Er tilbage i Berkeley med mørkere kulør og sand i håret efter en skøn uge på Maui, Hawaii. Mest kendt for fantastiske surfing-forhold, sommervejr året rundt og smuk, vild natur. De kulinariske succeser er færre og mindre storslåede, men friske solmodne ananas, knasende, fede macadamianødder, rund og fyldig Kona kaffe og friskfanget mahi mahi, ahi tun, ono og sværdfisk trækker bestemt op.
|
En vaskeægte Hawaii-blomst |
De våde varer har primært bestået af farvestrålende, tropiske drinks. Mai Tais, Magaritas og Blue Hawaiis var blandt favoritterne, for med undtagelse af de allerbedste steder er restauranternes vinkort ret beskedne og kedsommelige. Men det blev da til et par glas. Blandt andet 2008 Acacia Vineyards Pinot Noir fra Carneros i den sydlige vindblæste ende af Napa Valley. Superfint og velbalanceret eksempel på Pinot Noir fra dette område, som mange eksperter har udpeget til the next big thing inden for californisk Pinot. Fin bærnæse (altså ikke sovsen) med vaniljeagtigt fadpræg, medium fylde, rimelig blød og rund fornemmelse i munden med et lille syrebid, som er tilstrækkeligt til at bevare vinens lette friskhed.
|
Trekløveret: Min kære Lars, vores søde veninde Nadja og undertegnede i midten. For en stund gik vi under navnet The Iversen Party - hvilket Lars i øvrigt har afsløret også er titlen på hans kommende memoirs |
Men sol og strandliv, lune nætter og grillet fisk kalder naturligvis først og fremmest på sparkling wine. Og vi var heldige at støde på en flaske
J Vineyard 'Cuvee 20' til $60 (ca. $20 i supermarkeder her i Bay Area og 176 kroner hos
KKWine i Danmark) på en af de
bedre strandrestauranter i
Lahaina. En frisk og levende non-vintage brut fra mit elskede Russian River Valley, som kombinerer smagen af syrlige grønne æbler med citrus og mere diskrete eksotiske frugter. Dejlige, små og spillevende bobler gør den til en oplagt sommerferieromance, uanset om man befinder sig på Hawaii, i Californien eller i gode gamle Danmark.
|
Nadja har efter grundig research konstateret, at sparkling wine mod forventning ikke er et godt middel mod jet lag. Men det har jo aldrig stoppet nogen, og slet ikke Nadja |
Jeg kan forstå, at sommeren også er brudt i Danmark. Jeg glæder mig til at nyde et par uger af den danske sommer med familie og venner ved Vesterhavet (a.k.a. Hawe'), i Ålleren og mit helt eget wonderful Copenhagen. Men alt det er først om en måneds tid. I mellemtiden er det planen blandt andet at tage på researchbesøg hos
J Vineyards og samle stof til en historie om Californiens mange fine sparkling wines (I know, it's tough, but somebody has got to do it). Så stay tuned, Mahalo - og glædelig sommer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar