lørdag den 10. september 2011

Med Big Sur som inspiration

Et af de smukkeste steder i Californien må være Big Sur - en strækning på ca. 20 miles syd for Monterey på den legendariske Highway One. Endeløs udsigt over Stillehavet, Stejle klippeskråninger, snoede veje, vild natur, hvide bølger og gode chancer for at spotte migrerende hvaler i ny og næ. Og så selvfølgelig de mest fantastiske solnedgange over havet, mens solens stråler farver kalkstensklipperne okkergule og får de vilde farvestrålende blomster og buske til at lyse op. Det er ubeskriveligt smukt.

I 2002 satte winemaker Paul Lato i følge eget udsagn sig for at skabe vine, der er lige så betagende som Big Sur. Det er en ambitiøs målsætning, og jeg skal ikke fælde dom over, om det er lykkedes. Men jeg kan sige så meget, at i et ellers meget eksklusivt selskab af californiske topvine, som vi havde den udelte fornøjelse at smage os igennem i går aftes, var det to Paul Lato-vine der virkelig udmærkede sig. Og med Big Sur som inspiration skaber man selvfølgelig store vine.

Paul Lato henter sine druer i Santa Maria Valley, Santa Ynez Valley og Santa Rita Hills (sidstnævnte er formelt set en sub-appelation i Santa Ynez Valley), som alle ligger i Santa Barbara County. Han går hovedsageligt efter vinmarker i de kystnære egne, hvor det daglige besøg af vores gode gamle ven Hr. Tåge sikrer en lang, kølig vækstsæson. Lato har ikke investeret i topmoderne produktionsfaciliteter eller et fancy pancy tasting room. Han laver sine vine på noget, som minder om custom crush faciliteter, og sælger alle sine vine via mailingliste. Så nemt kan det gøres, når vinene sælger sig selv....men selvfølgelig hjælper gode ratings fra bl.a. Parker, Wine Enthusiast og Pinophile også.

Som den trofaste læser vil vide, har jeg ikke rigtig dyrket Californiens sydlige appellationer så meget. Det er ikke noget bevidst fravalg, men mere den sørgelige konsekvens af, at døgnet kun har 24 timer, og det er alt for lidt til at man kan nå at stifte bekendtskab med alle de gode vine, der findes i verden. Men efter i går aftes kan jeg vist godt love, at Santa Maria og Santa Ynez Valleys er områder, som jeg bestemt skal udforske mere.



De to vine fra Paul Latos hånd, som vi smagte i går, var:

2009 Paul Lato 'Suerte' Solomon Hill Vineyard Pinot Noir
Forførende aroma præget af blåbær, brombær og vanilje. Masser af fylde og power i munden men afstemt af syrlig friskhed og lækre krydrede undertoner af hvid peber og anis. Ikke en af klassens lette drenge, men meget velproportioneret og en absolut nydelse. Efter sigende skyldes tyngden og koncentrationen i denne vin, at Lato 'grønthøster' så konsekvent, at hans del af vinmarken Solomon Hills Vineyard kun giver 1 ton druer/acre - og det er altså ret lidt!

2009 Paul Lato 'Cinematique' Larner Syrah
Virkelig inciterende aroma, som bugner af mørke blommer, kirsebær og solbær og har en lækker 'fleshy' røget undertone med et strejf af sort peber. Nærmest blæksort i glasset, intens, fyldig og med bløde, behagelige tanniner. Jeg tænker på den som en slags Pinot'ens storebror, hvor der er skruet lidt op for det hele: Frugten (mere og mørkere), fyldigheden, tanninerne og krydderierne.

Paul Lato forhandles i Danmark af KK Wine, som også havde inviteret os på denne smagning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar