Et frækt lille sidespring

Matt Kramer, min yndlingsvinskribent, skrev forleden i sin klumme 'Drinking out loud' på Winespectator.com om fordelene ved at være vinøs monogamist. Hans pointe er, at hvis du virkelig ønsker at komme i dybden i din forståelse af vin, så er du nødt til at fokusere din interesse på eksempelvis en enkelt eller to druesorter og helst fra udvalgte regioner. Som den gode Matt anfører, så er det svært at komme i tanker om en seriøs vinekspert, som har dybdegående viden om alverdens vin. De bedste finder en niche, som de så lærer at kende bedre end de fleste.

Arbejdsweekend for min kære mand, som forbereder oplæg om noget Nano-værk. Kølig hvidvin og cashews hjælper altid lidt på arbejdsmiljøet - mine år som sikkerhedsrepræsentant i DI gør, at jeg ved den slags :)

Jeg er helt med på Matt Kramers pointe. Vinelskere i det meste af den vestlige verden boltrer sig i et kæmpestort udvalg af fantastiske vine fra hele verden og i alle prisklasser. Det er et mekka, og nogle forbliver ungkarle, som aldrig rigtig commit'er sig til en favoritdrue eller -region. Der er mange lykkelige ungkarle out there, og hvis du er en af dem, så skal du endelig blive ved med at shoppe rundt efter hurtige engangsknald. Men føler du, at tiden er inde til at finde den eneste ene, så overvej hvilke vine, der har givet dig de bedste oplevelser - måske er der mere at hente her, hvis du udforsker området lidt mere. Forhåbentlig vil du opleve glæden ved at kende og forstå din vin bedre, smage forskel på producenter, årgange og vinmarker og lægge mærke til de subtile detaljer, der gør en kæmpe forskel, når først man har øjnene op for dem.

Som trofaste læsere (som jeg naturligvis har i spandevis) ved, så er jeg en selverklæret Pinot-pige, og mere som følge af personlig smag og nysgerrighed end et egentlig bevidst valg, har jeg slået mig på flaskerne fra Sonoma County og i særdeleshed sub-appellationen Russian River Valley. Her laves nogle af de bedste Pinot Noir-vine, som jeg nogensinde har smagt, så det er også her mit hjerteblod (og formentlig godt og vel 50% af mit vinbudget) bliver investeret.

Men jeg går ikke af vejen for et raskt lille sidespring. Det kan sætte fut i ethvert parforhold - i vinens verden, vel at mærke. Og mine sidespring bringer mig vidt omkring, men oftest til Rhône-distriktets fyldige, krydrede rødvine (og røde Rhône-blends fra det sydlige Californien), til Frankrigs Chablis, hvor jeg har fundet nogle af de bedste Chardonnay'er, jeg har smagt. Og så er der naturligvis Californiens bedste sparkling wines, men det er et kapitel for sig (I skulle jo nødig tro, jeg er om mig). Og endelig vender jeg gerne tilbage til New Zealands Marlborugh, Martinborough og Nelson-regioner, som leverer verdensklasses Sauvignon Blanc.

Et anderledes 'take' på lørdagskylle

Sidstnævnte stod på menuen i går sammen med kammuslinger, ærter og chili/gulerodspure (tak for inspiration til Fjordrejen). Vinen var en frisk billig sag ($10), nemlig 2009 Starborough Sauvignon Blanc fra Marlborough-regionen. Pivtør men med masser af tropisk frugt (ananas, mango, passionsfrugt) og skønne hvide blomster i næsen. Ikke den mest komplekse vin i kategorien, men super som en frisk, kølig sommervin. Fin kvali til prisen.

Jeg har ikke fundet en dansk forhandler af Starborough (den kunne ellers trække niveauet op på de fleste danske supermarkedshylder, og prislejet ville være helt rigtigt), men Laudrup Vin og Gastronomi fører en anden af mine NZ-favoritter, nemlig Dog Point, og topproducenten Neudorf, som excellerer i både Sauvignon Blanc og Chardonnay.

Kan vi ikke bare elske hinanden og drikke noget vin?

Kulturkampen mellem Europa og USA har stået på i århundreder og er et ret underholdende fænomen at betragte. Ikke mindst, når man som jeg har et ben i hver lejr. Mens amerikansk populærkultur for længst har indtaget det meste af verden, holder mange europæere stadig fast i forestillingen om, at vores kultur er mere sofistikeret, uanset om man taler om kunst, gastronomi, underholdning, filosofi, videnskab osv. Og europæerne har unægtelig fordelen af at have været først med det meste, også inden for vinens verden. Til gengæld har amerikanerne på mindre end 300 år indhentet og i visse tilfælde overhalet europæerne på talrige områder, og de har med vanlig selvtillid gjort en masse europæiske domæner - ikke mindst vin - til deres egne.

