Vinens Vilde Vesten: En slags status, Pink Perler, Chez Panisse og magisk Pinot

torsdag den 3. november 2011

En slags status, Pink Perler, Chez Panisse og magisk Pinot

Forleden fejrede vi en slags jubilæum. Det var præcis to år siden, vi plantede vores fødder i den rige californiske muld. Som altid, når man har haft en begivenhedsrig tid, er det næsten ufatteligt, at to år kan gå så hurtigt. Det har været de bedste, mest udfordrende og horisontudvidende år i mit 32-årige liv. Vi har savnet familie og danske venner, men har også haft enestående stunder med dem her i Berkeley, i Hawaii, New York, Grand Canyon, Las Vegas, L.A., ved kysten, i bjergene, i ørkenen - og selvfølgelig i vinlandet. Og vi har fået nye venner fra det meste af verden, som på rekordtid er blevet nære fortrolige, som vi deler hverdagens sorger og glæder med. Der er ikke noget af det, jeg ville bytte for noget som helst.

Nu har vi tre måneder tilbage her i Berkeley. Lars arbejder som en sindssyg i laboratoriet for at blive færdig med sit projekt, og jeg kan mærke, at Danmark rykker tæt på rent mentalt, mens jeg søger job i et vanskeligt jobmarked og forsøger at forestille mig, hvordan det bliver at vende hjem. Jeg glæder mig faktisk, for det er som om, at de mange ting, jeg elsker ved København, Danmark og vores venner og familie, popper op som små perler i et champagneglas og minder mig om alt det, jeg har at glæde mig til, når vi vender hjem.

Og så har vemodigheden selvfølgelig allerede sneget sig ind på mig. Jeg tænker tanker som 'er det mon sidste gang, jeg ser dette vineri, denne kyststrækning eller denne ven'? Jeg prøver at forudse, hvad jeg vil fortryde, jeg ikke fik gjort, når jeg sidder hjemme i Danmark igen. Og så er der selvfølgelig mit elskede vinland, som jeg nærmest er vokset sammen med i løbet af de seneste par år. Hvor kommer jeg dog til at savne at kunne følge med i årstidernes skiften i vinmarkerne, besøge store og små vinerier, have en god fornemmelse af de seneste årgange og en førstehåndserindring om, hvordan vejret artede sig et givent år. Men til gengæld vil det europæiske vinland ligge for mine fødder, og jeg glæder mig til at indtage det. Både i overført og bogstavelig forstand. Og selvfølgelig vender vi tilbage til Californien igen - forhåbentlig mange gange fremover.

Nuvel, med en klump i halsen kan jeg berette, at vi fejrede toårsdagen med et glas sparkling NV Napa Mumm Rosé, en fantastisk middag på Chez Panisse og en flaske 2007 Hirsch Vineyards San Andreas Pinot Noir, som var et excellent match til Alice Waters køkken og et skønt første gensyn siden vores besøg hos Jasmine og Co. i foråret, helt derude hvor kragerne vender. Den slags Pinot vil for altid vil være som en tidsmaskine, der kan sende mig tilbage i tankerne til to uforglemmelige år. Det ser nogenlunde sådan ud: