Der findes wienerbasser, skattebasser, bulderbasser, liderbasser, bassemænd og panserbasser - og heldigvis også englebasser |
Vinen var en af de bedste Chardonnay'er, jeg kan huske, jeg har smagt, nemlig en 2009 DuMOL Russian River Valley 'Chloe'. En fyldig , cremet, vaniljet, toastet skønhed med liflige Meyer Lemon-noter, lemon drops, tørret figne og abrikos og den der let røgede aroma, man mest fornemmer i eftersmagen som et tyndt fint lag, der dækker ganen. Det er en vin, der har så meget karakter, at man skal være i humør til den, men så er den også - i hvert fald i mine øjne - nærmest uovertruffen inden for sin kategori.
I weekenden blev den nydt i godt selskab til en forret med jomfruhummer, ærte/avocadopuré, rygeost, rødløg, sikrom, rugbrødscroutoner og ærtespirer. Spillet mellem de røgede, ristede toner i både vin og mad, de sødmefulde aromatiske ærter og jomfruhummernes sødme og bløde konsistens op imod vinens syrlighed og aromatiske frugtnoter var så spot on, at der i sandhed var tale om et match made in heaven.
Og da et af disse sjældne øjeblikke endelig indtræf, så glemte jeg selvfølgelig alt om at tage billeder og lod i stedet mig opsluge sanseoplevelsen og det gode selskab. Det er måske ikke så dårlig en prioritering endda - men det betyder, at I må undvære et billede af den ellers ret så smukke mad og nøjes med et billede af den nu tomme DuMOL-flaske. Sådan kan det gå, når musikken spiller, og englene synger.
DuMOL forhandles i Danmark af KK Wine, og denne englebasse er alle de 480 basseører værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar