Being big is not a Zin

Zinfandel er vel det nærmeste, man kommer på en californisk nationaldrue. Den vokser på omkring 10% af statens vinmarker, og de ældste vinstokke er mere end 130 år gamle og dermed ældre end de fleste både amerikanske og europæiske vinmarker. Zinfandel dyrkes kun i Californien - i hvert fald under navnet Zinfandel, for det skulle være sikkert og vist, at Zinfandel genetisk set er den samme sort som Kroatiens Crljenak Kaštelanski-drue (prøv lige at udtale det!) og Syditaliens Primitivo.

Det er dog ikke kun sortens lange i historie her i landet, som har givet den national-status, men formentlig først og fremmest det faktum, at de fleste Zins er store, fyldige, højalkoholiske frugtbomber, sådan som mange amerikanere foretrækker det. Og skal sandheden frem, så lægger sorten også druer til de såkaldte 'White Zinfandels' eller 'Blush Wines' - søde rosévine fra helvede, hvis man skal tro anmelderne, men ikke desto mindre hvad mange amerikanere foretrækker frem for ... ja ... al anden vin.

Men Zinfandel er ikke bare for den uoplyste vinpøbel, som man måske kunne tro. På den årlige ZAP-festival (Zinfandel Advocates & Producers) i San Francisco viser mange producenter, at Zinfandel også kan levere komplekse og velbalancerede vine, som kan tilfredsstille mere forfinede ganer. Jeg har smagt rigtig gode Zins, men jeg har smagt flest i den tunge ende af skalaen, som er for meget for mig. Det er nu ikke nødvendigvis fyldigheden, alkoholen og sødmen, men nok mere de krydrede noter af grønne urter og blomster, som i kombination med den henkogte frugtsmag kan sætte mig af.

Men som nævnt er der mange undtagelser, og da jeg aldrig rigtig har smagt mig ind på denne drue, skal man ikke tage overstående for mere end personlig smag baseret på godt og vel 30-35 forskellige Zinfandels, som jeg har stiftet bekendtskab med over de seneste par år.

En af undtagelserne kommer ikke overraskende fra en af de få Zinfandel kult-producenter, nemlig Turley Wine Cellars, Vineriet ligger i Templeton i San Louis Obispo County, men henter druer fra mange steder rundt om i Californien og er specialiseret i Zinfandel og Petite Syrah fra gamle vinstokke. Ejeren, Larry Turley, er i øvrigt bror til den verdensberømte stjerne-winemaker Helen Turley, som ejer vingården Marcassin og ikke har haft noget at gøre med Turley Wine Cellars i mange år.

Winemakeren hos Turley er nu heller ikke nogen nobody - det er nemlig ingen ringere end Ehren Jordan, som også laver vin for sit eget label Failla, kendt for dets True Sonoma Coast Pinot Noir-vine. Faillas og Turleys vine er vel nærmest så forskellige, som vin kan være, men uanset om Jordan laver Zinfandel-bomber eller elegante Sonoma Coast-Pinot'er, får hans vine konsekvent topkarakterer af de amerikanske anmeldere.

Forleden smagte vi på en af Turleys sagnomspundne Zins, som indgik i KK Wine-Kenneths imponerende lineup, som jeg tidligere har omtalt. Det drejer sig om husets 2005 Dogtown Vineyard Zinfandel, som stammer fra Lodi-regionen lidt syd for Sacramento, som i øvrigt er en af de ældste vinregioner i Californien. Der er bestemt tale om det, som Larry Turley selv beskriver som en 'Big Red', men den kan noget mere end en gennemsnitlig Zinfandel, og især næsen er attraktiv på denne fætter:

2005 Turley Dogtown Vineyard Zinfandel, Lodi:
Stor næse med noter af kirsebær(likør), svesker, salvie og lidt varm skovbund. Medium til stor fylde og flere tørret-frugt-noter i munden, hvor sødme og syre holder hinanden i skak, og rimeligt robuste tanniner får vinen til at hænge ved. En af mine med-smagere sagde, at det er sådan en vin, man har lyst til at drikke en sen aften ved et lejrbål, og det er vel egentlig den mest rammende beskrivelse, jeg kan forestille mig.

Turley Wine Cellars forhandles i Danmark af KK Wine.

Store ambitioner hos Alpha Omega

Springvandet, der ikke er et springvand. Men smukt ser det i ud solnedgangen med Mayacamas-bjergene i baggrunden.

For et par dage siden var vi på besøg på Alpha Omega Winery, hvor danske Henrik Poulsen er Assistant Winemaker og i tilgift en fortrinlig guide og formidler af vineriets historie, filosofi og fremstillingsteknikker. Det er altid en fed oplevelse at få mulighed for at tale med de folk, som virkelig har fingrene i maskineriet i vineriet og kan fortælle om de store og små beslutninger, som påvirker slutresultatet - og dette tilfælde var ingen undtagelse.

Alpha Omega blev grundlagt i 2006 og ligger midt i Napa Valley ud til Saint Helena Hwy lidt syd for Saint Helena by. Investorerne bag Alpha Omega har haft kapital nok til at lægge temmelig ambitiøst fra land med totalrenovering af tasting room og produktionsfaciliteter. Vineriet kom da også godt fra start med fine anmeldelser af 2006 og 2007-årgangene, som rundede de 94 pt (fra Wine Spectator og Wine Enthusiast) for deres topvin 'Era' og for deres Napa Valley Chardonnay.

Lige til plakaten for min nye film: 'Tim & Bom i vinlandet' (det er Bom til højre)

Winemaker Jean Hoefliger og Henrik Poulsen er begge af den gamle europæiske skole, som er flasket op på Bordeaux og foretrækker en lidt mere behersket, subtil stil, end man ellers traditionelt finder i Napa Valley. Men d'herrer eksperimenterer også med nye teknikker og gør blandt andet i vidt omfang brug af fadgæring, som efter deres mening skaber vine, der er drikkemodne lidt tidligere end ellers, men som samtidig har et stort lagringspotentiale. Der foretages ingen kompromiser på bekostning af kvaliteten, man har det bedste udstyr, 23 mennesker er klar ved sorteringsbæltet, når druerne kommer ind, og man køber druer per acre fra Napa Valleys bedste vinmarker, herunder Andy Beckstoffers legendariske To Kalon og Missouri Hopper vinmarker, samt også fra Stagecoach og Hudson. Som Henrik sagde: 'Det er faktisk svært at finde på en undskyldning, hvis vores vin ikke er af høj kvalitet'.

Henrik er en super flink fyr og en fantastisk guide. Og frem for alt en vidende og dygtig vinmager.

Vi fik lov at smage på husets 2010 Sauvignon Blanc, som er den eneste estate grown vin, som huset laver. Der er tale om en frisk og saftig sag, som er rig på frugtnoter som hvid fersken og pink grape. En rigtig god køler, når temperaturen runder de 30 grader i dalen, som den gjorde, da vi slog vejen forbi vineriet.

Derudover smagte vi på en del fad prøver fra 2010-årgangen:
De to ufiltrerede Chardonnay'er var friske og livlige, og især den første bød på dejlige meyer lemon nuancer, som var et godt modspil til fadenes buttery præg. Jeg har svært ved at fremskrive vinene til om to års tid, når de frigives til salg, men de tegner meget lovende, især hvis de bevarer den frugtige friskhed.

Dernæst smagte vi fire enkeltmarksvine (to forskellige To Kalon, en Stagecoach og en Missouri Hopper). Også disse vine er i deres spæde ungdom, men jeg var positivt overrasket over, at de tegnede til at blive mindre søde, mindre bombastiske og lidt mere stramme i stilen uden at slå en New World Girl som undertegnede af pinden.

Lækkerier i lange baner

Endelig smagte vi på 2010-udgaven af topvinen Era, som normalt er et blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Petit Verdot. Den var tydeligvis rundere i stilen med blødere tanniner og mere udtalte frugtnoter, uden at der går bulderbasse i den.

Alpha Omega er et af de nyere vinerier, som fra starten har stilet højt og prissat deres vine med vanlig amerikansk selvsikkerhed. Cab'erne starter ved $84, og er du så heldig at stå højt nok på mailinglisten til at få tilbudt topvinen Era, må du slippe godt og vel $185 for den. Men før du slagter sparegrisen, så sørg lige for at blive skrevet på mailinglisten, for der er rift om disse vine.

Jeg kan varmt anbefale at slå vejen forbi Alpha Omega, der byder på alt, hvad man kan ønske sig af et fancy pancy Napa Valley tasting room med springvand (som teknisk set er et anlæg, som skal forhindre frost, da installering af et springvand kræver en særlig tilladelse fra Napa County) og en fremragende udsigt til Mayacamas-bjergene mod vest. Vinene forhandles ikke Danmark, så der er faktisk ingen vej uden om et besøg i Napa Valley, hvis du vil smage disse fine vine.

Modsætninger mødes

Jancis Robinson har for nyligt glædet sig over, at californisk Pinot Noir begynder at trække i den lettere burgundiske retning. Jeg tror nok, at der er tale om ønsketænkning fra vinens førstedames side, for det vil være en overdrivelse at hævde, at Cali-Pinot'er over en kam er blevet stramme, tørre og benede. Men det er rigtigt, at Pinot'er fra 'the True Sonoma Coast' skiller sig ud og viser en fin, lidt lysere stil end deres fætre fra fx Russian River Valley og Central Coast. Jeg begræder ikke, at Cali- Pinot'er generelt er fyldigere, rundere og mere frugtige end den typiske burgunder, men jeg synes, det er interessant at følge udviklingen på the True Sonoma Coast, for de har deres helt eget udtryk og bidrager til diversiteten inden for californisk Pinot Noir.

Forleden havde Kenneth fra KK Wine inviteret os til at smage på et udsnit af det fine sortiment af californiske vine, som han importerer til Danmark, og ved den lejlighed stiftede vi bekendtskab med to yderpunkter i genren californisk Pinot Noir. Jeg tror nok, jeg foretrækker noget midt imellem, hvilket man ofte finder i Russian River Valley, men det var lærerigt og berigende at opleve denne store diversitet.

Cobb Wine er indbegrebet af True Sonoma Coast: Syre, lys frugt og mineralitet

Ross Cobb, som er winemaker for Hirsch Vineyards og tidligere assistant winemaker for Williams Selyem, har også sit eget familieejede label, under hvilket han rendyrker den spinkle True Sonoma Coast-stil, som Ms. Robinson er så begejstret for. Det er hun i øvrigt ikke ene om. For et par år siden udnævnte Decanter's Linda Murphy Ross Cobb til intet mindre end 'The future of California Pinot Noir'. Cobb-familiens vinmarker ligger helt ud til kysten ud for Occidental i det fantastiske forrevne landskab, hvor tågen og blæsten fra Stillehavet former både mennesker, landskab og vin. Der er tale om elegante, spinkle vine, som ved, hvad de vil: Masser af syre, lys frugt og mineralske undertoner er nøgleordene her:

2008 Cobb 'Diane Cobb: Coastlands Vineyard' Sonoma Coast Pinot Noir
En lækker lys bærpræget aroma, fortrinsvist ribs, hindbær og tranebær og et diskret strejf af våd jord. Masser af frisk syre i munden, medium fylde og en lang fin eftersmag.

KK Wine har fået lovning på en allokation fra Cobb til det danske publikum. De ligger i $80-klassen her i USA, og jeg ved ikke endnu, hvad den danske pris bliver. Men Bourgogne-elskere, der helt sikkert vil sætte pris på denne vin, er jo vant til at slippe seriøse slanter for at få bare en nogenlunde kvalitet, så de vil sikkert blive glædeligt overrasket, når KK Wine annoncerer sin pris.

Hilliard Bruce i Santa Rita Hills er en producent, som kender sit eget værd. Men det er der heldigvis også andre, der gør, og deres estate grown Pinot Noir-vine har fået en rigtig fin modtagelse af anmelderne. Her er tale om bad ass Pinot, hvor frugt, eg og spice er skruet op på max. Det holder, fordi vinene er i balance, men det er altså ikke det oplagte valg til en let salat, delikat lyst kød eller en fiskeret. Disse vine matcher uden problemer grillet kød og krydrede retter, men så er de også i det helt rette selskab.

Hilliard Bruce er Pinot for fuld skrue: Masser af mørk frugt, eg og spice

2009 Hilliard Bruce 'Moon' Santa Rita Hills Pinot Noir
Mørk frugtig aroma præget af blåbær og brombær blandet med masser af toasty eg, sort peber og five spice powder (stjerneanis, nellike, kanel, sichuan peber og fennikel). Fuld power og fylde, rund og silkeblød mouthfeel dog med velproportionerede tanniner, som tilføjer den nødvendige rygrad og modstand, som gør vinen interessant i længden.

KK Wine får også Hilliard Bruce hjem i løbet af efteråret, så hold øje med kkwine.dk, hvis du er fristet af en ordentlig pinot-bulderbasse.

Anmeldelse: Napa App får 90 point

Wine Spectators nye app til iPad er en rigtig god guide for nye og garvede besøgende i Napa Valley. Masser af velproduceret og relevant indhold, de nødvendige praktiske informationer og nørde-indhold til ... ja, nørderne. Ankerne går på manglende fantasifuldhed i udførelsen og ingen nyudvikling af funktioner.

For nogle dage siden lancerede Wine Spectator sin første app til iPad, som meget oplagt fokuserer på Californiens næststørste turistattraktion (kun overgået af Disneyland), nemlig Napa Valley. App'en er delt op i tre hovedområder:

Where Cabernet is king: Er spækket med baggrundsinformationer om dalens historie, personligheder, terroirs, appellationer, og selvfølgelig signaturdruen Cabernet Sauvignon.

Visiting Napa: Byder på informationer om vinerier, spisesteder, hoteller og andre attraktioner, kort, åbningstider, kontaktinformationer mv.

Inside information: Wine Spectators pointscorer og anmeldelser af vine fra dalen (med hovedvægt på Cabernet Sauvignon), videoer, som portrætterer vinbønder, vinmagere og vinmarker, årgangsoversigter, og kort over dalen.

Kort sagt, alt hvad man behøver som førstegangsbesøgende, og mange af informationerne er faktisk også meget rare at have ved hånden for en garvet rotte som undertegnede.

Men! Der er et men: Jeg undrer mig over, at folkene bag app'en ikke har haft fantasi til at udnytte de mange muligheder, der er, for at lave fede, illustrative animationer, en virtuel 3D-tur op gennem dalen, en interaktiv guide, som via iPad'ens GPS fortæller om, hvad man ser foran sig, når man opholder sig i dalen. Og i den mindre avancerede ende: En opdateret feature med aktuelle begivenheder i dalen, så man kan holde sig orienteret om festivaler, markeder, åbent hus-arrangementer, auktioner osv., som finder sted her og nu.

Konklusion: Jeg tildeler app'en 90 point på Spectators egen 100 point-skala. Det betyder absolut godkendt og bestemt i den rigtig gode ende. Der er ikke kastet mange dollars efter at udvikle helt nyt indhold til app'en, og det meste ligner genbrug fra winespectator.com. Men det er gjort tilgængeligt og overskueligt med denne app, og mere kan man nok ikke forlange for $3.99.

A Pinot-Girl goes Cab

Som den opmærksomme og trofaste læser (og dem har jeg jo mange af) formentlig har bemærket, så er jeg ret glad for Pinot Noir. Cabernet Sauvignon har til gengæld aldrig rigtig vundet mit hjerte. Vel har jeg smagt mange dejlige Cabs, og jeg kan sagtens se, at der er lejligheder og retter, hvor en Cab er et bedre valg end Pinot eller andre sorter. Men indtil forleden havde jeg stadig til gode at komme helt op at ringe over Napa Valleys signatur-drue.

Kenneth fra KK Wine gjorde da også sit for at overbevise mig om denne drues fortræffeligheder, da han forleden trakterede os med vine fra nogle af Napa Valleys mest ansete producenter, DUNN og Herb Lamb. Alle vinene var eksempler på, at Napa Cabs ikke nødvendigvis er store, jammy, sødlige og trættende i længden, men også kan være velbalancerede, velstrukturerede og interessante efter første mundfuld. Jeg har muligvis været længe om at nå frem til denne erkendelse, men nu er jeg altså overbevist.

Pinot-pigen har kun en enkelt forfængelig anke mod Cabernet Sauvignon-vine:
Man får Per Stig Møller-tænder af dem!
Det er i øvrigt Kenneth Olsen fra KK Wine til venstre. En super flink fyr med vel nok Danmarks bedste udvalg af nordamerikansk vin.

DUNN dyrker sine druer på Howell Mountain i Vaca-bjergene i den nordøstlige ende af dalen. Her i 2200 feet højde er der mærkbart køligere end i dalbunden, og Howell Mountain-vinmarkerne er derfor som regel blandt de sidste der bliver høstet sent på efteråret. DUNN er formentlig den producent, som først og fremmest kan tage æren for Howell Mountains fine omdømme, og fælles for de to DUNN-vine, vi smagte, var en markant struktur med relativt kraftige tanniner og florale aromaer, som lægger sig elegant oven på de klassiske mørke frugtnoter.

2002 DUNN Vineyards Howell Mountain Cabernet Sauvignon
Sorte kirsebær, lavendel og potpourri definerer aromaen på denne vin. I munden er den fyldig, men velbalanceret, har godt med syre og markante, men bløde tanniner. En meget behagelig mundfornemmelse, som er i proportion med vinens frugtighed og styrke uden at efterlade ens mund som en udtørret tannin-ørken.

2003 DUNN Vineyards Howell Mountain Cabernet Sauvignon
Igen dejlige mørke frugtnoter i næsen med et strejf af tørrede blomster, lavendel og salvie. Noget mere kantet i strukturen med hårde tanniner, som nok vil have godt af lidt flere år i flasken. Jeg kunne godt skimte en velproportioneret vin omme bagved tanninerne, men på dette tidspunkt skæmmer de lidt helhedsindtrykket for mig.

Folkene bag Herb Lamb startede som wine growers, der solgte deres druer fra vinmarken i den nordøstlige ende af Napa Valley til andre producenter i dalen. Efterhånden som Herb og Jennifer Lamb fik jord under neglene og mere erfaring med druedyrkning, kom deres druer i høj kurs, og blandt andre kultproducenten Colgin har været med til at udødeliggøre navnet Herb Lamb Vineyards. Sidenhen har Lamb familien etableret deres eget vineri og omsætter selv deres druer til vin i eget navn. En af slagsen af havde Kenneth medbragt, og den var et meget behageligt bekendtskab.

2008 Herb Lamb HL Napa Valley Cabernet Sauvignon
Floral og herbal næse (eller blomster og urter på godt dansk), som leder tankerne hen på Provences lavendel- og urtehaver. Underliggende mørkere toner af brombær og røde kirsebær. Medium- til fullbody, frisk syre og bløde tanniner. Rigtig fin balance og behagelig mundfornemmelse. En øjenåbner for en Pinot-pige, som har været længe om at erkende Cab'ens kvaliteter.

Ikke overraskende forhandler KK Wine både DUNN og Herb Lamb i Danmark, og de skulle ifølge Kenneth gå som varmt brød, så skynd dig at tjekke dem ud, mens du kan. (Dunn-vinene ligger i 4-500 kroners klassen, mens Herb Lamb står i en 1500-mand, så er du advaret og kan begynde at spare op!)

Med Big Sur som inspiration

Et af de smukkeste steder i Californien må være Big Sur - en strækning på ca. 20 miles syd for Monterey på den legendariske Highway One. Endeløs udsigt over Stillehavet, Stejle klippeskråninger, snoede veje, vild natur, hvide bølger og gode chancer for at spotte migrerende hvaler i ny og næ. Og så selvfølgelig de mest fantastiske solnedgange over havet, mens solens stråler farver kalkstensklipperne okkergule og får de vilde farvestrålende blomster og buske til at lyse op. Det er ubeskriveligt smukt.

I 2002 satte winemaker Paul Lato i følge eget udsagn sig for at skabe vine, der er lige så betagende som Big Sur. Det er en ambitiøs målsætning, og jeg skal ikke fælde dom over, om det er lykkedes. Men jeg kan sige så meget, at i et ellers meget eksklusivt selskab af californiske topvine, som vi havde den udelte fornøjelse at smage os igennem i går aftes, var det to Paul Lato-vine der virkelig udmærkede sig. Og med Big Sur som inspiration skaber man selvfølgelig store vine.

Paul Lato henter sine druer i Santa Maria Valley, Santa Ynez Valley og Santa Rita Hills (sidstnævnte er formelt set en sub-appelation i Santa Ynez Valley), som alle ligger i Santa Barbara County. Han går hovedsageligt efter vinmarker i de kystnære egne, hvor det daglige besøg af vores gode gamle ven Hr. Tåge sikrer en lang, kølig vækstsæson. Lato har ikke investeret i topmoderne produktionsfaciliteter eller et fancy pancy tasting room. Han laver sine vine på noget, som minder om custom crush faciliteter, og sælger alle sine vine via mailingliste. Så nemt kan det gøres, når vinene sælger sig selv....men selvfølgelig hjælper gode ratings fra bl.a. Parker, Wine Enthusiast og Pinophile også.

Som den trofaste læser vil vide, har jeg ikke rigtig dyrket Californiens sydlige appellationer så meget. Det er ikke noget bevidst fravalg, men mere den sørgelige konsekvens af, at døgnet kun har 24 timer, og det er alt for lidt til at man kan nå at stifte bekendtskab med alle de gode vine, der findes i verden. Men efter i går aftes kan jeg vist godt love, at Santa Maria og Santa Ynez Valleys er områder, som jeg bestemt skal udforske mere.

De to vine fra Paul Latos hånd, som vi smagte i går, var:

2009 Paul Lato 'Suerte' Solomon Hill Vineyard Pinot Noir
Forførende aroma præget af blåbær, brombær og vanilje. Masser af fylde og power i munden men afstemt af syrlig friskhed og lækre krydrede undertoner af hvid peber og anis. Ikke en af klassens lette drenge, men meget velproportioneret og en absolut nydelse. Efter sigende skyldes tyngden og koncentrationen i denne vin, at Lato 'grønthøster' så konsekvent, at hans del af vinmarken Solomon Hills Vineyard kun giver 1 ton druer/acre - og det er altså ret lidt!

2009 Paul Lato 'Cinematique' Larner Syrah
Virkelig inciterende aroma, som bugner af mørke blommer, kirsebær og solbær og har en lækker 'fleshy' røget undertone med et strejf af sort peber. Nærmest blæksort i glasset, intens, fyldig og med bløde, behagelige tanniner. Jeg tænker på den som en slags Pinot'ens storebror, hvor der er skruet lidt op for det hele: Frugten (mere og mørkere), fyldigheden, tanninerne og krydderierne.

Paul Lato forhandles i Danmark af KK Wine, som også havde inviteret os på denne smagning.

Nærværende nydelse

For noget tid siden refererede jeg til Klaus Rifbjergs skønne essay 'Glæden ved vin'. Den giver sådan en fin beskrivelse af alle de gode ting ved vin: ritualerne, fællesskabet, minderne, forventningerne og selvfølgelig smags- og duftindtrykkene. For mig personligt er den største glæde ved vin imidlertid, at den har lært mig at smage ordentligt efter. Man kunne kalde det 'nærværende nydelse'.

Fotograf: Ida Wang, idawang.dk

Det startede vel med, at jeg læste alle disse lokkende vinbeskrivelser med fristende smagssammensætninger som vilde skovbær, kaffe, chokolade, blommer, kirsebær, anis og nellike. Og underlige aromaer som skovbund, svampe, kernelæder, pibetobak og cigarboks. Og hvidvine med eksotiske frugter som ananas, mango og passionsfrugt, eller æble, pære, fersken og mirabelle og friske citron, grape og lime-indslag. Og måske oven i købet et blomsterflor af hyldeblomst, kaprifolie, lavendel, roser og hvidtjørn. Og endelig hvad jeg senere lærte kom fra fadlagringen: Popkorn, nyristet kaffe, smør, ristet brød, og vanilje. Men når jeg forventningsfuldt satte læberne til vinen, så kunne jeg for min død ikke smage andet end 'rødvin' eller 'hvidvin', og skuffelsen var stor.

Jeg er heldigvis et stædigt asen, så jeg blev ved med at prøve og tog mit første kursus i vinsmagningens kunst. Her gennemgik jeg grundlæggende trin som udseende, næse, smag, struktur og eftersmag. Jeg lærte at slynge vinen, tage en ordentlig sniffer og flytte vinen rundt i munden, så smagen virkelig kunne træde frem.

Jeg blindsmagte vine side om side, hvor den samme vin var tilsat tre forskellige mængder sukker eller tre forskellige mængder syre og blev bedt om at identificere og ordne dem efter sukker- og syreindhold. Jeg stiftede bekendtskab med de forskellige fejltyper, der kan være i vin som TCA (dårlig kork), reduktion, oxydering og brettanomyces (den umiskendelige lugt af hestestald, som mange faktisk sætter pris på og ikke vil kategorisere som en fejl).

Jeg lærte at lægge mærke til vinens struktur, som blandt andet defineres af indholdet af syre, tanniner, sukker og alkohol og har betydning for, hvordan vinen føles i munden.

Og jeg blev introduceret til de mest almindelige røde druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Pinot Noir og Zinfandel (sidstnævnte er meget populær her i Californien) og hvide sorter som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Riesling, Pinot Gris, Viognier og Gewürtzstraminer. Jeg smagte de samme sorter fra forskellige dele af verden og kunne til min store overraskelse smage forskel. Jeg smagte også den samme vin fra forskellige årgange og kunne uden problemer kende den varme årgang fra den kolde.

Og endelig en dag kom gennembruddet. Det skete med en fyldig, rund Cabernet Sauvignon fra Napa Valley, som ifølge beskrivelsen skulle dufte lidt af kaffe. Og da jeg stak næsen i glasset, blev jeg pludselig sendt tilbage til specialforretningen 'Kronen Kaffe' i Algade i Aalborg, hvor jeg som barn kom med mine forældre, når de skulle have en særlig god kaffe. Børn fik gratis karameller og måske derfor husker jeg så tydeligt den himmelske duft af nyligt ristet, friskmalet kaffe. Måske var det min udgave af den berømte og smukke 'Madelainekage-scene' i Marcel Prousts 'Jagten på den forsvundne tid', hvor smagen af en madeleinekage dyppet i jasminte sender fortælleren på en mental rejse tilbage til barndommen i Combray, hvor handlingen tager sit afsæt.

Foruden den fantastiske følelse af endelig at have knækket koden, lærte oplevelsen mig, at associationerne kommer lettest, hvis jeg har en konkret sanseerindring, som jeg mentalt kan hænge smagen eller duften op på. Eksempelvis har jeg ikke en særlig sikker fornemmelse af, hvordan lavendler dufter. Men jeg ved til gengæld nøjagtig, hvordan håndsæbe med lavendel dufter og kan derfor spotte aromaen, når jeg støder på den i en Sangiovese fra Toscana. Jeg ved heller ikke med sikkerhed, hvordan vingær dufter, men duften af friskbagte boller er jeg vokset op med og elsker derfor aromaen ved champagner og mousserende vine, som har fået lov at lagre ekstra længe på gærresterne. Og jeg ved slet ikke, hvordan stoffet pyrazin dufter, men til gengæld kan jeg duften af tomatstilk på rygraden og kan derfor til enhver tid genkende denne vegetative aroma, når jeg støder på den i en New Zealandsk Sauvignon Blanc.

Hen ad vejen er det blevet nemmere og nemmere for mig at genkende og beskrive smags- og duftkomponenterne i de vine, jeg sætter til livs. Og belønningen er en vidunderlig overflod af store sanseindtryk, som jeg aldrig havde troet mulig. Eksperter i erkendelsesteori vil næppe blive overraskede, når jeg hævder, at evnen til at sætte ord på et sanseindtryk er tæt forbundet med evnen til overhovedet at erkende det. Derfor venter der mange store oplevelser for den, som udvikler evnen til at smage ordentlig efter og efterfølgende beskrive sanseindtrykket. Det er mindre væsentligt, om andre kan genkende beskrivelsen, for det primære formål med beskrivelsen er at styrke ens egen erkendelse af vinen.

Min evne til at koncentrere mig om, hvad jeg putter i munden, være nærværende og opmærksom og smage grundigt efter bruger jeg selvfølgelig også, når jeg spiser. Det har åbnet endnu en port til store gastronomiske oplevelser, og jeg nyder det hver eneste dag. Ernæringseksperten Per Brændgaard har igennem længere tid argumenteret for, at det, han kalder 'mindful eating' (som vel kan oversættes til 'nærværende spisning'), kan forhindre overspisning, fordi man opnår større tilfredsstillelse, når man faktisk smager på det, man fortærer. Jeg tror, han har fat i noget. Nærværende nydelse kræver, at man orker at gøre sig lidt umage, men belønningen er så gavmild og overdådig, at jeg ville ønske for alle, at de gør forsøget.