Frebar de luxe

Det gode ved et fast arbejde og faste arbejdstider er utvivlsomt fredagsbarer. Det er i hvert fald én af de gode ting. Og når nu ens arbejdsplads ikke lægger rammer, glas eller flydende varer til morskaben, så er det godt, at man har en sød veninde og Kødbyen lige rundt om hjørnet. Aftenen bød blandt andet på noget så sjældent som en dansk sparkler.

Efter en drink eller to endte vi på Fiskebaren i Kødbyen, hvor vi foruden super lækker mad og god urban stemning fik lejlighed til at stifte bekendtskab med den såkaldte Lilleø Skum (2010), der, som navnet antyder, er en dansk mousserende vin.

Sikrom med tang-chip, creme fraiche, rødløg og purløg

Ørredtatar med sprød perlebyg og urter

Lilleø-vineriet er et af Claus Meyers mange kulinariske norøne projekter, og da jeg tidligere med stor fornøjelse har smagt hvidvinen Arwen fra samme sted, lykkedes det mig lokke min godtroende veninde med til, at vi skulle kaste os ud i de danske bobler.

Og jeg er virkelig ked af at sige det, men den holder altså ikke. Boblerne er små og livløse, næsen en anelse oxyderet, og smagen fad og saltvandsagtigt. Medium til lille fylde og hverken tilstrækkeligt med frugtsukker til at gøre vinen imødekommende eller syre til at gøre strukturen viril og inciterende. Desværre, for jeg har den største sympati for Meyers og vinmager Anders Selmers projekt.

Fish and chips de luxe med rustik remo og sprødt brød

Hvorfor det er gået galt, kan jeg kun gisne om, for jeg har ikke kunnet finde ret meget information om vinen. Den er baseret på druesorterne Sauvignon Blanc, Silvaner og Chenin Blanc, som er dyrket på Lilleø i det sydfynske øhav. Nok ikke de mest oplagte druer til en sparkler, men på disse breddegrader måske det bedste valg. Jeg ved ikke noget om fremstillingsmetoden, men har svært ved at forestille mig, at SKUM er fremstillet efter methode champenoise. Dertil er den bare for flad i struktur, mousse og smag. Omvendt har jeg svært ved at forestille mig d'herer pumpe kulsyre i deres møjsommeligt frembragte vin - men who knows?

Men pyt - selskabet var i topklasse, byen emmede af letsindig fredagsstemning, og jeg blev mindet om, at det ikke er så skidt endda at være hjemme i Danmark igen. Trods alt.

Æbledessert med agernis

Chokoladeis, hvid chokolademousse (tror jeg), syltede blådbær og tranebær-granite

At huske med næsen

Det begynder så småt at gå op for mig, at jeg har forladt Californien. Det måtte jo komme før eller siden, men jeg tror, at følelsen blev trigget af en 2009 Rochioli  Russian River Valley Pinot Noir. Og når det nu skal være, så er det jo meget passende, at det netop var en af de første og største Russian River Valley-producenter, som vi har besøgt så mange gange, der gjorde det.

Det er en helt speciel fornemmelse at blive sendt på langfart i tid og rum på grund af et duftindtryk. Den intense, krydrede, florale, skovbærprægede aroma, som er så karakteristisk for Rochioli og mange andre Russian River Pinoter sendte mig fluks tilbage til Westside Road, gyldent solskin, grønne vinmarker, gamle egetræer, der danner mosaiktag over vejen, blomstrende roser og lavendler, os i vores røde convertible, Lars ved min side, solvarme kinder og Kashmirs 'Kalifornia' i højtalerne. Er det i grunden ikke fantastisk, at en enkelt duft kan udløse så mange minder, både visuelle, auditive og taktile? (Indrømmet - jeg slog det sidste ord op).

Jeg tror, at de fleste ligesom jeg husker med næsen. Derfor kan det også undre, at så mange mennesker helt glemmer at bruge næsen, når de drikker vin - eller for den sags skyld, når de drikker og spiser hvad som helst. Der venter så mange store oplevelser - både kulinariske og mere personlige - for den, der formår at være nærværende, koncentrere sig og lugte rigtigt efter. Og vel kan man ved at øve sig raffinere evnen til at fordybe sig og genkende duftnuancer, under- og overtoner, men jeg tror egentlig, at de fleste er udstyret med et naturtalent, hvis de bare prøver.

For mig er duften af en Rochioli Pinot lige for tiden en smertelig vidunderlig oplevelse. Det stikker i hjertet, efterhånden som erkendelsen af, at vores californiske eventyr er forbi, synker ind. Og samtidig føler jeg en stor taknemmelighed for, at vi fik lov at opleve det. Alt dette på grund af duften af en god Pinot Noir.

Sorrig og Glæde...

... de vandrer som bekendt til hobe. Og i mit liv var weekendens store glæde et besøg på MASH i Bredgade, hvor svoger-Jesper havde iklædt sig spenderbukserne og bød på store bøffer og sublim vin. Sorgen (sorg er måske et stort ord i denne sammenhæng, tristhed er nok mere passende) var at sige farvel til min Lars i Københavns Lufthavn, før han fløj tilbage til Californien for at indlede en seks uger lang slutspurt på sit forskningsprojekt på UC Berkeley.

Her kommer en håndfuld highlights:

Vi havde egentlig bestilt en 2007 Schramsberg Blanc de Blancs, men da den var udsolgt i lørdags, tilbød den venlige sommelier os denne fyr - en Pol Roger Brut Champagne. Eftersigende Churchills yndlings-panje, og gamle Winnie havde god smag (trods de mange cigarer). Clean, crisp, frisk og sprød. Rank og medium fylde. Og selvom den ikke var fra Californien, så faldt den bestemt i god jord på min tunge. Du kan købe den hos Ludv. Bjørn.

Min søde svoger gav mig frit valg på alle vinhylderne - vel vidende, at vi deler glæden ved de mørke, delikate californiske Pinot'er. Så jeg tror ikke, jeg overraskede ham, da jeg valgte en 2008 DuMOL Russian River Valley Pinot Noir. Og den var mindst lige så god, som jeg husker den. Mørk, intens, bugnende af skovbær, vanilje, eg, lakrids, blød, rund og med et friskt og harmonisk syre-spike. Det var sgu lige før, jeg kneb en tåre. DuMOL forhandles af KK Wine.

Er den ikke bare smuk i glasset?

Jeg smagte en anden model fra Brewer-Clifton i sommer og blev ret imponeret. Pinoterne fra det sydlige Santa Rita Hills i Santa Barbara County er typisk mørke og spicy og lidt mere rustikke i stilen end de velpolerede topvine fra Russian River Valley. Denne 2008 enkeltmarksvin fra den legendariske Melville-vinmark var ingen undtagelse. Blåbær, hindbær, sort peber, nellike og 5-spice-powder. Og som aftenen skred frem, arbejdede den sig ind på DuMOL'en, efterhånden som den fik luft i glasset, og vores ganer omstillede sig fra silkedrøm til mørk og kompleks spiciness. Også denne skattebasse finder du hos KK Wine

En ordentlig bøf

Og en sidste tall double shot latte på Starbucks med Lars i lufthavnen. Til 45 kroner er den også vist også betalt. Tilbage i Berkeley kan Lars i de næste seks uger glæde sig over, at sådan fætter står i blot $1.90 i Guds og Starbuck's eget land.

Royal prøvekanin

Mine vine er stadig spredt for alle vinde, men heldigvis har gode Berkeley-venner forsynet os med fornemme flydende afskedsgaver. Blandt andet enkeltmarks-pinot'en Arrendell Vineyard fra Hartford Court, der er et af de eksklusive vinerier i Russian River Valley.

Vineriet er i sig selv et besøg værd, for det fornemme tasting room ligger smukt og putter sig mellem bløde bakker med dekorative vinstokke, fontæner og smukke blomsterhaver. Vinene minder i stilen om huse som Lynmar og DuMOL, dvs. mørke, fløjlsagtige, frugtige a la blåbær, brombær, kirsebær og med et fremtrædende, men velintegreret og mildt krydret, fadpræg.

Dejlig mad og vino med svigerfamilien i vores lille hyggelige lejlighed

Hartford Court ved godt, hvad de skal tage for deres topvine - og til $85 vil sådan en skattebasse formentlig stå i mindst 1000 danske kroner, hvis den fandt vej over Atlanten gennem en rigtig forhandler. Det, man betaler de mange penge for, er en rendyrket mørk, fortættet, koncentreret og blød stil - og jeg skal love for, at man får smæk for skillingen med 2009-modellen af Arrendell Vineyard.

Måske endda lige i overkanten med smæk. Jeg kan godt lide en fyldig, rig Pinot, men vinen skal helst samtidig bevare sin lethed - ikke nødvendigvis i styrke men i det samlede udtryk. Og vist er Arrendell super delikat med en fantastisk smagsprofil og en pleasende fløjsblød mundfornemmelse - men den er næsten over the top og mister dermed lidt af det, der gør Pinot til min yndlingsdrue.

Jeg synes næsten altid, det er interessant at smage en vin, der er så gennemført og rendyrket i sin stil, for det hjælper mig til at isolere de enkelte karaktertræk i vinen og tage stilling til balancen imellem dem, kvalitet og mine personlige præferencer. Og så er det jo ikke hver dag, man får en prøvekanin i denne klasse.

Et godt råd til Johnny Madsen...

... Hvis man undlader at kæderyge under en vinsmagning, kan man formentlig smage mere end bas, mellemtone og diskant.


(Tak til Ida Wang for linket)

En mundfuld solskin

Efter en temmelig heftig onsdag var fladeud-aften hos Helle meget tiltrængt. Det blev til pizza i sofaen, joggingbukser (for nogens vedkommende - jeg har lovet Helle ikke at sige hvem) og endelig et glas vino fra Californien. Mine californiske - og for den sags skyld også spanske og franske - skattebasser er p.t. i eksil rundt om i byen hos deres importører, for jeg har ikke haft tid til at hente dem endnu - og guderne skal vide, at jeg savner dem.

Jeg stadig ved at finde mine ben i den danske vinverden. Eksempelvis har jeg ret hurtigt konstateret, at man ikke rigtig kan løbe an på at købe sin vino i de nærliggende supermarkeder, for udvalget der er da godt nok pauvert og uopfindsomt. Og vinhandlerne lukker jo nærmest inden jeg står op om morgenen - eller i hvert fald inden jeg får fri for arbejde. Back in the good old days kunne jeg foretage spontane indkøb i de lokale supermarkeder, hvor priserne var yderst krisevenlige og udvalget af californiske vine bugnende. Og de sjældnere og mere eksklusive vine købte jeg direkte hos vinerierne, når jeg besøgte dem. Den går ikke længere, og fremover kommer jeg vist til at svinge dankortet foran skærmen og dermed også bløde de horrible fragtpriser. Det er hårdt at være vinentusiast!

Anyway, i vores ellers nærmest vakuumpakkede og faretruende overvægtige kufferter havde jeg fundet plads til et par flasker, der fik lov at komme med over Atlanten. En af dem var en 2009 Beringer Knights Valley Cabernet Sauvignon, som jeg tidligere har omtalt, og som var et perfekt soothing match til joggingbukser og sofapizza. Især mundfornemmelsen er chokoladelækker og pleasende. En lille mund solskin på en mørk og kold vinteraften.

Flere af slagsen venter forhåbentlig ved den Californiske vinsmagning på Hotel Mariott her i København den 29. februar, som jeg fik tilmeldt mig i går. Tak til Anders fra Grape Juices for tippet.

Landet

Så er vi her. Sidst jeg skrev, sad jeg med en kop morgenkaffe i min seng i Berkeley og vidste, at i det øjeblik, jeg satte foden ud på gulvet, ville det være som at trække proppen ud af et fyldt badekar. Jeg ville blive suget ud af mit gamle liv i rivende fart, og det eneste at gøre var at holde vejret og prøve at følge med. Det er fem dage siden, og det føles som evighed.

I mellemtiden er vi rykket ind i vores nye hjem på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro, jeg er startet på nyt arbejde, Lars har fået balder af stål af de mange ture op og ned fra femte sal med flyttekasser.

Og her til aften var vi endelig fremme ved første længe ventede milepæl: Middag og vino i eget hjem med nære venner og familie. Trætte, faktisk overtrætte, men også glade og optimistiske. Sådan en aften ville enhver vin smage godt. Men jeg tror også, at Parxet NV Brut ville smage dejligt på en grå regnvejrsdag. I hvert satte vi og vores gæster fire af slagsen til livs her til aften. Fin og let, pæreagtig frugtighed og blide bobler, der leder tankerne hen på god prosecco.

Jeg købte en hel kasse hos Laudrup Vin og Gastronomi og fik lidt ekstra rabat, så jeg slap med ca. 75 kroner flasken, hvilket er en yderst rimelig pris for denne sparkler. Og så blev den endda leveret med specialbud af min søde vin-inde Helle, som er en yderst overbevisende vin-pusher for sin arbejdsgiver.

Heldigvis tyder meget på, at mit vinliv i Danmark også bliver rigt på store vinoplevelser og samvær med andre vinelskere. Jeg glæder mig til at komme i gang.