Vini D'Italia 2012

Gedemarked

Helle havde forberedt mig på, at Vini d'Italia er et gedemarked. Men hold nu k...! Var der nogen, der havde sendt en scam mail til alle Politiken-læsere om, at der var frebar for gråsprængte akademikere i Politikens hus? For jeg blev sgu løbet over ende af en hord af gråtoppede, fjantede, masende, fordrukne gymnasielærer-typer med blå tænder og spidse albuer, som tydeligvis havde forvekslet en vinsmagning med fri bar.

'Jeg vil gerne smage noget rødvin', 'Mere af den der Barolo' og 'Kan man snart få noget betjening' var standardkommentarer ved smagebordene, hvor de stakkels forhandlere ikke havde meget held med at fortælle om druer, årgange, producenter, vinmarker og produktionsmetoder. Hvorfor i alverden gider folk tylle vin i sådan et gedemarked? Hvorfor køber de ikke bare et par flasker med hjem og drikker sig en skid på i ro og mag? Hvorfor ikke overlade pladsen til os, der kommer for at SMAGE vin - ikke bælle den.

Nå, men væbnet med Niels' (ham med den super tjekkede blog 'Piu Rosso' om fortrinsvist italiensk vin) gode liste over programmets highlights fik jeg banet mig vej gennem masserne og fik nogle rigtig fine vinoplevelser med hjem til gengæld. Italiensk vin har jeg kun et overfladisk kendskab til og kun få rigtig positive erfaringer med. Men da jeg jo har sat mig for at udvide min vinhorisont i 2012, så var Vini D'Italia et godt sted at starte.

Og ja, jeg fik korrigeret mit syn på italiensk vin i positiv retning. Generelt var aromaer og smagsprofiler right up my alley. Det overordnede indtryk var rene, karakterfyldte, frugtige, let krydrede, komplekse og elegante vine, som jeg sagtens kan værdsætte. Det er strukturen, jeg kæmper lidt med. Det høje syreindhold og de kantede tanniner. Jeg er vant til og foretrækker en mere poleret og pleasende mundfornemmelse. Men når jeg så en gang imellem støder på en italiener med en mere 'moderne' struktur, så begynder det at gå op i en højere enhed for mig.

Helle på hårdt arbejde for Laudrup Vin og Gastronomi

Det mest værdifulde udbytte af kampen mod snalrede, velbjergede '68'ere var, at jeg virkelig fik pirret min nysgerrighed og gik derfra med lysten til dykke lidt dybere ned i den italienske vinverden. Jeg tror, store oplevelser venter mig her.

Her kommer smagenoterne:
2009 Pio Cesare Barbera d'Alba  (Laudrup Vin og Gastronomi)
Dejlig frugtig næse uden de store dikkedarer. Lyse, røde bær. En bitterhed i slutningen og eftersmagen trækker lidt ned i min bog. De samme gør syrligheden, som er rimelig skarp for min new world-gane.

2009 Pio Cesare Barbera d'Alba Fides (Laudrup Vin og Gastronomi)
Noget mere poleret udtrykt. Noget mere tyngde. Bærnoterne er lidt mørkere, og der er måske et strejf eller to af lidt kaffe og vanilje. Der er skruet ned for syren, eller også er en bare holdt lidt bedre i skak af den større fylde.

2007 Pio Cesare Barbaresco (Laudrup Vin og Gastronomi)Fantastisk næse (brombær, kirsebær, blommer, vanilje), men noget af bitterheden vender tilbage i munden i denne Barbaresco. Men jeg er måske også lidt sart. Ser i mine noter, at jeg har skrevet. AV! Tanniner! :)

2007 Pio Cesare Barolo (Laudrup Vin og Gastronomi)
Igen fantastisk næse med hints af marcipan, kirsebær, mørk frugt og mokka. Fyldig i munden, og selvom tanninerne river lidt, så virker ikke de distraherende i det samlede billede. Helt sikkert en vintype, som jeg skal udforske lidt mere.

2009 Vietti Perbacco Nebiolo (Nichevin)
Ret spinkel både i næsen og munden. Lidt lyse bærnoter, måske lidt rabarber, et strejf af sort peber. Men til gengæld masser af syre. Virker ikke velbalanceret på mig.

2008 Castello di Nieve Barbera d'Alba Matarello DOC Superiore (The Wine Company)Hvad gør man, når næsen er dagens dårligste oplevelse, men smagen og strukturen muligvis den bedste? Sur kål gør bare ikke noget godt for mig i en vin, men da jeg først fik sat læberne til glasset, var den super skøn. Masser af hindbær, lakrids, valnød, måske syrnet mælkeprodukt. Rund og blød og en fantastisk lækker eftersmag, hvor hindbærrene bare hang ved og ved.

2008 Ettore Germano Vigna della Madre Barbera d'Alba (Viniropa)
Næse præget af røde bær og grønne urter a la salvie og kørvel. Medium styrke og ret meget tryk på syre og tanniner. Stram, men rimelig elegant. Dog ikke helt gavmild nok til min smag.

2009 Massimago 1883 Valpolicella Superiore (Viniropa)
Mørke stenfrugter i næsen og umiddelbart mere tilgængelig mundfornemmelse. Rundere og blødere, men stadig med en let prikkende syre. En nemmere vin, men måske også uden det, der gør nogle af de andre interessante.

2011 La Battagliola Lambrusco Grasparossa di Castelvetro DOC 2011 (Carlo Merolli)Lækker Lambrusco, som er ret svær at kategorisere: Tør men alligevel med fremtrædende frugtsødme. Næsten som en tør solbærvin. Mørk rubinrød farve i glasset med små bitte perlende bobler og ret kølig serveringstemperatur. Lækre noter af solbær, måske jordbær, men også et strejf af noget ostet, og måske lidt valnød. Ret delikat vin, som virkelig appellerer til fantasien hvad angår pairings. Tror den vil være fantastisk til en insalata caprese, simple pastaretter og måske endda pizza med ikke alt for krydret topping. Helst på en varm sommerdag, selvfølgelig, hvor vinens læskende kvaliteter vil være ekstra værdsat.

Killer Syrah fra Tensley

Når man elsker vin - altså ikke bare at bælle den og få en lille skid på, men virkelig, virkelig elsker vin for smagen, duften, kulturen, historien, forventningerne, overraskelserne, menneskene, maden og alt, hvad der ellers følger med - så er verden virkelig forunderlig stor og tiden alt for knap.

Et af de områder, jeg længe har villet udforske nærmere, er californisk Syrah. Gamle profeter som bl.a. Matt Kramer, Steve Heimoff og Jim Laube har længe varslet Syrah'ens komme som Californiens nye Pinot, nye Cab eller nye Chard, men indtil videre har spådommene ikke holdt stik. Kultproducenter som Sine Qua Non, Booker, Turner og Saxum har naturligvis ingen problemer med at afsætte deres vin til købestærke kunder, men det brede folkelige gennembrud for californisk Syrah har vi ikke set endnu.

Og det er jo egentlig både godt skidt. Skidt fordi der ikke skrives og tales så meget om Syrah, så man er lidt mere på egen hånd, når man skal udsøge sig perlerne. Godt fordi priserne stadig er relativt lave, så der rigtig gode chancer for at finde god kvalitet til en rimelig pris.

For efterhånden længe siden anbefalede Rasmus Holmgård (som ellers ikke har svært ved at få armene ned over californisk vin) mig at prøve 2008 Tensley Colson Canyon Syrah. Så jeg bestilte fluks en kasse hos KK Wine, som så har stået og ventet på mig, i et år eller mere, indtil vi igen kunne tilbyde skattebasserne et ordentligt hjem her i Danmark.

Tensley er et af de mange nyere wineries i Santa Barbara County, som har specialiseret sig i Syrah. Huset sourcer druer fra udvalgte vinmarker spredt over hele regionen og scorer konsekvent højt hos de amerikanske anmeldere. Særligt 2008-årgangen udmærker sig med flere 95+ point fra både Parker og Wine Spectator. Vores vin har scoret hhv. 96 Parker point og 95 WS point (Jim Laube), så forventningerne var på forhånd høje.

I fredags blev det så endelig tid til at smage på varerne, og lad mig straks afsløre, at den var ventetiden værd. Vi (jeg delte selvfølgelig premieren med Helle) talte om, at denne - og måske velbalanceret Syrah i det hele taget - minder os om Pinot Noir ganget op med 10 på de fleste parametre: Mere fylde, mere bid, mere frugt, mere spice - klart nærmere beslægtet med Pinot end fx Cab, Merlot og Zinfandel.

Well, ikke mere snak. Her kommer smagenoterne:

2008 Tensley Santa Barbara County Colson Canyon Vineyard Syrah


Mørk, blårød farve i glasset, som stadig virker helt ung og ufalmet. Fantastisk næse, der bugner af sorte bær, stenfrugt et diskret røget strejf af fad. I munden har vinen medium fylde (for en Syrah), frisk frugtsyre og overraskende finmaskede tanniner. That's how I like it. Den overdådige frugt går igen i smagsprofilen - blåbær, solbær, brombær, sort peber, vanilje, ristet kaffe. By far den bedste 100% Syrah, jeg (kan huske jeg) har smagt. Utvivlsomt en drue og en producent, der skal udforskes nærmere. Enestående kvalitet for de 240 kroner, den står i hos KK Wine.

Vinvenner

Godt så. Nu hvor den vinøse side af den californiske vinsmagning er dækket, er det blevet tid til at fortælle om det, som faktisk var det bedste ved det hele, nemlig at jeg fik lejlighed til at møde gode vinvenner - flere af dem for første gang.

Jeg mødte selvfølgelig Helle og Henrik fra Laudrup Vin og Gastronomi. Helle er en gammel gymnasieveninde og en super sej PR- og marketingkonsulent hos Laudrup. Siden jeg landede i Danmark, har vi udnyttet enhver lejlighed til at indhente det forsømte efter mere end 2 år med Atlanterhavet og det meste af det nordamerikanske kontinent imellem os. Det sker altså ikke sjældent, at vi mødes over et glas vin, men ikke desto mindre var dejligt at opleve Helle på hendes professionelle hjemmebane.

Henrik er vist nok både indkøber og salgskonsulent hos Laudrup, så jeg benyttede naturligvis lejligheden til at forsøge at overbevise ham om, at Laudrup Vin skal importere nogle af mine californiske favoritter. Er ikke helt sikker på, at det lykkedes at overbevise ham, men jeg satser på, at han bløder op over for californierne med tiden.

Jesper er semi-inkognito på sin blog, så selvom jeg vist nok fik hans tilladelse til at publicere et billede af ham, så lader jeg det blive ved dette slørede billede (det er Jesper med skægget) og lader det være op til ham selv at komme helt ud af vinskabet.

Jeg mødtes også Jesper fra Jespers Vintanker. Efter knap et år som blogger-kollegaer føler jeg næsten, at jeg kender ham. Jeg kender i hvert fald hans smag inden for vinens verden rimeligt godt. Til gengæld anede jeg indtil i onsdags ikke, hvordan han ser ud, hvor gammel han er, eller hvad han laver, når han ikke drikker vin. Så det var sjovt og hyggeligt at få sat ansigt på. Sammen med hans kammerat fortsatte vi jagten på en Pinot, som kan overbevise den Shiraz-glade Jesper om, Pinot ikke er noget tyndt, surt sprøjt. Men selvom d'herrer godt kunne lide en 2010 Rodney Strong Russian River Valley Pinot og vel også godt kunne overtales til at drikke en  2010 Pinot fra Paul Hobbs (også Russian River Valley), så må jeg nok indse, at missionen ikke rigtig lykkedes. Jagten fortsætter altså lidt endnu - følg med på vintanker.dk

Endelig mødte jeg Preben fra Vin Engros, der, som navnet antyder, kun sælger til forhandlere og restauranter. Jeg har skrevet web- og annoncetekster for Preben, mens vi boede Californien. Så selvom der røget mange mails over Atlanten mellem os, så har jeg aldrig mødt Preben in real life. Men det er der lavet om på nu, og jeg fik også smagt på nogle Prebens vine,  som jeg ellers kun kender gennem diverse wine makers' notes.

Well, den danske vinscene er måske ikke så stor, men føler mig mere og mere sikker på, at jeg nok skal komme til at føle mig hjemme på den.

Da Californien kom til Kalvebod Brygge

Jeg har haft travlt. Faktisk alt for travlt. Men ikke for travlt til også at få nogle fantastiske vinoplevelser under vesten. Jeg skal prøve at catche up, og jeg starter ikke fra starten, men midt i ugen.

I onsdags var jeg nemlig til den californiske vinsmagning på Hotel Mariott på Kalvebod Brygge i København. Her var lidt over 70 importører og producenter samlet og udstillede deres varer for andre professionelle i branchen og for os dødelige forbrugere. For mig gav begivenheden anledning til at gensmage en masse gamle kendinge, stifte bekendtskab med nogle nye og ikke mindst møde andre våde vinsjæle, som jeg hidtil kun har mødt online. Smagningen var arrangeret af De Danske Vinrejser og The Wine Institute, der er en interesse- og markedsføringsorganisation for den californiske vinbranche.

Dagens højdepunkt var denne skattebasse fra Paul Hobbs

Men first things first: Vinene på udstillingen spændte vidt. Fra supermarked-brands som Gnarley Head, Mondavi og Ironstone til eksklusive kultvine fra blandt andre Ridge, Paul Hobbs og Siduri. De tre sidste var dagens vinøse højdepunkter, så de får lige et par ekstra ord med på vejen:

2009 Ridge Monte Bello Cabernet Sauvignon
Jeg har smagt tidligere årgange af Ridge Vineyard's kultklassikker Monte Bello, og 2009'eren leverede samme høje klasse, som jeg husker fra den gang. Skøn næse med noter af kirsebær, solbær, mandler og et strejf af provencalske grønne urter. Medium til kraftig fylde, som gør, at vinen føles let og kølig, selvom smagen er intens og tæt pakket med stenfrugter, urter, eg, marcipan og meget andet godt. Unge tanniner, der bider lidt fra sig, men som sikkert vil falde bedre til i det samlede udtryk med nogle år i flasken. 740 kroner hos Bergman Vin.

Otto Suenson får tre modeller hjem fra Pinot-darlingen Siduri, som vi besøgte i oktober. Dengang var jeg spændt på at smage de mange 2009'ere, der havde fået topkarakterer hos alle de store anmeldere, og som forhandles til yderst rimelige priser. Jeg købte en håndfuld 2010'ere med hjem, som lige nu er på vej over Atlanten. Og heldigvis for det, for gensynet med Siduri var meget positivt og generelt mere køligt end 2009'erne. Her kommer smagenoter i stikordsform:

2010 Siduri Russian River Valley Pinot Noir
Dejlig klassisk RRV Pinot-næse med skovjordbær, sommerlune hindbær og et strejf af vanilje. Medium fylde, let sødme, frisk syre. Stadig ung og skal måske have et år mere i flasken til at samle sig, men så vil den også være mere end klar til at blive nydt. Omkring 250 kroner hos Otto Suenson. Super kvalitet til prisen.

2010 Siduri Santa Lucia Highlands Pinot Noir
Lidt køligere i udtrykket og med tydeligere og mindre velintegreret ristet fad. Den unge syre prikker lidt på tungen og stjæler opmærksomheden fra en ellers fin smagsprofil med lyse bær og orientalske krydderier. Fortjener formentlig 2-3 år mere i flasken, men bliver nok aldrig min favorit fra Siduri. Dertil er den for upoleret og kantet i strukturen. Husker ikke prisen, men den lå vist i 250-300 kroners klassen.

2010 Siduri Keefer Ranch Vineyard Russian River Valley Piont Noir
Tilbage i Russian River Valley, nærmere bestemt i subappellationen Green Valley. hvor vi finder Keefer Ranch-vinmarken. Mørke, solmodne skovbær, et strejf af anis og en mere poleret, blød mundfornemmelse. Velintegreret krydret eg og et samlet udtryk, der er pleasende uden at blive forsimplet.

Og endelig smagte jeg for første gang en Pinot fra Paul Hobbs, som er en af de mange Russian River Valley Pinot-producenter og blandt de meget velansete. Hobbs forhandles af Philipson Wine, som ellers ikke gør et kæmpestort nummer ud af californisk vin, men som med Hobbs har gjort lidt af et scoop.

2010 Paul Hobbs Russian River Valley Pinot Noir
Hindbær, lakrids, vanilje og brombær i næsen med et floralt strejf, som kendetegner de (efter min mening) bedste RRV Pinoter. Trods den unge alder fremstår vinen poleret og helstøbt i munden med fyldig blødhed og balanceret frisk frugtsyre. Skøn eftersmag, hvor hindbær og sort te træder frem og hænger ved dejligt længe. 300 kroner v. 12 flasker hos Philipson Wine.

Frebar de luxe

Det gode ved et fast arbejde og faste arbejdstider er utvivlsomt fredagsbarer. Det er i hvert fald én af de gode ting. Og når nu ens arbejdsplads ikke lægger rammer, glas eller flydende varer til morskaben, så er det godt, at man har en sød veninde og Kødbyen lige rundt om hjørnet. Aftenen bød blandt andet på noget så sjældent som en dansk sparkler.

Efter en drink eller to endte vi på Fiskebaren i Kødbyen, hvor vi foruden super lækker mad og god urban stemning fik lejlighed til at stifte bekendtskab med den såkaldte Lilleø Skum (2010), der, som navnet antyder, er en dansk mousserende vin.

Sikrom med tang-chip, creme fraiche, rødløg og purløg

Ørredtatar med sprød perlebyg og urter

Lilleø-vineriet er et af Claus Meyers mange kulinariske norøne projekter, og da jeg tidligere med stor fornøjelse har smagt hvidvinen Arwen fra samme sted, lykkedes det mig lokke min godtroende veninde med til, at vi skulle kaste os ud i de danske bobler.

Og jeg er virkelig ked af at sige det, men den holder altså ikke. Boblerne er små og livløse, næsen en anelse oxyderet, og smagen fad og saltvandsagtigt. Medium til lille fylde og hverken tilstrækkeligt med frugtsukker til at gøre vinen imødekommende eller syre til at gøre strukturen viril og inciterende. Desværre, for jeg har den største sympati for Meyers og vinmager Anders Selmers projekt.

Fish and chips de luxe med rustik remo og sprødt brød

Hvorfor det er gået galt, kan jeg kun gisne om, for jeg har ikke kunnet finde ret meget information om vinen. Den er baseret på druesorterne Sauvignon Blanc, Silvaner og Chenin Blanc, som er dyrket på Lilleø i det sydfynske øhav. Nok ikke de mest oplagte druer til en sparkler, men på disse breddegrader måske det bedste valg. Jeg ved ikke noget om fremstillingsmetoden, men har svært ved at forestille mig, at SKUM er fremstillet efter methode champenoise. Dertil er den bare for flad i struktur, mousse og smag. Omvendt har jeg svært ved at forestille mig d'herer pumpe kulsyre i deres møjsommeligt frembragte vin - men who knows?

Men pyt - selskabet var i topklasse, byen emmede af letsindig fredagsstemning, og jeg blev mindet om, at det ikke er så skidt endda at være hjemme i Danmark igen. Trods alt.

Æbledessert med agernis

Chokoladeis, hvid chokolademousse (tror jeg), syltede blådbær og tranebær-granite

At huske med næsen

Det begynder så småt at gå op for mig, at jeg har forladt Californien. Det måtte jo komme før eller siden, men jeg tror, at følelsen blev trigget af en 2009 Rochioli  Russian River Valley Pinot Noir. Og når det nu skal være, så er det jo meget passende, at det netop var en af de første og største Russian River Valley-producenter, som vi har besøgt så mange gange, der gjorde det.

Det er en helt speciel fornemmelse at blive sendt på langfart i tid og rum på grund af et duftindtryk. Den intense, krydrede, florale, skovbærprægede aroma, som er så karakteristisk for Rochioli og mange andre Russian River Pinoter sendte mig fluks tilbage til Westside Road, gyldent solskin, grønne vinmarker, gamle egetræer, der danner mosaiktag over vejen, blomstrende roser og lavendler, os i vores røde convertible, Lars ved min side, solvarme kinder og Kashmirs 'Kalifornia' i højtalerne. Er det i grunden ikke fantastisk, at en enkelt duft kan udløse så mange minder, både visuelle, auditive og taktile? (Indrømmet - jeg slog det sidste ord op).

Jeg tror, at de fleste ligesom jeg husker med næsen. Derfor kan det også undre, at så mange mennesker helt glemmer at bruge næsen, når de drikker vin - eller for den sags skyld, når de drikker og spiser hvad som helst. Der venter så mange store oplevelser - både kulinariske og mere personlige - for den, der formår at være nærværende, koncentrere sig og lugte rigtigt efter. Og vel kan man ved at øve sig raffinere evnen til at fordybe sig og genkende duftnuancer, under- og overtoner, men jeg tror egentlig, at de fleste er udstyret med et naturtalent, hvis de bare prøver.

For mig er duften af en Rochioli Pinot lige for tiden en smertelig vidunderlig oplevelse. Det stikker i hjertet, efterhånden som erkendelsen af, at vores californiske eventyr er forbi, synker ind. Og samtidig føler jeg en stor taknemmelighed for, at vi fik lov at opleve det. Alt dette på grund af duften af en god Pinot Noir.

Sorrig og Glæde...

... de vandrer som bekendt til hobe. Og i mit liv var weekendens store glæde et besøg på MASH i Bredgade, hvor svoger-Jesper havde iklædt sig spenderbukserne og bød på store bøffer og sublim vin. Sorgen (sorg er måske et stort ord i denne sammenhæng, tristhed er nok mere passende) var at sige farvel til min Lars i Københavns Lufthavn, før han fløj tilbage til Californien for at indlede en seks uger lang slutspurt på sit forskningsprojekt på UC Berkeley.

Her kommer en håndfuld highlights:

Vi havde egentlig bestilt en 2007 Schramsberg Blanc de Blancs, men da den var udsolgt i lørdags, tilbød den venlige sommelier os denne fyr - en Pol Roger Brut Champagne. Eftersigende Churchills yndlings-panje, og gamle Winnie havde god smag (trods de mange cigarer). Clean, crisp, frisk og sprød. Rank og medium fylde. Og selvom den ikke var fra Californien, så faldt den bestemt i god jord på min tunge. Du kan købe den hos Ludv. Bjørn.

Min søde svoger gav mig frit valg på alle vinhylderne - vel vidende, at vi deler glæden ved de mørke, delikate californiske Pinot'er. Så jeg tror ikke, jeg overraskede ham, da jeg valgte en 2008 DuMOL Russian River Valley Pinot Noir. Og den var mindst lige så god, som jeg husker den. Mørk, intens, bugnende af skovbær, vanilje, eg, lakrids, blød, rund og med et friskt og harmonisk syre-spike. Det var sgu lige før, jeg kneb en tåre. DuMOL forhandles af KK Wine.

Er den ikke bare smuk i glasset?

Jeg smagte en anden model fra Brewer-Clifton i sommer og blev ret imponeret. Pinoterne fra det sydlige Santa Rita Hills i Santa Barbara County er typisk mørke og spicy og lidt mere rustikke i stilen end de velpolerede topvine fra Russian River Valley. Denne 2008 enkeltmarksvin fra den legendariske Melville-vinmark var ingen undtagelse. Blåbær, hindbær, sort peber, nellike og 5-spice-powder. Og som aftenen skred frem, arbejdede den sig ind på DuMOL'en, efterhånden som den fik luft i glasset, og vores ganer omstillede sig fra silkedrøm til mørk og kompleks spiciness. Også denne skattebasse finder du hos KK Wine

En ordentlig bøf

Og en sidste tall double shot latte på Starbucks med Lars i lufthavnen. Til 45 kroner er den også vist også betalt. Tilbage i Berkeley kan Lars i de næste seks uger glæde sig over, at sådan fætter står i blot $1.90 i Guds og Starbuck's eget land.