Heimoffs stil er polemisk, og han går ikke af vejen for verbale dummeflade ud til branchens hotshots. Nogle gang lidt for perfidt, men som regel ret underholdende! Han er selv vinanmelder for magasinet Wine Enthusiast og forsvarer ikke overraskende pointsystemerne. Denne gang kan jeg godt tilslutte mig hans synspunkter.
Som mange andre vinelskere lader jeg mig også friste, når en fuldstændig ukendt og billig vin opnår en usædvanlig høj score. Det vækker min nysgerrighed og på den måde er min vej kommet forbi bl.a. Barossa Valley i Australien, Languedoc i Frankrig og Asti i Norditalien - områder som jeg ellers ikke ville have opsøgt af mig selv.
Men jeg tror, at jeg kan give point-modstanderne ret i en enkelt anke: De store vinpublikationers point-anmeldelser har enorm indflydelse på forbrugere verden over og giver relativt få vinanmeldere meget stor magt. Mange mener, at disse anmelderes personlige smag bliver normdannende og dermed ensrettende for producenter i hele verden (det fænomen, som nogen begrædende kalder the Parkerization of Wine). Jeg ved ikke, om påstanden holder, når det kommer til stykket, men under alle omstændigheder ville det være fedt, hvis de indflydelsesrige vinpublikationer supplerede deres egne ekspertanmeldelser med brugeranmeldelser. På den måde ville flere blive hørt, og forbrugerne kunne selv vælge, om de vil lytte til eksperterne, lægmænd eller begge. På samme måde som eksempelvis aok.dk og ibyen.dk tilbyder både bruger- og ekspertanmeldelser af restauranter, film, teater osv. Det giver faktisk ret god mening, hvis du spørger mig.
Hej Nanna
SvarSletTak for et fint indlæg. Jeg har selv grublet en del over pointsystemer og i min vinklub diskuterer vi det ofte. For mit vedkommende er det vigtigste, at kende vinanmelderens smag og ikke lægge så meget i point. Parker er for eksempel særdeles glad for australske vine og rater dem ofte højt. Derimod er han ikke så glad for Bourgogne. Her er jeg helt uenig med ham, så det kan jeg bruge som en guideline. Altså, når han giver en australsk vin 95 point, så behøver vinen ikke give mig en kæmpe oplevelse. Jeg er til gengæld meget begejstret for spanske vine, og det er Parker også, så der kan jeg anerkende og bedre forstå hans point.
Jeg synes, det største problem ved hans skala er, at 70-79 point skal være average, men i praksis ville man ALDRIG købe en vin som har fået 75 point - og en vinhandler ville aldrig bruge det som reklame. Derfor virker skalaen vel ikke helt, da næsten alle vine bliver ratet fra ca. 85 point og op!?
Jeg drikker i hvert fald ofte average vine, men jeg tænker ikke på dem som vine til 70-79 point.
Bedste hilsener
Simon
Hej Simon,
SvarSletDu har helt ret i, at man skal lære sine anmeldere at kende, så man ved, om ens smag flugter med deres. Jeg er ofte enig med Wine Spectator, som iøvrigt ikke rutter med topscorene, så for mig er det en ekstra stor anbefaling, når en vin får 90+ fra fx Spectators James Laube.
Wine Enthusiast ligger derimod konsekvent 2-3 point over Spectator og er udpræget New World Wine-elskere. Spectator forekommer mere balanceret - men en eurofil vinelsker vil nok ikke være helt enig :) Decanters 20-point skala har jeg ikke så meget erfaring med, men det lyder som udgangspunkt som en meget fornuftig model. Har dog på fornemmelsen, at deres anmeldere har mere europæiske smagsløg end jeg, så det vil jeg have i baghovedet, når jeg læser deres anmeldelser.
Og ja, 100-point skalaen er i realiteten en 20-point skala. Vine under 80 point er i praksis enten fejlbefængte eller decideret underlødige. Og når man tænker over det, er det virkeligt sjældent, at man støder på så lave karakterer i publikationerne.
Jeg må indrømme, at jeg nok afstår fra at købe en vin, hvis jeg ved, at den har scoret under 86-87. Det er hårde vilkår for producenterne, men udvalget er så stort og godt, at men ikke behøver tage chancen med en lavtscorende vin - it's the buyers market, heldigvis :)
Bedste hilsener, Nanna