Pointer om point

Steve Heimoff har igen sat sindene i kog blandt vinentusiaster, winemakers, vinforhandlere, vinanmeldere, vineksperter og vinskribenter. Denne gang er han gået til modangreb på folkene bag scoREVOLution, som ønsker at komme point-scoring i forbindelse med vinanmeldelser til livs. Folkene bag bevægelsen mener, at pointsystemer som Parkers 100-pointskala eller UC Davis' 20-pointskala, skader små, ukendte brands, ensretter vine verden over og skaber prisbobler på hypede vine.

Heimoffs stil er polemisk, og han går ikke af vejen for verbale dummeflade ud til branchens hotshots. Nogle gang lidt for perfidt, men som regel ret underholdende! Han er selv vinanmelder for magasinet Wine Enthusiast og forsvarer ikke overraskende pointsystemerne. Denne gang kan jeg godt tilslutte mig hans synspunkter.

Jeg bruger ofte både point og beskrivende vinanmeldelser som pejlemærker. Mest nyttige er de, når jeg skal købe en vin, jeg ikke kender i forvejen, som når jeg er ved at skyde mig ind på en ny region, en ny sort osv. For regioner og producenter, som jeg er bedre bekendt med, er mit valg styret af en bredere forståelse, forhåndskendskab og min egen mere eller mindre kvalificerede holdning til, hvad den specifikke vin står for. At jeg alligevel tit bliver overrasket, tager jeg bare som en del af charmen ved vinens verden.

Som mange andre vinelskere lader jeg mig også friste, når en fuldstændig ukendt og billig vin opnår en usædvanlig høj score. Det vækker min nysgerrighed og på den måde er min vej kommet forbi bl.a. Barossa Valley i Australien, Languedoc i Frankrig og Asti i Norditalien - områder som jeg ellers ikke ville have opsøgt af mig selv.

Men jeg tror, at jeg kan give point-modstanderne ret i en enkelt anke: De store vinpublikationers point-anmeldelser har enorm indflydelse på forbrugere verden over og giver relativt få vinanmeldere meget stor magt. Mange mener, at disse anmelderes personlige smag bliver normdannende og dermed ensrettende for producenter i hele verden (det fænomen, som nogen begrædende kalder the Parkerization of Wine). Jeg ved ikke, om påstanden holder, når det kommer til stykket, men under alle omstændigheder ville det være fedt, hvis de indflydelsesrige vinpublikationer supplerede deres egne ekspertanmeldelser med brugeranmeldelser. På den måde ville flere blive hørt, og forbrugerne kunne selv vælge, om de vil lytte til eksperterne, lægmænd eller begge. På samme måde som eksempelvis aok.dk og ibyen.dk tilbyder både bruger- og ekspertanmeldelser af restauranter, film, teater osv. Det giver faktisk ret god mening, hvis du spørger mig.

Williams Selyem: 100% luksus på en torsdag

Min sidste post handlede om et godt bud på en hverdagsvin, som ikke slår bunden ud af vinbudgettet. Men faktisk er jeg også en stor fan at poppe en rigtig fin flaske på en helt almindelig hverdag. Fordi det er nemmere at koncentrere sig om vinen, når man ikke har travlt i køkkenet og som vært eller værtinde. Og fordi det bare er den ultimative luksusfølelse at sætte læberne til en exceptionel vin på en halvtræt torsdag aften.

Og det var sjovt nok, hvad vi gjorde i går aftes. Den udvalgte vin var Williams Selyem 2009 Sonoma Coast Pinot Noir - og den var som ventet noget helt særligt. Koncentreret, intens, sorte kirsebær, vilde skovbær, rød lakrids, ristet kaffe - men bedst af det hele: En fuldstændig sømløs struktur karakteriseret ved velbalanceret syre og en silkeblød mundfornemmelse, som forfører hele vejen fra den rammer tungen til den lange, behagelige eftersmag. Hedonisme på flaske!

Det er ikke så underligt, at Williams Selyem er en af de mest eftertragtede Pinot Noir-producenter i Californien. Årgang efter årgang er deres vine blandt de allerbedste, uanset om vejret og forholdene var vanskelige som i 2008 eller mere gunstige som i 2007 og 2009. Vingården blev grundlagt i 1981 af to beskedne, lokale fyre, Burt Williams og Ed Selyem. De boede over for hinanden på hver sin side af Russian River og havde igennem noget tid eksperimenteret med at fremstille deres egen vin i en garage i landsbyen Forrestville. Men efter de sprang ud som fuldblods og fuldtids vinmagere, tog det dem blot få år, før deres vine havde fået kultstatus, og Russian River Valley for alvor kom på verdenskortet som Pinot Noir-region.

Burt og Ed ejede ingen vinmarker selv, men købte druer fra deres naboer i området. Mange mener, at hemmeligheden bag deres succes var, at de via deres lokale kontakter, som de havde kendt hele deres liv, kunne få adgang til de bedste druer, som området kunne præstere. Derfor var der også mange, der trak på smilebåndet, da New Yorker-rigmanden John Dyson (ham der opfandt sloganet I [HEART] NY) købte Williams Selyem i 1998 for flere millioner dollars. For i bund og grund købte han 'bare' et brand - rent fysisk var Williams Selyem en garage med gammelt fremstillingsudstyr. Erfaringerne og de mundtlige aftaler med de lokale vinbønder tog Ed og Burt med sig, da de forlod branchen. Men John Dyson og hans folk har mod forventning holdt niveauet og måske mere end det. Med Dysons store pengekasse i ryggen har huset også kunnet opkøbe deres egne eksklusive vinmarker i området, udvide produktionen, bygge moderne produktionsfaciliteter og et fancy tasting room, som jeg tidligere har omtalt her.

Jeg er en stor Williams Selyem-fan, selvom jeg godt kunne undvære deres noget forcerede 'vi er mega kult, og vores vine sælger sig selv, men alligevel bygger vi et show off-tasting room'-attitude. KK-Wine forhandler Williams Selyem - og jeg glæder mig til at se, hvad Kenneth får hjem fra 2009-årgangen dette efterår!

Creme de La Crema på en tirsdag aften

Forleden stødte jeg på et problem i luksusklassen: Jeg havde kun dyre flasker i skabet, så jeg måtte ud hamstre hverdagsvin, som passer bedre til en almindelig fyraften, hvor man bare vil slappe af og ikke dedikere så meget opmærksomhed til, hvad man drikker, som de dyre flasker fortjener.

I indkøbsvognen i Safeway i Berkeley (svarer lidt til en meget velassorteret Superbrugsen) havnede en håndfuld interessante Pinot'er i 20 dollar-klassen, og en af dem var en fra en gammel kending, nemlig Sonoma-vineriet La Crema. Denne gang var det deres 2009 Sonoma Coast Pinot Noir, som fik lov til at ledsagede en tirsdag aftensmenu bestående af vandmelon/chevre-salat og derefter en simpel pasta rigatoni med heirloom-tomater, hvidløg, chili og parmasanost.

Det er svært at finde gode hverdags-pinot'er, for det er en krævende drue, som trives bedst i ufremkommelige regioner, og som har et lille afkast sammenlignet med andre sorter - og det tvinger naturligvis priserne op. Men de findes, og La Crema er bestemt en af dem.

Deres 2009 Sonoma Coast Pinot Noir er relativ let med en frisk aroma karakteriseret af røde bær og lidt sort te. Fadpræget er fint tilbagetrukket, og det er godt, når druerne som her er godt kan bære hovedrollen i forestillingen. I munden leder vinen tankerne hen på hindbær, kirsebær, ribs, mere sort te og måske et strejf af lakrids. Medium fylde og en frisk syre, uden at der går lemonface i den.

I Danmark forhandles vinen af World of Wine, men de har ikke helt formået at holde prisen nede i hverdagklassen. Bor du i Danmark, må du slippe 219 kroner for den, men jeg synes faktisk, at den er alle kronerne værd.

Vin lavet af lys

Her har I mig tilbage! To dejlige uger i Danmark med venner og familie har betydet usædvanlig stilhed på min blog. Men, men, men jeg kommer stærkt igen, nu hvor jeg er tilbage i Californien. I anledning af sommeren og ferien i Danmark har jeg lyst til at genpublicere nedenstående indlæg fra vores besøg sidste år på vingården Lille Gadegård på Bornholm. En sjov og underholdende oplevelse, som jeg dokumenterede på engelsk for min daværende arbejdsgiver, vin-markedsføringsbureauet Charles Comm i San Francisco. Jeg kan varmt anbefale et besøg på Lille Gadegård, hvis din sommerferie går forbi min dejlige ferieø. Jesper Paulsen er en sjov, uortodoks og meget underholdende guide - men husk din dansk/bornholmsk mini-parlør. Den får du brug for, hvis du ikke som jeg har insider-kontakter på øen. Masser af props og kærlighed til danske vinbønder, vinelskere og alle andre, som nyder sommeren i Danmark.

Wine made of light
We Danes are known for a lot of things. Big dogs, buttery pastry, a certain young lady with a fish tail where most of us have legs. But even though Denmark seems to have this kind of eclectic brand, wine doesn’t seem to fit in this picture. But maybe that’s about to change - at least global warming is working in favor of my countrymen’s struggle to turn Denmark into a real wine country.

It’s probably only known to a few people out side Denmark, but we do actually have a EU-defined quota of vineyards of no less than 222 acres. That’s less than a third of the Robert Mondavi Winery’s possessions, and less than 0.005 percent of the total wine grape acreage of California. During my summer vacation in Denmark I got to visit one of the 44 commercial wineries in Denmark, called ‘Lille Gadegaard’ and located on the small island Bornholm far east of the rest of Denmark in the middle of the Baltic Sea. There, I was lucky enough to get to talk to winemaker Jesper Paulsen who will be harvesting his 10th vintage this year.

Den speed-snakkende, bornholmske vinbonde Jesper Paulsen - et moi!

Throughout these 10 vintages Jesper Paulsen has only bottled 3 vintages of wine, which he considers suitable for sale. The rest has been distilled to brandy except for the 2004 vintage, which was bottled and labeled ‘Not suitable for drinking - works best as decoration’. To his own surprise he actually sells a few bottles of that vintage every year. At Charles Communications we blind tasted his ‘2007 Syd’ red wine based primarily on the Rondo variety, and though there’s no doubt that the wine is well made and completely unflawed, the fruit in it just doesn’t allow the wine to really excel. With the past 10 vintages in mind, Jesper Paulsen has now decided to replant his vineyard with varietals known to do well in the northern German regions with similar cold climates.

Bright summer nights
On another small Danish island with the romantic name Lilleø (Little island) another winegrower, Hans Lund Hansen and winemaker Anders Selmer have had somewhat more success doing just that by growing varietals such as Riesling, Sauvignon Blanc, Sylvaner and Solaris. The result is a beautiful dry white wine, with a floral nose and flavors of white flowers and peach. Winemaker Anders Selmer explains that what Denmark lacks in terms of warm temperatures, it makes up for in terms of light. With its northern location Denmark has long summer days and short, bright summer nights and according to Anders Selmer that’s more important than warm temperatures - since it’s light, not warmth, that catalyze photosynthesis in the plant.

Nordic food trend
It’s too early to tell, whether Denmark will eventually become a real wine country. Claus Meyer, chef and co-owner of the Lilleø Winery and the restaurant Noma, which recently was awarded the first place in the 2010 San Pellegrino 50 Best Restaurant Award, recently offered winemaker Jesper Paulsen a piece of advice. He suggested for him to make wine based on berries that grow naturally in Denmark, such as red and black currant, raspberries, gooseberries and strawberries. That’s also the idea behind Noma’s success: To use ingredients sourced locally and process them using a mix of traditional and modern methods to create world-class gourmet food and wine. Jesper Paulsen took his advice and is now producing sparkling wine based on red and black currant and a still wine based on strawberries. Personally, I prefer Jesper Paulsen’s berry based wines, but I’m sure that with the right selection of grape varieties he will also be making great white wines some years ahead.

Baseball & Bobler

Foruden vin har vi virkelig fået smag for Baseball, mens vi har boet her i Californien - godt hjulpet på vej af San Francisco Giants, som tog mesterskabet i 2010. Eller rettere 'Worldseries'. Baseball er nemlig en af de sportsgrene, hvor man bliver verdensmester af at vinde det amerikanske mesterskab. Easy peasy, ik? Baseball er en super god tilskuersport, hvis man er til den slags, hvor man følger med med et halvt øje, indtil der sker noget spændende - lidt lige som Tour de France. Jeg synes, det er fed måde at koble af på.

Lincecum pitcher under Worldseries-finalen i november 2010

Anyway, vi er blevet Giants-fans, og min favoritspiller er pitcheren Tim Lincecum (nok mest fordi han har langt hår, og jeg får minder om gymnasietiden, hvor langt hår til mænd var et absolut plus i min bog). I weekenden spillede Giants tre kampe mod rivalerne Oakland Athletics på Athletics' hjemmebane, så vi varmede op foran fjerneren med J Vineyards Brut Rose, der med lidt god vilje matcher holdfarverne. Jeg har tidligere beskrevet vinen her, og beskrivelsen holder stadig stik. Det er en rigtig dejlig, frisk, citruspræget sparkler - super på varme sommerdage, for den er stor nok til at smage igennem en rimelig hård afkøling.

Desværre kunne hverken Lincecum, bobler eller vores heppen foran skærmen forhindre, at Giants tabte alle tre kampe til et velspillende Aathletics hold. Måske skal man prøve et glas Pinot næste gang og se, om det virker. Kan allerede se overskriften for mig: Baseball & Bourgogne - det er da et kulturmøde, der vil noget!

Big is Beautiful - eller?

I forrige weekend besøgte vi Hourglass Winery, som er en af de mere eksklusive Cabernet Sauvignon-producenter i Napa Valley. Måske ikke helt kult endnu, men godt på vej. Vineriet er relativt nybygget og indrettet med grotter, som er hugget ind i dalens østlige klippeside lidt nord for Calistoga. Her står den lille, eksklusive produktion og hygger sig i tønder, indtil den er klar til blive tappet på flasker og sendt på markedet. Vi smagte på barrel samples fra 2009-årgangen fra husets to estate vinmarker, Hourglass og Blueline. På trods af at vinene stadig er i deres spædeste ungdom, var de store, fyldige og nærmest silkebløde med masser af frugt, fad, rund struktur og alkoholprocenter helt oppe omkring 16-17%. Umiddelbart overvældende og pleasende, men jeg kørte alligevel derfra med en lidt dårlig smag i munden - bogstaveligt talt. Vinenes sødme og fylde blev hængende, mættende og klistrende på en måde, som ikke bare ikke er særlig behagelig eller delikat i længden, hvis man spørger mig.

Ejer af Hourglass Jeff Smiths private tasting room i en football-formet, underjordisk klippegrotte

Jeg har ikke super meget erfaring med Napa Cabs, selvom det var dem, der banede vejen for californisk vin for efterhånden mange årtier siden. Jeg kan egentlig godt lide dem, og til bestemte retter er de et oplagt valg. Men ofte ender jeg alligevel med at savne den syrlige friskhed, som jeg elsker ved Pinot Noir, eller den kantede krydrethed, jeg elsker ved Syrah og Rhoneblends.

2009-årgangen ligger og hygger sig i vineriets underjordiske grotter

Både i og uden for Californien er der permanent debat om, hvor vidt alkoholprocenterne er for høje i californisk vin - og ikke mindst i Napa Cabs. Diskussionen bliver nemt ret teknisk, fordi eksperterne er uenige om, hvilke karakteristika i vinen man kan tilskrive det høje alkoholniveau, og hvilke der ikke har noget med alkoholprocenten at gøre. Jeg skal ikke kloge mig alt for meget på det, men jeg vil tro, at fuldmodne, fede druer plukket, når de har opnået et meget højt sukkerindhold (brix i slut-tyverne eller højere), resulterer i vine, som 1) har høje alkoholprocenter, når alt sukkeret er gæret ud), og 2) har en smagsprofil præget af sødmefulde, jammy frugtnoter, som overskygger, hvad der ellers måtte have været af sjove/skæve/komplekse egenskaber i vinen. Det er en stil, som deler vandene, men som utvivlsomt har mange fans på denne side af dammen.

Om alkoholprocenten i sig selv er et problem, ved jeg egentlig ikke. Jeg mærker ofte en høj alkoholprocent som en svag brænden eller sviden i tandkødet. Ikke decideret uudholdeligt, men heller ikke top nice, om jeg så må sige. Oftest er det dog den lidt klistrede sødme, som ofte følger med de høje procenter, som får mig til at stå af. Men ifølge eksperterne behøver de to ting ikke nødvendig at følges ad - selvom de efter min erfaring ofte gør det. Så alkoholprocenten er altså ikke i sig selv en særlig brugbar rettesnor, når du står foran vinhylden i supermarkedet.

Senest har Steve Heimoff fået et anfald over kritikerne af højalkoholvine, som i hans øjne misforstår, hvad Napa Cabs står for. Jeg synes egentlig, at det kan være en fin pointe at lade Napa Cabs være Napa Cabs. Der er jo et stort, glad og købestærkt publikum til disse vine, og resten kan jo se mod Bordeaux eller andre køligere egne, hvis de ikke kan klemme en Napa Cab forbi deres følsomme smagsløg.

En lummer sommerflirt?

Jeg er ellers ikke til piger sådan i the real life, men af en eller anden grund falder det mig naturligt at beskrive vine som kvinder, som jeg lader mig charmere og forføre af. Lidt for lummer fantasi eller dybe fortrængninger, som på mystisk vis finder deres outlet gennem vinen? I don't know, men jeg har i hvert fald indledt en sommerflirt med en yppig blondine ved navn Gewürztraminer.

Her er hun så - min seneste sommerflirt

Rasmus Holmgård forsøger i sit seneste blogindlæg at definere, hvad en rigtig sommervin er. Det fangede min interesse, for jeg tror nok, jeg har brugt ordet uden helt at gennemtænke, hvad jeg mener med det. Når jeg har givet en vin prædikatet 'en rigtig sommervin', så har det nok mest været på baggrund af en intuitiv fornemmelse af, at denne vin ville jeg nyde på en varm sommerdag, en lys sommeraften, til grillmaden, til picnic'en osv. Rasmus' bud på en definition rammer i mine øjne rigtig tæt på plet. Først og fremmest slår han fast, at en sommervin i princippet skal være af lige så høj kvalitet som alle andre vine, men der er særlige karaktertræk, som gør en vin velegnet til denne vidunderlige årstid:

1) Den skal være læskende i sommervarmen 
2) Den skal være god, selvom den drikkes under vanskelige forhold (på båden, på stranden, i grøftekanen, af cykeldunken, papkrus osv)
3) Den skal passe til sommersæsonens smagsmæssigt lettere råvarer
4) Den skal passe til grillbøffen

Vinen kan naturligvis ikke rumme alle kvaliteter på en gang, så du må anskaffe den rigtige vin til lejligheden. Holmgård nævner ikke sparkling wines i sit indlæg, men for mig er tørre, rene, perlende sparkling wines uomgængelige sommervine, som må høre hjemme i Holmgårds kategori 1. Jeg drikker sparkling året rundt, men deres læskende kvaliteter kommer virkelig til deres ret på en varm sommerdag.

Som etikken siger: Arrowood 2009 Russian River Valley Gewürztramier Saralee's Vineyard

Min seneste sommerflirt må høre hjemme i kategori 2, fordi den med sine markante, fine aromaer kan overdøve både biernes summen og havets brusen - eller regnens trommen på teltdugen for den sags skyld. Det drejer sig om Arrowood 2009 Russian River Valley Gewürztraminer Saralee's Vineyard. Vineriet ligger i den smukke Sonoma Valley, og vi besøgte det for omkring tre måneder siden, hvor jeg havde mit første rendezvous med denne charmerende frøken. Druerne til vinen er hentet fra husets egen vinmark i Russian River Valley, som er lidt køligere og mindre fugtig end Sonoma Valley. Det skulle efter sigende være ideelle forhold for Gewürztraminer-druen, men lad mig blot nøjes med at slå fast, at denne vin er ualmindelig pragtfuld med sin friske syre, som balancerer en let sødme, og med en aroma, der bugner af frugt og hvide sommerblomster. Her kommer smagenoterne:

Arrowood 2009 Russian River Valley Gewürztraminer Saralee's Vineyard
Lys, grøngylden farve i glasset og en forførende næse af moden pære, hvidtjørn, kaprifolie og hvide vingummibamser. I munden desuden hvid fersken og Faxekondi (jeg tror, at det er druesukkersmagen, der får mig til tænke på både hvide vingummibamser og Faxekondi). Medium til kraftig fylde og et sødt strejf, som holdes fint i skak af forfriskende syre. En særdeles fremragende, charmerende, feminin vin, der i den grad rimer på sommer. Den passede i øvrigt fortrinligt til min hjemmelavede chicken tikka masala med blomme/mango/mynte/chili-salsa og kunne sagtens matche rettens spiciness.

Jeg har ikke kunnet opstøve en dansk forhandler af Arrowood, men europæerne er jo også velsignet med skønne 'Gewürzer' fra Alscace og Norditalien, så der skulle være masser af muligheder for at fylde picninckurven med de ædle dråber. Gå efter de tørre af slagsen - de er mest forfriskende i sommervarmen.