle egetrær, smukke vinmarker og charmerende vingårde og tasting rooms. Matrix ligger super smukt og laver gode pinot'er til prisen (omkring $30). Arista ligger også smukt og laver vine af flere sorter og i flere prisklasser. Min favorit er dog Rochioli, som af Robert Parker anses for at være blandt de 5-10 bedste Pinot Noir-producenter i Californien.
Tastingroomet ligger også smukt og har et dejligt picninc-område, hvor man kan medbringe egen madkurv. Prisen på deres Estate Pinot Noir er lidt pebret - omkring $50-60 hvis jeg husker rigtigt. Men hver en cent værd!
Følg Westside Road, til I kommer til River Road og drej til venstre over Russian River. Det er en fin gammel, rusten bro - meget charmerende.
Herfra kan I køre mod Forrestville via Martinelli Road til Iron Horse Winery - det ligger for enden af en hullet grusvej - god ide at slå GPS'en til. Deres tasting 'room' ligger udendørs med smuk udsigt. Og deres sparkling wines er gode, sjove, uhøjtidelige. Ligesom stemningen på stedet. Min favorit vin er deres Wedding Cuvee (man er vel romantiker). Forresten, så er det meningen, at man bare hælder slatter ud over skrænten. Det er ret sjovt :)
På dette tidspunkt er I nok ved at have lidt palate fattigue, som man kalder det herovre, når man har drukket så meget vin, at det er ved at være svært at smage forskel. Men hvis I har mod på mere, har jeg netop fået anbefalet Lynmar Estate, som også ligger i Russian River Valley, få miles fra Iron Horse. Jeg har ikke været der endnu, men deres seneste release har fået rigtig fine anmeldelser - ikke mindst deres 2008 Quail Hill Vineyard Pinot Noir ($60) - den glæder jeg mig personligt til at stifte bekendtskab med. Tasting roomet ser også lækkert ud at dømme ud fra billederne på deres hjemmeside.
Hvis I vender tilbage til Sonoma by om aftenen - så kan jeg varmt anbefale at spise middag på El Dorado Kitchen, som ligger på et hjørne på byens hyggelige plaza. Ikke overdrevet dyr (sådan midt imellem), og laver super lækker fransk/californisk mad. Og omgivelserne i den historiske bygning er super charmerende. Er vejret til det, så prøv, om I kan få bord i deres super hyggelige patio. I det hele taget er der mange hyggelige butikker, tasting rooms, restauranter, delikatesse-forretninger osv. omkring plaza'en - helt bestemt et besøg værd.
Fra Sonoma by kør via Highway 12 mod Santa Rosa. Det er en smuk rute gennem Glen Ellen og Valley of the Moon. Der er gode wineries på vejen (fx B.R. Cohn, som også laver olivenolie og andre delikatesser), men hvis I kun orker 2-3 stykker på en dag, så spring dem over.
Når, I er fremme ved Santa Rosa, kør nordpå via 101 til Healdsburg. Her er mange gode restauranter - så det er et oplagt frokoststop. Bistro Ralph på Plaza Street skulle være god til frokoster.
Fra Healdsburg, kør vest på via Westside Road. Vejen er legendarisk, fordi her ligger nogen af de bedste vinmarker og vingårde i Russian River Valley. Den er oven i købet super smuk med gamle egetrær, smukke vinmarker og charmerende vingårde og tasting rooms. Matrix ligger super smukt og laver gode pinot'er til prisen (omkring $30). Arista ligger også smukt og laver vine af flere sorter og i flere prisklasser. Min favorit er dog Rochioli, som af Robert Parker anses for at være blandt de 5-10 bedste Pinot Noir-producenter i Californien.
 |
| Picnic-terrasen ved Rochiolis tasting room |
Følg Westside Road, til I kommer til River Road og drej til venstre over Russian River. Det er en fin gammel, rusten bro - meget charmerende.
 |
| En af de fine gamle broer over Russian River |
 |
| Bobler i solen på Iron Horse Winery |
Hvis I vender tilbage til Sonoma by om aftenen - så kan jeg varmt anbefale at spise middag på El Dorado Kitchen, som ligger på et hjørne på byens hyggelige plaza. Ikke overdrevet dyr (sådan midt imellem), og laver super lækker fransk/californisk mad. Og omgivelserne i den historiske bygning er super charmerende. Er vejret til det, så prøv, om I kan få bord i deres super hyggelige patio. I det hele taget er der mange hyggelige butikker, tasting rooms, restauranter, delikatesse-forretninger osv. omkring plaza'en - helt bestemt et besøg værd.
Abonner på:
Opslag (Atom)