Sæson for farewells

Vi har indledt sæsonen for farewells. I går var det farvel til Yountville, som ligger i hjertet af Napa Valley. Og i hjertet af Yountville ligger tv-stjernekokken Michael Chiarellos restaurant, Bottega, som er blevet noget nær et stamsted for os på vores mange besøg i dalen.

Mit livs lys og god vin i glassene: Den hvide 2010 Duckhorn Napa Valley Sauvignon Blanc. Den røde er en 2009 Pinot Noir fra Carneros (har glemt producentens navn, men den smagte fortrinligt).

Her kan man nyde det moderne italienske køkken på lidt under haute cuisine-niveau, samtidig med at man holder øje med wine country jetsettets mange seværdige udstyrsstykker. Her får Skagen i uge 29 baghjul, skal jeg love for. Men samtidig er stemningen virkelig rar, tjenerne opmærksomme og søde, indretningen mondæn men hyggelig - hvad enten man sidder uden for på patioen eller inden for i den dæmpede, gyldne belysning.

Husets burrata med trøffel/orange-olie, skinke og bruscetta med valnøddepesto

Cremet polenta med ristede svampe og balsamico-glace. I baggrunden fritteret, porcheret æg med krydret lammekød og rød endivesalat vendt i vinagrette og syltede svampe.

Hjemmehængt proscuitto med pasta fritta med rosmarin og parmasanost, melonskum og granatæblekerner.

Maden på Bottega er naturligvis det største trækplaster, men jeg har også et svagt punkt stedets vært, signore Chiarello, der med sit Hollywood-smil og velfønnede hår vel kan gøre et hvilket som helst midaldrende kvindemenneske blød i knæene - og også de 33-årige af slagsen skulle jeg hilse og sige. Og sørmer om ikke vi har set berømtheden iført sit blændende hvide kokke-outfit (som står så godt til de hvide tænder), hver gang vi har besøgt restauranten. Et lille krydderi på oplevelsen, kan man sige. Denne gang, som desværre nok var den sidste i meget lang tid, var ikke en undtagelse. Lars var hurtig med kameraet, og heldigvis formåede jeg at virke helt afslappet og naturlig.

Det er Michael Chiarello, der står i baggrunden og taler med de heldige gæster ved langbordet.

Det kan næppe undre nogen, at vi kommer til at savne vores jævnlige dagsture op i vinlandet. Det er faktisk nok noget af det, vi kommer til at savne allermest. Men vi trøster os med tanken om, at vi selvfølgelig vender tilbage. Selvfølgelig gør vi det.

B for Beringer og Bornholm

Jeg har tidligere omtalt den historiske og i dag gigantiske Napa-producent Beringer, som vi besøgte i sommer. De producerer et utal af vine i alle prisklasser og genrer - fra sød og billig blush-wine til tunge anmelderroste Cabernet-drenge i 200-300 dollarklassen. Et sted derimellem ligger husets Knights Valley Cabernet Sauvignon, som vi nu har nydt et par gange med stor fornøjelse.

Selvom Knights Valley ligger lige nord for Napa Valley og derfor teknisk set ikke er en del af Napa Valley-appellationen, så har denne vin mange af de samme fortrin, som man typisk forbinder med en Napa Cab: Masser af frugt, masser af fylde og en fed, fløjlsblød mundfornemmelse. Man skal være i humør til den slags, og den tilhørende mad skal kunne klare modspillet fra vinen - men så er det altså også rigtig godt.

Jeg ved godt, at det er en kliché, men for mig kalder denne vin på en seriøs, mør oksesteak. Meget gerne grillet af svigerfar-Mik, som er mit helt store grill-meister-forbillede - og helst på Bornholm i sommervejr efter en solrig dag med familien på Balka strand. Jeg tror, jeg tager et par flasker med til øen til sommer - så kan svigerfar sikkert lokkes til at folde sig ud ved grillen, mens svigermor-Lis og jeg klarer borddækning og tilbehør. Og så er resten op til vejrguderne.

Sommer på Bornholm er bestemt et af de rigtig store plusser ved at vende tilbage til Danmark.

Svoger-Ebbis i godt selskab i havestuen på Bornholm

Anyway, her kommer smagenoterne:
Beringer Knights Valley 2009 Cabernet Sauvignon
Smuk, mørk og dyb blækrød farve i glasset - for en Pinot-pige som undertegnede et sikkert varsel om, at der er helt andre og kraftigere boller på suppen denne gang. Stor frugtdrevet aroma uden de grønne urtede indslag, som man ofte finder i high end cabs. Denne gang er det især solbær og blomme og måske lidt sød pibetobak, der fanger min opmærksomhed. I munden giver tanninerne en lille smule bid, men mundfornemmelsen er stadig først og fremmest blød og behagelig på den chokoladeagtige måde. Igen ville man nok finde større og mere kantede tanniner i en high end cab (især i en så ung model), men den her er blød og drikkemoden lige nu.

Beringer Knights Valley Cab forhandles i Danmark af H.J. Hansen til 189 kroner. Her i Cali slipper vi med $18.

Fødselsdagsvelsignelser

I går rundede jeg de 33. Det klinger lidt gammelt i mine ører, men jeg tror faktisk, det svarer meget godt til, hvor gammel jeg føler mig. Heldigvis for det. Og hvem kan også bekymre sig om den slags detaljer, når vejret er perfekt, når ens elskede fødselsdagsforkæler en, og når det strømmer ind med hilsener fra nær og fjern på Skype, mail, Facebook, sms og sågar med rigtig post. Sådan en dag føler jeg mig uendelig heldig.

Dagen blev rundet af med drinks og udsigt over San Franciscos blinkende lys fra 39. etage på The View Lounge - efterfulgt af fødselsdagsmiddag på michelin-restauranten Campton Place ved Union Square, også i San Francisco. Sidstnævnte skulle vise sig at være en lækker kulinarisk oplevelse med vægt på traditionelle dyder og smagssammensætninger - og stilsikre, klassiske wine pairings, der bragte os vidt omkring i verden. Middagen overgik måske ikke helt vores oplevelser på Spago i Berverly Hills for et års tid siden. Dengang gik alt op i en højere enhed. I går var det 'bare' godt gammeldags perfekt.

Stemningen og lejligheden var ikke til noter og dyb analyse, men I slipper ikke for billeder og et par kommentarer:

Ceviche på syltet agurk, lime, syltet ingefær

Saltet torsk med kartoffel/hummer-puré og purløg

Beder, revet gedeost-is, pink grape og spirrer. Vino: Albarino fra Rias Baixas

Hummer, kokos/karry-creme, yukon-kartofler og nogle små sorte knasende, salte dimser. Vino: Halvtør tysk Riesling

Dorade (en slags makrelagtig fisk, skulle det vise sig) med jordskokkemousse, shitake, og sølvbeder. Kan ikke huske, hvad de gule firkanter var, men de var søde og sprøde. Vino: Hvid bourgogne.

Oksemørbrad, sorte trøfler, hvide asparges, trøffelmousse. Vino: Malbec fra Argentina

Tør og nøddeagtig komælksost fra Wisconsin, fåreost-creme, brombærcoulis, kandiseret mandel. Vino: Halvtør Torkaji

Brioche Brulee, syrlige grønne æbler, ingefærmousse, grøn æble sorbet, karamel. Vino: Tysk Eis Wein og Dolce fra Far Niente, Napa Valley

Små desserthapsere: Karamel-macaron, limetærte, chokoladetrøffel, grøn te-madelaine. Vino: Veuve Cliquot Demi Sec Champagne

Lars er godt tilfreds med, at det ikke er ham, der skal vaske glas op :)

Et styk lykkeligt fødselsdagsbarn

Ærgrelsens druer

Når det kommer til vinprogrammer i tv er jeg en meget taknemmelig seer, for jeg synes (ikke overraskende), at der er alt for lidt om vin i de brede medier. Og endnu mindre, der er værd at bruge tid på. Desværre er der ikke lavet meget om på det med denne nye programserie 'De Danske Druer' på DR2.

Som navnet antyder, handler serien om de danske vinbønder, der efterhånden er ganske mange, og som efterhånden er ved at få rigtig godt styr på det med at dyrke druer og lave vin. Værterne er den fra tv så kendte kok Nikolaj Kirk og den ret så ukendte multikunstner og vinnørd Helge Dürrfeld. Kirk står for at lave vinvenlig mad, mens Dürrfeld tager os med en tur i marken og vineriet. Selve produktionen virker lidt low bud-agtig, men hvis værterne er gode og emnet godt formidlet, så kan det også bære igennem i sig selv.

Men det er de desværre ikke. Gode værter, altså. Ej heller er emnet godt formidlet.

Nikolaj Kirk overskygger seriens egentlige vært med sin forcerede 'jeg er næsten lige så gak som Søren Gerricke'-facon. Men selvom han fylder meget, kan vi  som seere ikke rigtig mærke hans passion for programmets omdrejningspunkt, nemlig vinen. Tværtimod er det temmelig svært at forestille sig, at Kirk nogensinde skal få ro nok på sig selv til at smage ordentligt på et godt glas vin. I stedet fjoller han rundt, fortæller platte vitser, har underligt tøj på, og hvis han har gjort sig nogle kloge tanker om mad- og vinsammensætninger, så afslører han det ikke for seerne. Hvorfor Rondo-baseret rødvin fra Espergærde skulle stå godt til suppehøne med rødbeder, bliver seerne ikke klogere på.

Alt dette til trods er det alligevel Helge Dürrfeld, der er seriens svageste punkt. Han virker helt unaturlig i sin slidte nålestribede habitjakke blandt vinstokke og ikke mindst ved siden af dampbarnet Nikolaj Kirk. Som seer køber man ikke præmissen om, at Dürrfeld har sat sig for at starte sin egen vingård og derfor opsøger råd og erfaring hos etablerede danske vinavlere. Og indslagene om grøn høst og 'hen and chicken'-druer er sindssygt kedelige - selv for en nørd som mig, som ellers godt kan lide at fordybe sig i den slags teknikaliteter. Dürrfeld virker i det hele taget utilpas i sin rolle som vært og fremstår anspændt, lukket og ufri, og vi lærer ham aldrig rigtigt at kende. Jeg kan egentlig godt forestille mig, at han kunne være hyggelig at dele en god flaske vin med - men han fungerer slet ikke i dette format.

De danske vinavlere er et super godt emne. Jeg ved fra selvsyn, at de kan være nogle sjove originaler med masser af galgenhumor og posen fyldt med anekdoter. Og historien om disse gale pionerer, der trodser vejr og vind, sund fornuft og bankrådgiverens advarsler er ikke fortalt på tv endnu, så det er rigtig godt set af folkene bag programserien at vælge dette emne. Men historien bliver bare ikke forløst i dette program, for serien handler om alt for meget andet end vinavlerne og deres kamp for overlevelse og for at lave god vin - og det er super ærgerligt.

Men det måske allermest triste er, at 'De Danske Druer' ikke formår at slå dørene op til de forunderlige, hedonistiske, øjenåbnende og livsbekræftende oplevelser, som venter dem, der træder ind i vinens verden. Passionen er fraværende, og ingen tager os i hånden og leder os på vej. Jeg tror ikke, at programmet formår at skabe nye vinentusiaster rundt om i det ganske danske land, og det er virkelig en skam.

Britiske Oz Clarke og James May og deres eventyr i Frankrig og Californien er stadig mine darlings, når det kommer til vinformidling. Det var i disse herrers fornemme selskab, at min interesse for vinen blev grundlangt. Deres programmer er produceret af BBC og rummer humor, viden, lidenskab, smukke billeder og sjove anekdoter. De er knivskarpt fokuseret, og hvert eneste element i serien bidrager til at fortælle den overordnede historie om vinens vidunderlige verden. De to værter supplerer hinanden perfekt, og de formår at gøre vin tilgængelig for Gud og hver mand.

Ærgerligt, at DR2 ikke kunne gøre dem kunsten efter. Det kunne have været så godt.

Nytårsforsæt SWOT-analyse

Jeg er god til at realisere mine nytårsforsæt. Det hænger nok mest sammen med, at jeg også er rigtig god til at finde på dem. For tre-fire år siden lød mit forsæt for eksempel, at jeg ville være mere på Facebook - det lykkedes til fulde, og jeg holder stadig fast i de gode vaner. Et par år tilbage satte mig for at drikke mere vin og spise ude oftere. Det er også gået over al forventning.

Efter at have tænkt mig grundigt om har jeg nu valgt endnu et fornuftigt nytårsforsæt. Jeg vil drikke mere god europæisk vin. Nok primært Champagne, Bourgogne og Bordeaux. Måske også et par spaniere og en enkelt italiener. Ikke at californierne ryger ud - tværtimod. Jeg er bare blevet rigtig nysgerrig efter at finde ud af, hvad det egentlig er, mine eurofile vinvenner og -bekendte er så betaget af. Ikke for at finde ud af, hvem der har ret, eller hvem der har 'den gode smag', men for at have et godt referencepunkt og en bredere og mere erfaren pallette.

Når vi står over for en stor udfordring i min branche, så laver vi en gang imellem en SWOT-analyse for ligesom at tegne det strategiske landkort, som man skal navigere i. Og da jeg altid tager mine nytårsforsæt seriøst, har jeg naturligvis også gjort det samme i dette tilfælde. Tilføjelser og ændringsforslag modtages gerne. Vi tager dem in plenum i kommentarsporet!

Vær velkommen 2012

Det er 1. januar i Berkeley. Solen skinner, vejrudsigten står på underkanten af 20 grader og høj sol, så langt øjet rækker. Ingen tømmermænd. Kun morgenhår og nytårsmakeup fra i går. Det råder vi bod på om lidt med et langt bad, en tall double shot latte og et par timer på græsset i solen på campus.

Nytårsaften 2012 vil gå over i Wang/Iversen-historien som den vel nok dårligste food/wine-pairing i mands minde. Stærk indisk curry går bare ikke til noget som helst - længere er den vel ikke. Men vi fik Skype-skålet i fine bobler (Schramsberg 2007 Blancs de Noirs - nødder, jord, ristet kaffe. Stor, tung og lækker) med venner og familie hjemme i Danmark, da klokken slog 12 hos dem. Ved samme lejlighed så vi aftenens eneste fyrværkeri gennem stuevinduerne hos søster Ida på Frederiksberg Allé. Ellers var det kulinariske højdepunkt et eminent glas 2008 Hartford Court Fog Dance Green Valley Russian River Valley Pinot Noir med et dertil hørende stykke hollandsk edammer. Venner, skynd jer ned i H.J. Hansen-vin og tjek ud, hvad de har hjemme fra Hartford. Det holder altså. Schramsberg finder du som altid hos Sigurd Müller.

Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til næste nytårsaften, hvor der forhåbentlig bliver skruet lidt mere op for festlighederne, det kulinariske niveau, højtideligheden, raketterne, nedtællingen til klokken 12, dronningen, kransekagen, fuldemands-sms'er og beskeder til dem, man ikke er sammen med. Jeg præsterede en gang at lægge to beskeder til min søde veninde Helle. Den første lød noget i retning af GÅÅÅÅÅÅÅDT NYTÅÅR! Den anden, som kom fem minutter senere, lød nogenlunde sådan her: Jeg kan ikke huske, om jeg lige har ringet, men GÅÅÅÅÅÅÅDT NYTÅÅR!

I de sidste par dage har jeg forresten lyttet til Radio 24/7's vinprogram, 'Flaskens Ånd', med Poul Piilgaard. Det var Thomas fra Mad About Wine, der postede et link på Facebook, så jeg opdagede, at Radio 24/7 nu endelig streamer deres programmer. Han er fast lytter, tror jeg nok, ikke fordi han deler Poul P.'s tilgang til vin, men fordi han sætter pris på forskelligheden. Jeg er i mit mindre generøse hjørne for tiden - her er mine umiddelbare tanker om programmet:

Plussiden:
+ Klap på skulderen for idéen.
+ Sendefladen vrimler ikke ligefrem med vinprogrammer, så vi tørstige sjæle må tage, hvad vi kan få.

Minussiden:
- For lidt kvalitetsindhold om vin.
- Hvis værten har dyb indsigt i vin, så mærker vi det ikke
- Lidt for selvsmagende
- Lidt for forudsigeligt valg af gæster
- Lidt for indspist

Et godt råd:
Gør jer lidt mere umage. Det er ikke nok, at I hygger jer inde i radioen.

Du kan streame programmerne fra Radio 24/7's hjemmeside - tjek det ud, og lad mig vide, hvad du synes.

Et nyt år

Jul og nytår har stået i opbruddets tegn her i Berkeley. Vi har arbejdet meget, snakket en del, ordnet praktiske gøremål, forestillet os mulige scenarier, snakket mere, tænkt, mærket efter. Det er måske ikke historiens mest muntre jul, men det har været nødvendigt og godt alligevel. Alle overgange er svære, også selvom vi bestemt må være noget nær verdensmestre i omstillingsparathed. Paradoksalt nok virker overgangen til Danmark lige så krævende, som da vi rejste den anden vej for mere end to år siden. Måske fordi følelserne er så blandede. En side af os trænger til at få overstået rykket, blive afklaret og få vished om, hvordan den nærmeste fremtid kommer til at se ud. Og en anden side protesterer højlydt ved tanken om at forlade vores dejlige Berkeley, vores hjem gennem mere end to år, gode venner og livet som 'halvamerikaner' med alt hvad det indebærer, herunder vinlandet og fællesskabet med andre californiske vinentusiaster.

Der er nu ikke blevet plads til meget vinnørderi midt i alt dette, selvom guderne skal vide, at vi godt kunne bruge et midlertidigt eksil i vinlandet eller bare til en god flaske, som man kan fordybe sig i. Men tiden er ikke til det, og fordybelsen forhindres af tanker og praktik, der som bøjer holder os oppe ved virkelighedens overflade.

Nå, jeg tror, jeg pakker amatørlyrikken sammen for nu, før den tager overhånd. Planerne for nytårsaften er temmelig vage, men vi har da lagt boblerne på køl. Det bliver til Schramsberg 2007 Blancs de Noir og Louis Roederer Anderson Valley NV Rosé. Begge flotte eksempler på californiernes kunnen inden for sparkling wine, og to modeller, som vi kun har stiftet bekendtskab med i forbindelse med smagninger. Det bliver interessant at prøve dem igen.

Godt nytår, kære venner & familie, læsere, medbloggere, mednørder.
2012 bliver i sandhed et nyt år for os.