onsdag den 27. juni 2012

Et godt glas sommer


Jeg har lige drukket et dejligt glas sommer. Hyldeblomst, kaprifolie, hybenrose, tørret græs, dug, duften af sommerregn på varm asfalt. Alt det, som inspirerer til sentimentale associationer til dengang, sommeren altid var varm og uendelig lang. Og hvor man blev et helt liv ældre i løbet af en enkelt sommer.

Denne gang var 'Madelainekagen' intet ringere end en 2010 Alban Vineyards Edna Valley Viognier. Helt eminent floral næse og super koncentreret smagsprofil med den optimale blanding af stenfrugt, faxekondi og mørke krydderier a la nellike og allehånde. Varmblodet temperament og feminin ynde i de helt rigtige doser. Det bedste bud på årets sommervin - by far.


Alban er et af de relativt få legendariske californiske vinhuse uden for Napa Valley og Sonoma County. De holder til på Central Coast, nærmere bestemt i Arroyo Grande AVA - en del San Louis Obisbo County. Altså sådan ca. to tredjedele af vejen sydpå fra San Francisco til L.A. Alban har som mange andre vinerier i området specialiseret sig i Rhone-sorter og er blandt dem, der er sluppet bedst fra det. Faktisk har de i årgang efter årgang leveret verdensklasses vine, der ikke har kunnet mætte efterspørgselen fra husets mange fans. Derfor er det også lidt at et scoop, at du uden videre kan købe vine fra Alban hos KK Wine i lille, fjerne Danmark.

Selvfølgelig hjælper det også på mit sommerhumør, at min elskede Lars endelig er kommet hjem fra Californien, og at vi nu kan tage hul på vores nye liv sammen i Danmark. All in all - life is good.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar