mandag den 6. august 2012

Boblende sommer highlights


Sommeren er forhåbentlig ikke slut endnu, men det er min ferie, som i år har varet hele fem dage. Og heller ikke den danske sommer har indtil videre været noget at prale af, men så er det jo dejligt, at der har været tid og anledning til mange skønne boblende vineoplevelser, og du får top tre lige her:

 

1992 En Tirage Russian River Valley Sparkling Wine
Lidt af en særling fra winemaker Don Baumhefner, der vist heller ikke selv er en helt almindelig fyr. Vinen er såkaldt 'late discorged' - og ikke bare late. Very late. Faktisk har den lagret ikke mindre end 17 år på gærresterne efter anden gæring, og før selvsamme gærrester fjernes ifølge Madame Clicquots anvisninger, og prop og metalhætte monteres. Resultatet er i dette tilfælde en elegant og karakterfuld sparkler fra gode gamle Russian River Valley, med liflige noter af mandler, marcipan bagte æbler og krydret tobak. Små, fine bobler og lang behagelig eftersmag. Og så blev den ikke dårligere af at blive nydt i selskab med vores danske Californien-venner, Helena og Lars + deres lille krudtugle Hannah i deres nedlagte landbrugskollektiv. Lidt alternativ San Francisco-spirit har de uden tvivl taget med hjem til Hvalsø.
Forhandles af KK Wine til en plovmand.

2002 Perrier-Jouët Brut Champagne Fleur de Champagne Cuvée Belle Epoque
Den smukke flaske og det romantiske navn gør nok, at mange har bidt mærke i denne champagne, måske uden at have smagt den. Jeg har i hvert fald længe været nysgerrige efter at smage Belle Epoque, og denne sommer fik jeg så chancen - da vi fejrede, at min elskede Lars endelig kom hjem fra Californien. Og vinen levede op til sit navn og den fine indpakning - ren, crisp med noter af æble og citron og strejf brun farin og kanel. Men som så ofte med de fine pagner, er det moussen, der virkelig forfører mig. Perlende, prikkende, skummende. Små livlige bobler, der bliver ved og ved. Heldigvis har jeg endnu en lille håndfuld på lager, til næste gang lejligheden byder sig.
Tror, den forhandles mange steder, men du finder den i hvert fald hos fragtfrivin.dk for knap 800 bobs.

2010 Zillinger 'Indiskret' Sekt Rosé
Fra verdensstjernebobler, der lever op til deres rygte til noget så sjældent og ubeskrevet som østrigsk sekt. En lille florlet sylfideagtig yndighed med bedårende sart rosa farve og inciterende tør, ren frugtsmag med noter af røde sommerbær. Jeg har researchet lidt og fundet ud af, at den er baseret på den østrigske sort blauer Zweigelt  og fremstillet efter den traditionelle champagne metode. Så blev vi så kloge. Anyway - sommerens mest overraskende og easy drinking boble-oplevelse og bedste valuta for pengene i dette line up. Jeg havde nok aldrig smagt den, hvis ikke det var for min private vinpusher, Helle fra Laudrup Vin, som heldigvis sørger for at udvide min vinhorisont på mest delikate vis. Det fortsætter forhåbentlig også, selvom sommeren snart går på hæld.
Du får Zillinger Indiskret for sølle 175 kroner hos Laudrup Vin (men så skal du også købe en hel kasse).



2 kommentarer:

  1. Hej Nanna

    Godt at se at du forstår at forkæle dig selv, nu ferien ikke kunne vare længere :)

    Har du forresten fået min mail? ;)

    Hilsen Jesper

    SvarSlet
  2. Ja, godt at trøsten sjældent er langt væk her hos os :)
    Og jeps, har fået din mail - skriver til dig senere i dag.

    SvarSlet