Stærkt lørdags-come back

En dejlig ferie med en god veninde er forbi. Hun er tilbage i kolde København, men efterlod solen og en spændende Pinot hos os Berkeley. En god trøst, når man skal indstille sig på hverdag uden Olsen, Tyrkisk Peber, ukuleler, sand mellem tæerne og  surfbrædder under fødderne.

Vitello Tonnato må være den ultimative trøste/restemad. Har du en rest koldt godt kalvekød (okse kan også bruges) og en dåse god tun i olie, er du næsten i mål. Og det smager som om, du havde planlagt det hele i forvejen. Du kan improvisere retten ligesom mig, men Jamie Olivers opskrift ser også god ud.

Trøstemad

Nadjas Pinot skulle vise sig at være det perfekte match. 2008 La Fenêtre Pinot Noir, Los Alamos Vineyard i Santa Barbara County. Let og elegant, med blåbær/vanilje næse og strejf af pink cherries, hvid peber og sort te i eftersmagen. Mellemfyldig og med tilpas syre. Jeg havde ikke hørt om producenten, Joshua Klapper, før (2008 er også kun hans tredje årgang), men han har fat i noget rigtigt, og det er heldigt for os, som trængte til lidt forkælelse på lørdagen derpå.

Har du lyst til at prøve noget i samme stil (nok lidt mere fyldig og frugtig), så prøv Fess Parkers Santa Barbara County Pinot Noir, som forhandles af H. J. Hansen Vin for en 200-mand.

Skrumpelever, ølmaver og Det Gode Liv

Chancen for at blive flashet af et blåt tandsæt eller komme på klos hold af en ægte portvinsnæse er tilsyneladende størst nord for København. I hvert fald hvis man skal tro en statistik refereret på dr.dk, som viser, at 40-65-årige i Hørsholm Kommune har det største alkoholforbrug i Danmark. At alkoholforbrug er omvendt proportionalt med social status er vist ikke nogen nyhed. Og i USA er mønstret det samme. Jo højere socialklasse, jo færre afholdsfolk. Men det er næppe de nydelige damer i whiskeybæltet eller deres distingverede mænd, der toner frem på nethinden, når snakken falder på overforbrug eller misbrug af alkohol - måske lige bortset fra Peter Brixtofte, men han har jo også skiftet postnummer fra 3520 Farum til what-ever-Horserød.

Vores dobbeltmoral i forhold til alkoholforbrug er faldet en gruppe unge hørsholmere for brystet, som sammen med en Tanja Hall, projektleder i Hørsholm Kommune (og i øvrigt verdens sejeste lille energibundt af en atlet og spinning-instruktør) har lanceret en kampagne, som stiller spørgsmålstegn ved de rødvinsdrikkende forældres værdi som alkohol-rollemodeller for de unge. Så nu er der ballade i whiskeybæltet - og det kan vi andre jo godt lide at gå og gnække i skægget over. Men egentlig er det mere interessant at reflektere lidt over, hvad vi opfatter som misbrug af alkohol. For det er faktisk ret svært at give konsistent og dækkende definition.

Enhver ved, at overdrevet alkoholforbrug giver rynker. Måske noget, fruerne i Hørsholm skulle tænke over.

Umiddelbart vil mange nok pege på Sundhedsstyrelsens 14/21-anbefalinger (altså maksimalt 14 genstande om ugen til kvinder og 21 til mænd). Det er enkelt og nemt at forholde sig til og givetvis udmærkede pejlemærker, hvis man skulle komme tvivl. Men mange eksperter stiller spørgsmålstegn ved den slags meget forenklede forebyggelsesråd. For nogle vil 14/21 genstande være for meget - mens andre godt kan klare lidt mere. I Storbritannien anbefaler myndighederne maksimalt 2-3 genstande om dagen for kvinder og 4-5 for mænd. Er det fordi briterne har større leverkapacitet, eller er det, fordi de britiske myndigheder vurderer risikoen anderledes? Og hvad betyder det, hvis du drikker mere end 14/21? Er du så alkoholiker? Misbruger? Eller bare lidt usund med øget risiko for at udvikle en stribe sygdomme? Og hvor stor er risikoen sammenlignet med andre risici som overvægt, ensidig kost, kemikalier i vores omgivelser, for lidt motion, passiv rygning, solbadning, at cykle uden cykelhjelm eller ikke have refleksbrikker på jakken om vinteren, glemme tandtråden, drikke for meget kaffe og cola, usikker sex, gå over for rødt, glemme at varme op og strække ud, se for meget tv, gå i spidse sko og ... aj, OK - tilbage på sporet, Nanna Wing-Wang.

Når jeg af og til møder et menneske, som jeg synes har et problematisk forhold til alkohol, så er det sjældent, fordi jeg ved, at den person drikker mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Som regel er det, fordi personens måde at drikke på har negative sociale konsekvenser for den pågældende. Han eller hun bliver pinligt fuld til firmafesterne og har svært ved at se kollegaerne i øjnene den efterfølgende mandag. Eller bliver en helt anden, når han/hun er fuld - i værste fald nærgående eller aggressiv. For slet ikke at glemme dem, som får drukket så meget, at de brækker sig på gadehjørner og taxaer, er til fare for sig selv og andre, går under bordet og skal til udpumpning. I forhold til sidstnævnte scenarie har de unge i Hørsholm Kommune formentlig ikke noget at sige deres forældre på (i hvert fald ikke, hvis unge i Hørsholm minder bare en smule om unge i Aalborg, dengang tilbage i stenalderen, da jeg slog mine folder i Gaden). Så måske er de unges drikkemønster mere risikabelt end deres forældres, selvom de muligvis indtager lige store mængder. Fordi sanseløs druk i weekenderne indebærer sociale og fysiske kontroltab, som kan være livsfarlige i både konkret og overført betydning.

For nogle år siden modtog Ole Hartling, overlæge og tidligere formand for etisk råd, DR's Rosenkjærpris, og han gav i den forbindelse et blændende foredrag om sundhed og sundhedisme. Her problematiserer han begreber som livsstilssygdomme, risikoadfærd, sundhedsfacisme. Han spørger: Hvilken ret har offentlige myndigheder til at diktere vores livsstilsvalg - endda ofte på temmelig usikre videnskabelige grundlag, hvor sandsynligheder kommunikeres som sandheder. Og han diskuterer i øvrigt begrebet 'sundhed' - kan man være sund, selvom man er syg? Og kan man være usund, selvom man er rask? Og er man sund, selvom man er ulykkelig?

Foredraget gav mig stof til eftertanke om, hvem og hvad der skal definere mit eget sundhedsbegreb - og deraf følgende livsstilsvalg. I bund og grund handler det om Det Gode Liv, og for mig (og de fleste andre, vil jeg tro) gør fysisk sundhed det ikke alene. I nogle af de gamle vinproducerende lande er vin en uundværlig del af det gode liv. Her i USA er der stadig en stor afholdsbevægelse, som faktisk vinder frem i disse år. For dem er Det Gode Liv et liv helt uden alkohol. For mig er vin en kilde til stor livskvalitet. Jeg elsker ritualerne, sanseindtrykkene, muligheden for at fordybe sig i duft og smag - og alt det andet, der hører med. Klaus Rifbjerg beskriver det allerbedst i sit essay 'Glæden ved vin', som en sød dansklærer-veninde sendte mig for et par uger siden. Tjek det ud - det er brilliant.

Aloha from Hawaii

Er tilbage i Berkeley med mørkere kulør og sand i håret efter en skøn uge på Maui, Hawaii. Mest kendt for fantastiske surfing-forhold, sommervejr året rundt og smuk, vild natur. De kulinariske succeser er færre og mindre storslåede, men friske solmodne ananas, knasende, fede macadamianødder, rund og fyldig Kona kaffe og friskfanget mahi mahi, ahi tun, ono og sværdfisk trækker bestemt op.

En vaskeægte Hawaii-blomst

De våde varer har primært bestået af farvestrålende, tropiske drinks. Mai Tais, Magaritas og Blue Hawaiis var blandt favoritterne, for med undtagelse af de allerbedste steder er restauranternes vinkort ret beskedne og kedsommelige. Men det blev da til et par glas. Blandt andet 2008 Acacia Vineyards Pinot Noir fra Carneros i den sydlige vindblæste ende af Napa Valley. Superfint og velbalanceret eksempel på Pinot Noir fra dette område, som mange eksperter har udpeget til the next big thing inden for californisk Pinot. Fin bærnæse (altså ikke sovsen) med vaniljeagtigt fadpræg, medium fylde, rimelig blød og rund fornemmelse i munden med et lille syrebid, som er tilstrækkeligt til at bevare vinens lette friskhed.

Trekløveret: Min kære Lars, vores søde veninde Nadja og undertegnede i midten. For en stund gik vi under navnet The Iversen Party - hvilket Lars i øvrigt har afsløret også er titlen på hans kommende memoirs

Men sol og strandliv, lune nætter og grillet fisk kalder naturligvis først og fremmest på sparkling wine. Og vi var heldige at støde på en flaske J Vineyard 'Cuvee 20' til $60 (ca. $20 i supermarkeder her i Bay Area og 176 kroner hos KKWine i Danmark) på en af de bedre strandrestauranter i Lahaina. En frisk og levende non-vintage brut fra mit elskede Russian River Valley, som kombinerer smagen af syrlige grønne æbler med citrus og mere diskrete eksotiske frugter. Dejlige, små og spillevende bobler gør den til en oplagt sommerferieromance, uanset om man befinder sig på Hawaii, i Californien eller i gode gamle Danmark.

Nadja har efter grundig research konstateret, at sparkling wine mod forventning ikke er et godt middel mod jet lag. Men det har jo aldrig stoppet nogen, og slet ikke Nadja

Jeg kan forstå, at sommeren også er brudt i Danmark. Jeg glæder mig til at nyde et par uger af den danske sommer med familie og venner ved Vesterhavet (a.k.a. Hawe'), i Ålleren og mit helt eget wonderful Copenhagen. Men alt det er først om en måneds tid. I mellemtiden er det planen blandt andet at tage på researchbesøg hos J Vineyards og samle stof til en historie om Californiens mange fine sparkling wines (I know, it's tough, but somebody has got to do it). Så stay tuned, Mahalo - og glædelig sommer!

En lødig vin?

Guderne skal vide, at jeg ikke er relativist, når det kommer til vinkvalitet. Alligevel begynder det straks at klø over hele kroppen, når Søren Frank på b.dk skriver, at Moscato d'Asti generelt er en mere lødig vin end den så udskældte Asti. Kløen skyldes en overfølsomhed over for klogeåger, der giver sagesløse mennesker dårlig samvittighed over at have det, som eksperterne stempler som dårlig smag.

Lødig vin for os med god smag. Resten kan snige sig hjem langs med Netto-muren i ly af tusmørket med røde ører og en flaske Riccadonna under armen.

Dette er ikke et forsvar for Asti. Det er ofte noget sødt, klistret stads, som ikke er de 35 kroner værd, som en flaske Riccadonna koster i Netto (har været der - flere gange). Og nu vi er ved det, har jeg også i tidens løb købt mange flasker Mateus, Banrock Station og det, der er værre. Og jeg nød endda at drikke dem, hver og en.

Dette er heller ikke en overgivelse til mange danskeres tilbageholdenhed over for at spendere mere end to flade 20'ere for en flaske vin. Jeg formoder, at Søren Frank og jeg deler ønsket om, at flere mennesker bliver mere interesserede og begynder at smage mere omhyggeligt på, hvad det er, de drikker. Og at de måske får øjnene op for de mange store vinoplevelser, der venter, hvis man kan og vil gribe lidt dybere i lommen en gang imellem.

Og dette er heller ikke en afstandstagen fra smagsdommeri. De fleste vinelskere - mig selv inklusiv - skeler gerne til, hvad mere erfarne og kloge vinfolk mener om en given vin, distrikt, årgang, druesort osv. Det giver lidt retning i søgningen efter den næste store oplevelse blandt det enorme udbud af interessante vine. Søren Frank er faktisk en af de skribenter, jeg læser fast, selvom jeg har fornemmelsen af, at vi ikke helt har den samme smag. Han er vidende og velskrivende og derfor næsten altid et interessant læsebekendtskab (her undtager jeg hans klumme på b.dk, hvor han i flere afsnit beretter om sin slankekur - snork! Kan vi komme tilbage til vinen, tak!).

Dette er en spontan irritation over ordvalget 'lødig', som i mine ører klinger temmelig arrogant og nedladende. Vel er der stor forskel på kvaliteten af vin, men det er altså fuldstændig legitimt at drikke det, man nu engang synes smager godt. Så lad dog sæsonens søde studiner drikke sig ned i Asti i Kongens Have, hvis det er det, de vil. Og lad endelig Hr og Fru Jensen købe deres 3-for-100 tilbudsvin i Føtex til lørdagens grillaftenen i haven.

Og lad dette være en opfordring til alle klogeåger derude (inkluderer igen mig selv) til at udgyde deres viden og  entusiasme på en måde, som ikke bekræfter fordommene om, at fin vin er noget utilgængeligt værk for selvhævdende snobber (selvom der desværre godt kan være noget om snakken). Elsker vi ikke alle sammen entusiaster som brødrene Price, Top Gear-drengene og sågar gode gamle Henrik Voldborg, hvis formidable formidlingsevner skaber nye entusiaster og interesse for deres felt? Lad dem være inspirationen til en positiv, entusiasme-drevet formidling, som vækker nysgerrighed og eventyrlyst frem for røde ører og skamfuldhed over at have en såkaldt dårlig smag.

Anyway - i aften vil jeg nyde et glas kølig Chablis. Ikke fordi det det er en lødig vin, men fordi den vil passe forbandet godt til skindstegt torsk med citron/kapers-smør og sommervejr.

Cheers!

Et frækt lille sidespring

Matt Kramer, min yndlingsvinskribent, skrev forleden i sin klumme 'Drinking out loud' på Winespectator.com om fordelene ved at være vinøs monogamist. Hans pointe er, at hvis du virkelig ønsker at komme i dybden i din forståelse af vin, så er du nødt til at fokusere din interesse på eksempelvis en enkelt eller to druesorter og helst fra udvalgte regioner. Som den gode Matt anfører, så er det svært at komme i tanker om en seriøs vinekspert, som har dybdegående viden om alverdens vin. De bedste finder en niche, som de så lærer at kende bedre end de fleste.

Arbejdsweekend for min kære mand, som forbereder oplæg om noget Nano-værk. Kølig hvidvin og cashews hjælper altid lidt på arbejdsmiljøet - mine år som sikkerhedsrepræsentant i DI gør, at jeg ved den slags :)

Jeg er helt med på Matt Kramers pointe. Vinelskere i det meste af den vestlige verden boltrer sig i et kæmpestort udvalg af fantastiske vine fra hele verden og i alle prisklasser. Det er et mekka, og nogle forbliver ungkarle, som aldrig rigtig commit'er sig til en favoritdrue eller -region. Der er mange lykkelige ungkarle out there, og hvis du er en af dem, så skal du endelig blive ved med at shoppe rundt efter hurtige engangsknald. Men føler du, at tiden er inde til at finde den eneste ene, så overvej hvilke vine, der har givet dig de bedste oplevelser - måske er der mere at hente her, hvis du udforsker området lidt mere. Forhåbentlig vil du opleve glæden ved at kende og forstå din vin bedre, smage forskel på producenter, årgange og vinmarker og lægge mærke til de subtile detaljer, der gør en kæmpe forskel, når først man har øjnene op for dem.

