Winemaker's dinner på Falsled Kro

Så skete det igen. Oven i købet to gange. Og oven i købet i de mest idylliske omgivelser og i super dejligt selskab. Jeg taler selvfølgelig om vinoplevelser af den helt store slags, som ellers er sjældne, men som jeg på en eller anden måde har gjort mig fortjent til hele tre gange på det seneste.

For et par uger siden var det Van Volxems Rieslinger, der både slog benene væk under mig og var en øjenåbner i forhold til, hvad god Riesling er og kan. (Indrømmet, jeg er ikke særlig erfaren ud i europæisk Riesling, men det er stadig lidt af en bedrift).

I denne weekend gik den vinøse rejse så til Bourgogne og Sancerre, mens den kulinariske og geografiske rejse gik til Falsled Kro, hvor Laudrup Vin og Gastronomi bød på winemaker's dinner med producenterne Vacheron og Mark Haisma.

De to producenter fortjener hver især en post for sig selv, for vi blev præsenteret for intet mindre end ti imponerende vine den aften, og begge d'herrer winemakers var ualmindeligt interessant og sympatisk selskab. Og måske vigtigst af alt: Jeg fik for alvor taget min bourgognemødom - og det gjorde slet ikke ondt :)

Men jeg lægger ud med en stribe billeder fra den smukke Falsled Kro, hvor alle træer står i blomst, og af den delikate menu, hvor især de små appetizers og forretterne skiller sig ud i erindringen. I de kommende dage følger vinbeskrivelserne.

Det idylliske stråtægte bindingsværkshus, som danner rammerne om en af Danmarks fineste restsauranter

Min søde veninde Helle, marketingansvarlig hos Laudrup, og hendes (godtroende) kollega Thomas

Heldige dem, der skal have hjemmedyrkede jordbær på Falsled til sommer

Blomsterhav i æbletræerne

En enkelt blomst

Kommende ribs, gætter jeg på

Stenbiderrogn med rygeost, purløg og rugbrødskrummer

Sådan kan man også servere smør - rørt op med usødet kakao (tror jeg nok)

Vagtelæg

Ristet pighvar med hvid asparges fra Sandager med havesyresauce

Friteret hønseæg på løgmarmelade med nye løg og morkelsauce

Vagtel med foie gras, spidskål, hengemte tyttebær og Karl Johan sky

Kalvekotelet med majroer, fennikel, persillerod og estragonsauce

Lun Epoisses de Bourgogne med nye kartofler, rugbrød, ramsløg og olivenolie

Postkort fra Svinkløv

Storbededagsferien bød på miniferie med min søde mor på Svinkløv Badehotel. Jeg er født og opvokset i Nordjylland og har holdt sommerferie ved Vesterhavet så langt tilbage, jeg kan huske. Så Svinkløv er noget særligt for mig, selvom jeg aldrig har boet på hotellet før denne weekend. Det kan varmt anbefales, og hvis du skynder dig at ringe til dem, så kan du måske reservere et værelse om 11 måneder i det fine gamle hotel - hvis du er heldig.

Hotellets restaurant fortjener også en varm anbefaling - både for den fine stemning og den gode mad. Ikke ultragourmet - men stadig super lækkert og på sin vis meget passende til de elegante, rustikke rammer. Vinkortet bød på flere gamle kendinge, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen: Pencarrow og Dog Point fra New Zealand og Parker Station fra californiske Fess Parker. Gode vine i deres prisklasse og dejligt for en New Worlder som undertegnede at være lidt på hjemmebane i et vinkort på en dansk restaurant.

Jeg nød maden og vinen og gad ikke tage noter - så I må nøjes med de fine billeder i denne omgang. Det taler også for sig selv. Velbekomme :)

Californisk naturvin?

Jeg indrømmer gerne, at jeg var lidt skeptisk, da Kenneth fra KK Wine stak mig et par flasker Clos Saron for nogle uger siden. Jeg har nemlig rigtig mange fordomme om naturvin og det, der ligner: Noget surt sprøjt, som eurofile vinmennesker bilder hinanden ind, at de godt kan lide, fordi det er moderne.

Omvendt har Clos Saron et ret godt omdømme, og californisk naturvin lyder som et så sammensat begreb, at min nysgerrighed var vakt. Og lad mig med det samme afsløre, at hvis alle naturvine smager lige så godt som denne lille sag, så er det ikke sidste gang, jeg vover pelsen med sådan en størrelse.

Nu er jeg imidlertid ikke helt sikker på, at Clos Saron's vine kan karakteriseres som naturvin, fordi det jo er et ret fluffy begreb. Men hovedsagen er, at vinene er lavet med henblik på at lade druerne tale for sig selv: biodynamisk dyrkning, ingen industrigær, ingen syrekorrektion, ingen svovl tilsat under gæring og fadlagring (men altså ikke sulfit-fri), ingen overpumpning af de udblødte drueskaller, ingen klaring og ingen filtrering. Og nok så vigtigt i californisk sammenhæng: Ingen nye egefade.

No additions, substractions, inoculations, corrections, or makeup. New-oak free.
- No shit? -

Efter en tirsdag, hvor jeg i bedste 1. maj-stil snuppede mig en 10 timers arbejdsdag, var tidspunktet for at prøve fænomenet så kommet, og valget faldt på 2011 Clos Saron Carte Blanche. Flaske 13 ud af 1134 for at være helt præcis.

Carte Blanche er en  såkaldt 'California White' dvs. baseret på uidentificerede hvide druer fra uidentificerede californiske områder. Lidt mere research gjorde mig dog noget klogere: Vinen er sammensat af en blanding af Albarino, Verdelho, Chardonnay og Petit Manseng, som er dyrket i Lodi sydvest for Sacramento.

Og faktisk havde jeg nået at tænke Chard, (Viognier) og Albarino, inden jeg læste ovenstånde. I know - easy for me to say - men det er altså rigtigt, for vinen har den dér blanding af citron, lime, æble, pære og så noget krydret og let floralt. I min bog rimer det meget godt på Chardonnay og Albarino - og det kan jeg altså ret godt lide! Denne vin er super fin og let at holde af. Den hverken smager, dufter eller føles dogmeagtig eller fejlbefængt, som jeg nok havde forventet. Her kommer smagenoterne:

2011 Clos Saron Carte Blanche
Fin næse med noter af citrus, lidt grønt æble og undertoner af noget let parfumeret, blomsteragtigt. Måske et meget subtilt kemisk strjef? Strukturen er præget af en høj syre, som faktisk passer meget godt til den aromatiske aroma og smagsprofil. Syrlige æbler, æbletobak, kvædete og måske endda lille eksotisk whiff af ananas. Alt i alt en rigtig dejlig og frisk sommervin, hvor man hverken savner  eg, alkoholprocenter eller frugtsødme.

Vinen kan blive din for 180 kroner hos KK Wine - og hvis du skynder dig, kan det være, du får flaske nummer 14.

Kærlighed ved første sip

Min søde veninde og private vinpusher, Helle, havde inviteret til forårssmagning hos hendes arbejdsgiver, Laudrup Vin og Gastronomi. Takket være Helle kender jeg efterhånden en pæn del af Laudrups sortiment, men med omkring 100 producenter på listen har hun heldigvis stadig mange overraskelser tilbage i posen til mig.

Van Volxem stod i mere end en forstand for dagens højdepunkt, høhø

En af dagens rigtige store overraskelser for mig var den tyske Riesling-producent Van Volxem. Og selvom husets winemaker var lidt af skue med sine 2+ meter og  umiskendeligt tyskeragtigt langt hår med undercut og det hele, så var det altså (mest) hans Riesling, der slog benene væk under mig. Det var et af de sjældne tilfælde af love at first sight - altså til vinen.

Før smagenoterne vil jeg bare nævne, at line up'et generelt var på et rigtig højt niveau, og ud over Van Volxem skiller især det new zealandske bord sig ud i erindringen med Dog Point, Pencarrow og Mt Edwards i spidsen. Desuden var stemningen ved den velbesøgte smagning super hyggelig, selvom der til tider opstod lidt kø ved bordene. Jeg tror, de fleste vinelskere vil være enige, også selvom de ikke er veninder med firmaets marketingansvarlige.

2009 Parxet Cava Rosé Titiana

Diskret aroma præget af røde bær. Tør og elegant - en anelse bitter citrus midt på tungen. Men ellers er den præget af de røde bær, som tit findes i blanc de noirs-sparklers men i dette tilfælde uden det ligeledes typiske strejf  af jord/svampe/rugbrød. Clean og crisp og super læskende på en varm sommerdag.

NV Parxet Cuvée Dessert Dolc

Igen en 100% Pinot Noir-baseret cava, og det bæragtige præg går da også igen. Ligeledes er der tale om et relativt behersket udtryk. Sammenligner man fx denne halvsøde sparkler med en typisk Asti Spumante, så er den mindre sød, mindre aromatisk, mindre blomsteragtig. Til gengæld er den friskere, mere læskende og i mine øjne mere oplagt til de mange danske sommerdesserter med friske bær, som vi alle forhåbentlig har i vente.

2010 Dog Point Marlborough Sauvignon Blanc

På mange måder en klassisk new zealandsk Sauvignon Blanc med masser af grønt i næsen (tomatstilk eller drivhus er måske nok den mest rammende beskrivelse). Super stram stil med mere af det grønne i munden og tropiske undertoner af fersken og passionsfrugt. Lækker og lige ud af landevejen.

2009 Pencarrow Martinborough Pinot Noir

En dejlig let Pinot-næse med skovbær og nogle krydrede undertoner. Medium fylde og godt med syre. Fornemmelse af lyse sommerbær i munden og med et ret markant indslag af sort peber. Synes jeg, fornemmede et bittert strejf i eftersmagen. Ikke lige så gavmild som mine favoritter, men den vinder virkelig meget på en lang, lækker eftersmag. Alt i alt en flot Pinot. Dagens bedste af slagsen.

2008 Mt. Difficulty Central Otago Pinot Noir

Lidt funky næse - måske noget, der kunne fortage sig med lidt mere luft. Jeg oplever en gang imellem, at fadenes toastiness giver en lidt ram lugt i yngre vine, indtil de har fået noget luft. Men bagved gemmer der sig en fin spinkel Pinot-næse med de klassiske lyse skovbær. Også lidt sort peber her ikke helt så fremtrædende som i Pencarrow'en. Medium fylde, godt med syre - mangler måske lige den dér ting, man kan falde for.

2008 Mt. Edwards Earth's End Central Otago Riesling

Aspargestis, diesel, brændte dæk, acetone. Kært bange har mange navne. Det karakteristiske 'kemiske' kendetegn ved Riesling er bestemt til stede i denne new zealandske en af slagsen. Det lyder ubehageligt, men det er det ikke. Med en restsukker på 10 procent mærkes sødmen naturligvis tydeligt i denne vin, men den holdes meget fint i balance af masser af syre. Smagsprofilen er præget af  hvid fersken og noget stenet - kridt, flint, kalk (ved selvfølgelig ikke, hvordan den slags smager, men det er de associationer, jeg får). Rigtig fin Riesling.

2011 Van Volxem Schiefer Riesling

Wow - lovely nose (som åbenbart får mig til at slå over i engelsk). Ikke noget af det beskrevne typiske kemiske Riesling-udtryk, men masser af frisk hvidtjørn, fersken og druesukker. Tør, ren og sprød stil. Er vild med, hvordan den virile syre giver plads til en ret flamboyant smagsprofil, som bare sindssygt lækker uden på noget tidspunkt at være tæt på at kamme over. By far den bedste Riesling, jeg nogensinde har sat læber og næse til. Simpelthen breathtakingly gorgeous.

2011 Van Volxem Saar Riesling

Også en fantastisk næse præget af hvide blomster og stenfrugt. Lidt mere power, lidt mindre syre og skarphed i munden. Fremstår lidt mere pleasende, men måske også uden den markante karakter, som gør Schiefer'en så charmerende. Men stadig den vel nok næst-bedste Riesling jeg nogensinde har været i nærheden af. Det er ret sjældent, man støder på en sådan åbenbaring to gange - endda et godt stykke inde i smagningen, hvor mine smagsløg som regel begynder at blive lidt trætte. En stor og dejlig øjenåbner for denne druesort, jeg aldrig rigtig har dyrket.

2004 Muga Prado Enea Gran Reserva Rioja

Lidt funky næse med krydrede indslag og mørk frugt. Dagens første tannin-bid og også godt med syre. Smagsprofilen var lidt svær for mig at få hold på, sandsynligvis fordi jeg ikke drikker ret meget spansk rødvin. Men jeg fornemmede da en base af mørk, syrlig stenfrugt, som fik selskab af lidt tobaksdåse, lidt læderpenalhus, lidt peberkværn. På sin vis en super fin vin - jeg har bare ikke helt vænnet mig til denne stil endnu.

2008 Yering Station Yarra Valley Chardonnay

Fin Chardonnay-næse med en toasty bund af egefade og overtoner af diskret citrus og lidt bagt æble. Lækker blød mundfornemmelse og behagelig eftersmag, hvor fadene giver slip før frugten. Ikke en type vin, der for alvor skiller sig ud i sådan en stor smagning - den fortjener nok mere koncentration og friskere smagsløg hos smageren.

Parker Coonawarra Estate Terra Rossa First Growth Coonawarra Bordeaux Blend 

(this one goes out to you, Jesper :))

Ret cab'et næse med blommer, solbær, salvie og timian. I munden var det første gang jeg fornemmede alkoholen, som bider lidt. Men ellers er mundfornemmelsen ret lækker med bløde tanniner, masser af fylde og rundhed. Smagsprofilen er præget af mørk frugt a la solbær, brombær, boysenbær, sorte blommer og lidt peber, sort te og vanilje. Ikke så pokkers langt fra en god Napa Cab i udtrykket. Kunne godt se mig selv dele en flaske af denne slags over en god grillet herre-bøf til sommer.

Pjækkedag med Phelps (og Fifi)

Der er ingen undskyldning. Jeg ved det godt: Jeg burde være taget til spinning i dag. Ikke mindst efter en uges ekstra letsindige spise- og drikkevaner i Florida. Jeg kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om, hvor travl jeg været, om mit nye drømmejob, som er super dejligt, men som stadig føles nyt, om alle de hyggelige aftaler, jeg har med venner og familie, for lidt nattesøvn og måske en rest jetlag efter rejsen. Undskyldningerne er mange. Men i bund og grund er sandheden bare, at jeg virkelig, virkelig ikke gad.

Så nu sidder jeg hjemme i vores lille lejlighed med udsigt over byens tage og tårne og udsyn til truende grå regnvejrsskyer, der driver forbi. Og foran mig har jeg et glas vin, som er så godt, at smagen af dårlig samvittighed er fordampet som dug for solen.

Og det er ikke så underligt, for manden bag vinen er ingen ringere end Joseph Phelps - skaberen af kultvinen Insignia. Det er dog ikke sådan en kleppert, jeg har knappet op til mig selv på denne højhellige pjækkedag, men lillebroderen 2008 Joseph Phelps Napa Valley Cabernet Sauvignon.

Phelps og Fifi

Det er imidlertid en temmelig velvoksen lillebror, som Phelps har sat i verden. Masser af saft og kraft, mørke bær, tobak, læder og lakrids. Masser lækkerhed, fylde rundhed og et lille behageligt nap bagi af syre og tanniner. Den har ikke det der herbale indslag, som jeg ofte finder i Napa Cabs, og det hænger måske sammen med, at vinen er et blend af 86 procent Cabernet Sauvignon og 14 procent Merlot. (I det meste af USA må man markedsføre en vin som 'single varietal', så længe vinen indeholder minimalt 75 procent af den pågældende druesort. I det meste af Europa er det tilsvarende krav 85 procent).

Joseph Phelps - både denne model og kultvinen Insignia forhandles herhjemme af Philipson Wine til henholdsvis 350 og 1100-2000 bobs (alt afhængig af årgang).

Varm anbefaling af Wine Spectator-magasin til iPad

Wine Spectator kan nu købes som elektronisk magasin til iPhone og iPad via bladkiosk- app'en Zinio. Som elsker af californisk vin, næsten lige så stor elsker af Apple-dimser og som tidligere trofast abonnent på 'the Specator' er denne nyhed vel det nærmeste, jeg kommer på en ægte Kinderæg-oplevelse.

I de knap to et halvt år, vi boede i Californien, var jeg en glad abonnent på det amerikanske vinmagasin The Wine Spectator. De fleste numre af magasinet rummer et i mine øjne et godt miks af informative reportager om regioner, årgange og sorter, vindebat, anmeldelser, portrætter og underholdende gossip og småstof om kendte og semikendte i vinens verden.

De glittede og farverige magasiner udkommer 15 gange om året, og i USA står et års abonnement i beskedne 49 dollars. Det kunne bladhuse og - distributører i Danmark lære noget af. I hvert fald må jeg indrømme, at jeg tøvede med at forny mit abonnement efter vores tilbagevenden til Danmark, da jeg konstaterede, at det ville koste mig omkring tusind kroner.

Men selvom jeg har min håndfuld af amerikanske vinblogs, som jeg følger rimelig tæt, så har jeg alligevel savnet the Spectator, som har holdt mig bredt orienteret om, hvad der rører sig først og fremmest i den californiske vinverden, men også i det øvrige USA og resten af verden. Derfor er det ret perfekt, at jeg nu for fem dollars kan hente magasinet ned på min iPhone og iPad og i ro bladre mig igennem de lækre sider.

For magasinet er faktisk oversat overraskende godt til elektronisk format. Det er stadig magasinagtigt at sidde med i hånden, navigationen fungerer fint, og læsbarheden er fin - på iPad vel at mærke. På iPhonen skal man trække og scrolle for meget, og fornemmelsen af at sidde med et magasin går tabt i det lille format.

Men jeg kan varmt anbefale at hente Zinio-app'en, hvis du ikke allerede har den, og så give the Spectator en chance. Læs fx Matt Kramers faste og meget velskrevne klumme 'Drinking out loud' eller Napa/Sonoma-redaktør Jim Laubes faste klumme, der giver insider-viden om jetset-livet og intrigerne i Californiens vinøse moderland.

Jeg vil i hvert fald gennempløje det seneste nummer i de kommende dage, hvor jeg danderer den i solen på Siesta Key i Florida - jeg synes lige, I skulle have den sidste oplysning med :)

En kælder fyldt med skattebasser

I går var jeg en tur forbi Kenneth og KKWine. Vi har mødt ham nogle gange i Californien, hvor vi har nørdet igennem med vores fælles hobby. Han tager turen over dammen mindst 2-3 gange om året, hvor han plejer sine kontakter, møder potentielle leverandører og ellers bare lever det søde liv. Det lyder sgu som et misundelsesværdigt job.

I går var så dagen, hvor jeg for første gang indfandt mig i Kenneths showroom - og jeg havde det som min femårige niece i en slikbutik, for det er en sand perlerække af skattebasser, der hænger på væggene i den lille kælder - DuMOL, Williams Selyem, Rochioli, Dunn, Larkmead, Clos Saron, Brewer Clifton, Paul Lato, J Vineyards, Copain, Diatom, Hirsch - store navne og de fleste af dem meget højt på min like-liste.

Et styks fjerkræ a 21.000 bobs

Og så var der selvfølgelig kultvinen over dem alle - Screaming Eagle. Jeg fik lov at holde en flaske, og med en stykpris på 21.000 gode danske kroner er det nok det nærmeste jeg kommer på det stykke eksklusivt fjerkræ. For selv hvis jeg havde 21.000 kroner at brænde af på vin, så ville mit valg nok falde andre Napa-klenodier, hvor man trods alt får lidt mere volumen for pengene, såsom Shafer, Colgin, Phelps, Dominus, Continuum og Stag's Leap Wine Cellars. For slet ikke at nævne kultvine fra andre regioner såsom Ridge Montebello, Sine Qua Non, Kosta Browne, Saxum, Kistler, Peter Michael, Dehlinger, Marcassin, Denner osv. Vine, der 'kun' koster fra 500 og op til 3-4.000, hvis du altså overhovedet kan få lov at købe dem.

Det sidste er vel nok i virkeligheden Kenneths største fortjeneste. For det er ret unikt, at han er i stand til at sælge vine i Danmark, som er noget nær umulige at opstøve i Californien eller for den sags skyld de fleste andre steder.  Med mig hjem fra Kenneth tog jeg et lille eksklusivt udvalg af primært hvide vine, nemlig en trio af Viognier'er fra DuMOL, Alban og Melville. Dertil en DuMOL Russian River Valley Chardonnay, en J Vineyards brut rose og så et lille finurligt af vin nature fra Clos Saron - meget mere om disse, når vejret kalder på eksklusiv sommervin. Og det må gerne være snart.