Trussetyven fra Bourgogne

Bourgogne er formentlig den mest sagnomspundne, evigt hypede og mest omtalte vinregion i verden. Simon fra Vinisten skrev for nyligt, at de fleste vinelskere på et eller andet tidspunkt ender med at indse, at Bourgogne er deres foretrukne region. Jeg er nok ikke helt enig, for mit vinøse ophav har jo rødder i den californiske muld, som har formet mine præferencer og synsninger, ikke mindst når det kommer til Pinot. Men jeg tror, at Simon satte ord på mange europæiske vinelskeres vinøse dannelsesrejse fra de fyldige crowdpleasere til de elitære Bourgogner. Min egen dannelsesrejse er startet et helt andet sted, har fulgt en helt anden rute og slutter forhåbentlig aldrig.

I Californien har vinbranchen - inklusiv både vinmagere og -skribenter - et ret ambivalent forhold de berømte europæiske regioner og til Bourgogne i særdeleshed. På den ene side har de fleste en 'op-i-røven-attitude' og laver vin på deres egen måde, i deres egen stil, som det amerikanske marked foretrækker dem og skaber deres eget hierarki af kultvine, hvor DRC og andre Bourgogne-ikoner ikke spiller nogen rolle.

På den anden side er Bourgogne stadig den standard, alle californiske Pinot'er sammenligner sig med og måler sig op imod. Man diskuterer, om de er lige så gode eller måske bedre end Bourgogne. Man sammenligner stilen - er den sødere, mere frugtig, renere, fyldigere, mere eller mindre kompleks? Man diskuterer, om californisk Pinot bevæger sig mod en lettere mere Bourgogne-lignende stil, om det i givet fald er en positiv udvikling, eller om californisk Pinot tværtimod netop skal manifestere sin egen unikke stil.

Jeg faldt ret tidligt for californisk Pinot, og det er stadig her, jeg har haft mine allerstørste vinoplevelser indtil videre. Samtidig har jeg været nysgerrig og en smule skeptisk over for de mytologiske Bourgogner. Er de virkelig de skyhøje priser værd? Og passer de til min 'New World palate', som især står af på de meget jordede, svampede, stald-agtige indslag? De første Bourgogner, jeg smagte, lovede ikke godt. De var valgt i blinde, baseret på ratings i magasinerne og lå i prisklassen 50-60 dollars (hvilket nok svarer til 400-500 kroner på det lidt dyrere danske marked). De var ikke nogen succes - kedelige, stramme og stive i strukturen. For lidt af alt det gode og for meget af alt det 'beskidte' i smag og aroma. Not my cup of tea.

Men måske havde jeg bare været for nærig eller uheldig i mine valg. Man kan vel ikke bortdømme et helt distrikt baseret på 3-4 dårlige oplevelser. Og slet ikke når hele den etablerede vinverden nærmest tilbeder stedets ædle dråber. Derfor var jeg også spændt på, hvad der ventede mig, da vi ved den nylige winemaker's dinner på Falsled Kro nåede frem til Bourgogne-vinene fra Mark Haisma.

Jeg skrev for nogen tid siden, at jeg ved den lejlighed mistede min Bourgogne-mødom, og i samme ånd må mine tidlige erfaringer med Bourgogne vel betegnes som lidt kiksede forspil med lidt for umodne og usikre størrelser. Grunden til, at det denne gang lykkedes at gennemføre akten til alles tilfredsstillelse kan vist tilskrives to faktorer: 1: En aussie winemaker med samme hang til den rene frugt som jeg. 2: En lun og lækker 2009-årgang i Bourgogne.

Winemaker Mark Haisma

Og resultatet var altså et line up på fire møgsexede Bourgogner - fra Bourgogne Rouge til Grand Cru. Bedste value var nok den regionale Bourgogne-model. Den største oplevelse var village-modellen fra Gevrey Chambertin. Jeg tror, det bliver her, min fremtidige vinøse Bourgogne-ekspedition kommer til at tage sit afsæt.

Mark Haisma var gennem mange år winemaker på det australske prestige-vineri Yarra Yerring, men er i dag noget så sjældent som en udenlandsk micro-négociant i Bourgogne. På en eller anden måde (formentlig takket være hans joviale facon, flydende franskkundskaber og fortiden hos Yarra Yerring) har Mark Haisma formået at få adgang til super fin frugt, som i hans hænder bliver forvandlet til forførende lækre vine, som i stil og udtryk faktisk minder ret meget om de fine californiske Pinot'er, som jeg holder så meget af.

Her kommer smagenoterne - i autentisk stikordsform:
2009 Mark Haisma Bourgogne V.V. Vielle Vigne
Skøn næse, ikke noget snavs, bare ren og lækker. Hindbær, lakrids, ret vidunderlig, ikke spor fremmed eller svær.

2009 Mark Haisma Morey Saint Denis 1er CRU 'La Riotte' Bourgogne
Mere maskulin, lidt mørkere, mere mørke bær, ikke så markant lakrids, men mere floral. Blåbær måske. Minder mig om californiske Lynmar Estate.

2009 Mark Haisma Gevrey Chambertin Croix des Champs Bourgogne
Forførende, dyb, lidt lettere, men faktisk ikke så anderledes end en Cali Pinot. En eye-opener, lavendel, roser, æbletobak, lakrids, skovbær, syre, men ikke for meget for mig.

2009 Mark Haisma Bonnes Mares Grand Cru Bourgogne
Vidunderlig næse, meget floral, lakrids, rund, lækker. Et lille bittert strejf. Virkelig velbalanceret, men det er næsen, der gør hele forskellen. Ret så enestående.

Vinene spænder fra ca. 250 kroner til 2.000 kroner hos Laudrup Vin og Gastronomi.