Som trofaste læsere (som jeg naturligvis har i spandevis) ved, så er jeg en selverklæret Pinot-pige, og mere som følge af personlig smag og nysgerrighed end et egentlig bevidst valg, har jeg slået mig på flaskerne fra Sonoma County og i særdeleshed sub-appellationen Russian River Valley. Her laves nogle af de bedste Pinot Noir-vine, som jeg nogensinde har smagt, så det er også her mit hjerteblod (og formentlig godt og vel 50% af mit vinbudget) bliver investeret.

Men jeg går ikke af vejen for et raskt lille sidespring. Det kan sætte fut i ethvert parforhold - i vinens verden, vel at mærke. Og mine sidespring bringer mig vidt omkring, men oftest til Rhône-distriktets fyldige, krydrede rødvine (og røde Rhône-blends fra det sydlige Californien), til Frankrigs Chablis, hvor jeg har fundet nogle af de bedste Chardonnay'er, jeg har smagt. Og så er der naturligvis Californiens bedste sparkling wines, men det er et kapitel for sig (I skulle jo nødig tro, jeg er om mig). Og endelig vender jeg gerne tilbage til New Zealands Marlborugh, Martinborough og Nelson-regioner, som leverer verdensklasses Sauvignon Blanc.

Et anderledes 'take' på lørdagskylle

Sidstnævnte stod på menuen i går sammen med kammuslinger, ærter og chili/gulerodspure (tak for inspiration til Fjordrejen). Vinen var en frisk billig sag ($10), nemlig 2009 Starborough Sauvignon Blanc fra Marlborough-regionen. Pivtør men med masser af tropisk frugt (ananas, mango, passionsfrugt) og skønne hvide blomster i næsen. Ikke den mest komplekse vin i kategorien, men super som en frisk, kølig sommervin. Fin kvali til prisen.

Jeg har ikke fundet en dansk forhandler af Starborough (den kunne ellers trække niveauet op på de fleste danske supermarkedshylder, og prislejet ville være helt rigtigt), men Laudrup Vin og Gastronomi fører en anden af mine NZ-favoritter, nemlig Dog Point, og topproducenten Neudorf, som excellerer i både Sauvignon Blanc og Chardonnay.

Kan vi ikke bare elske hinanden og drikke noget vin?

Kulturkampen mellem Europa og USA har stået på i århundreder og er et ret underholdende fænomen at betragte. Ikke mindst, når man som jeg har et ben i hver lejr. Mens amerikansk populærkultur for længst har indtaget det meste af verden, holder mange europæere stadig fast i forestillingen om, at vores kultur er mere sofistikeret, uanset om man taler om kunst, gastronomi, underholdning, filosofi, videnskab osv. Og europæerne har unægtelig fordelen af at have været først med det meste, også inden for vinens verden. Til gengæld har amerikanerne på mindre end 300 år indhentet og i visse tilfælde overhalet europæerne på talrige områder, og de har med vanlig selvtillid gjort en masse europæiske domæner - ikke mindst vin - til deres egne.

Fra midten af 1970'erne har amerikanerne produceret vin, som stod for en helt anden og mere publikums venlig stil, end den europæerne i århundreder har trakteret deres publikum med. Det samme gjorde andre New World-producenter i Sydamerika, Australien, New Zealand, og senere kom Sydafrika også til. De nye opkomlinge tog store markedsandele fra de gamle lande, hvor nogle reagerede med et arrogant skuldertræk, mens andre forsøgte at tilnærme sig den nye populære stil. Men på trods af de nye landes bragende succes, så er det stadig ikonerne fra især Frankrig, der er benchmark den er dag - både kvalitativt og deskriptivt. Koldklima Pinot'er og Chardonnay'er fra Californien beskrives ofte som 'Burgundy-style', og for flere og flere californiske producenter er de ikoniske Grand Cru'er fra Bourgogne forbilledet frem for de californiske ny-klassikkere fra fx Kistler og Marcassin.

Det er sikkert min gode opdragelse af to søde og velmenende forældre af 68'er-generationen og masser af rundkredssessions i børnehaven i Vodskov, der sætter sig igennem nu, men hvor ville jeg ønske, at vi bare kunne anerkende og glæde os over forskellene og bekymre os mindre om, hvad der er finest. Tænk lige over det her: Hvor langt ude er det lige, at kloge, erfarne vineksperter for alvor mener, at det kræver mere følsomme smagsløg at kunne sætte pris på europæisk vin, og at europæisk vin (og dermed folk, som nyder europæisk vin) er i besiddelse af bedre smag? Man behøver ikke en universitetsgrad over Erasmus Montanus-niveau for at indse, at man uden videre kunne fremføre samme argument med omvendt fortegn om New World-vin, som mange eurofile drankere har svært ved at sætte pris på. De skal nok bare træne deres smagsløg lidt mere, så de bliver avancerede nok til at kunne sætte pris på de finere varer.

Under alle omstændigheder føler jeg mig ikke rykket i troen på, at vi først og fremmest præges af de smagsindtryk, vi er blevet flasket op på, og derfor sætter mange europæere pris på europæisk stil og vice versa. Hvis vi vil prøve noget nyt, kræver det tilvænning og træning af smagsløgnene, så man kan detektere og sætte pris på de nye smagsindtryk.

Anyway, som tidligere fremført på denne blog, så tror jeg, at de bedste, mest balancerede vine, er dem, der nærmer sig midten af spektret, hvor det solmodne, fyldige, fruitforward islæt fra Californien er balanceret af et mere syredrevet, mineralsk, multifacetteret islæt fra de gamle lande. Og jeg vil gerne underbygge min pointe med to gode eksempler - et fra hver sin side af dammen. Hanzell forhandles i Danmark af Copenhagen Wine og er bestemt værd at tjekke ud, uanset om man har frankofile eller cowboy-smagsløg. Domaine Simmonet-Febvre forhandles i Danmark af Chris Wine Nordic.

2008, Hanzell, Sonoma Valley, Chardonnay (Pris: $55 eller DKK 390 hos Copenhagen Wine for 2006-årgangen): Relativ spinkel næse med hints af grønne æbler og citron.  I munden stadig tilbageholden, elegant, med dejlige noter af mere æble og citrus, men også noget mere krydret - fik mig til at tænke tilbage på juleindkøbenes kandiserede æbler. Med masser af syre, uden at den bliver utilnærmelig og svær at få has på. Super frisk og lækker til fx kammuslinger, som med deres søde smag og fede fornemmelse har godt at lille syrekick.

2006 Domaine Simonnet-Febvre Chablis Grand Cru 'Les Clos' (Pris: $65): Et strejf af noget eksotisk frugt i næsen. Skolekridt (den rigtige slags, ikke lakridserne), Golden Delicious æble,  Meyer Lemon, slutter af med et strejf af toastet eg. Masser af syre, ret fyldig vin, men stadig elegant. Den slags vin, hvor det komplekse kommer til at fremstå som let og tilgængeligt. Det kræver ikke en ph.d. i vindruk at nyde denne vin, selvom den helt sikkert også ville være noget for sådanne typer.

Skål og peace on Earth!

Robert Parker vender Californien ryggen

For nogle måneder siden ramte et jordskælv den Californiske vinverden. Måske mærkede du ikke rystelserne af denne skælvsættende (høhø, fik du den?) begivenhed, men andre var næsten lige så rystende som efter The Big One, da den amerikanske vinanmelder Robert Parker i februar vendte Californien ryggen. Fremover vil Parker ikke selv anmelde californisk vin i The Wine Advocate, hvilket han ellers har gjort, siden han grundlagde publikationen i slutningen af 70'erne. 'Er dette enden for den Californiske vinindustri?' spørger nogle i branchen med bævende stemme (det et sjovt nok dem, hvis succes blev kickstartet af topkarakterer fra Parker). 'Free at last!' lyder det fra dem, som mener, at Big Bob nærmest er mørkets fyrste i egen høje person - eller bare indbegrebet af rigtig dårlig smag - vælg selv, hvad der er værst.

Robert Parker er formentlig den mest populære og samtidig den mest forhadte mand i den internationale vinverden. Han er manden bag den forkætrede 100 point-skala, som mange bruger til karaktergivning af vin, og igennem mere end 30 år har han anmeldt vin fra både Europa og oversøiske regioner i The Wine Advocate. 100 point-skalaen er let at forstå og er blevet en populær rettesnor for især amerikanske forbrugere. Parkers popularitet voksede op gennem 80'erne, og hans personlige smag kom til at sætte en ny dagsorden på den internationale vinscene, hvor efterspørgslen på fyldige, fuldmodne, frugtdrevne vine eksploderede, hver gang Parker uddelte point i de høje 90'ere. Flere medier og anmeldere er kommet til siden da, men Parker anses stadig for at være den mest indflydelsesrige mand i vinens verden.

Selvom amerikanerne stadig drikker meget mindre vin per capita end franskmændene (og for den sags skyld danskerne), overgik USA i 2010 for første gang i historien franskmændene i samlet vinforbrug. Dermed er USA i dag verdens største vinmarked, og Parkers indflydelse her har ifølge (primært Parker-kritiske) eksperter betydet et verdensomspændende stilskift fra den syredrevne, tanninrige komplekse Old World-stil til en mere simpel, pleasende jammy fruitforward stil. Man kan formentlig ikke give Parker hele skylden/æren for denne udvikling. Den store succes, som oversøiske vinproducerende lande, blandt andre Chile, Argentina og Australien, har oplevet gennem de sidste 10-20 år, har utvivlsomt også trukket de europæiske producenter i en New World-retning.

Parker har i de senere år selv dækket Californien, Bordeaux og Rhône, og eurofile vinelskere - bl.a. på Rasmus Holmgårds blog - begræder, at Parker har trukket Rhône-producenterne i den gale (læs: pøbelens) retning. Men uanset om man mener, at Parker har demokratiseret eller korrumperet vinverdenen, så har han altså besluttet, at han ikke længere personligt vil dække og bedømme vin fra Californien. I Parkers sted træder Antonio Galloni, som tidligere har dækket italiensk vin for The Wine Advocate, og som varsler nye tider. Han vil ifølge Bloomberg opsøge ukendte producenter, bedømme vine, som producenterne ikke selv har sendt til test og gå mere grundigt til værks i mindre kendte men lovende regioner som Mendocino County på Californiens nordkyst og Santa Cruz Mountains i den nordlige ende af Central Coast-regionen.

I mine ører lyder det egentlig meget fornuftigt, og jeg kan fra selvsyn rapportere, at den californiske vinverden står endnu. Det er nok meget sundt, at en enkelt person, uanset om navnet er Parker eller ej, ikke har så stor indflydelse på en branche, som tilfældet har været for Parker i Californien. Om Parkers exit betyder, at vi kan forvente en fundamental anden stil fra de californiske producenter, er nok tvivlsomt. Terroir og klima sætter trods alt stadig grænser for, hvor langt producenter kan gå for at følge en anmelders lune - og heldigvis for det!