Forleden havde Kenneth fra KK Wine inviteret os til at smage på et udsnit af det fine sortiment af californiske vine, som han importerer til Danmark, og ved den lejlighed stiftede vi bekendtskab med to yderpunkter i genren californisk Pinot Noir. Jeg tror nok, jeg foretrækker noget midt imellem, hvilket man ofte finder i Russian River Valley, men det var lærerigt og berigende at opleve denne store diversitet.
Cobb Wine er indbegrebet af True Sonoma Coast: Syre, lys frugt og mineralitet |
2008 Cobb 'Diane Cobb: Coastlands Vineyard' Sonoma Coast Pinot Noir
En lækker lys bærpræget aroma, fortrinsvist ribs, hindbær og tranebær og et diskret strejf af våd jord. Masser af frisk syre i munden, medium fylde og en lang fin eftersmag.
KK Wine har fået lovning på en allokation fra Cobb til det danske publikum. De ligger i $80-klassen her i USA, og jeg ved ikke endnu, hvad den danske pris bliver. Men Bourgogne-elskere, der helt sikkert vil sætte pris på denne vin, er jo vant til at slippe seriøse slanter for at få bare en nogenlunde kvalitet, så de vil sikkert blive glædeligt overrasket, når KK Wine annoncerer sin pris.
Hilliard Bruce i Santa Rita Hills er en producent, som kender sit eget værd. Men det er der heldigvis også andre, der gør, og deres estate grown Pinot Noir-vine har fået en rigtig fin modtagelse af anmelderne. Her er tale om bad ass Pinot, hvor frugt, eg og spice er skruet op på max. Det holder, fordi vinene er i balance, men det er altså ikke det oplagte valg til en let salat, delikat lyst kød eller en fiskeret. Disse vine matcher uden problemer grillet kød og krydrede retter, men så er de også i det helt rette selskab.
Hilliard Bruce er Pinot for fuld skrue: Masser af mørk frugt, eg og spice |
Mørk frugtig aroma præget af blåbær og brombær blandet med masser af toasty eg, sort peber og five spice powder (stjerneanis, nellike, kanel, sichuan peber og fennikel). Fuld power og fylde, rund og silkeblød mouthfeel dog med velproportionerede tanniner, som tilføjer den nødvendige rygrad og modstand, som gør vinen interessant i længden.
KK Wine får også Hilliard Bruce hjem i løbet af efteråret, så hold øje med kkwine.dk, hvis du er fristet af en ordentlig pinot-bulderbasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar