Det begynder så småt at gå op for mig, at jeg har forladt Californien. Det måtte jo komme før eller siden, men jeg tror, at følelsen blev trigget af en 2009 Rochioli Russian River Valley Pinot Noir. Og når det nu skal være, så er det jo meget passende, at det netop var en af de første og største Russian River Valley-producenter, som vi har besøgt så mange gange, der gjorde det.
Det er en helt speciel fornemmelse at blive sendt på langfart i tid og rum på grund af et duftindtryk. Den intense, krydrede, florale, skovbærprægede aroma, som er så karakteristisk for Rochioli og mange andre Russian River Pinoter sendte mig fluks tilbage til Westside Road, gyldent solskin, grønne vinmarker, gamle egetræer, der danner mosaiktag over vejen, blomstrende roser og lavendler, os i vores røde convertible, Lars ved min side, solvarme kinder og Kashmirs 'Kalifornia' i højtalerne. Er det i grunden ikke fantastisk, at en enkelt duft kan udløse så mange minder, både visuelle, auditive og taktile? (Indrømmet - jeg slog det sidste ord op).
Jeg tror, at de fleste ligesom jeg husker med næsen. Derfor kan det også undre, at så mange mennesker helt glemmer at bruge næsen, når de drikker vin - eller for den sags skyld, når de drikker og spiser hvad som helst. Der venter så mange store oplevelser - både kulinariske og mere personlige - for den, der formår at være nærværende, koncentrere sig og lugte rigtigt efter. Og vel kan man ved at øve sig raffinere evnen til at fordybe sig og genkende duftnuancer, under- og overtoner, men jeg tror egentlig, at de fleste er udstyret med et naturtalent, hvis de bare prøver.
For mig er duften af en Rochioli Pinot lige for tiden en smertelig vidunderlig oplevelse. Det stikker i hjertet, efterhånden som erkendelsen af, at vores californiske eventyr er forbi, synker ind. Og samtidig føler jeg en stor taknemmelighed for, at vi fik lov at opleve det. Alt dette på grund af duften af en god Pinot Noir.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar