Baseball & Bobler

Foruden vin har vi virkelig fået smag for Baseball, mens vi har boet her i Californien - godt hjulpet på vej af San Francisco Giants, som tog mesterskabet i 2010. Eller rettere 'Worldseries'. Baseball er nemlig en af de sportsgrene, hvor man bliver verdensmester af at vinde det amerikanske mesterskab. Easy peasy, ik? Baseball er en super god tilskuersport, hvis man er til den slags, hvor man følger med med et halvt øje, indtil der sker noget spændende - lidt lige som Tour de France. Jeg synes, det er fed måde at koble af på.

Lincecum pitcher under Worldseries-finalen i november 2010

Anyway, vi er blevet Giants-fans, og min favoritspiller er pitcheren Tim Lincecum (nok mest fordi han har langt hår, og jeg får minder om gymnasietiden, hvor langt hår til mænd var et absolut plus i min bog). I weekenden spillede Giants tre kampe mod rivalerne Oakland Athletics på Athletics' hjemmebane, så vi varmede op foran fjerneren med J Vineyards Brut Rose, der med lidt god vilje matcher holdfarverne. Jeg har tidligere beskrevet vinen her, og beskrivelsen holder stadig stik. Det er en rigtig dejlig, frisk, citruspræget sparkler - super på varme sommerdage, for den er stor nok til at smage igennem en rimelig hård afkøling.

Desværre kunne hverken Lincecum, bobler eller vores heppen foran skærmen forhindre, at Giants tabte alle tre kampe til et velspillende Aathletics hold. Måske skal man prøve et glas Pinot næste gang og se, om det virker. Kan allerede se overskriften for mig: Baseball & Bourgogne - det er da et kulturmøde, der vil noget!

Big is Beautiful - eller?

I forrige weekend besøgte vi Hourglass Winery, som er en af de mere eksklusive Cabernet Sauvignon-producenter i Napa Valley. Måske ikke helt kult endnu, men godt på vej. Vineriet er relativt nybygget og indrettet med grotter, som er hugget ind i dalens østlige klippeside lidt nord for Calistoga. Her står den lille, eksklusive produktion og hygger sig i tønder, indtil den er klar til blive tappet på flasker og sendt på markedet. Vi smagte på barrel samples fra 2009-årgangen fra husets to estate vinmarker, Hourglass og Blueline. På trods af at vinene stadig er i deres spædeste ungdom, var de store, fyldige og nærmest silkebløde med masser af frugt, fad, rund struktur og alkoholprocenter helt oppe omkring 16-17%. Umiddelbart overvældende og pleasende, men jeg kørte alligevel derfra med en lidt dårlig smag i munden - bogstaveligt talt. Vinenes sødme og fylde blev hængende, mættende og klistrende på en måde, som ikke bare ikke er særlig behagelig eller delikat i længden, hvis man spørger mig.

Ejer af Hourglass Jeff Smiths private tasting room i en football-formet, underjordisk klippegrotte

Jeg har ikke super meget erfaring med Napa Cabs, selvom det var dem, der banede vejen for californisk vin for efterhånden mange årtier siden. Jeg kan egentlig godt lide dem, og til bestemte retter er de et oplagt valg. Men ofte ender jeg alligevel med at savne den syrlige friskhed, som jeg elsker ved Pinot Noir, eller den kantede krydrethed, jeg elsker ved Syrah og Rhoneblends.

2009-årgangen ligger og hygger sig i vineriets underjordiske grotter

Både i og uden for Californien er der permanent debat om, hvor vidt alkoholprocenterne er for høje i californisk vin - og ikke mindst i Napa Cabs. Diskussionen bliver nemt ret teknisk, fordi eksperterne er uenige om, hvilke karakteristika i vinen man kan tilskrive det høje alkoholniveau, og hvilke der ikke har noget med alkoholprocenten at gøre. Jeg skal ikke kloge mig alt for meget på det, men jeg vil tro, at fuldmodne, fede druer plukket, når de har opnået et meget højt sukkerindhold (brix i slut-tyverne eller højere), resulterer i vine, som 1) har høje alkoholprocenter, når alt sukkeret er gæret ud), og 2) har en smagsprofil præget af sødmefulde, jammy frugtnoter, som overskygger, hvad der ellers måtte have været af sjove/skæve/komplekse egenskaber i vinen. Det er en stil, som deler vandene, men som utvivlsomt har mange fans på denne side af dammen.

Om alkoholprocenten i sig selv er et problem, ved jeg egentlig ikke. Jeg mærker ofte en høj alkoholprocent som en svag brænden eller sviden i tandkødet. Ikke decideret uudholdeligt, men heller ikke top nice, om jeg så må sige. Oftest er det dog den lidt klistrede sødme, som ofte følger med de høje procenter, som får mig til at stå af. Men ifølge eksperterne behøver de to ting ikke nødvendig at følges ad - selvom de efter min erfaring ofte gør det. Så alkoholprocenten er altså ikke i sig selv en særlig brugbar rettesnor, når du står foran vinhylden i supermarkedet.

Senest har Steve Heimoff fået et anfald over kritikerne af højalkoholvine, som i hans øjne misforstår, hvad Napa Cabs står for. Jeg synes egentlig, at det kan være en fin pointe at lade Napa Cabs være Napa Cabs. Der er jo et stort, glad og købestærkt publikum til disse vine, og resten kan jo se mod Bordeaux eller andre køligere egne, hvis de ikke kan klemme en Napa Cab forbi deres følsomme smagsløg.

En lummer sommerflirt?

Jeg er ellers ikke til piger sådan i the real life, men af en eller anden grund falder det mig naturligt at beskrive vine som kvinder, som jeg lader mig charmere og forføre af. Lidt for lummer fantasi eller dybe fortrængninger, som på mystisk vis finder deres outlet gennem vinen? I don't know, men jeg har i hvert fald indledt en sommerflirt med en yppig blondine ved navn Gewürztraminer.

Her er hun så - min seneste sommerflirt

Rasmus Holmgård forsøger i sit seneste blogindlæg at definere, hvad en rigtig sommervin er. Det fangede min interesse, for jeg tror nok, jeg har brugt ordet uden helt at gennemtænke, hvad jeg mener med det. Når jeg har givet en vin prædikatet 'en rigtig sommervin', så har det nok mest været på baggrund af en intuitiv fornemmelse af, at denne vin ville jeg nyde på en varm sommerdag, en lys sommeraften, til grillmaden, til picnic'en osv. Rasmus' bud på en definition rammer i mine øjne rigtig tæt på plet. Først og fremmest slår han fast, at en sommervin i princippet skal være af lige så høj kvalitet som alle andre vine, men der er særlige karaktertræk, som gør en vin velegnet til denne vidunderlige årstid:

1) Den skal være læskende i sommervarmen 
2) Den skal være god, selvom den drikkes under vanskelige forhold (på båden, på stranden, i grøftekanen, af cykeldunken, papkrus osv)
3) Den skal passe til sommersæsonens smagsmæssigt lettere råvarer
4) Den skal passe til grillbøffen

Vinen kan naturligvis ikke rumme alle kvaliteter på en gang, så du må anskaffe den rigtige vin til lejligheden. Holmgård nævner ikke sparkling wines i sit indlæg, men for mig er tørre, rene, perlende sparkling wines uomgængelige sommervine, som må høre hjemme i Holmgårds kategori 1. Jeg drikker sparkling året rundt, men deres læskende kvaliteter kommer virkelig til deres ret på en varm sommerdag.

Som etikken siger: Arrowood 2009 Russian River Valley Gewürztramier Saralee's Vineyard

Min seneste sommerflirt må høre hjemme i kategori 2, fordi den med sine markante, fine aromaer kan overdøve både biernes summen og havets brusen - eller regnens trommen på teltdugen for den sags skyld. Det drejer sig om Arrowood 2009 Russian River Valley Gewürztraminer Saralee's Vineyard. Vineriet ligger i den smukke Sonoma Valley, og vi besøgte det for omkring tre måneder siden, hvor jeg havde mit første rendezvous med denne charmerende frøken. Druerne til vinen er hentet fra husets egen vinmark i Russian River Valley, som er lidt køligere og mindre fugtig end Sonoma Valley. Det skulle efter sigende være ideelle forhold for Gewürztraminer-druen, men lad mig blot nøjes med at slå fast, at denne vin er ualmindelig pragtfuld med sin friske syre, som balancerer en let sødme, og med en aroma, der bugner af frugt og hvide sommerblomster. Her kommer smagenoterne:

Arrowood 2009 Russian River Valley Gewürztraminer Saralee's Vineyard
Lys, grøngylden farve i glasset og en forførende næse af moden pære, hvidtjørn, kaprifolie og hvide vingummibamser. I munden desuden hvid fersken og Faxekondi (jeg tror, at det er druesukkersmagen, der får mig til tænke på både hvide vingummibamser og Faxekondi). Medium til kraftig fylde og et sødt strejf, som holdes fint i skak af forfriskende syre. En særdeles fremragende, charmerende, feminin vin, der i den grad rimer på sommer. Den passede i øvrigt fortrinligt til min hjemmelavede chicken tikka masala med blomme/mango/mynte/chili-salsa og kunne sagtens matche rettens spiciness.

Jeg har ikke kunnet opstøve en dansk forhandler af Arrowood, men europæerne er jo også velsignet med skønne 'Gewürzer' fra Alscace og Norditalien, så der skulle være masser af muligheder for at fylde picninckurven med de ædle dråber. Gå efter de tørre af slagsen - de er mest forfriskende i sommervarmen.

Sneak peek på Hirsch 2009

I weekenden tilbragte vi en hyggelig aften sammen med Kennth Olsen fra KKWine, Henrik Poulsen, assistant winemaker for Alpha Omega Winery, og en lille håndfuld Hirsch 2009 Pinot'er, som endnu ikke er frigivet.

Jeg har tidligere skrevet om vores fantastiske besøg hos Hirsch, som ligger uden for lands lov og ret i den nordlige, kystnære ende af Sonoma County. Her har David Hirsch siden de tidlige 1980'ere dedikeret sig til at dyrke druer under nogle af de mest vanskelig forhold, man finder i Californien - såvel klimamæssigt som beliggenhedsmæssigt. Belønningen for strabadserne er elegante, interessante Pinot Noir vine (de laver også Chardonnay, men det er primært for Pinot'erne, de har fortjent deres gode omdømme).

Billeder fra vores ekspedition til Hirsch tidligere på året

Lars og Jasmine Hirsch

Svigerfar-Mik og tre af hans gode venner fra Hirsch

Både vinen og d'herrer var ualmindelig godt selskab, og det lykkedes mig at kradse et par smagenoter ned, selvom snakken gik livligt, og Henrik bød på super dejlig mad. Og lad det være sagt med det samme - det lover rigtig godt, og Kenneth kan roligt tage rigeligt hjem fra Hirsch, når de frigives til efteråret. 'East Ridge' var min favorit med sin fyldighed, vilde bær og krydrethed, men alle fire er særdeles anbefalelsesværdige. Nu er det nogle måneder siden, jeg smagte 2007-årgangen, men jeg husker den som lettere, spinklere og med mere markant syre. Jeg foretrækker nok den lidt mere 'gavmilde' stil, som 2009'erne tilbyder, så det var en glad Pinot-pige (og i øvrigt også en glad Pinot-Lars, der dog måtte holde sig lidt i skindet, da han var chauffør), der trillede hjem fra Henriks palads i Napa, efter Kenneth måtte overgive sig til sit jetlag.

Her kommer mine smagenoter:

Hirsch 2009 San Andreas Fault Pinot Noir
Fin næse med mørke skovbær, i munden medium-kraftig fylde, mørk frugt, ristet kaffe. Lækker, elegant og saftig vin.

Hirsch 2009 West Ridge Pinot Noir
De mørke skovbær går igen, men på tungen kommer også et strejf af lidt lysere bær, jordbær tror jeg nok. Fadpræg, som er tydeligt, men står i baggrunden for frugten, hvilket er, som det skal være med så fin frugt, hvis man spørger mig. Lidt friskere syre end ovenstående. Thumbs up - this is good stuff.

Hirsch 2009 East Ridge Pinot Noir
Forførende næse med hints af brombær og hindbær. I munden opsnappede jeg desuden et friskt rabarber-strejf og lidt flere spicy noter (anis, sort te), som gjorde vinen til aftenens favorit for mig. Medium-kraftig fylde, balanceret syre - jeg er solgt.

Hirsch 2009 Reserve Pinot Noir
Mørke bær går igen i næsen, men større fylde og kraftigere tanniner træder frem i munden og giver lidt mere bid. Hints af skovjordbær, rabarber, hvid peber. Dejlig vin, som hælder til den mørke, fyldige side.

Hirsch forhandles i Danmark af KKWine, og Kenneth overvejer i disse dage, hvilke han skal tage hjem fra 2009-årgangen. Jeg hepper på East Ridge!

J for Jætte bra bobler

Hvis der er en kategori af vine, som næsten kan få mine smagsløg lige så højt op at ringe som californisk Pinot Noir, så må det være sparkling wines. Og Californien leverer mange rigtig fine af slagsen, ikke mindst i 'value'-kategorien mellem  $20-30, hvor jeg faktisk vil vove pelsen og påstå, at de giver Champagne om ikke baghjul, så i hvert fald kamp til stregen.

J Vineyards ligger i Russian River Valley og er en af de større og anerkendte producenter af sparkling wines i Californien. Vinene produceres efter Methode Champenoise (den med to gæringer - en før og en efter at vinen er tappet på flaske), og druerne er dyrket rundt omkring i dalen. Med kun 25 år på bagen har J Vineyards vokset sig til en temmelig big business og er i dag et af de største vinhuse i Russian River Valley-distriktet målt på vinmark-areal. De eksporterer til det meste af verden, og i Danmark er det KKWine, der forhandler tre af deres sparklere og en enkelt Pinot Noir.

Granit-belægning i vinmarken = Vinmarksvandring for de dovne eller for dem med non-mudder-proof ballerinaer

J Vineyards leverer vine, hvor de fleste kan være med - både smags- og prismæssigt. Vinene er måske ikke super originale, men af en solid kvalitet, hvor man kan være rimelig sikker på ikke at gå galt i byen. Overraskende mange producenter ville have problemer med at levere samme kvalitet til samme pris, så der er god grund til at tjekke J Vineyards ud, hvis du får chancen.

J Vineyards tasting room er et kapitel for sig: Lave, modernistiske betonbygninger, som næsten forsvinder bag en tæt og veltrimmet have med japansk stemning, vandkunst og åkander. Indenfor finder man alverdens merchandise, og bag den top tjekkede bardisk står personalet iført nystrøgne hvide skjorter klar til at skænke, hvad hjertet og ganen måtte begære. Hvis man er til de overdådige, lækre tastingroom-oplevelser, så er mulighederne mange i Californien, og J Vineyards bestemt et must see.

Og når man nu er der, så er det næsten synd ikke at slå vejen forbi J Vineyards restaurant, The Bubble Room, hvor vi blev trakteret med små,  super lækre anretninger som eksempler på egnede food pairings til husets vine. Super høj kvalitet og altid interessant at få lov at opleve vinene i deres rette element sammen med mad.

Sweet life - bemærk den fine hat i baggrunden. Sådan skal det gøres.

 Vi blev præsenteret for en håndfuld af de vine, som J Vineyards eksporterer til Danmark eller Europa (det er lidt same-same for amerikanerne) - her kommer mine smagenoter for de vine, der kan fås hos Kenneth i KKWine:

J Brut Rose NV ($30, 200 DKK hos KKWine)
Fin, lys laksefarve og små livlige bobler i glasset. Frisk, syrlig stil med smagsnoter af pink grape, blodappelsin og appelsinskal. Overraskende stram, men meget forfriskende, læskende, ren smag. Super til fede, cremede retter, vi jeg tro.

J Cuvee 20 NV ($22, 176 DKK hos KKWine)Lys, gylden farve og små, elegante bobler. Ren, frisk og ligetil stil med smagsnoter af grønne æbler og citron. Dejlig hverdagssparkler eller sommervin til grillmaden, picnickurven eller til en sommerdag i skyggen på terrassen. Og lidt overraskende for mig et fint match til parmasanost-mousse med indkogt balsamico. Sparkling og ost er et tema, som jeg helt klart skal udforske mere.

J Vineyards 2008 Russian River Valley Pinot Noir ($35, 250 DKK hos KKWine (for 2007 årgangen)
Stor og mørk i stilen. Aromaer præget af mørke kirsebær, sort te og vanilje. Smag domineret af flere kirsebær, brombær og 'vaniljet' eg med undertoner af anis og mynte. En stor basse af en Pinot, som sagtens kunne matche det grillede lammekød med egetræsrøget kartoffelmos, som vi fik serveret til.

Vi købte et desuden et eksemplar af deres 2002 Vintage Brut sparkler med hjem, så jeg vender tilbage og aflægger smagerapport, når den er blevet sat til livs.

En Pinot-pige i Paradis

I går trodsede vi truende regnskyer og satte kursen mod mit elskede Russian River Valley. Her laves de bedste Pinot Noir-vine, jeg har smagt, her ligger charmerende småbyer med lækre restauranter, og her er så utrolig smukt uanset årstiden. Og det sene forår er ingen undtagelse. For tiden står markene lysegrønne og bugner af friskhed og vitalitet, selvom foråret indtil videre har været koldt, og vinavlerne begynder at frygte, at 2011 bliver et sommer-løst år lige som 2010. Her ligger mit paradis, og i går fandt vi endnu en vidunderlig plet, som fluks røg ind på listen over must do's i Russian River Valley, nemlig Merry Edwards Winery.

Min version af Paradis

Jeg har aldrig set rød hyld før, men de duftede umiskendeligt af dansk sommer

For nogle dage siden omtalte Simon på Winelover Merry Edwards 2007 Meredith Estate Pinot Noir, som var en af hans favoritter ved den nylige New World Wine Tasting i Politikens hus. Jeg kendte producenten af omtale, men havde ikke fået besøgt vingården eller smagt vinen før i går.

Merry Edwards er en Grand Old Lady i det californiske vinland. Hun er en af de første kvinder, der gennemførte den krævende uddannelse i Food Science and Enology på UC Davies og måtte ifølge hende selv kæmpe for sin plads som kvindelig winemaker i et mandsdomineret fag tilbage i 70'erne. Der er stadig langt flere mandlige end kvindelige winemakers i Californien, men Merry Edwards, Helen Turley, Ann Colgin og Jean Phillips er alle markante kvindelige forbilleder i vinens verden i dag. Merry Edwards har slået sit navn fast som en af landets top Pinot-producenter, men i de senere år er det hendes Sauvignon Blanc, som er løbet med opmærksomheden. 2007-årgangen scorede 96 point i Wine Spectator, og Merry Edwards Sauvignon Blanc er kåret som landets bedste Sauvignon Blanc to år i træk.

Proud Merry

Merry Edwards' winery ligger ved den lillebitte by Graton midt i Russian River Valley-distriktet. Man kommer dertil ad små veje, som snor sig ud og ind og op og ned af bløde bakker med vinmarker til alle sider. Vingården er nybygget og putter sig lidt mellem vinmarker og røde hyldebuske, som på denne tid af året dufter, så englene synger. Her blev vi præsenteret for fire vine - tre Pinoter og en Sauvignon Blanc - her er mine tasting notes:

Merry Edwards 2008 Russian River Valley Pinot Noir forhandles af Otto Suenson i Danmark

1) Merry Edwards 2008 Russian River Valley Pinot Noir ($42, 381 kroner hos Otto Suenson)
Aroma præget af vilde hindbær, skovjordbær og blåbær. Strejf af vanilje. I munden er den silkeblød, fyldig og koncentreret. Eftersmag af anis. Ikke noget, der kradser - ren og skær velbehag, men med masser af lag af frugt at gå på opdagelse i. På sin vis en feminin vin, selvom den er stor og fyldig. En stil, jeg er ret vild med, og denne vin er en af mine all time favorites. Vinen er lavet med henblik på at kunne nydes umiddelbart efter release, så den behøver ikke ekstra lagring, selvom den skulle kunne holde sig fint de næste 6-8 år.

2) Merry Edwards 2008 Russian River Valley Meredith Estate Pinot Noir  ($54, 498 kroner hos Otto Suenson)
Kraftig aroma med mørke bær, skovbund, hvid peber og lavendel. Stor og koncentreret med kraftigere tanniner, som giver mundfornemmelsen lidt mere kant og bid. Stadig meget elegant og super lækker. Skulle blive rundere og mere helstøbt med 5-6 års ekstra lagring, sagde de kloge hoveder i tasting roomet.

3) Merry Edwards 2008 Russian River Valley Klopp Ranch Pinot Noir ($57, 504 kroner hos Otto Suenson)
Kraftig aroma med mørk frugt, rosenblade og måske et lille hint af kostald. Igen mere markante tanniner og en frisk syre. Fyldig og mere krydret end de ovenstående. En super dejlig vin, som også skulle fortjene 5-6 år mere i flasken, før den nydes.

4) Merry Edwards 2010  Russian River Valley Sauvignon Blanc ($30, forhandles ikke i Danmark, så vidt jeg ved)
Stor aroma med masser af parfumerede blomsternoter (caprifolie, hyldeblomst), passionsfrugt og fersken. Off-dry i munden, stor og fyldig. En mundfuld varm, blomstrende sommerdag. Denne lidt usædvanlige Sauvignon Blanc-stil tilskrives, at Merry Edwards blander traditionelle SB-kloner med et Bordeaux-klon, der hedder Savagnin Musque, som giver denne fyldigere, sødere og mere blomsterprægede stil. Desuden er den fremstillet på egefade, hvor ca. 20% er nye - det er vist også lidt usædvanligt for en Sauvignon Blanc, der normalt fremstilles på smagsneutrale ståltanke. I en blindsmagning ville jeg have gættet på, at vinen var  en Gewürtztraminer, og stilen er langt fra den pivfriske, eksotiske stil fra New Zealand, som jeg foretrækker. Men det en super fin vin, som jeg glæder mig til at nyde - måske som kølig aperitif på en varm sommerdag.

Disse vine hører til i den halvpebrede ende rent prismæssigt. Ikke mindst de danske priser. Men jeg må indrømme, at jeg gerne slipper 381 kroner for Merry Edwards 2008 Russian River Pinot, for den er ren og skær englesang for smagsløgene. Den skal nok trøste mig, når jeg om 6-7 måneder sidder frysende i vintermørket i Danmark og drømmer mig tilbage til mit elskede Russian River Valley.

''Det er en god vin, men jeg bryder mig ikke om den'' - om eurocentrisme, kvalitet og præference

Dette billede har ikke noget med noget at gøre. Men det er på tide, at I møder Bongo - husets røde hankat.

En af mine foretrukne amerikanske vinskribenter, Steve Heimoff, er faret til tasterne på grund af endnu en eurocentrisk klumme i et vinblad. Det er ikke førte gang og sandsynligvis heller ikke sidste, at amerikanske vinskribenter lader sig provokere af fordomme, snobberi og uvidenhed i det europæiske vinparnas. Denne gang har synderen formastet sig til at hævde, at californiske vinmagere først tog begrebet 'terroir' til sig for 20 år siden, og oven i købet spørger han hånligt 'what took you so long?' Heimoff argumenterer glimrende for, at de californiske vin-pionerer, som i øvrigt var europæiske emigranter, fra starten var bevidste om geologi og klima, da de slog sig ned som vinbønder og anlagde de første vinmarker i Napa og Sonoma Valley, så det vil jeg ikke gentage her. Men jeg vil gerne tilslutte mig hans undren over, at eurocentrismen tilsyneladende stadig stortrives i 2011, og i særdeleshed i vinens verden. Jeg var ikke opmærksom på dette udbredte fænomen, da jeg boede i Danmark, men det er altså ret nemt at få øje på fra denne side dammen.

Lad det være sagt med det samme, at der også blandt de amerikanske vinos findes arrogante typer (synderen, som Heimoff harcelerer over, er selv amerikaner). Men jeg har stadig til gode at møde en amerikansk vinentusiast, som uden at blinke skærer alle europæiske vine over en kam og hævder, at de er inferiøre i forhold til de californiske. Det ville også være et helt utroligt ignorant udsagn. Jeg kan forstå, at folk uden særlig stor erfaring eller forstand på californisk vin (og 'New World vin' i det hele taget) kan finde på at reproducere gamle fordomme, som stempler disse vine som mindre 'fine' end europæiske. Jeg undrer mig mere over, at eksperter gør det samme. De burde vide bedre. Og de burde være i stand til at kende forskel på kvalitet og præference. Den virkelige kender bør kunne sige om en vin 'Denne vin har høj kvalitet, men jeg bryder mig ikke om den'. Jeg tror, at det er her, mange eurofile eksperter går galt i byen, fordi de er vant og derfor foretrækker den europæiske stil. Jeg hævder ikke, at mine egne smagsløg er erfarne nok til at  foretage denne vanskelige distinktion mellem kvalitet og præference, men jeg kalder mig heller ikke ekspert. Og jeg forsøger også at undgå at udtale mig alt for skråsikkert og generaliserende om vin. Det lykkes for det meste, tror jeg nok.

Jeg har sagt det før, men det ligger mig meget på sinde, så jeg gentager det ofte og gerne: Der er plads til så godt som alle stilarter og præferencer på vinmarkedet. Ligesom vin i forskellige kvalitets- og prisklasser også har deres berettigelse - fra billig bællevin til de dyreste dråber. Og det er synd for vinelskere, som har mistet deres nysgerrighed og åbenhed. De risikerer at gå i stå i deres 'vinøse' udvikling og vil gå glip af mange store oplevelser. Så er det sagt. (Igen).