Smagfuld sensommersmagning

Anden del af min våde vin-weekend inkluderede også Laudrup Vin. De afholdt nemlig deres store årlige sensommersmagning og havde indbudt mig og andre vinbloggere til at deltage.

Lars og Svoger-Jesper ved Riesling-bordet

Hver sin stil :)

Nammenam fra Kogekonerne

Det betød også, at jeg igen havde den store fornøjelse at møde Jesper fra bloggen Jespers Vintanker og hans vinbuddy Frank.

Jesper og Frank - to raske drenge på cykel hele vejen fra Lyngby Nørrebro

Igen kunne vi konstatere, at vores vinsmag er vidt forskellige, men vi fandt dog en overraskende fælles favorit i en 2009 Littorai Mays Canyon Pinot Noir. En af Californiens absolutte kultproducenter, så selvom Jesper ellers ikke er til Pinot, så må man sige, at han har god smag, når han endelig falder for en af slagsen.

Jeg genbesøgte et par velkendte favoritter, nemlig tyske Van Volxem, burgundiske Marc Haisma og italienske Franz Haas - som alle tre levede op til mine meget positive minder. Blandt de nye highlights var Riesling-specialisten Schäfer-Fröhlich. Bordeaux-blenden Choleraine fra new zealandske Te Mata Estate.

Nyt behageligt selskab

Gammelt behageligt selskab

I den mere skæve ende var Sauvignon Blanc'en Sec. 94 fra en af mine yndlings-new zealændere, nemlig Dog Point. Sec. 94 er en fadlagret Sauvignon Blanc, hvilket skaber et helt andet udtryk, end man ellers kender i denne kategori. Væk var frugten (næsten), friskheden og den markante grønne aroma. I stedet trådte gæragtige, oxiderede noter og en mere fed struktur.  Spændende, men ikke helt det, der er meningen med Sauvignon Blanc, hvis du spørger mig.

Et andet sjovt nyt bekendtskab var en Recioto fra Amarone-producenten Degani. En sød dessertvin med noter af mørke kirsebær og svedsker. Dejlig blanding af frisk og tørret frugt - og som foreslået af den venlige  Laudrup-mand ved bordet - et oplagt valg til til julens risalamande.

Sødt behageligt selskab

Den hurtige konklusion på dagen: En lille smule bagstivhed fra gårsdagens winemakers dinner kunne ikke tage noget fra endnu en skøn og smagfuld smagning i Skovlunde.

Landet

Så er vi her. Sidst jeg skrev, sad jeg med en kop morgenkaffe i min seng i Berkeley og vidste, at i det øjeblik, jeg satte foden ud på gulvet, ville det være som at trække proppen ud af et fyldt badekar. Jeg ville blive suget ud af mit gamle liv i rivende fart, og det eneste at gøre var at holde vejret og prøve at følge med. Det er fem dage siden, og det føles som evighed.

I mellemtiden er vi rykket ind i vores nye hjem på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro, jeg er startet på nyt arbejde, Lars har fået balder af stål af de mange ture op og ned fra femte sal med flyttekasser.

Og her til aften var vi endelig fremme ved første længe ventede milepæl: Middag og vino i eget hjem med nære venner og familie. Trætte, faktisk overtrætte, men også glade og optimistiske. Sådan en aften ville enhver vin smage godt. Men jeg tror også, at Parxet NV Brut ville smage dejligt på en grå regnvejrsdag. I hvert satte vi og vores gæster fire af slagsen til livs her til aften. Fin og let, pæreagtig frugtighed og blide bobler, der leder tankerne hen på god prosecco.

Jeg købte en hel kasse hos Laudrup Vin og Gastronomi og fik lidt ekstra rabat, så jeg slap med ca. 75 kroner flasken, hvilket er en yderst rimelig pris for denne sparkler. Og så blev den endda leveret med specialbud af min søde vin-inde Helle, som er en yderst overbevisende vin-pusher for sin arbejdsgiver.

Heldigvis tyder meget på, at mit vinliv i Danmark også bliver rigt på store vinoplevelser og samvær med andre vinelskere. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Strandet

Jeg er strandet i København. Det er en lang og for at sige det på godt jysk TRÆLS historie, som ikke fortjener at blive fortalt igen. Det korte af det lange er, at jeg savner min Lars, mine katte, mit Californien, sol og 20 grader - og selvfølgelig alle mine skattebasser i vinskabet.

Jeg vender hjem til Californien en gang i næste uge, om alt går vel, (knock on wood, spyt over højre skulder, tis over kors, kryds fingre, bed Fadervor), og i mellemtiden har jeg heldigvis selskab af dejlige venner og familiemedlemmer. Jeg bor under luksuriøse forhold hos min søster, som nusser om mig og lægger øre til mine frustrationer. Og min gode veninde Helle er oven i købet en lige så stor vinentusiast som jeg, så vi nyder chancen for at nørde igennem og ikke mindst nyde nogle skønne flasker, som hun har udvalgt fra hylderne på sin arbejdsplads, Laudrup Vin og Gastronomi.

Og det er virkelig godt at have sådan en well connected veninde i baghånden, når man er i Danmark, for hvor er udvalget dog trist, når man frekventerer danske supermarkeder. Og ligefrem dybt tragisk bliver det, når man ser på det sørgelige udvalg af californiske vine på supermarkedhylderne - det kan de næsten ikke være bekendt. Jeg græmmes lidt på vegne af den californiske vinbranche og håber, at flere forbrugere finder frem til de mange entusiastiske små importører, som tager mere interessante vine hjem fra det vilde vesten.

Men der er selvfølgelig opmuntrende undtagelser i supermarkederne, og jeg er stødt på to af dem:
Selaks 2010 Marlborough Sauvignon Blanc fra New Zealand til en 50'er i Netto/Føtex er super god value for money, hvis du spørger mig. En ret klassisk en af slagsen med masser af 'grønne' noter (pyrazine - minder mig lidt om tomatstilk), hvide blomster i næsen og et strejf af tropiske frugter. Frisk, sprød, aromatisk og tør. I like!

En anden undtagelse er Salentein 2010 Valle Uco Mendoza Reserve Pinot Noir fra Argentina. Mørk frugtnæse, et strejf af lakridste og tørrede blomster, rund og behagelig, medium fylde og en god syrlighed. Det er måske ikke stor vinkunst, men fin kvalitet til de 70-80 kroner, de tager for den Føtex.

Men det ville jo ikke gå uden rigtig, rigtig god vin, og det har Helle leveret i flere omgange. Hun er også glad for vine fra New Zealand, og forleden lod jeg mig forkæle med to rigtig lækre Chardonnay'er fra det grønne tågeland, nærmere bestemt Pencarrow Estate 2009 Martinborough Chardonnay og Te Mata Estate 2009 Woodthorpe Vineyard Hawke's Bay Chardonnay.

De to vine skulle vise sig at være ret forskellige, selvom slægtskabet i form af elegant citrus og super velproduceret sprød renhed bestemt er til at få øje på. Men et mere markant indslag af egefade i Pencarrow'en gjorde den til en lidt rundere, fyldigere, mere vaniljet og lidt mere toasty oplevelse end den lettere, strammere og super stilrene Woodthorpe. Begge er særdeles anbefalingsværdige og gik fint til lette spanske tapas, kylling og pasta med citron og marscapone. Den slags og Helles dejlige selskab hjælper bestemt på hjemve.

Trænger du også til god trøste-vin, så finder du disse lamsebamser hos Laudrup Vin og Gastronomi (Helle har hvisket i mit øre, at Pencarrow '09-eren er udsolgt, men de har masser af 2010-udgaven på lager).