Big is Beautiful - eller?

I forrige weekend besøgte vi Hourglass Winery, som er en af de mere eksklusive Cabernet Sauvignon-producenter i Napa Valley. Måske ikke helt kult endnu, men godt på vej. Vineriet er relativt nybygget og indrettet med grotter, som er hugget ind i dalens østlige klippeside lidt nord for Calistoga. Her står den lille, eksklusive produktion og hygger sig i tønder, indtil den er klar til blive tappet på flasker og sendt på markedet. Vi smagte på barrel samples fra 2009-årgangen fra husets to estate vinmarker, Hourglass og Blueline. På trods af at vinene stadig er i deres spædeste ungdom, var de store, fyldige og nærmest silkebløde med masser af frugt, fad, rund struktur og alkoholprocenter helt oppe omkring 16-17%. Umiddelbart overvældende og pleasende, men jeg kørte alligevel derfra med en lidt dårlig smag i munden - bogstaveligt talt. Vinenes sødme og fylde blev hængende, mættende og klistrende på en måde, som ikke bare ikke er særlig behagelig eller delikat i længden, hvis man spørger mig.

Ejer af Hourglass Jeff Smiths private tasting room i en football-formet, underjordisk klippegrotte

Jeg har ikke super meget erfaring med Napa Cabs, selvom det var dem, der banede vejen for californisk vin for efterhånden mange årtier siden. Jeg kan egentlig godt lide dem, og til bestemte retter er de et oplagt valg. Men ofte ender jeg alligevel med at savne den syrlige friskhed, som jeg elsker ved Pinot Noir, eller den kantede krydrethed, jeg elsker ved Syrah og Rhoneblends.

2009-årgangen ligger og hygger sig i vineriets underjordiske grotter

Både i og uden for Californien er der permanent debat om, hvor vidt alkoholprocenterne er for høje i californisk vin - og ikke mindst i Napa Cabs. Diskussionen bliver nemt ret teknisk, fordi eksperterne er uenige om, hvilke karakteristika i vinen man kan tilskrive det høje alkoholniveau, og hvilke der ikke har noget med alkoholprocenten at gøre. Jeg skal ikke kloge mig alt for meget på det, men jeg vil tro, at fuldmodne, fede druer plukket, når de har opnået et meget højt sukkerindhold (brix i slut-tyverne eller højere), resulterer i vine, som 1) har høje alkoholprocenter, når alt sukkeret er gæret ud), og 2) har en smagsprofil præget af sødmefulde, jammy frugtnoter, som overskygger, hvad der ellers måtte have været af sjove/skæve/komplekse egenskaber i vinen. Det er en stil, som deler vandene, men som utvivlsomt har mange fans på denne side af dammen.

Om alkoholprocenten i sig selv er et problem, ved jeg egentlig ikke. Jeg mærker ofte en høj alkoholprocent som en svag brænden eller sviden i tandkødet. Ikke decideret uudholdeligt, men heller ikke top nice, om jeg så må sige. Oftest er det dog den lidt klistrede sødme, som ofte følger med de høje procenter, som får mig til at stå af. Men ifølge eksperterne behøver de to ting ikke nødvendig at følges ad - selvom de efter min erfaring ofte gør det. Så alkoholprocenten er altså ikke i sig selv en særlig brugbar rettesnor, når du står foran vinhylden i supermarkedet.

Senest har Steve Heimoff fået et anfald over kritikerne af højalkoholvine, som i hans øjne misforstår, hvad Napa Cabs står for. Jeg synes egentlig, at det kan være en fin pointe at lade Napa Cabs være Napa Cabs. Der er jo et stort, glad og købestærkt publikum til disse vine, og resten kan jo se mod Bordeaux eller andre køligere egne, hvis de ikke kan klemme en Napa Cab forbi deres følsomme smagsløg.