2012: Årets hvide verdensomsejling

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets hvide verdensomsejling:

Det er svært at forestille sig lige nu, men om 3-4 måneder er det igen højsæson for hvidvin. Og der er nok at tage fat på, for 2012 bød på en verdensomsejling i lækre hvide, som startede i Tyskland med kæmpen Romans elegante Van Volxem Rieslinger fra  Saahr-regionen og lagde vejen forbi Jean-Laurents Vacherons snorlige vine fra Sancerre. Herfra gik turen forbi min home turf i Californien, hvor DuMOL bød på fuldfed cali chardonnay fra Russian River Valley, og Alban diskede op med liflig parfumeret Viognier fra Central Coast. Rejsen sluttede - men kun foreløbigt - i New Zealand, hvor Dog Point årgang efter årgang leverer pivfrisk, aromatisk Sauvignon Blanc. Kom sol, kom forår kom hvidvin i stride strømme.

Van Volxem, Vacheron og Dog Point forhandles af Laudrup Vin og ligger i prisklassen 200-400 kroner.
DuMol og Alban forhandles af KK Wine og ligger i prisklassen 200-450 kroner.

Smagfuld sensommersmagning

Anden del af min våde vin-weekend inkluderede også Laudrup Vin. De afholdt nemlig deres store årlige sensommersmagning og havde indbudt mig og andre vinbloggere til at deltage.

Lars og Svoger-Jesper ved Riesling-bordet

Hver sin stil :)

Nammenam fra Kogekonerne

Det betød også, at jeg igen havde den store fornøjelse at møde Jesper fra bloggen Jespers Vintanker og hans vinbuddy Frank.

Jesper og Frank - to raske drenge på cykel hele vejen fra Lyngby Nørrebro

Igen kunne vi konstatere, at vores vinsmag er vidt forskellige, men vi fandt dog en overraskende fælles favorit i en 2009 Littorai Mays Canyon Pinot Noir. En af Californiens absolutte kultproducenter, så selvom Jesper ellers ikke er til Pinot, så må man sige, at han har god smag, når han endelig falder for en af slagsen.

Jeg genbesøgte et par velkendte favoritter, nemlig tyske Van Volxem, burgundiske Marc Haisma og italienske Franz Haas - som alle tre levede op til mine meget positive minder. Blandt de nye highlights var Riesling-specialisten Schäfer-Fröhlich. Bordeaux-blenden Choleraine fra new zealandske Te Mata Estate.

Nyt behageligt selskab

Gammelt behageligt selskab

I den mere skæve ende var Sauvignon Blanc'en Sec. 94 fra en af mine yndlings-new zealændere, nemlig Dog Point. Sec. 94 er en fadlagret Sauvignon Blanc, hvilket skaber et helt andet udtryk, end man ellers kender i denne kategori. Væk var frugten (næsten), friskheden og den markante grønne aroma. I stedet trådte gæragtige, oxiderede noter og en mere fed struktur.  Spændende, men ikke helt det, der er meningen med Sauvignon Blanc, hvis du spørger mig.

Et andet sjovt nyt bekendtskab var en Recioto fra Amarone-producenten Degani. En sød dessertvin med noter af mørke kirsebær og svedsker. Dejlig blanding af frisk og tørret frugt - og som foreslået af den venlige  Laudrup-mand ved bordet - et oplagt valg til til julens risalamande.

Sødt behageligt selskab

Den hurtige konklusion på dagen: En lille smule bagstivhed fra gårsdagens winemakers dinner kunne ikke tage noget fra endnu en skøn og smagfuld smagning i Skovlunde.

Fredag aften på New Zealandsk

Forleden fredag aften bød på intet mindre end to af New Zealands bedste vinhuse, fire lækre retter på Le Sommelier, godt selskab med venner, familie, to hyggelige vinmagere og det festlige slæng fra Laudrup Vin. Alt i alt et match af den bedste slags.

Svoger-Ebbis, yours truly, min hjertehusbond Lars

Veninder fra gymnasietiden, Helle (hende fra Laudrup) og Line

Foruden Californien er New Zealand vel nok det oversøiske vinland, som jeg har mest fidus til. Det hænger til dels sammen med, at New Zealand er særlig god til to af mine favoritdruer, nemlig Pinot Noir og Sauvignon Blanc. Men mere vigtigt, så er de bedste vine fra det lille land down under virkelig veltillavede, velbalancerede, nuancerede og kan uden problemer måle sig med deres fjerne slægtninge i Loire, Bourgogne og for den sags skyld Californien.

Fra venstre: Simon Olesen, vores kompetente sommelier, Thomas Dam, salgschef hos Laudrup, Duncan Forsyth, winemaker hos Mt. Edward og aftenens bedst klædte herre, og en gammel kending her på bloggen, nemlig Helle, veninde og marketingansvarlig hos Laudrup

Laudrup Vin har et rigtig flot udvalg af New Zealandske vine herunder de to vinhuse, som vi blev præsenteret for i fredags, nemlig Dog Point og Mount Edward. Førstnævnte holder til i den største (målt på antal vinerier) og vel nok bedst kendte vinregion i New Zealand, nemlig Marlborough på nordspidsen af sydøen. Her er klimaet moderat køligt og stabilt, hvilket i winemaker Matt Sutherlands tilfælde konverteres til Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Chardonnay'er, der er frugtige og rene i stilen, men stadig velbalancerede og med frisk syrlighed.

Matt Sutherland, winemaker hos Dog Point og søn af husets grundlægger, James Healy.

Mount Edward holder til i Central Otago, som også ligger på sydøen, men længere syd på og inde i land, hvor bjergene er høje, klimaet koldere og temperaturudsvningene mere ekstreme. Her skaber winemaker Duncan Forsyth Pinot Noir og Riesling-vine, hvor den rene, lyse frugt er i centrum, og strukturen er rank og med behersket fylde.

Duncan Forsyth, winemaker hos Mt. Edward

Maden på Le Sommelier var på grund af de lette vine også i den lette ende med kammuslinger, multe, havtaske og kanin. Jeg havde i forvejen store forventninger til Le Sommelier, men blev nok en smule skuffet. Niveauet var højt, men for mig  manglede der lige de sidste fem procent, der gør den store forskel. De to highlights var forretten med panerede kammuslinger med hindærvinagrette og multen i en fantastisk lækker sauce på karamelliserede løg.

Kammuslinger

Multe

Kanin

Well, her kommer smagenoterne:
Quartz Reef Methode Traditionelle
New Zealandsk sparkling. Enkel, elegant, ren, tør og frugtig på æblemåden (tog ikke noter til det stående velkomstglas, så dette er frit efter hukommelsen).

2008 Mt. Edward Earth's End Riesling

Karakteristisk Riesling-næse med noter af grønne asparges, petroleum, hvide stenfrugter og citrus. Måske noget blomsteragtigt i bagggrunden. Let og elegant og med en vis sødme, uden at man kan kalde den off-dry.

2009 Mt. Edward Earth's End Riesling

I denne lidt køligere årgang træder det petroleum-præget mere i baggrunden og giver plads til de frugtige og krydrede noter. Mere tør i stilen og med en smagsprofil, der læner sig mere over i det citrusagtige og med en tydeligere stenet mineralitet.

2011 Dog Point Sauvignon Blanc
Fantastisk næse med tydelige grønne græsnoter, tomatstilk, pink grape og lime. Tør i stilen uden at være super racy, men frisk, rank og stilsikker. Intens og koncentreret uden at være fyldig og overvældende. Aftenens highlight for mig.

2010 Dog Point Chardonnay

Tydeligt fadpræg på trods af et rimelig behersket fadprogram. Men det sætter altså et tydeligt spor i en ellers diskret næse. Klassisk Chardonnay i munden med meyer lemon-noter, et strejf af vanilje og en mere fyldig og fed struktur sammenlignet med Sauvignon Blanc'en. Fin balance, men måske lidt til den anonyme side.

2008 Mt. Edward Pinot Noir
Fin Pinot-aroma med noter af røde skovbær og et markant krydret strejf. Virker ung og lidt racy på tungen, men smagsprofilen er, som jeg kan lide den: Hindbær, skovjordbær, tranebær, anis, sort te og sort peber. Let, syrefrisk og medium fylde. Smagte den for et halvt års tid siden og fik igen bekræftet, at denne Pinot er blandt de bedste ikke-californiere, jeg har smagt.

2009 Dog Point Pinot Noir

Større og mørkere næse og mere poleret fornemmelse i munden. Noter af brombær, blåbær og boysenbær med et krydret peberagtigt præg. Fadpræget træder frem i form at let ristede, vanilijeagtige strejf. Blød, lækker og pleasende.

Postkort fra Svinkløv

Storbededagsferien bød på miniferie med min søde mor på Svinkløv Badehotel. Jeg er født og opvokset i Nordjylland og har holdt sommerferie ved Vesterhavet så langt tilbage, jeg kan huske. Så Svinkløv er noget særligt for mig, selvom jeg aldrig har boet på hotellet før denne weekend. Det kan varmt anbefales, og hvis du skynder dig at ringe til dem, så kan du måske reservere et værelse om 11 måneder i det fine gamle hotel - hvis du er heldig.

Hotellets restaurant fortjener også en varm anbefaling - både for den fine stemning og den gode mad. Ikke ultragourmet - men stadig super lækkert og på sin vis meget passende til de elegante, rustikke rammer. Vinkortet bød på flere gamle kendinge, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen: Pencarrow og Dog Point fra New Zealand og Parker Station fra californiske Fess Parker. Gode vine i deres prisklasse og dejligt for en New Worlder som undertegnede at være lidt på hjemmebane i et vinkort på en dansk restaurant.

Jeg nød maden og vinen og gad ikke tage noter - så I må nøjes med de fine billeder i denne omgang. Det taler også for sig selv. Velbekomme :)

Kærlighed ved første sip

Min søde veninde og private vinpusher, Helle, havde inviteret til forårssmagning hos hendes arbejdsgiver, Laudrup Vin og Gastronomi. Takket være Helle kender jeg efterhånden en pæn del af Laudrups sortiment, men med omkring 100 producenter på listen har hun heldigvis stadig mange overraskelser tilbage i posen til mig.

Van Volxem stod i mere end en forstand for dagens højdepunkt, høhø

En af dagens rigtige store overraskelser for mig var den tyske Riesling-producent Van Volxem. Og selvom husets winemaker var lidt af skue med sine 2+ meter og  umiskendeligt tyskeragtigt langt hår med undercut og det hele, så var det altså (mest) hans Riesling, der slog benene væk under mig. Det var et af de sjældne tilfælde af love at first sight - altså til vinen.

Før smagenoterne vil jeg bare nævne, at line up'et generelt var på et rigtig højt niveau, og ud over Van Volxem skiller især det new zealandske bord sig ud i erindringen med Dog Point, Pencarrow og Mt Edwards i spidsen. Desuden var stemningen ved den velbesøgte smagning super hyggelig, selvom der til tider opstod lidt kø ved bordene. Jeg tror, de fleste vinelskere vil være enige, også selvom de ikke er veninder med firmaets marketingansvarlige.

2009 Parxet Cava Rosé Titiana

Diskret aroma præget af røde bær. Tør og elegant - en anelse bitter citrus midt på tungen. Men ellers er den præget af de røde bær, som tit findes i blanc de noirs-sparklers men i dette tilfælde uden det ligeledes typiske strejf  af jord/svampe/rugbrød. Clean og crisp og super læskende på en varm sommerdag.

NV Parxet Cuvée Dessert Dolc

Igen en 100% Pinot Noir-baseret cava, og det bæragtige præg går da også igen. Ligeledes er der tale om et relativt behersket udtryk. Sammenligner man fx denne halvsøde sparkler med en typisk Asti Spumante, så er den mindre sød, mindre aromatisk, mindre blomsteragtig. Til gengæld er den friskere, mere læskende og i mine øjne mere oplagt til de mange danske sommerdesserter med friske bær, som vi alle forhåbentlig har i vente.

2010 Dog Point Marlborough Sauvignon Blanc

På mange måder en klassisk new zealandsk Sauvignon Blanc med masser af grønt i næsen (tomatstilk eller drivhus er måske nok den mest rammende beskrivelse). Super stram stil med mere af det grønne i munden og tropiske undertoner af fersken og passionsfrugt. Lækker og lige ud af landevejen.

2009 Pencarrow Martinborough Pinot Noir

En dejlig let Pinot-næse med skovbær og nogle krydrede undertoner. Medium fylde og godt med syre. Fornemmelse af lyse sommerbær i munden og med et ret markant indslag af sort peber. Synes jeg, fornemmede et bittert strejf i eftersmagen. Ikke lige så gavmild som mine favoritter, men den vinder virkelig meget på en lang, lækker eftersmag. Alt i alt en flot Pinot. Dagens bedste af slagsen.

2008 Mt. Difficulty Central Otago Pinot Noir

Lidt funky næse - måske noget, der kunne fortage sig med lidt mere luft. Jeg oplever en gang imellem, at fadenes toastiness giver en lidt ram lugt i yngre vine, indtil de har fået noget luft. Men bagved gemmer der sig en fin spinkel Pinot-næse med de klassiske lyse skovbær. Også lidt sort peber her ikke helt så fremtrædende som i Pencarrow'en. Medium fylde, godt med syre - mangler måske lige den dér ting, man kan falde for.

2008 Mt. Edwards Earth's End Central Otago Riesling

Aspargestis, diesel, brændte dæk, acetone. Kært bange har mange navne. Det karakteristiske 'kemiske' kendetegn ved Riesling er bestemt til stede i denne new zealandske en af slagsen. Det lyder ubehageligt, men det er det ikke. Med en restsukker på 10 procent mærkes sødmen naturligvis tydeligt i denne vin, men den holdes meget fint i balance af masser af syre. Smagsprofilen er præget af  hvid fersken og noget stenet - kridt, flint, kalk (ved selvfølgelig ikke, hvordan den slags smager, men det er de associationer, jeg får). Rigtig fin Riesling.

2011 Van Volxem Schiefer Riesling

Wow - lovely nose (som åbenbart får mig til at slå over i engelsk). Ikke noget af det beskrevne typiske kemiske Riesling-udtryk, men masser af frisk hvidtjørn, fersken og druesukker. Tør, ren og sprød stil. Er vild med, hvordan den virile syre giver plads til en ret flamboyant smagsprofil, som bare sindssygt lækker uden på noget tidspunkt at være tæt på at kamme over. By far den bedste Riesling, jeg nogensinde har sat læber og næse til. Simpelthen breathtakingly gorgeous.

2011 Van Volxem Saar Riesling

Også en fantastisk næse præget af hvide blomster og stenfrugt. Lidt mere power, lidt mindre syre og skarphed i munden. Fremstår lidt mere pleasende, men måske også uden den markante karakter, som gør Schiefer'en så charmerende. Men stadig den vel nok næst-bedste Riesling jeg nogensinde har været i nærheden af. Det er ret sjældent, man støder på en sådan åbenbaring to gange - endda et godt stykke inde i smagningen, hvor mine smagsløg som regel begynder at blive lidt trætte. En stor og dejlig øjenåbner for denne druesort, jeg aldrig rigtig har dyrket.

2004 Muga Prado Enea Gran Reserva Rioja

Lidt funky næse med krydrede indslag og mørk frugt. Dagens første tannin-bid og også godt med syre. Smagsprofilen var lidt svær for mig at få hold på, sandsynligvis fordi jeg ikke drikker ret meget spansk rødvin. Men jeg fornemmede da en base af mørk, syrlig stenfrugt, som fik selskab af lidt tobaksdåse, lidt læderpenalhus, lidt peberkværn. På sin vis en super fin vin - jeg har bare ikke helt vænnet mig til denne stil endnu.

2008 Yering Station Yarra Valley Chardonnay

Fin Chardonnay-næse med en toasty bund af egefade og overtoner af diskret citrus og lidt bagt æble. Lækker blød mundfornemmelse og behagelig eftersmag, hvor fadene giver slip før frugten. Ikke en type vin, der for alvor skiller sig ud i sådan en stor smagning - den fortjener nok mere koncentration og friskere smagsløg hos smageren.

Parker Coonawarra Estate Terra Rossa First Growth Coonawarra Bordeaux Blend 

(this one goes out to you, Jesper :))

Ret cab'et næse med blommer, solbær, salvie og timian. I munden var det første gang jeg fornemmede alkoholen, som bider lidt. Men ellers er mundfornemmelsen ret lækker med bløde tanniner, masser af fylde og rundhed. Smagsprofilen er præget af mørk frugt a la solbær, brombær, boysenbær, sorte blommer og lidt peber, sort te og vanilje. Ikke så pokkers langt fra en god Napa Cab i udtrykket. Kunne godt se mig selv dele en flaske af denne slags over en god grillet herre-bøf til sommer.