søndag den 5. maj 2013

Til fest hos familien Laudrup


Stemningen var løftet og en smule hektisk i lagerhallen hos Laudrup Vin i går. Vejrguderne havde velsignet vinfolket med det dejligste vejr, og uden for lageret på parkeringspladsen nød en del af gæsterne solen tilsat et skvæt vin og senere på dagen også Henrik Boserups grillede guf.
Forårsglade gæster nyder sol og vin ad libitum

Inden for var flere end 30 winemakers fra hele verden trommet sammen og præsenterede deres flotte vine, og imens summede Laudrup-folkene omkring som travle bier. Der skulle skænkes op, spittoons skulle tømmes, brødbakker fyldes op, og ikke mindst skulle anseelige mængder vin langes over disken.
Roman fra Van Volxem. Måske min yndlings-winemaker - mest på grund af håret, højden og Schwarzenegger-accenten. Vinen er modsat Roman let og feminin og en af dagens vinøse højdepunkter.
Laudrup Vin fylder 20 år, hvilket er blevet fejret over de sidste par dage, og kulminationen var den store jubilæumsmiddag på Bistro Boheme i går aftes. Og what a night! Fantastisk menu, topvin efter topvin blev skænket ud i rigelige mængder, men bedst af alt var stemningen - som en glad og overdådig familiefest, hvor slægtninge fra nær og fjern fejrede den kære fødselar. I går var vi alle en del af familien Laudrup Vin.
Bevæget øjeblik, da Laudrup Vins grand old man, Ebbe Hansen, takkede af.
Dans mellem bordene under middagen. Spektakulært syn at betragte glade gæster og winemakers fra nogle af de bedste vinhuse i verden give den gas på gulvet.
Jeg har gennem årene haft anledning til at mænge mig med en mange folk i vinbranchen både i Californien og Danmark. Og det slår mig ofte, at det er en branche, der tiltrækker de mest udadvendte, festlige og sjove mennesker, der sjældent misser en anledning til god mad og vin, hvilket ofte udarter til fest langt ud på natten. Jeg ved godt, at vinbranchen også er benhård, ramt af krisetider, kræver hårdt arbejde både af producenter og importører, hvis de skal klare sig i længden. Men det er stadig en branche, der har det søde liv som omdrejningspunkt og drivkraft - og det nød vi alle godt af i går.
Søde Hellepels. Marketingansvarlig hos Laudrup vin og min faste partner in wine.
Line og Lasse - livsnydere par excellence
Og nå ja, vinene. Hvad med dem? Stemningen var ikke til at tage smagenoter, men et par highlights skal lige nævnes her: 2011-årgangen fra Van Volxem levede op til og overgik måske endda forgængeren. Eminent velbalanceret, tør og aromatisk Riesling fra Saar-regionen i Tyskland. Et must-have til sommerens lette danske køkken.

2009 Eben Sadie Columella - en sydafrikansk GSM blend, som bød på smukt afstemte mængder mørk stenfrugt, anis, sort peber og et herbalt touch. Lækker mundfornemmelse med elegante tanniner, der ikke kradser mere, end de skal. 

2007 Yarra Yerring Underhill Shiraz imponerer altid, lige som 2011 Jasper Hill The Sisters gør det. Begge eksempler på, at aussie Shiraz er meget mere end billig, jammy supermarkedsrødvin til din grillmad.

2 kommentarer:

  1. Mums mums, godt indlæg :)

    Desværre kunne jeg ikke deltage, da jeg selv frekventerede et par københavnske vinbare - ville ellers gerne. Jeg håber på endnu en sensommersmagning, senere på året ;)

    Hilsen Jesper

    SvarSlet
  2. Hej Jesper,
    Ja, det var godt - og tak for roserne :)
    Du må joine familien til september. Har du i.ø. set, at der er californisk vinsmagning i EB/Politikens hus den 24-25. maj? Jeg tager derind lørdag - ses vi?
    Bedste hilsener. Nanna

    SvarSlet