Wildcardet fra Samsara

Chad og Mary Melville kan godt lide at svede for deres Pinot. De lægger kræfterne i de nøje udvalgte parceller i Central Coasts Sta. Rita Hills. 'Vi er vinbønder, ikke vinmagere', skriver de på deres hjemmeside. Og så krydrer de filosofien med bevingede ord om, at Samsara betyder 'livets evige cirkel' på sanskrit, og at livet som bonde er en eksistentiel livslektion i ydmyghed. Det er så dejlig flippet californisk, at man næsten kun kan holde af dem.

Chad og Mary tror også 'low or no intervention' i vineriet. Druerne skal tale uden at blive afbrudt af fx industrielle gærtyper, masser af egefad og anden djævelskab. Ingen maskiner, tak. Druernes udtryk skal blot hjælpes frem af nænsomt manuelt arbejde. Det er klart, at Chad og Mary også tror på whole cluster fermentation - altså at man lader druerne gære med stilk og det hele.

'Gæring af hele klaser er et wild card', har Michael Browne fra legendariske Costa Browne engang udtalt til The Pinotfile. Går det godt, får man kompleksitet og rene noter af jord, tobak, sort og hvid peber. Går det knap så godt får man en herbal, vegetativ vin ud af anstrengelserne. Og selvom det måske også lyder dejlig flippet, så er det sjældent en god ting i vinens verden.

Pinot'en fra Samsara havde godt af lidt modspil til den tanninrige struktur. Men i al beskedenhed kan min specialty pizza med gedeost, rødløgsbalsamico-kompot, pærer, prosciutto og rucola også stå model til det meste.  

Her til aften smagte vi så frugten af Chad og Marys anstrengelser i vinmarken og deres gamble med de hele klaser. Og desværre er wildcardet ikke faldet ud til den heldige side, hvis du spørger mig. Jeg kan godt detektere de gode smagsindtryk, som Michael Browne omtaler, men jeg fornemmer jeg også en kantet og rå struktur fra stænglerne, som jeg ikke synes klæder en CaliPinot. Men bedøm selv. Her kommer smagenoterne:

2010 Samsara Rancho La Vina Vineyard  Sta. Rita Hills Pinot Noir

Brombær, cassis, sort peber, brændestak, sød bacon, røg, muldjord i næsen. Ikke klassisk Cali. Ikke klassisk Pinot. Kantede tanniner dominerer strukturen - og masser syre. Medium fylde. Smagsindslag af multebær, brombær og ribs.

Uden tvivl interessant, at støde på dette lettere burgundiske udtryk i en CaliPinot - men et stykke fra, hvordan jeg foretrækker dem. Er du derimod til de lidt mere stramme, old world Pinoter - og det er der jo mange, der er - så kan den blive din for 330 bobs hos KK Wine.

Bare hver dag var Lucia-dag

Stillehavet påvirker klima og kyst og omkring Monterey. Men ikke mig. Jeg er cool.

Californiens Central Coast-region strækker sig 500 km fra San Francisco i nord til Santa Barbara i syd. Starter du i San Francisco og kører mod syd, skifter vejret gradvist fra noget, der kunne minde om køligt dansk sommervejr til et lunt og lækkert surfervenligt klima. 

Når du har kørt cirka en tredjedel af vejen, kommer du til Monterey County. Her finder du blandt andet rigmands-kunstner-boheme-ghettoen Carmel, hvor Clint Eastwood engang var borgmester. Vi er i Steinbeck-land, og besøger du Montereys historiske Cannery Row, kan du med lidt god vilje stadig forestille dig Steinbecks karakterer, der kæmper for overlevelsen under 1930'ernes depression.

Det store Stillehav former både kyst og klima på disse kanter - begge dele er råt og smukt. Tågen er en fast sommergæst, som kigger forbi dagligt og trækker flere kilometer ind i landet. Ikke så godt for turisterne, men rigtig godt for de mange vinmarker, hvor køligheden forsinker druernes vokseværk og holder sukkerindholdet nede i et fornuftigt leje.

Bevæger du dig nogle kilometer ind i land og op på toppen af den lille bjergkam Santa Lucia Range, der løber nord/syd langs med kysten, kan du på den anden side se ned på en lille eksklusiv vinregion, der strækker sig op ad bagsiden af kammen. Her får tågen selskab af en kølig Stillehavs-brise, der bliver trukket fra Monterey Bay ned igennem Salinas-dalen for foden af kammen. Summen er et ideelt mikroklima for kuldeelskende druesorter som Pinot Noir og Chardonnay, der her får en tidlig blomstring og en lang, jævn vækstsæson, som sluttes med en tør høstsæson og fuldt modnede druer.

Vinregionen hedder Santa Lucia Highlands og er - sammen med 'the true Sonoma Coast' - den region i Californien, der i disse år rykker allermest på Pinot-fronten. Her er nye shooting stars, og så er der the megasuperstar Gary Pisoni, der har dyrket druer i regionen siden 1982 og er kendt både for sine egne vine og for de mange Pisoni-vine, som andre topproducenter fremstiller på hans eftertragtede druer. Det sidste er en ære, der kun tilfalder klenodier som Hirsch, Rochioi, Bekstoffer og deslige.

Pisoni producerer selv to cuveer - topvinen Pisoni Estate, som sælges til 'members only' og 2nd label vinene Lucia, som er lidt nemmere at få fat i, hvis du ved, hvor du skal lede. Derfor er det også lidt af en fjer i hatten for Kenneth, manden bag danske KK Wine, at han har fået Pisoni i stald og nu kan tilbyde danske vinelskere muligheden for at smage ikke alene Lucia, men også Pisoni Estate.
 

En vaskeægte stunner!

I går lagde vi ud med 2011 Lucia Santa Lucia Highlands Pinot Noir, der er et blend af druer fra de tre vinmarker Pisoni, Gary's og Sobranes. Og hold nu kæft hvor er det en flot vin. Ung og lige landet og alligevel utrolig sammenhængende og fyldt med selvtillid. Lag af hindbær mellem kværnet sort peber, fenikelfrø, kardemomme og et strejf af vanilje. Fyldig og med blide tanniner, der strammer lidt op uden at kradse for meget. En vin, der wauw'er både 1., 2. og 10. gang, man stikker mulen i den - men pas på. Du bliver SÅ hooked.

Du finder den hos KK Wine for sølle 280 kroner. Det er altså en helt OK, både i forhold til kvalitet, og når man ved, at den står i $40 i sit hjemland. Good work, Kenneth :)

Ellevild med Melville

Melville - altså ikke Herman med den store hvide hval, men Ron med de gode Pinot'er og Chardonnay'er fra Sta. Rita Hills på Californiens Central Coast - har sendt et fint udvalg af 2010-årgangen til Kenneth KK Wine, som var flink nok til at kigge forbi og aflevere et par flasker til mig for noget tid siden.

Efter en spektakulær 2009-årgang for Pinot i stort set alle regioner i Californien, kom både producenter og forbrugere ned på jorden igen i 2010, hvor et koldt og vådt forår fulgt en meget varm sensommer og efterår gav en kort vækstsæson, som blev rundet af med regn i høstsæsonen. Ikke katastrofalt, men langt fra optimalt. Derfor er det spændende at se, hvem der har klaret skærene med 2010-vinene, der rammer Danmark i disse måneder.

Her på Frederiksberg er vi snart på vej ind i fjerde måned i arbejdstøjet i vores nye lejlighed, så de fleste glas vin falder på et meget tørt sted hos os. Men Melville kan mere end bare slukke tørsten og blødgøre spændingerne i ømme arbejdsrygge og -arme. Melville leverer generelt vine i mellemprisklassen og kvalitet i klassen over. Estate-vinene ligger i omegnen af 250 kroner, mens enkeltmarksvinene sniger sig op på 340-360 kroner. Og lad det være sagt med det samme, at Melville har bestået prøvelserne i 2010. Formentlig blandt andet takket være deres estimerede winemaker Greg Brewer, der også kendes for sit eget eksklusive mærke, Brewer-Clifton. 

Af Melvilles 2010 Pinot'er har vi smagt på estate-udgaven og single vineyard-vinen 'Carrie's'. Begge flotte vine, men især 'Carrie's' skilder sig ud. Her kommer smagenoterne:

2010 Melville Carrie's Sta. Rita Hills Pinot Noir

Flot krydret Pinot-næse med noter af skovbær, lidt frisk timian og ristet fad. Fyldig, mørk og rund i munden med dyb frugtighed præget af sorte sommerbær, hvid peber, vanilje og sort blomster-te. Super flot Pinot og et godt eksempel på Central Coast Pinot'ernes karakteristiske krydrede præg.

2010 Melville Estate Sta. Rita Hills Pinot Noir

En klassisk Central Coast Pinot med vilde bær og igen et tydeligt krydret præg. Hindbær, kirsebær, sort te, sort peber, lidt mynte og salvie. Skiller sig især ud fra Carrie's ved at være en lidt enklere og en anelse mindre poleret i strukturen. En rigtig flot Pinot til prisen.

Begge vine finder du hos KK Wine.

Hirschlig Pinot

Årgang 2010 fra Hirsch er sluppet løs, og jeg fangede takket være KK Wine en enkelt model af slagsen, nemlig St Andreas Fault Pinot Noir - og what a catch!

Elegant, florlet røde bær, et strejf af engelsk lakrids og hybenrose. Let på fødderne og super forførende. Flere og flere californiske Pinot-producenter forsøger sig med koldklima-Pinoter, og selvom jeg egentlig godt være i humør til en lidt lettere sag end fx DuMol, Williams Selyem eller Rochioli, så savner de lette Pinoter mange gange lidt dybde og lidt flere dimensioner, hvis du spørger mig.

Men ikke denne gang. Sammenlignet med tidligere årgange er det som om, at Hirsch virkelig er ved at finde sin egen identitet i farvandet mellem de mørke, fuldmodne californiske Pinot'er og de letbenede, strammere bourgundiske af slagsen. I mine øjne en perfekt balance, som gør vinen til sig helt egen.  Bedste Hirsch-oplevelse blandt mange stjernestunder til dato.

Denne skattebasse står i 400 bobs og er et must for enhver Pinot-entusiast.

På forkant

2010 Pine Ridge Forefront Pinot Noir

Et hurtigt pip om en Cali-Pinot, jeg tilfældigt stødte på i lørdags på Madklubben på Vesterbrogade. Jeg har ikke smagt den, siden vi kom hjem fra Californien for snart et års tid siden, og havde faktisk glemt alt om den. Det endda på trods af, at jeg i en kort overgang arbejdede som PR-konsulent for producenten i den første tid, vi var derovre.

Årgangen er 2010. Navnet er Forefront, og producenten hedder Pine Ridge. De holder til i Napa Valley på Silverado Trail - tæt ved det berømte Stags Leap Wine Cellars. Men druerne til denne vin er hentet rundt omkring i Californien, og først og fremmest i San Luis Obispo lidt nord for Santa Barbara.

Der er tale om en let tilgængelig Pinot både prismæssigt og smagsmæssigt. 425 kroner på Madklubben og 199 kroner (ved 12 stk) hos importøren Wine.dk må siges at være helt rimeligt for denne pleaser af en Cali-Pinot. Den er gavmild med modne stenfrugter, vanilje, brown spices og en kælen blød mundfornemmelse. Måske ikke vanvittig kompleks, men meget nem at holde af.

Køkkenet på Madklubben var i øvrigt i samme boldgade. Lækker uden at sende nogen til tælling, og helt OK til prisen - bestemt anbefalelsesværdig.

Rørt krabbe (alt for salt)

Lammeculotte med persillerødder

Rodet bananasplit

En naturlig oplevelse på PONY

PONY-snacks: Fritteret smelt med ramsløg-mayo, saltet/gravet oksekød med enebær og ølpølse, brød og rørt smør og (uden for billedet) svinerillette med brøndkarse

Jeg har aldrig været en hestepige og bliver det nok heller aldrig. Alligevel lokkede Kadeau-drengenes minirestaurant PONY ved Sorte Hest, da jeg skulle fejre min fødselsdag i fredags. Her ventede os en naturlig oplevelse - inkl. et sjældent møde med de for tiden så populære naturvine.

Aner du anelse distance i ovenstående formulering vedrørende naturvinene, så aner du helt rigtig. Men min skepsis går nok mindre på selve vinene end på visse naturfreaks, som mildt sagt virker meget frelste og ikke kan få det skørt nok. Sådan var det nu ikke på PONY, hvor vinene generelt var friske og lækre og relativt nemme at nyde - selv for en halv-californier som mig. Jeg nød især mit glas 2010 Julien Guillot Macon Cruzille - en fadlagret Chardonnay, der bød på knasende frisk, ung og sprød frugt. Ren og klar og uden kålfims, jordslåethed, ætsende syre, og hvad man ellers kunne frygte. Og jeg var også glad for den unge Bourgogne 2011 Sarnin-Berrux Rouge, der viste fine, rene Pinot-træk med en lidt racy syre. Selvfølgelig savner sådan en som mig lidt rundhed og blødhed i disse vine, men jeg kan godt få øje på, hvad det er, de kan, og hvorfor så mange er hoppet med på naturbølgen.

Maden på PONY må vel kaldes nordisk på den bornholmske måde. Rustik, virtuos, legesyg og med fokus på de bornholmske råvarer og de nordiske fremstillingstraditioner. Jeg er måske ikke helt hipster nok til at falde totalt i svime over det - dertil mangler jeg flere tilgængelige, 'pleasende' indslag mellem jordskokke-isen, øl-pølserne og byggrøden. Men jeg nyder også at blive hevet ud af mine klassiske fransk/italienske comfort zone og lade mig udfordre - og det kan man roligt gøre i hænderne på PONY-folket. Bottom line er, at PONY er en selvfølgelig del af den københavnske gourmetscene og fortjener en varm anbefaling.

Her kommer flere billeder:

Saltet ørred med ørredrogn, blomkål og drueagurker

Braiseret svinekæbe med svær, rødbeder, tørret æble og sort trompethat

Cremet byggrød med havgus (ost), ristede hanehjerter og tyttebær

Oksebryst med honning og porter serveret med æggeblomme-kartoffel, dip og rodfrugter

2011 Sarnin-Berrux Rouge

Kærnemælksfromage med henkogte stikkelsbær og (tror jeg nok) honningristet byg

Jordskokker med semidried (?! - det sagde han altså) nøddekage, mælkeis og karamel

2012: Årets tilbagevendende glæder

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets tilbagevendende glæder:

Der er de vine, jeg altid vender tilbage til, fordi de hver gang bekræfter, de stadig er mine favoritter. Jeg taler selvfølgelig om de californiske Pinot'er som bare leverer hver gang. Selvsagt et tårnhøjt topniveau, men selv hverdags-Pinoterne fryder gang på gang. Årets vel nok største Cali Pinot-oplevelse var enkeltmarksvinen Sweetwater fra Rochioli, der i 2009 udgaven er inkarnationen af alt det, jeg elsker ved californisk Pinot: røde og sorte skovbær, krydrede undertoner, lækker struktur og elegant dybde og tyndge. Dét er smagen af Californien, og jeg får aldrig nok. Blandt mine favoritter i kategorien er:

Rochioli, Williams Selyem, DuMol, Rivers-Marie, Brewer Clifton og Paul Lato forhandles af KK Wine til mellem ca. 250 og 1500 kroner.
L'Angevin, der forhandles af California Wine til 260 kroner
Cazar, der forhandles af American Wine til 125 kroner

2012: Årets totaloplevelse

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage. Vi lægger flot ud med årets totaloplevelse:

Alting gik op i en højere enhed den forårsdag på Falsled Kro, hvor Laudrup Vin havde inviteret til winemaker's dinner med Sancerre-producenten Vacheron og Bourgogne-producenten Mark Haisma. Solen skinnede, æbletræerne og jordbærplanterne stod i blomst, vinene var en perlerække af behagelige øjenåbnere, maden uovertruffen med årstidens skønneste råvarer og selskabet af højeste karat. En aften, der står som et varmt lysende punkt i erindringen.

Dagdrømmerejse på Kanalen

Restaurant Kanalen på Christianshavn. Fine omgivelser i en gamle stemningsfulde gamle toldbygning ved kanalen i tusmørke med ild i pejsen og regn og rusk udenfor.

Som nævnt tidligere var jeg inviteret til californisk vinmiddag på Kanalen i sidste uge. Det var Anja Clarke fra California Wine, der havde inviteret, og det blev en skøn dagdrømmerejse tilbage til den gang for ikke en gang et år siden, hvor vi slog vores egne folder i Californien.

Anja og hendes canadiske mand startede sidste år California Wine, som de indtil videre driver i deres fritid. De får hjælp til distributionen fra lageret i Danmark, men står ellers selv for indkøb og markedsføring fra deres hjem i Paso Robles. Deres drivkraft er passionen for små, uortodokse vine, og derfor vil de fleste producenter på deres liste formentlig heller ikke klinge bekendt i danske ører.

Og hvor var skønt at møde en ligesindet - både hvad angår kærligheden til californisk vin, følelsen af at have et ben i Danmark og et Californien og drømmen om at vin en dag kunne blive en levevej. For mig er det måske nok mest en dejlig dagdrøm. Men Anja er gået i gang med at realisere den, og jeg håber, at det vil lykkes til fulde.

 

Selvom fokus denne aften var på Paso-vine, så tog vi også et par afstikkere til Russian River Valley og Napa Valley. For mig var aftenens tre highlights følgende:

2008 L'Angevin Russian River Valley Pinot Noir
Fin klassisk RRV Pinot-næse med solmodne skovbær og rosenpotpourri.  Blød og behagelig i munden med medium+ fylde, og en smagsprofil med noter af varme hindbær, sort te, og engelsk lakrids. Super lækker og en helt rimelig pris.
260 kroner

2009 Alta Colina Toasted Slope Paso Robles Syrah
Koncentreret, dyb, intens. Stadig lidt ung struktur med let kantede tanniner, men næsen og smagsprofilen er forførende med noter af mørke stenfrugter, vanilje og ristet kaffe.
295 kroner

2007 Pierson Meyer Napa Valley Cabernet Sauvignon
Topårgang fra Napa Valley , der viser sig med en forførende aroma præget af solbær, mørke stenfrugter og let toasted fad. Super lækker creamy mundfornemmelse og smagsnoter af solbær og brombær med et herbalt strejf af kørvel, salvie og vanilje. En flot Napa Cab, der rammer balancen mellem let tilgængelighed og interessant kompleksitet.
475 kroner

Pinot Galore

Alt for sjældent har man lejlighed til at åbne flere gode flasker på den samme aften og smage dem side om side. Men nu ville skæbnen (med en lille smule hjælp), at vi havde to gode flasker Pinot åbne i lørdags - så hvorfor ikke åbne en tredje og lave en lille smagning?

Det var selvfølgelig et All Californian line up, hvoraf to var gamle kendinge her på bloggen, nemlig 2009 Rochioli Russian River Valley Pinot Noir og 2010 Cazar Sonoma Coast Pinot Noir. Den tredje var en vin, jeg første gang stiftede bekendtskab med for små to år siden i selskab med Kenneth fra KK Wine, der selvfølgelig importerer benævnte skattebasse. Navnet er 2009 Paul Lato 'Matinee' Santa Barbara County Pinot Noir.

Ud over sidstnævnte sjældne fugl var det rigtigt interessante ved smagningen selvfølgelig at få mulighed for at smage vinene side om side og lave en direkte sammenligning. Tre anerkendte producenter, tre regioner, to årgange, en druesort. Vi springer direkte til konklusionerne:

 1) Cazar - der var lillebroderen i dette flight både hvad angår pris, omdømme og alder - klarede sig overraskende godt. Vel fremstod den lidt mere rå og usleben end de to andre, men var stadig overordentlig god value for pengene her og nu, og formentlig i endnu højere grad om et par år.

 2) Paul Lato var som ventet mørkere, varmere og mere krydret i stilen. Lækker blød mundfornemmelse, mørke bær og stenfrugter, sort peber, kardemomme, kanel og allehånde. Super lækker, karakterfyldt og ikke for sarte Bourgogne-sjæle.

3) Rochioli var igen-igen aftenens vinder. Indrømmet - jeg har et sentimentalt forhold til denne producent, som var en af de første, jeg besøgte i Californien - men det ER altså bare en fantastisk vin. Ikke mindst i denne årgang. Her er det hindbær, lakrids, lavendel og tørrede rosenblade kombineret men velpoleret mundfornemmelse, der forfører.

 4) Selvom Rochioli var favoritten hele bordet rundt, så har Paul Lato en karakter og tyngde, som jeg helt sikkert vil foretrække på visse dage og til visse retter. Det er en humør-vin i ordets bedste forstand: Er du i humør til en mørk, tung, lækker, maskulin Pinot-basse - og hvem er ikke nogen gange det? - så er Paul Lato din mand.

Cazar forhandles af American Wine, og står dig i 125 kroner flasken.
Rochioli forhandles af KK Wine, og koster dig 288 kroner i denne årgang.
Paul Lato forhandles også af KK Wine, og løber op i 320 kroner i denne model og årgang.

Smagfuld sensommersmagning

Anden del af min våde vin-weekend inkluderede også Laudrup Vin. De afholdt nemlig deres store årlige sensommersmagning og havde indbudt mig og andre vinbloggere til at deltage.

Lars og Svoger-Jesper ved Riesling-bordet

Hver sin stil :)

Nammenam fra Kogekonerne

Det betød også, at jeg igen havde den store fornøjelse at møde Jesper fra bloggen Jespers Vintanker og hans vinbuddy Frank.

Jesper og Frank - to raske drenge på cykel hele vejen fra Lyngby Nørrebro

Igen kunne vi konstatere, at vores vinsmag er vidt forskellige, men vi fandt dog en overraskende fælles favorit i en 2009 Littorai Mays Canyon Pinot Noir. En af Californiens absolutte kultproducenter, så selvom Jesper ellers ikke er til Pinot, så må man sige, at han har god smag, når han endelig falder for en af slagsen.

Jeg genbesøgte et par velkendte favoritter, nemlig tyske Van Volxem, burgundiske Marc Haisma og italienske Franz Haas - som alle tre levede op til mine meget positive minder. Blandt de nye highlights var Riesling-specialisten Schäfer-Fröhlich. Bordeaux-blenden Choleraine fra new zealandske Te Mata Estate.

Nyt behageligt selskab

Gammelt behageligt selskab

I den mere skæve ende var Sauvignon Blanc'en Sec. 94 fra en af mine yndlings-new zealændere, nemlig Dog Point. Sec. 94 er en fadlagret Sauvignon Blanc, hvilket skaber et helt andet udtryk, end man ellers kender i denne kategori. Væk var frugten (næsten), friskheden og den markante grønne aroma. I stedet trådte gæragtige, oxiderede noter og en mere fed struktur.  Spændende, men ikke helt det, der er meningen med Sauvignon Blanc, hvis du spørger mig.

Et andet sjovt nyt bekendtskab var en Recioto fra Amarone-producenten Degani. En sød dessertvin med noter af mørke kirsebær og svedsker. Dejlig blanding af frisk og tørret frugt - og som foreslået af den venlige  Laudrup-mand ved bordet - et oplagt valg til til julens risalamande.

Sødt behageligt selskab

Den hurtige konklusion på dagen: En lille smule bagstivhed fra gårsdagens winemakers dinner kunne ikke tage noget fra endnu en skøn og smagfuld smagning i Skovlunde.

En sjælden fugl

Der er langt mellem de gode, billige californiske Pinot'er. Men nu har jeg fundet en af slagsen. For sølle 125 kroner kan du nemlig erhverve dig en superlækker Sonoma Coast Pinot Noir fremstillet af ingen ringere end Bill Hunter, manden bag det prestigefyldte Chasseur Winery.

Vinen er en 2010 Cazar Sonoma Coast Pinot Noir og er lillebroderen til Chasseur-vinene. Den er ikke helt så finpoleret og kompleks som sine storbrødre, men er alligevel på mange måder en klassisk cali Pinot med masser af bær, rabarber og lakrids. På samme tid fyldig og frisk. Til den mørke side med brune krydderier og strejf af hindbærbolsjer.

Faktisk er det lidt af et mirakel, at American Wine kan sælge Cazar for 125 kroner flasken her i Danmark. Det nemlig nogenlunde, hvad den står i ovre i sin hjemstat, og normalt skal man lægge mindst 50% oven i den danske i pris i forhold til den amerikanske.

Vinen kan blive din ved at sende en mail til Keld fra American Wine. Han har ikke nogen webshop, men et rigtig fint udvalg, som du kan få indsigt i, hvis du kontakter ham via hjemmesiden americanwine.dk

Trussetyven fra Bourgogne

Bourgogne er formentlig den mest sagnomspundne, evigt hypede og mest omtalte vinregion i verden. Simon fra Vinisten skrev for nyligt, at de fleste vinelskere på et eller andet tidspunkt ender med at indse, at Bourgogne er deres foretrukne region. Jeg er nok ikke helt enig, for mit vinøse ophav har jo rødder i den californiske muld, som har formet mine præferencer og synsninger, ikke mindst når det kommer til Pinot. Men jeg tror, at Simon satte ord på mange europæiske vinelskeres vinøse dannelsesrejse fra de fyldige crowdpleasere til de elitære Bourgogner. Min egen dannelsesrejse er startet et helt andet sted, har fulgt en helt anden rute og slutter forhåbentlig aldrig.

I Californien har vinbranchen - inklusiv både vinmagere og -skribenter - et ret ambivalent forhold de berømte europæiske regioner og til Bourgogne i særdeleshed. På den ene side har de fleste en 'op-i-røven-attitude' og laver vin på deres egen måde, i deres egen stil, som det amerikanske marked foretrækker dem og skaber deres eget hierarki af kultvine, hvor DRC og andre Bourgogne-ikoner ikke spiller nogen rolle.

På den anden side er Bourgogne stadig den standard, alle californiske Pinot'er sammenligner sig med og måler sig op imod. Man diskuterer, om de er lige så gode eller måske bedre end Bourgogne. Man sammenligner stilen - er den sødere, mere frugtig, renere, fyldigere, mere eller mindre kompleks? Man diskuterer, om californisk Pinot bevæger sig mod en lettere mere Bourgogne-lignende stil, om det i givet fald er en positiv udvikling, eller om californisk Pinot tværtimod netop skal manifestere sin egen unikke stil.

Jeg faldt ret tidligt for californisk Pinot, og det er stadig her, jeg har haft mine allerstørste vinoplevelser indtil videre. Samtidig har jeg været nysgerrig og en smule skeptisk over for de mytologiske Bourgogner. Er de virkelig de skyhøje priser værd? Og passer de til min 'New World palate', som især står af på de meget jordede, svampede, stald-agtige indslag? De første Bourgogner, jeg smagte, lovede ikke godt. De var valgt i blinde, baseret på ratings i magasinerne og lå i prisklassen 50-60 dollars (hvilket nok svarer til 400-500 kroner på det lidt dyrere danske marked). De var ikke nogen succes - kedelige, stramme og stive i strukturen. For lidt af alt det gode og for meget af alt det 'beskidte' i smag og aroma. Not my cup of tea.

Men måske havde jeg bare været for nærig eller uheldig i mine valg. Man kan vel ikke bortdømme et helt distrikt baseret på 3-4 dårlige oplevelser. Og slet ikke når hele den etablerede vinverden nærmest tilbeder stedets ædle dråber. Derfor var jeg også spændt på, hvad der ventede mig, da vi ved den nylige winemaker's dinner på Falsled Kro nåede frem til Bourgogne-vinene fra Mark Haisma.

Jeg skrev for nogen tid siden, at jeg ved den lejlighed mistede min Bourgogne-mødom, og i samme ånd må mine tidlige erfaringer med Bourgogne vel betegnes som lidt kiksede forspil med lidt for umodne og usikre størrelser. Grunden til, at det denne gang lykkedes at gennemføre akten til alles tilfredsstillelse kan vist tilskrives to faktorer: 1: En aussie winemaker med samme hang til den rene frugt som jeg. 2: En lun og lækker 2009-årgang i Bourgogne.

Winemaker Mark Haisma

Og resultatet var altså et line up på fire møgsexede Bourgogner - fra Bourgogne Rouge til Grand Cru. Bedste value var nok den regionale Bourgogne-model. Den største oplevelse var village-modellen fra Gevrey Chambertin. Jeg tror, det bliver her, min fremtidige vinøse Bourgogne-ekspedition kommer til at tage sit afsæt.

Mark Haisma var gennem mange år winemaker på det australske prestige-vineri Yarra Yerring, men er i dag noget så sjældent som en udenlandsk micro-négociant i Bourgogne. På en eller anden måde (formentlig takket være hans joviale facon, flydende franskkundskaber og fortiden hos Yarra Yerring) har Mark Haisma formået at få adgang til super fin frugt, som i hans hænder bliver forvandlet til forførende lækre vine, som i stil og udtryk faktisk minder ret meget om de fine californiske Pinot'er, som jeg holder så meget af.

Her kommer smagenoterne - i autentisk stikordsform:
2009 Mark Haisma Bourgogne V.V. Vielle Vigne
Skøn næse, ikke noget snavs, bare ren og lækker. Hindbær, lakrids, ret vidunderlig, ikke spor fremmed eller svær.

2009 Mark Haisma Morey Saint Denis 1er CRU 'La Riotte' Bourgogne
Mere maskulin, lidt mørkere, mere mørke bær, ikke så markant lakrids, men mere floral. Blåbær måske. Minder mig om californiske Lynmar Estate.

2009 Mark Haisma Gevrey Chambertin Croix des Champs Bourgogne
Forførende, dyb, lidt lettere, men faktisk ikke så anderledes end en Cali Pinot. En eye-opener, lavendel, roser, æbletobak, lakrids, skovbær, syre, men ikke for meget for mig.

2009 Mark Haisma Bonnes Mares Grand Cru Bourgogne
Vidunderlig næse, meget floral, lakrids, rund, lækker. Et lille bittert strejf. Virkelig velbalanceret, men det er næsen, der gør hele forskellen. Ret så enestående.

Vinene spænder fra ca. 250 kroner til 2.000 kroner hos Laudrup Vin og Gastronomi.

Kærlighed ved første sip

Min søde veninde og private vinpusher, Helle, havde inviteret til forårssmagning hos hendes arbejdsgiver, Laudrup Vin og Gastronomi. Takket være Helle kender jeg efterhånden en pæn del af Laudrups sortiment, men med omkring 100 producenter på listen har hun heldigvis stadig mange overraskelser tilbage i posen til mig.

Van Volxem stod i mere end en forstand for dagens højdepunkt, høhø

En af dagens rigtige store overraskelser for mig var den tyske Riesling-producent Van Volxem. Og selvom husets winemaker var lidt af skue med sine 2+ meter og  umiskendeligt tyskeragtigt langt hår med undercut og det hele, så var det altså (mest) hans Riesling, der slog benene væk under mig. Det var et af de sjældne tilfælde af love at first sight - altså til vinen.

Før smagenoterne vil jeg bare nævne, at line up'et generelt var på et rigtig højt niveau, og ud over Van Volxem skiller især det new zealandske bord sig ud i erindringen med Dog Point, Pencarrow og Mt Edwards i spidsen. Desuden var stemningen ved den velbesøgte smagning super hyggelig, selvom der til tider opstod lidt kø ved bordene. Jeg tror, de fleste vinelskere vil være enige, også selvom de ikke er veninder med firmaets marketingansvarlige.

2009 Parxet Cava Rosé Titiana

Diskret aroma præget af røde bær. Tør og elegant - en anelse bitter citrus midt på tungen. Men ellers er den præget af de røde bær, som tit findes i blanc de noirs-sparklers men i dette tilfælde uden det ligeledes typiske strejf  af jord/svampe/rugbrød. Clean og crisp og super læskende på en varm sommerdag.

NV Parxet Cuvée Dessert Dolc

Igen en 100% Pinot Noir-baseret cava, og det bæragtige præg går da også igen. Ligeledes er der tale om et relativt behersket udtryk. Sammenligner man fx denne halvsøde sparkler med en typisk Asti Spumante, så er den mindre sød, mindre aromatisk, mindre blomsteragtig. Til gengæld er den friskere, mere læskende og i mine øjne mere oplagt til de mange danske sommerdesserter med friske bær, som vi alle forhåbentlig har i vente.

2010 Dog Point Marlborough Sauvignon Blanc

På mange måder en klassisk new zealandsk Sauvignon Blanc med masser af grønt i næsen (tomatstilk eller drivhus er måske nok den mest rammende beskrivelse). Super stram stil med mere af det grønne i munden og tropiske undertoner af fersken og passionsfrugt. Lækker og lige ud af landevejen.

2009 Pencarrow Martinborough Pinot Noir

En dejlig let Pinot-næse med skovbær og nogle krydrede undertoner. Medium fylde og godt med syre. Fornemmelse af lyse sommerbær i munden og med et ret markant indslag af sort peber. Synes jeg, fornemmede et bittert strejf i eftersmagen. Ikke lige så gavmild som mine favoritter, men den vinder virkelig meget på en lang, lækker eftersmag. Alt i alt en flot Pinot. Dagens bedste af slagsen.

2008 Mt. Difficulty Central Otago Pinot Noir

Lidt funky næse - måske noget, der kunne fortage sig med lidt mere luft. Jeg oplever en gang imellem, at fadenes toastiness giver en lidt ram lugt i yngre vine, indtil de har fået noget luft. Men bagved gemmer der sig en fin spinkel Pinot-næse med de klassiske lyse skovbær. Også lidt sort peber her ikke helt så fremtrædende som i Pencarrow'en. Medium fylde, godt med syre - mangler måske lige den dér ting, man kan falde for.

2008 Mt. Edwards Earth's End Central Otago Riesling

Aspargestis, diesel, brændte dæk, acetone. Kært bange har mange navne. Det karakteristiske 'kemiske' kendetegn ved Riesling er bestemt til stede i denne new zealandske en af slagsen. Det lyder ubehageligt, men det er det ikke. Med en restsukker på 10 procent mærkes sødmen naturligvis tydeligt i denne vin, men den holdes meget fint i balance af masser af syre. Smagsprofilen er præget af  hvid fersken og noget stenet - kridt, flint, kalk (ved selvfølgelig ikke, hvordan den slags smager, men det er de associationer, jeg får). Rigtig fin Riesling.

2011 Van Volxem Schiefer Riesling

Wow - lovely nose (som åbenbart får mig til at slå over i engelsk). Ikke noget af det beskrevne typiske kemiske Riesling-udtryk, men masser af frisk hvidtjørn, fersken og druesukker. Tør, ren og sprød stil. Er vild med, hvordan den virile syre giver plads til en ret flamboyant smagsprofil, som bare sindssygt lækker uden på noget tidspunkt at være tæt på at kamme over. By far den bedste Riesling, jeg nogensinde har sat læber og næse til. Simpelthen breathtakingly gorgeous.

2011 Van Volxem Saar Riesling

Også en fantastisk næse præget af hvide blomster og stenfrugt. Lidt mere power, lidt mindre syre og skarphed i munden. Fremstår lidt mere pleasende, men måske også uden den markante karakter, som gør Schiefer'en så charmerende. Men stadig den vel nok næst-bedste Riesling jeg nogensinde har været i nærheden af. Det er ret sjældent, man støder på en sådan åbenbaring to gange - endda et godt stykke inde i smagningen, hvor mine smagsløg som regel begynder at blive lidt trætte. En stor og dejlig øjenåbner for denne druesort, jeg aldrig rigtig har dyrket.

2004 Muga Prado Enea Gran Reserva Rioja

Lidt funky næse med krydrede indslag og mørk frugt. Dagens første tannin-bid og også godt med syre. Smagsprofilen var lidt svær for mig at få hold på, sandsynligvis fordi jeg ikke drikker ret meget spansk rødvin. Men jeg fornemmede da en base af mørk, syrlig stenfrugt, som fik selskab af lidt tobaksdåse, lidt læderpenalhus, lidt peberkværn. På sin vis en super fin vin - jeg har bare ikke helt vænnet mig til denne stil endnu.

2008 Yering Station Yarra Valley Chardonnay

Fin Chardonnay-næse med en toasty bund af egefade og overtoner af diskret citrus og lidt bagt æble. Lækker blød mundfornemmelse og behagelig eftersmag, hvor fadene giver slip før frugten. Ikke en type vin, der for alvor skiller sig ud i sådan en stor smagning - den fortjener nok mere koncentration og friskere smagsløg hos smageren.

Parker Coonawarra Estate Terra Rossa First Growth Coonawarra Bordeaux Blend 

(this one goes out to you, Jesper :))

Ret cab'et næse med blommer, solbær, salvie og timian. I munden var det første gang jeg fornemmede alkoholen, som bider lidt. Men ellers er mundfornemmelsen ret lækker med bløde tanniner, masser af fylde og rundhed. Smagsprofilen er præget af mørk frugt a la solbær, brombær, boysenbær, sorte blommer og lidt peber, sort te og vanilje. Ikke så pokkers langt fra en god Napa Cab i udtrykket. Kunne godt se mig selv dele en flaske af denne slags over en god grillet herre-bøf til sommer.