En naturlig oplevelse på PONY

PONY-snacks: Fritteret smelt med ramsløg-mayo, saltet/gravet oksekød med enebær og ølpølse, brød og rørt smør og (uden for billedet) svinerillette med brøndkarse

Jeg har aldrig været en hestepige og bliver det nok heller aldrig. Alligevel lokkede Kadeau-drengenes minirestaurant PONY ved Sorte Hest, da jeg skulle fejre min fødselsdag i fredags. Her ventede os en naturlig oplevelse - inkl. et sjældent møde med de for tiden så populære naturvine.

Aner du anelse distance i ovenstående formulering vedrørende naturvinene, så aner du helt rigtig. Men min skepsis går nok mindre på selve vinene end på visse naturfreaks, som mildt sagt virker meget frelste og ikke kan få det skørt nok. Sådan var det nu ikke på PONY, hvor vinene generelt var friske og lækre og relativt nemme at nyde - selv for en halv-californier som mig. Jeg nød især mit glas 2010 Julien Guillot Macon Cruzille - en fadlagret Chardonnay, der bød på knasende frisk, ung og sprød frugt. Ren og klar og uden kålfims, jordslåethed, ætsende syre, og hvad man ellers kunne frygte. Og jeg var også glad for den unge Bourgogne 2011 Sarnin-Berrux Rouge, der viste fine, rene Pinot-træk med en lidt racy syre. Selvfølgelig savner sådan en som mig lidt rundhed og blødhed i disse vine, men jeg kan godt få øje på, hvad det er, de kan, og hvorfor så mange er hoppet med på naturbølgen.

Maden på PONY må vel kaldes nordisk på den bornholmske måde. Rustik, virtuos, legesyg og med fokus på de bornholmske råvarer og de nordiske fremstillingstraditioner. Jeg er måske ikke helt hipster nok til at falde totalt i svime over det - dertil mangler jeg flere tilgængelige, 'pleasende' indslag mellem jordskokke-isen, øl-pølserne og byggrøden. Men jeg nyder også at blive hevet ud af mine klassiske fransk/italienske comfort zone og lade mig udfordre - og det kan man roligt gøre i hænderne på PONY-folket. Bottom line er, at PONY er en selvfølgelig del af den københavnske gourmetscene og fortjener en varm anbefaling.

Her kommer flere billeder:

Saltet ørred med ørredrogn, blomkål og drueagurker

Braiseret svinekæbe med svær, rødbeder, tørret æble og sort trompethat

Cremet byggrød med havgus (ost), ristede hanehjerter og tyttebær

Oksebryst med honning og porter serveret med æggeblomme-kartoffel, dip og rodfrugter

2011 Sarnin-Berrux Rouge

Kærnemælksfromage med henkogte stikkelsbær og (tror jeg nok) honningristet byg

Jordskokker med semidried (?! - det sagde han altså) nøddekage, mælkeis og karamel

2012: Årets hvide verdensomsejling

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets hvide verdensomsejling:

Det er svært at forestille sig lige nu, men om 3-4 måneder er det igen højsæson for hvidvin. Og der er nok at tage fat på, for 2012 bød på en verdensomsejling i lækre hvide, som startede i Tyskland med kæmpen Romans elegante Van Volxem Rieslinger fra  Saahr-regionen og lagde vejen forbi Jean-Laurents Vacherons snorlige vine fra Sancerre. Herfra gik turen forbi min home turf i Californien, hvor DuMOL bød på fuldfed cali chardonnay fra Russian River Valley, og Alban diskede op med liflig parfumeret Viognier fra Central Coast. Rejsen sluttede - men kun foreløbigt - i New Zealand, hvor Dog Point årgang efter årgang leverer pivfrisk, aromatisk Sauvignon Blanc. Kom sol, kom forår kom hvidvin i stride strømme.

Van Volxem, Vacheron og Dog Point forhandles af Laudrup Vin og ligger i prisklassen 200-400 kroner.
DuMol og Alban forhandles af KK Wine og ligger i prisklassen 200-450 kroner.

Når englebasserne synger

Der findes wienerbasser, skattebasser, bulderbasser, liderbasser, bassemænd og panserbasser - og heldigvis også englebasser

Nogle gange rammer man et match af mad og vin, hvor selve matchet løber med opmærksomheden frem for vinen eller maden hver for sig. Og når det så er en ret enestående vin, der matches med en (hvis jeg selv skal sige det) temmelig vellykket forret, så er som om englene synger.

Vinen var en af de bedste Chardonnay'er, jeg kan huske, jeg har smagt, nemlig en 2009 DuMOL Russian River Valley 'Chloe'. En fyldig , cremet, vaniljet, toastet skønhed med liflige Meyer Lemon-noter, lemon drops, tørret figne og abrikos og den der let røgede aroma, man mest fornemmer i eftersmagen som et tyndt fint lag, der dækker ganen. Det er en vin, der har så meget karakter, at man skal være i humør til den, men så er den også - i hvert fald i mine øjne - nærmest uovertruffen inden for sin kategori.

I weekenden blev den nydt i godt selskab til en forret med jomfruhummer, ærte/avocadopuré, rygeost, rødløg, sikrom, rugbrødscroutoner og ærtespirer. Spillet mellem de røgede, ristede toner i både vin og mad, de sødmefulde aromatiske ærter og jomfruhummernes sødme og bløde konsistens op imod vinens syrlighed og aromatiske frugtnoter var så spot on, at der i sandhed var tale om et match made in heaven.

Og da et af disse sjældne øjeblikke endelig indtræf, så glemte jeg selvfølgelig alt om at tage billeder og lod i stedet mig opsluge sanseoplevelsen og det gode selskab. Det er måske ikke så dårlig en prioritering endda - men det betyder, at I må undvære et billede af den ellers ret så smukke mad og nøjes med et billede af den nu tomme DuMOL-flaske. Sådan kan det gå, når musikken spiller, og englene synger.

DuMOL forhandles i Danmark af KK Wine, og denne englebasse er alle de 480 basseører værd.

Californisk naturvin?

Jeg indrømmer gerne, at jeg var lidt skeptisk, da Kenneth fra KK Wine stak mig et par flasker Clos Saron for nogle uger siden. Jeg har nemlig rigtig mange fordomme om naturvin og det, der ligner: Noget surt sprøjt, som eurofile vinmennesker bilder hinanden ind, at de godt kan lide, fordi det er moderne.

Omvendt har Clos Saron et ret godt omdømme, og californisk naturvin lyder som et så sammensat begreb, at min nysgerrighed var vakt. Og lad mig med det samme afsløre, at hvis alle naturvine smager lige så godt som denne lille sag, så er det ikke sidste gang, jeg vover pelsen med sådan en størrelse.

Nu er jeg imidlertid ikke helt sikker på, at Clos Saron's vine kan karakteriseres som naturvin, fordi det jo er et ret fluffy begreb. Men hovedsagen er, at vinene er lavet med henblik på at lade druerne tale for sig selv: biodynamisk dyrkning, ingen industrigær, ingen syrekorrektion, ingen svovl tilsat under gæring og fadlagring (men altså ikke sulfit-fri), ingen overpumpning af de udblødte drueskaller, ingen klaring og ingen filtrering. Og nok så vigtigt i californisk sammenhæng: Ingen nye egefade.

No additions, substractions, inoculations, corrections, or makeup. New-oak free.
- No shit? -

Efter en tirsdag, hvor jeg i bedste 1. maj-stil snuppede mig en 10 timers arbejdsdag, var tidspunktet for at prøve fænomenet så kommet, og valget faldt på 2011 Clos Saron Carte Blanche. Flaske 13 ud af 1134 for at være helt præcis.

Carte Blanche er en  såkaldt 'California White' dvs. baseret på uidentificerede hvide druer fra uidentificerede californiske områder. Lidt mere research gjorde mig dog noget klogere: Vinen er sammensat af en blanding af Albarino, Verdelho, Chardonnay og Petit Manseng, som er dyrket i Lodi sydvest for Sacramento.

Og faktisk havde jeg nået at tænke Chard, (Viognier) og Albarino, inden jeg læste ovenstånde. I know - easy for me to say - men det er altså rigtigt, for vinen har den dér blanding af citron, lime, æble, pære og så noget krydret og let floralt. I min bog rimer det meget godt på Chardonnay og Albarino - og det kan jeg altså ret godt lide! Denne vin er super fin og let at holde af. Den hverken smager, dufter eller føles dogmeagtig eller fejlbefængt, som jeg nok havde forventet. Her kommer smagenoterne:

2011 Clos Saron Carte Blanche
Fin næse med noter af citrus, lidt grønt æble og undertoner af noget let parfumeret, blomsteragtigt. Måske et meget subtilt kemisk strjef? Strukturen er præget af en høj syre, som faktisk passer meget godt til den aromatiske aroma og smagsprofil. Syrlige æbler, æbletobak, kvædete og måske endda lille eksotisk whiff af ananas. Alt i alt en rigtig dejlig og frisk sommervin, hvor man hverken savner  eg, alkoholprocenter eller frugtsødme.

Vinen kan blive din for 180 kroner hos KK Wine - og hvis du skynder dig, kan det være, du får flaske nummer 14.

Kærlighed ved første sip

Min søde veninde og private vinpusher, Helle, havde inviteret til forårssmagning hos hendes arbejdsgiver, Laudrup Vin og Gastronomi. Takket være Helle kender jeg efterhånden en pæn del af Laudrups sortiment, men med omkring 100 producenter på listen har hun heldigvis stadig mange overraskelser tilbage i posen til mig.

Van Volxem stod i mere end en forstand for dagens højdepunkt, høhø

En af dagens rigtige store overraskelser for mig var den tyske Riesling-producent Van Volxem. Og selvom husets winemaker var lidt af skue med sine 2+ meter og  umiskendeligt tyskeragtigt langt hår med undercut og det hele, så var det altså (mest) hans Riesling, der slog benene væk under mig. Det var et af de sjældne tilfælde af love at first sight - altså til vinen.

Før smagenoterne vil jeg bare nævne, at line up'et generelt var på et rigtig højt niveau, og ud over Van Volxem skiller især det new zealandske bord sig ud i erindringen med Dog Point, Pencarrow og Mt Edwards i spidsen. Desuden var stemningen ved den velbesøgte smagning super hyggelig, selvom der til tider opstod lidt kø ved bordene. Jeg tror, de fleste vinelskere vil være enige, også selvom de ikke er veninder med firmaets marketingansvarlige.

2009 Parxet Cava Rosé Titiana

Diskret aroma præget af røde bær. Tør og elegant - en anelse bitter citrus midt på tungen. Men ellers er den præget af de røde bær, som tit findes i blanc de noirs-sparklers men i dette tilfælde uden det ligeledes typiske strejf  af jord/svampe/rugbrød. Clean og crisp og super læskende på en varm sommerdag.

NV Parxet Cuvée Dessert Dolc

Igen en 100% Pinot Noir-baseret cava, og det bæragtige præg går da også igen. Ligeledes er der tale om et relativt behersket udtryk. Sammenligner man fx denne halvsøde sparkler med en typisk Asti Spumante, så er den mindre sød, mindre aromatisk, mindre blomsteragtig. Til gengæld er den friskere, mere læskende og i mine øjne mere oplagt til de mange danske sommerdesserter med friske bær, som vi alle forhåbentlig har i vente.

2010 Dog Point Marlborough Sauvignon Blanc

På mange måder en klassisk new zealandsk Sauvignon Blanc med masser af grønt i næsen (tomatstilk eller drivhus er måske nok den mest rammende beskrivelse). Super stram stil med mere af det grønne i munden og tropiske undertoner af fersken og passionsfrugt. Lækker og lige ud af landevejen.

2009 Pencarrow Martinborough Pinot Noir

En dejlig let Pinot-næse med skovbær og nogle krydrede undertoner. Medium fylde og godt med syre. Fornemmelse af lyse sommerbær i munden og med et ret markant indslag af sort peber. Synes jeg, fornemmede et bittert strejf i eftersmagen. Ikke lige så gavmild som mine favoritter, men den vinder virkelig meget på en lang, lækker eftersmag. Alt i alt en flot Pinot. Dagens bedste af slagsen.

2008 Mt. Difficulty Central Otago Pinot Noir

Lidt funky næse - måske noget, der kunne fortage sig med lidt mere luft. Jeg oplever en gang imellem, at fadenes toastiness giver en lidt ram lugt i yngre vine, indtil de har fået noget luft. Men bagved gemmer der sig en fin spinkel Pinot-næse med de klassiske lyse skovbær. Også lidt sort peber her ikke helt så fremtrædende som i Pencarrow'en. Medium fylde, godt med syre - mangler måske lige den dér ting, man kan falde for.

2008 Mt. Edwards Earth's End Central Otago Riesling

Aspargestis, diesel, brændte dæk, acetone. Kært bange har mange navne. Det karakteristiske 'kemiske' kendetegn ved Riesling er bestemt til stede i denne new zealandske en af slagsen. Det lyder ubehageligt, men det er det ikke. Med en restsukker på 10 procent mærkes sødmen naturligvis tydeligt i denne vin, men den holdes meget fint i balance af masser af syre. Smagsprofilen er præget af  hvid fersken og noget stenet - kridt, flint, kalk (ved selvfølgelig ikke, hvordan den slags smager, men det er de associationer, jeg får). Rigtig fin Riesling.

2011 Van Volxem Schiefer Riesling

Wow - lovely nose (som åbenbart får mig til at slå over i engelsk). Ikke noget af det beskrevne typiske kemiske Riesling-udtryk, men masser af frisk hvidtjørn, fersken og druesukker. Tør, ren og sprød stil. Er vild med, hvordan den virile syre giver plads til en ret flamboyant smagsprofil, som bare sindssygt lækker uden på noget tidspunkt at være tæt på at kamme over. By far den bedste Riesling, jeg nogensinde har sat læber og næse til. Simpelthen breathtakingly gorgeous.

2011 Van Volxem Saar Riesling

Også en fantastisk næse præget af hvide blomster og stenfrugt. Lidt mere power, lidt mindre syre og skarphed i munden. Fremstår lidt mere pleasende, men måske også uden den markante karakter, som gør Schiefer'en så charmerende. Men stadig den vel nok næst-bedste Riesling jeg nogensinde har været i nærheden af. Det er ret sjældent, man støder på en sådan åbenbaring to gange - endda et godt stykke inde i smagningen, hvor mine smagsløg som regel begynder at blive lidt trætte. En stor og dejlig øjenåbner for denne druesort, jeg aldrig rigtig har dyrket.

2004 Muga Prado Enea Gran Reserva Rioja

Lidt funky næse med krydrede indslag og mørk frugt. Dagens første tannin-bid og også godt med syre. Smagsprofilen var lidt svær for mig at få hold på, sandsynligvis fordi jeg ikke drikker ret meget spansk rødvin. Men jeg fornemmede da en base af mørk, syrlig stenfrugt, som fik selskab af lidt tobaksdåse, lidt læderpenalhus, lidt peberkværn. På sin vis en super fin vin - jeg har bare ikke helt vænnet mig til denne stil endnu.

2008 Yering Station Yarra Valley Chardonnay

Fin Chardonnay-næse med en toasty bund af egefade og overtoner af diskret citrus og lidt bagt æble. Lækker blød mundfornemmelse og behagelig eftersmag, hvor fadene giver slip før frugten. Ikke en type vin, der for alvor skiller sig ud i sådan en stor smagning - den fortjener nok mere koncentration og friskere smagsløg hos smageren.

Parker Coonawarra Estate Terra Rossa First Growth Coonawarra Bordeaux Blend 

(this one goes out to you, Jesper :))

Ret cab'et næse med blommer, solbær, salvie og timian. I munden var det første gang jeg fornemmede alkoholen, som bider lidt. Men ellers er mundfornemmelsen ret lækker med bløde tanniner, masser af fylde og rundhed. Smagsprofilen er præget af mørk frugt a la solbær, brombær, boysenbær, sorte blommer og lidt peber, sort te og vanilje. Ikke så pokkers langt fra en god Napa Cab i udtrykket. Kunne godt se mig selv dele en flaske af denne slags over en god grillet herre-bøf til sommer.

Strandet

Jeg er strandet i København. Det er en lang og for at sige det på godt jysk TRÆLS historie, som ikke fortjener at blive fortalt igen. Det korte af det lange er, at jeg savner min Lars, mine katte, mit Californien, sol og 20 grader - og selvfølgelig alle mine skattebasser i vinskabet.

Jeg vender hjem til Californien en gang i næste uge, om alt går vel, (knock on wood, spyt over højre skulder, tis over kors, kryds fingre, bed Fadervor), og i mellemtiden har jeg heldigvis selskab af dejlige venner og familiemedlemmer. Jeg bor under luksuriøse forhold hos min søster, som nusser om mig og lægger øre til mine frustrationer. Og min gode veninde Helle er oven i købet en lige så stor vinentusiast som jeg, så vi nyder chancen for at nørde igennem og ikke mindst nyde nogle skønne flasker, som hun har udvalgt fra hylderne på sin arbejdsplads, Laudrup Vin og Gastronomi.

Og det er virkelig godt at have sådan en well connected veninde i baghånden, når man er i Danmark, for hvor er udvalget dog trist, når man frekventerer danske supermarkeder. Og ligefrem dybt tragisk bliver det, når man ser på det sørgelige udvalg af californiske vine på supermarkedhylderne - det kan de næsten ikke være bekendt. Jeg græmmes lidt på vegne af den californiske vinbranche og håber, at flere forbrugere finder frem til de mange entusiastiske små importører, som tager mere interessante vine hjem fra det vilde vesten.

Men der er selvfølgelig opmuntrende undtagelser i supermarkederne, og jeg er stødt på to af dem:
Selaks 2010 Marlborough Sauvignon Blanc fra New Zealand til en 50'er i Netto/Føtex er super god value for money, hvis du spørger mig. En ret klassisk en af slagsen med masser af 'grønne' noter (pyrazine - minder mig lidt om tomatstilk), hvide blomster i næsen og et strejf af tropiske frugter. Frisk, sprød, aromatisk og tør. I like!

En anden undtagelse er Salentein 2010 Valle Uco Mendoza Reserve Pinot Noir fra Argentina. Mørk frugtnæse, et strejf af lakridste og tørrede blomster, rund og behagelig, medium fylde og en god syrlighed. Det er måske ikke stor vinkunst, men fin kvalitet til de 70-80 kroner, de tager for den Føtex.

Men det ville jo ikke gå uden rigtig, rigtig god vin, og det har Helle leveret i flere omgange. Hun er også glad for vine fra New Zealand, og forleden lod jeg mig forkæle med to rigtig lækre Chardonnay'er fra det grønne tågeland, nærmere bestemt Pencarrow Estate 2009 Martinborough Chardonnay og Te Mata Estate 2009 Woodthorpe Vineyard Hawke's Bay Chardonnay.

De to vine skulle vise sig at være ret forskellige, selvom slægtskabet i form af elegant citrus og super velproduceret sprød renhed bestemt er til at få øje på. Men et mere markant indslag af egefade i Pencarrow'en gjorde den til en lidt rundere, fyldigere, mere vaniljet og lidt mere toasty oplevelse end den lettere, strammere og super stilrene Woodthorpe. Begge er særdeles anbefalingsværdige og gik fint til lette spanske tapas, kylling og pasta med citron og marscapone. Den slags og Helles dejlige selskab hjælper bestemt på hjemve.

Trænger du også til god trøste-vin, så finder du disse lamsebamser hos Laudrup Vin og Gastronomi (Helle har hvisket i mit øre, at Pencarrow '09-eren er udsolgt, men de har masser af 2010-udgaven på lager).

Californiske highlights: Et lynhurtigt overblik

Her til morgen fik jeg en mail fra en dansk læser, som er bosiddende i San Francisco. Han er også vinnørd og spurgte, hvilke steder jeg synes, han skal besøge, mens han er her. Her er et lille udsnit af mit svar - som selvfølgelig blev alen langt. Det er den risiko, man løber, når man beder mig udbrede mig om californisk vin. Nedenstående giver imidlertid et nemt, hurtigt overblik over gode wineries og regioner, som er et besøg værd. På lidt længere sigt vil jeg lave nogle mere udførlige mini-guides med billeder og det hele i stil med denne, men for andre områder:

Lyn-overblik over highlights i det californiske vinland:

Mine Sonoma-favoritter:
Rochioli: En af de første seriøse Pinot-producenter i området. Deres 2009 Estate Russian River Valley Pinot Noir er en af årgangs bedste. Tasting room'et på West Side Road er simpelt men super hyggeligt med picnic terrasse, hvor du kan indtage din madpakke og udsigten over vinmarkerne.

Williams Selyem: Du skal være på deres medlemsliste for at besøge dem, men de producerer et stort udvalg af Pinot'er, som svinger fra medium til stor fylde, men altid med lækre skovbærnoter.

DuMOL: Har ikke noget tasting room, men deres vine er topklasse - både Syrah og Pinot. Det er store basser, men de er stadig elegante og velbalancerede.

Lynmar Estate: Smukke omgivelser, lækkert tasting room og super god Pinot og Syrah - begge i den mørke, koncentrerede, fyldige stil.

Merry Edwards: Super Pinot og legendarisk Sauvignon Blanc - sidstnævnte i den halvsøde ende, som jeg i en blindtest helt sikkert ville forveksle med en Gewürtz. Hyggeligt lille tasting room.

Hartford Family Winery: Ligger smukt i Forrestville og laver fantastisk Pinot under navnet Hartford Court.

Mine Napa-favoritter

Stag's Leap Wine Cellars: Legendarisk Cab-producent og en af de bedste, jeg har smagt.

Alpha Omega: Nyere producent, men de laver virkelig god Cab, som er velbalanceret og 'stram' sammenlignet med mange andre Napa Cabs.

Schramsberg: En af de bedste sparkling producenter i CA. Bestil rundtur og tasting i god tid - det er det hele værd.

Domaine Carneros: Også topklasse sparkling wine. Ligger i Carneros lidt syd for Napa. Et meget fancy 'fransk' slot.

Darioush: Super lækker Cab, Chard og Viognier. Sjove omgivelser i det luksuriøse persiske tempel.

- og så er der jo alle giganterne, som man næsten bør opleve: Mondavi, Rubicon, Beringer, Freemark Abbey, Beaullieu Vineyard osv.

Områder, som ligger mere end en dagstur væk fra San Francisco:

- Jeg planlægger en snarlig tur sydpå for at udforske vinlandet omkring Santa Barbara og Paso Robles, så stay tuned på bloggen.

- For en lidt anderledes vinoplevelse er Sierra Foothills et besøg værd (overnat evt. i den historiske guldgraverby Nevada City).

- Og Anderson Valley i Mendocino County er super smuk og huser mange fine producenter, bl.a. Roederer Estate Anderson Valley (sparkling).

- Og endelig the True Sonoma Coast helt ude ved Highway 1 nord for Sonoma. Her er usigeligt smukt, og du finder bl.a. Hirsch, Cobb og Fort Ross Vineyards, som alle laver fine, spinkle, elegante Pinot'er, som tydeligvis har den burgundiske stil som forbillede.

Store ambitioner hos Alpha Omega

Springvandet, der ikke er et springvand. Men smukt ser det i ud solnedgangen med Mayacamas-bjergene i baggrunden.

For et par dage siden var vi på besøg på Alpha Omega Winery, hvor danske Henrik Poulsen er Assistant Winemaker og i tilgift en fortrinlig guide og formidler af vineriets historie, filosofi og fremstillingsteknikker. Det er altid en fed oplevelse at få mulighed for at tale med de folk, som virkelig har fingrene i maskineriet i vineriet og kan fortælle om de store og små beslutninger, som påvirker slutresultatet - og dette tilfælde var ingen undtagelse.

Alpha Omega blev grundlagt i 2006 og ligger midt i Napa Valley ud til Saint Helena Hwy lidt syd for Saint Helena by. Investorerne bag Alpha Omega har haft kapital nok til at lægge temmelig ambitiøst fra land med totalrenovering af tasting room og produktionsfaciliteter. Vineriet kom da også godt fra start med fine anmeldelser af 2006 og 2007-årgangene, som rundede de 94 pt (fra Wine Spectator og Wine Enthusiast) for deres topvin 'Era' og for deres Napa Valley Chardonnay.

Lige til plakaten for min nye film: 'Tim & Bom i vinlandet' (det er Bom til højre)

Winemaker Jean Hoefliger og Henrik Poulsen er begge af den gamle europæiske skole, som er flasket op på Bordeaux og foretrækker en lidt mere behersket, subtil stil, end man ellers traditionelt finder i Napa Valley. Men d'herrer eksperimenterer også med nye teknikker og gør blandt andet i vidt omfang brug af fadgæring, som efter deres mening skaber vine, der er drikkemodne lidt tidligere end ellers, men som samtidig har et stort lagringspotentiale. Der foretages ingen kompromiser på bekostning af kvaliteten, man har det bedste udstyr, 23 mennesker er klar ved sorteringsbæltet, når druerne kommer ind, og man køber druer per acre fra Napa Valleys bedste vinmarker, herunder Andy Beckstoffers legendariske To Kalon og Missouri Hopper vinmarker, samt også fra Stagecoach og Hudson. Som Henrik sagde: 'Det er faktisk svært at finde på en undskyldning, hvis vores vin ikke er af høj kvalitet'.

Henrik er en super flink fyr og en fantastisk guide. Og frem for alt en vidende og dygtig vinmager.

Vi fik lov at smage på husets 2010 Sauvignon Blanc, som er den eneste estate grown vin, som huset laver. Der er tale om en frisk og saftig sag, som er rig på frugtnoter som hvid fersken og pink grape. En rigtig god køler, når temperaturen runder de 30 grader i dalen, som den gjorde, da vi slog vejen forbi vineriet.

Derudover smagte vi på en del fad prøver fra 2010-årgangen:
De to ufiltrerede Chardonnay'er var friske og livlige, og især den første bød på dejlige meyer lemon nuancer, som var et godt modspil til fadenes buttery præg. Jeg har svært ved at fremskrive vinene til om to års tid, når de frigives til salg, men de tegner meget lovende, især hvis de bevarer den frugtige friskhed.

Dernæst smagte vi fire enkeltmarksvine (to forskellige To Kalon, en Stagecoach og en Missouri Hopper). Også disse vine er i deres spæde ungdom, men jeg var positivt overrasket over, at de tegnede til at blive mindre søde, mindre bombastiske og lidt mere stramme i stilen uden at slå en New World Girl som undertegnede af pinden.

Lækkerier i lange baner

Endelig smagte vi på 2010-udgaven af topvinen Era, som normalt er et blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Petit Verdot. Den var tydeligvis rundere i stilen med blødere tanniner og mere udtalte frugtnoter, uden at der går bulderbasse i den.

Alpha Omega er et af de nyere vinerier, som fra starten har stilet højt og prissat deres vine med vanlig amerikansk selvsikkerhed. Cab'erne starter ved $84, og er du så heldig at stå højt nok på mailinglisten til at få tilbudt topvinen Era, må du slippe godt og vel $185 for den. Men før du slagter sparegrisen, så sørg lige for at blive skrevet på mailinglisten, for der er rift om disse vine.

Jeg kan varmt anbefale at slå vejen forbi Alpha Omega, der byder på alt, hvad man kan ønske sig af et fancy pancy Napa Valley tasting room med springvand (som teknisk set er et anlæg, som skal forhindre frost, da installering af et springvand kræver en særlig tilladelse fra Napa County) og en fremragende udsigt til Mayacamas-bjergene mod vest. Vinene forhandles ikke Danmark, så der er faktisk ingen vej uden om et besøg i Napa Valley, hvis du vil smage disse fine vine.

Kan vi ikke bare elske hinanden og drikke noget vin?

Kulturkampen mellem Europa og USA har stået på i århundreder og er et ret underholdende fænomen at betragte. Ikke mindst, når man som jeg har et ben i hver lejr. Mens amerikansk populærkultur for længst har indtaget det meste af verden, holder mange europæere stadig fast i forestillingen om, at vores kultur er mere sofistikeret, uanset om man taler om kunst, gastronomi, underholdning, filosofi, videnskab osv. Og europæerne har unægtelig fordelen af at have været først med det meste, også inden for vinens verden. Til gengæld har amerikanerne på mindre end 300 år indhentet og i visse tilfælde overhalet europæerne på talrige områder, og de har med vanlig selvtillid gjort en masse europæiske domæner - ikke mindst vin - til deres egne.

Fra midten af 1970'erne har amerikanerne produceret vin, som stod for en helt anden og mere publikums venlig stil, end den europæerne i århundreder har trakteret deres publikum med. Det samme gjorde andre New World-producenter i Sydamerika, Australien, New Zealand, og senere kom Sydafrika også til. De nye opkomlinge tog store markedsandele fra de gamle lande, hvor nogle reagerede med et arrogant skuldertræk, mens andre forsøgte at tilnærme sig den nye populære stil. Men på trods af de nye landes bragende succes, så er det stadig ikonerne fra især Frankrig, der er benchmark den er dag - både kvalitativt og deskriptivt. Koldklima Pinot'er og Chardonnay'er fra Californien beskrives ofte som 'Burgundy-style', og for flere og flere californiske producenter er de ikoniske Grand Cru'er fra Bourgogne forbilledet frem for de californiske ny-klassikkere fra fx Kistler og Marcassin.

Det er sikkert min gode opdragelse af to søde og velmenende forældre af 68'er-generationen og masser af rundkredssessions i børnehaven i Vodskov, der sætter sig igennem nu, men hvor ville jeg ønske, at vi bare kunne anerkende og glæde os over forskellene og bekymre os mindre om, hvad der er finest. Tænk lige over det her: Hvor langt ude er det lige, at kloge, erfarne vineksperter for alvor mener, at det kræver mere følsomme smagsløg at kunne sætte pris på europæisk vin, og at europæisk vin (og dermed folk, som nyder europæisk vin) er i besiddelse af bedre smag? Man behøver ikke en universitetsgrad over Erasmus Montanus-niveau for at indse, at man uden videre kunne fremføre samme argument med omvendt fortegn om New World-vin, som mange eurofile drankere har svært ved at sætte pris på. De skal nok bare træne deres smagsløg lidt mere, så de bliver avancerede nok til at kunne sætte pris på de finere varer.

Under alle omstændigheder føler jeg mig ikke rykket i troen på, at vi først og fremmest præges af de smagsindtryk, vi er blevet flasket op på, og derfor sætter mange europæere pris på europæisk stil og vice versa. Hvis vi vil prøve noget nyt, kræver det tilvænning og træning af smagsløgnene, så man kan detektere og sætte pris på de nye smagsindtryk.

Anyway, som tidligere fremført på denne blog, så tror jeg, at de bedste, mest balancerede vine, er dem, der nærmer sig midten af spektret, hvor det solmodne, fyldige, fruitforward islæt fra Californien er balanceret af et mere syredrevet, mineralsk, multifacetteret islæt fra de gamle lande. Og jeg vil gerne underbygge min pointe med to gode eksempler - et fra hver sin side af dammen. Hanzell forhandles i Danmark af Copenhagen Wine og er bestemt værd at tjekke ud, uanset om man har frankofile eller cowboy-smagsløg. Domaine Simmonet-Febvre forhandles i Danmark af Chris Wine Nordic.

2008, Hanzell, Sonoma Valley, Chardonnay (Pris: $55 eller DKK 390 hos Copenhagen Wine for 2006-årgangen): Relativ spinkel næse med hints af grønne æbler og citron.  I munden stadig tilbageholden, elegant, med dejlige noter af mere æble og citrus, men også noget mere krydret - fik mig til at tænke tilbage på juleindkøbenes kandiserede æbler. Med masser af syre, uden at den bliver utilnærmelig og svær at få has på. Super frisk og lækker til fx kammuslinger, som med deres søde smag og fede fornemmelse har godt at lille syrekick.

2006 Domaine Simonnet-Febvre Chablis Grand Cru 'Les Clos' (Pris: $65): Et strejf af noget eksotisk frugt i næsen. Skolekridt (den rigtige slags, ikke lakridserne), Golden Delicious æble,  Meyer Lemon, slutter af med et strejf af toastet eg. Masser af syre, ret fyldig vin, men stadig elegant. Den slags vin, hvor det komplekse kommer til at fremstå som let og tilgængeligt. Det kræver ikke en ph.d. i vindruk at nyde denne vin, selvom den helt sikkert også ville være noget for sådanne typer.

Skål og peace on Earth!

Dogme-vin fra der hvor GPS'en for længst er stået af

I Danmark har vi spradebassede københavnere vs. sindige jyder. I den internationale vinverden har vi vulgær New World vin vs. stramtandet Old World vin. Og i Californien har vi Hollywood-agtige Napa Valley vs. dogme-agtige Sonoma Coast - the TRUE Sonoma Coast, vel at mærke. Ikke overraskende for dem, som kender mig, vil jeg helst have det hele. Og forleden fik jeg så lov at opleve kulturen, arbejdet og ikke mindst vinen på den første og muligvis mest prominente vingård på den hard core true Sonoma Coast, nemlig den legendariske Hirsch Vineyards and Winery.

Storslået vista på vejen op til Hirsch Vineyards and Winery

Her ligger vinmarkerne spredt på næsten ufremkommelige bjergskråninger med fantastisk udsigt over Stillehavet kun syv kilometer væk. Med en gennemsnitlig årlig nedbør på knap tre gange så meget som i Danmark (og det hele falder i vinterhalvåret), stort set daglige kolde tågebanker, som vælter ind fra havet, og tørre til tider stegende hede sommerdage er vindyrkning på disse kanter ikke en hyggelig fritidshobby. Det er benhårdt arbejde. Til gengæld er her fabelagtigt smukt på en lun solskinsdag, som forleden hvor vi besøgte Hirsch. Folkene på vingården er iført gummistøvler, skovmandsskjorte, kasket og jeans - alt sammen i en stand som vidner om det temmelig beskidte arbejde i markerne og i vineriet. Men de har tid til en snak og et glas eller tre med de gæster, der har fundet hele vejen ud til deres lille helle på trods af svigtende GPS og køer på vejene.

Et hyggeligt bekendtskab, vi gjorde på vejen.

En sød, hurtigt-snakkende Jasmine Hirsch (datter af vingårdens grundlægger David Hirsch) mødte os, lettere stresset, men i et utroligt humør og med en fantastisk fortælleglæde. Trods travlhed og stress gav hun sig tid til halvanden times rundvisning og tasting - det er en helt anden form for luksus, end den der møder en i Napa Valley. Her fik vi straight talk om, hvordan fejltagelser i planlægningen og dyrkningen af markerne endte med at give husets bedste druer, og om hvordan David Hirsch og hans vineyard manager Everado Robledo (en stjerne inden for sin metier) stadig efter 30 år eksperimenterer og forsøger at vriste hemmelighederne ud af områdets unikke terroir. En anden af husets beskedne men store stjerner er winemaker Ross Cobb, som bl.a. også har slået sine folder hos Williams Selyem. Ham mødte jeg, da jeg skulle finde toilettet (som for øvrigt var placeret i vineriets bogholderi og depot til kontorartikler).

Billedskønne Pinot Noir-stokke med spæde skud

Jasmine Hirsch fortæller, mens hjertehusbond-Lars og svigerfar-Mik lytter.

Og så fik vi heldigvis også lov til at smage på en lille håndfuld af husets vine:

2008 Estate Chardonnay: Frisk, syre-drevet, bourgogne-stil med meget lidt egetræ. Stram og spinkel i stilen. Her er noget for kræsne old world-tunger.

2008 Bohan Dillon Estate Pinot Noir: Årgangens skovbrande har sat et tydeligt spor på denne vin, som har et markant røget præg. Nogen er vild med det, andre vil se det som en fejl i vinen. Men ellers en spinkel, elegant vin, som minder mere om ribs og tranebær end om fuldmodne vilde hindbær og jordbær, som ofte kendetegner Pinot Noir fra Russian River Valley længere inde i land.

2007 M Estate Pinot Noir: Lidt mere power, men stadig slank og elegant. Meget tilbagetrukket egefadssmag af ristet vanilje under en ren, frisk smag af røde sommerbær.

2007 San Andreas Estate Pinot Noir: Absolut min favorit. Masser friske sommerbær og så det der hint af anis, som kendetegner de bedste Pinot'er i mine øjne. Stadig elegant og relativt spinkel sammenlignet med fætrene fra Russian River Valley, men med en blød og pleasende mouth feel, som man kun kan elske. Namme-nam siger jeg bare, for nu at bruge et udtryk fra den finere vin-lingo.

Du behøver ikke tage hele vejen til Sonoma Coast for at smage på sagerne (selvom det bestemt ville være turen værd).  Du kan nøjes med at tage turen til Charlottenlund eller daffe ind på Indernettet og besøge KKwine, som importerer alle de nævnte vine. Enjoy!

Jasmine Hirsch et moi - et fantastisk minde til samlingen.

Et PS til de hardcore vinnørder: Et par håndfulde at de velansete 'True Sonoma Coast' producenter, herunder Hirsch, har stiftet en forening, som vist først og fremmest skal give dem synlighed og skille dem ud fra den rodebunke af et vindistrikt, som går under navnet Sonoma Coast. The West Sonoma Vintners, som foreningen hedder, afholder blandt andet en festival, hvor man kan stifte nærmere bekendtskab med de prominente producenter og deres vine. Det sker den 5.-7. august i Occidental, ca. en times kørsel nord for San Francisco - så hvis du er i nabolaget og sætter pris på god, ikke alt for frugtbombet vin, så skulle du måske slå vejen forbi. Læs mere om The West Sonoma Vintners på Fermentation Blog, som altid byder på branche-nyheder for vinnørder.