Fra midten af 1970'erne har amerikanerne produceret vin, som stod for en helt anden og mere publikums venlig stil, end den europæerne i århundreder har trakteret deres publikum med. Det samme gjorde andre New World-producenter i Sydamerika, Australien, New Zealand, og senere kom Sydafrika også til. De nye opkomlinge tog store markedsandele fra de gamle lande, hvor nogle reagerede med et arrogant skuldertræk, mens andre forsøgte at tilnærme sig den nye populære stil. Men på trods af de nye landes bragende succes, så er det stadig ikonerne fra især Frankrig, der er benchmark den er dag - både kvalitativt og deskriptivt. Koldklima Pinot'er og Chardonnay'er fra Californien beskrives ofte som 'Burgundy-style', og for flere og flere californiske producenter er de ikoniske Grand Cru'er fra Bourgogne forbilledet frem for de californiske ny-klassikkere fra fx Kistler og Marcassin.

Det er sikkert min gode opdragelse af to søde og velmenende forældre af 68'er-generationen og masser af rundkredssessions i børnehaven i Vodskov, der sætter sig igennem nu, men hvor ville jeg ønske, at vi bare kunne anerkende og glæde os over forskellene og bekymre os mindre om, hvad der er finest. Tænk lige over det her: Hvor langt ude er det lige, at kloge, erfarne vineksperter for alvor mener, at det kræver mere følsomme smagsløg at kunne sætte pris på europæisk vin, og at europæisk vin (og dermed folk, som nyder europæisk vin) er i besiddelse af bedre smag? Man behøver ikke en universitetsgrad over Erasmus Montanus-niveau for at indse, at man uden videre kunne fremføre samme argument med omvendt fortegn om New World-vin, som mange eurofile drankere har svært ved at sætte pris på. De skal nok bare træne deres smagsløg lidt mere, så de bliver avancerede nok til at kunne sætte pris på de finere varer.

Under alle omstændigheder føler jeg mig ikke rykket i troen på, at vi først og fremmest præges af de smagsindtryk, vi er blevet flasket op på, og derfor sætter mange europæere pris på europæisk stil og vice versa. Hvis vi vil prøve noget nyt, kræver det tilvænning og træning af smagsløgnene, så man kan detektere og sætte pris på de nye smagsindtryk.

Anyway, som tidligere fremført på denne blog, så tror jeg, at de bedste, mest balancerede vine, er dem, der nærmer sig midten af spektret, hvor det solmodne, fyldige, fruitforward islæt fra Californien er balanceret af et mere syredrevet, mineralsk, multifacetteret islæt fra de gamle lande. Og jeg vil gerne underbygge min pointe med to gode eksempler - et fra hver sin side af dammen. Hanzell forhandles i Danmark af Copenhagen Wine og er bestemt værd at tjekke ud, uanset om man har frankofile eller cowboy-smagsløg. Domaine Simmonet-Febvre forhandles i Danmark af Chris Wine Nordic.

2008, Hanzell, Sonoma Valley, Chardonnay (Pris: $55 eller DKK 390 hos Copenhagen Wine for 2006-årgangen): Relativ spinkel næse med hints af grønne æbler og citron.  I munden stadig tilbageholden, elegant, med dejlige noter af mere æble og citrus, men også noget mere krydret - fik mig til at tænke tilbage på juleindkøbenes kandiserede æbler. Med masser af syre, uden at den bliver utilnærmelig og svær at få has på. Super frisk og lækker til fx kammuslinger, som med deres søde smag og fede fornemmelse har godt at lille syrekick.

2006 Domaine Simonnet-Febvre Chablis Grand Cru 'Les Clos' (Pris: $65): Et strejf af noget eksotisk frugt i næsen. Skolekridt (den rigtige slags, ikke lakridserne), Golden Delicious æble,  Meyer Lemon, slutter af med et strejf af toastet eg. Masser af syre, ret fyldig vin, men stadig elegant. Den slags vin, hvor det komplekse kommer til at fremstå som let og tilgængeligt. Det kræver ikke en ph.d. i vindruk at nyde denne vin, selvom den helt sikkert også ville være noget for sådanne typer.

Skål og peace on Earth!