Trussetyven fra Bourgogne

Bourgogne er formentlig den mest sagnomspundne, evigt hypede og mest omtalte vinregion i verden. Simon fra Vinisten skrev for nyligt, at de fleste vinelskere på et eller andet tidspunkt ender med at indse, at Bourgogne er deres foretrukne region. Jeg er nok ikke helt enig, for mit vinøse ophav har jo rødder i den californiske muld, som har formet mine præferencer og synsninger, ikke mindst når det kommer til Pinot. Men jeg tror, at Simon satte ord på mange europæiske vinelskeres vinøse dannelsesrejse fra de fyldige crowdpleasere til de elitære Bourgogner. Min egen dannelsesrejse er startet et helt andet sted, har fulgt en helt anden rute og slutter forhåbentlig aldrig.

I Californien har vinbranchen - inklusiv både vinmagere og -skribenter - et ret ambivalent forhold de berømte europæiske regioner og til Bourgogne i særdeleshed. På den ene side har de fleste en 'op-i-røven-attitude' og laver vin på deres egen måde, i deres egen stil, som det amerikanske marked foretrækker dem og skaber deres eget hierarki af kultvine, hvor DRC og andre Bourgogne-ikoner ikke spiller nogen rolle.

På den anden side er Bourgogne stadig den standard, alle californiske Pinot'er sammenligner sig med og måler sig op imod. Man diskuterer, om de er lige så gode eller måske bedre end Bourgogne. Man sammenligner stilen - er den sødere, mere frugtig, renere, fyldigere, mere eller mindre kompleks? Man diskuterer, om californisk Pinot bevæger sig mod en lettere mere Bourgogne-lignende stil, om det i givet fald er en positiv udvikling, eller om californisk Pinot tværtimod netop skal manifestere sin egen unikke stil.

Jeg faldt ret tidligt for californisk Pinot, og det er stadig her, jeg har haft mine allerstørste vinoplevelser indtil videre. Samtidig har jeg været nysgerrig og en smule skeptisk over for de mytologiske Bourgogner. Er de virkelig de skyhøje priser værd? Og passer de til min 'New World palate', som især står af på de meget jordede, svampede, stald-agtige indslag? De første Bourgogner, jeg smagte, lovede ikke godt. De var valgt i blinde, baseret på ratings i magasinerne og lå i prisklassen 50-60 dollars (hvilket nok svarer til 400-500 kroner på det lidt dyrere danske marked). De var ikke nogen succes - kedelige, stramme og stive i strukturen. For lidt af alt det gode og for meget af alt det 'beskidte' i smag og aroma. Not my cup of tea.

Men måske havde jeg bare været for nærig eller uheldig i mine valg. Man kan vel ikke bortdømme et helt distrikt baseret på 3-4 dårlige oplevelser. Og slet ikke når hele den etablerede vinverden nærmest tilbeder stedets ædle dråber. Derfor var jeg også spændt på, hvad der ventede mig, da vi ved den nylige winemaker's dinner på Falsled Kro nåede frem til Bourgogne-vinene fra Mark Haisma.

Jeg skrev for nogen tid siden, at jeg ved den lejlighed mistede min Bourgogne-mødom, og i samme ånd må mine tidlige erfaringer med Bourgogne vel betegnes som lidt kiksede forspil med lidt for umodne og usikre størrelser. Grunden til, at det denne gang lykkedes at gennemføre akten til alles tilfredsstillelse kan vist tilskrives to faktorer: 1: En aussie winemaker med samme hang til den rene frugt som jeg. 2: En lun og lækker 2009-årgang i Bourgogne.

Winemaker Mark Haisma

Og resultatet var altså et line up på fire møgsexede Bourgogner - fra Bourgogne Rouge til Grand Cru. Bedste value var nok den regionale Bourgogne-model. Den største oplevelse var village-modellen fra Gevrey Chambertin. Jeg tror, det bliver her, min fremtidige vinøse Bourgogne-ekspedition kommer til at tage sit afsæt.

Mark Haisma var gennem mange år winemaker på det australske prestige-vineri Yarra Yerring, men er i dag noget så sjældent som en udenlandsk micro-négociant i Bourgogne. På en eller anden måde (formentlig takket være hans joviale facon, flydende franskkundskaber og fortiden hos Yarra Yerring) har Mark Haisma formået at få adgang til super fin frugt, som i hans hænder bliver forvandlet til forførende lækre vine, som i stil og udtryk faktisk minder ret meget om de fine californiske Pinot'er, som jeg holder så meget af.

Her kommer smagenoterne - i autentisk stikordsform:
2009 Mark Haisma Bourgogne V.V. Vielle Vigne
Skøn næse, ikke noget snavs, bare ren og lækker. Hindbær, lakrids, ret vidunderlig, ikke spor fremmed eller svær.

2009 Mark Haisma Morey Saint Denis 1er CRU 'La Riotte' Bourgogne
Mere maskulin, lidt mørkere, mere mørke bær, ikke så markant lakrids, men mere floral. Blåbær måske. Minder mig om californiske Lynmar Estate.

2009 Mark Haisma Gevrey Chambertin Croix des Champs Bourgogne
Forførende, dyb, lidt lettere, men faktisk ikke så anderledes end en Cali Pinot. En eye-opener, lavendel, roser, æbletobak, lakrids, skovbær, syre, men ikke for meget for mig.

2009 Mark Haisma Bonnes Mares Grand Cru Bourgogne
Vidunderlig næse, meget floral, lakrids, rund, lækker. Et lille bittert strejf. Virkelig velbalanceret, men det er næsen, der gør hele forskellen. Ret så enestående.

Vinene spænder fra ca. 250 kroner til 2.000 kroner hos Laudrup Vin og Gastronomi.

George Clooney i flydende form

De færreste har den. Den dér tilbagelænede selvtillid, hvor man bare ved, man har så meget godt kørende for sig, at man ikke behøver tænke over det. Det er de færreste, der får det til at virke nemt at være vildt lækker og attraktiv, uden at blive selvbevidst og lidt forceret. Faktisk kan jeg kun komme i tanker om en vis Hr. George Clooney, der til perfektion mestrer den dér casual elegance, der gør både kvinder og mænd bløde i knæene, og som har gjort ham til en af verdens mest feterede stjerner. George Clooney og så vinene fra Sancerre-producenten Vacheron.

Det ville nu nok være at stramme den lidt at sammenligne vinmager Jean-Laurent Vacheron med George Clooney, selvom han bestemt er både charmerende og interessant selskab. Jeg havde fornøjelsen af at følges med Jean-Laurent og Helle i toget mellem København og Falsled og havde også Jean-Laurent til bords under middagen, hvilket jo er et scoop for en vinnørd som undertegnede.

Jean-Laurent Vacheron

Jean-Laurent har arbejdet sammen med de største navne i den internationale vinverden, herunder selvfølgelig Aubert de Villaine og (til min store begejstring) californiske ikoner som Joseph Phelps og holdet bag Opus One. Faktisk er han ret well-connected i den californiske vinverden og vi fik udvekslet anekdoter om fælles 'bekendte' (for mit vedkommende på 'har engang hilst på ham-niveauet') som stjerne-sommelieren Rajat Parr og vinbranchens svar på Thorkild Thyrring, Jean-Claude Boisset. Nu er han tilbage i spidsen for sit anerkendte familie-vineri, Vacheron, som ligger midt i byen Sancerre i Loire-dalen.

Familiens vinmarker ligger på bakketoppen, der krones af selve Sancerre-byen, hvor jordbunden består af sand- og flintesten på en lerholdig jordbund. Her dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, vinene er ufiltrerede og uklarede. Ikke fordi Jean-Laurent er øko-dogme-hippie, men fordi det efter hans mening giver den bedste vin.

Og det er altså virkelig god vin, de laver hos Vacheron. Især husets klassiske Sauvignon Blanc-baserede Sancerre-vine overgik alt, hvad jeg har prøvet fra regionen og også mange andre Sauvignon-baserede vine. Sammenlignet med en typisk New Zealandsk Sauvignon Blanc er Vacheron mindre 'grøn' eller 'vegetativ' i stilen. Sammenlignet med californisk Sauvignon Blanc er den strammere og mindre eksotisk. Måske kan man sige, at Vacheron har alle de elementer, man finder i Sauvignon Blanc fra hele verden tilsat lidt ekstra mineralitet og tilbageholdende balance. Vine, der ikke behøver at flashe nogen fortrin for vise deres verdensklasse. Det er ret suverænt og sender fluks Vacheron ind på min liste over vinårets absolutte highlights.

Why hello, Mr. Clooney

Ved middagen på Falsled Kro blev de hvide vine serveret med nyopgravede grønne og hvide asparges, pighvar, fjordrejer og skovsyre og var et klassisk og helt suverænt match. Den lidt mere fyldige rosé blev serveret til en mere utraditionel ret med pocheret, friteret hønseæg serveret på løgmarmelade og med nye løg. Et for mig overraskende godt match. Generelt stod sommelier Nicolai Hyllested og køkkenchef Per Hallundbæk for flere fine og overraskende pairings, som var med til at løfte det samlede indtryk af en fantastisk aften på Falsled.

Nåmmen, nok snak. Her kommer smagenoterne:
2011 Vacheron Sancerre Blanc
Fin, diskret velbalanceret næse med noter af græs, citron, flint og kridt. Livlig syre i munden, men også med et svagt eksotisk og lidt mere sødmefuldt frugtigt strejf af passionsfrugt. Det er den fuldstændig sikre balance mellem det syrlige, frugtige og mineralske - og så det lille charmerende sødmefulde strejf, der pleaser min 'new world palate' - der gør denne vin til min favorit blandt det fine lineup fra Vacheron.

2010 Vacheron Sancerre Les Romains
De velkendte noter af grønt (pyrazine), mineraler og citrus. Denne enkeltmarksvin virker en anelse køligere end den et år yngre Sancerre Blanc og sætter mineraliteten og syren i førersædet. Jeg fornemmede også strejf af citrusskal, som gav en let bitterhed i eftersmagen, der dog hurtigt klingede ud. En super lækker og kompleks vin, der overbeviser med sin ranke, slanke stil.

2010 Vacheron Sancerre Rosé
Pinot Noir-baseret rosé, der bekender kulør med en næse præget af lidt skovbund og røde bær. Overraskende fyldighed og rundhed i munden - her er syre, men der er også en cremet fornemmelse, friske sommerbær og et strejf af citrus. Slet ikke så stram som de to ovenstående, men slægtskabet er der stadig i form af tilbageholdende, stilsikker elegance.

Vacheron forhandles af Laudrup Vin & Gastronomi og ligger i 1 styks-prisklassen fra ca. 250-400 kroner.

Winemaker's dinner på Falsled Kro

Så skete det igen. Oven i købet to gange. Og oven i købet i de mest idylliske omgivelser og i super dejligt selskab. Jeg taler selvfølgelig om vinoplevelser af den helt store slags, som ellers er sjældne, men som jeg på en eller anden måde har gjort mig fortjent til hele tre gange på det seneste.

For et par uger siden var det Van Volxems Rieslinger, der både slog benene væk under mig og var en øjenåbner i forhold til, hvad god Riesling er og kan. (Indrømmet, jeg er ikke særlig erfaren ud i europæisk Riesling, men det er stadig lidt af en bedrift).

I denne weekend gik den vinøse rejse så til Bourgogne og Sancerre, mens den kulinariske og geografiske rejse gik til Falsled Kro, hvor Laudrup Vin og Gastronomi bød på winemaker's dinner med producenterne Vacheron og Mark Haisma.

De to producenter fortjener hver især en post for sig selv, for vi blev præsenteret for intet mindre end ti imponerende vine den aften, og begge d'herrer winemakers var ualmindeligt interessant og sympatisk selskab. Og måske vigtigst af alt: Jeg fik for alvor taget min bourgognemødom - og det gjorde slet ikke ondt :)

Men jeg lægger ud med en stribe billeder fra den smukke Falsled Kro, hvor alle træer står i blomst, og af den delikate menu, hvor især de små appetizers og forretterne skiller sig ud i erindringen. I de kommende dage følger vinbeskrivelserne.

Det idylliske stråtægte bindingsværkshus, som danner rammerne om en af Danmarks fineste restsauranter

Min søde veninde Helle, marketingansvarlig hos Laudrup, og hendes (godtroende) kollega Thomas

Heldige dem, der skal have hjemmedyrkede jordbær på Falsled til sommer

Blomsterhav i æbletræerne

En enkelt blomst

Kommende ribs, gætter jeg på

Stenbiderrogn med rygeost, purløg og rugbrødskrummer

Sådan kan man også servere smør - rørt op med usødet kakao (tror jeg nok)

Vagtelæg

Ristet pighvar med hvid asparges fra Sandager med havesyresauce

Friteret hønseæg på løgmarmelade med nye løg og morkelsauce

Vagtel med foie gras, spidskål, hengemte tyttebær og Karl Johan sky

Kalvekotelet med majroer, fennikel, persillerod og estragonsauce

Lun Epoisses de Bourgogne med nye kartofler, rugbrød, ramsløg og olivenolie

Postkort fra Svinkløv

Storbededagsferien bød på miniferie med min søde mor på Svinkløv Badehotel. Jeg er født og opvokset i Nordjylland og har holdt sommerferie ved Vesterhavet så langt tilbage, jeg kan huske. Så Svinkløv er noget særligt for mig, selvom jeg aldrig har boet på hotellet før denne weekend. Det kan varmt anbefales, og hvis du skynder dig at ringe til dem, så kan du måske reservere et værelse om 11 måneder i det fine gamle hotel - hvis du er heldig.

Hotellets restaurant fortjener også en varm anbefaling - både for den fine stemning og den gode mad. Ikke ultragourmet - men stadig super lækkert og på sin vis meget passende til de elegante, rustikke rammer. Vinkortet bød på flere gamle kendinge, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen: Pencarrow og Dog Point fra New Zealand og Parker Station fra californiske Fess Parker. Gode vine i deres prisklasse og dejligt for en New Worlder som undertegnede at være lidt på hjemmebane i et vinkort på en dansk restaurant.

Jeg nød maden og vinen og gad ikke tage noter - så I må nøjes med de fine billeder i denne omgang. Det taler også for sig selv. Velbekomme :)

Californisk naturvin?

Jeg indrømmer gerne, at jeg var lidt skeptisk, da Kenneth fra KK Wine stak mig et par flasker Clos Saron for nogle uger siden. Jeg har nemlig rigtig mange fordomme om naturvin og det, der ligner: Noget surt sprøjt, som eurofile vinmennesker bilder hinanden ind, at de godt kan lide, fordi det er moderne.

Omvendt har Clos Saron et ret godt omdømme, og californisk naturvin lyder som et så sammensat begreb, at min nysgerrighed var vakt. Og lad mig med det samme afsløre, at hvis alle naturvine smager lige så godt som denne lille sag, så er det ikke sidste gang, jeg vover pelsen med sådan en størrelse.

Nu er jeg imidlertid ikke helt sikker på, at Clos Saron's vine kan karakteriseres som naturvin, fordi det jo er et ret fluffy begreb. Men hovedsagen er, at vinene er lavet med henblik på at lade druerne tale for sig selv: biodynamisk dyrkning, ingen industrigær, ingen syrekorrektion, ingen svovl tilsat under gæring og fadlagring (men altså ikke sulfit-fri), ingen overpumpning af de udblødte drueskaller, ingen klaring og ingen filtrering. Og nok så vigtigt i californisk sammenhæng: Ingen nye egefade.

No additions, substractions, inoculations, corrections, or makeup. New-oak free.
- No shit? -

Efter en tirsdag, hvor jeg i bedste 1. maj-stil snuppede mig en 10 timers arbejdsdag, var tidspunktet for at prøve fænomenet så kommet, og valget faldt på 2011 Clos Saron Carte Blanche. Flaske 13 ud af 1134 for at være helt præcis.

Carte Blanche er en  såkaldt 'California White' dvs. baseret på uidentificerede hvide druer fra uidentificerede californiske områder. Lidt mere research gjorde mig dog noget klogere: Vinen er sammensat af en blanding af Albarino, Verdelho, Chardonnay og Petit Manseng, som er dyrket i Lodi sydvest for Sacramento.

Og faktisk havde jeg nået at tænke Chard, (Viognier) og Albarino, inden jeg læste ovenstånde. I know - easy for me to say - men det er altså rigtigt, for vinen har den dér blanding af citron, lime, æble, pære og så noget krydret og let floralt. I min bog rimer det meget godt på Chardonnay og Albarino - og det kan jeg altså ret godt lide! Denne vin er super fin og let at holde af. Den hverken smager, dufter eller føles dogmeagtig eller fejlbefængt, som jeg nok havde forventet. Her kommer smagenoterne:

2011 Clos Saron Carte Blanche
Fin næse med noter af citrus, lidt grønt æble og undertoner af noget let parfumeret, blomsteragtigt. Måske et meget subtilt kemisk strjef? Strukturen er præget af en høj syre, som faktisk passer meget godt til den aromatiske aroma og smagsprofil. Syrlige æbler, æbletobak, kvædete og måske endda lille eksotisk whiff af ananas. Alt i alt en rigtig dejlig og frisk sommervin, hvor man hverken savner  eg, alkoholprocenter eller frugtsødme.

Vinen kan blive din for 180 kroner hos KK Wine - og hvis du skynder dig, kan det være, du får flaske nummer 14.