lørdag den 15. oktober 2011

Til tasterne, medbloggere: Tasty Brands tromler vinblogger!

En af mine blogger-kollegaer, Simon fra Winelover, har skiftet blognavn til VINisten.

Årsagen er, at vinimportfirmaet Tasty Brands, som har brugsret til domænet winelovers.dk, har truet med bål og brand, hvis ikke Simon ophører med at bruge winelover.dk (altså uden s). Formentlig ville Simon have en god sag, hvis han havde orket og gidet tage kampen. Men hvem gider det, når man blogger af lyst og interesse og ikke har noget kommercielt at vinde (eller tabe) ved kampen. Du kan læse Simons beretning om sagen her.


Det provokerer mig for det første, at Tasty Brands og deres advokat henvender sig på en truende og intimiderende facon. Det er tydeligvis deres strategi, at skræmme Simon til at bakke ud, selvom han formentlig har retten på sin side.

For det andet er det bare så utrolig dumt, at Tasty Brands ikke selv har forebygget problemet ved at registrere nabodomæner, hvilket er standard procedure, når man etablerer et kommercielt website.

For det tredje er det endnu mere dumt og unødvendigt at gøre sig til uvenner med en blogger, som tydeligvis ikke er ude på genere en. Hvorfor ikke henvende sig stille og roligt til Simon og høre, om man kunne finde en mindelig løsning? Tasty Brands kunne formentlig have sparet advokatsalæret og kompenseret Simon med et par kasser god vin - og så var den potte ude. Måske ville Tasty Brands endda have fået lidt god omtale oven i købet.

Men når de nu vælger at tromle en blogger, så må vi bloggere jo gribe til det stærkeste modtræk, vi har til rådighed: Giv Tasty Brands en ordentlig virtuel røffel og send masser af bloggerkærlighed til Simon og VINisten.

2 kommentarer:

  1. Hej Nanna

    Jeg er fuldstændig enig med dig og har nu også fulgt dit gode eksempel, og lagt et indlæg op om sagen. Se mere på
    http://www.vintanker.dk/2011/10/winelover-skifter-navn-til-vinisten.html

    Hilsen Jesper

    SvarSlet
  2. Hej Nanna
    Hvor er det bare sødt af dig at bruge tid på at skrive et indlæg om noget, som jo slet ikke har noget med dig at gøre. Det vidner om en solidaritetsfølelse os bloggere imellem, og det er da en af de helt sublime og opløftenede ting ved internettet - I love it!

    Nå, for mig er det her egentlig ikke så meget en sag om hvem der har mest ret, og det finder jeg heller aldrig ud af, netop fordi jeg bare skriver af lyst og ikke vil bruge tid eller penge på at føre sagen. Jeg forstår udmærket, at Tasty Brands Vinimport ikke bryder sig om denne navnelighed, men det er en interessant approach

    Skål og venlige vinhilsner
    Simon

    SvarSlet