Pointer om point

Steve Heimoff har igen sat sindene i kog blandt vinentusiaster, winemakers, vinforhandlere, vinanmeldere, vineksperter og vinskribenter. Denne gang er han gået til modangreb på folkene bag scoREVOLution, som ønsker at komme point-scoring i forbindelse med vinanmeldelser til livs. Folkene bag bevægelsen mener, at pointsystemer som Parkers 100-pointskala eller UC Davis' 20-pointskala, skader små, ukendte brands, ensretter vine verden over og skaber prisbobler på hypede vine.

Heimoffs stil er polemisk, og han går ikke af vejen for verbale dummeflade ud til branchens hotshots. Nogle gang lidt for perfidt, men som regel ret underholdende! Han er selv vinanmelder for magasinet Wine Enthusiast og forsvarer ikke overraskende pointsystemerne. Denne gang kan jeg godt tilslutte mig hans synspunkter.

Jeg bruger ofte både point og beskrivende vinanmeldelser som pejlemærker. Mest nyttige er de, når jeg skal købe en vin, jeg ikke kender i forvejen, som når jeg er ved at skyde mig ind på en ny region, en ny sort osv. For regioner og producenter, som jeg er bedre bekendt med, er mit valg styret af en bredere forståelse, forhåndskendskab og min egen mere eller mindre kvalificerede holdning til, hvad den specifikke vin står for. At jeg alligevel tit bliver overrasket, tager jeg bare som en del af charmen ved vinens verden.

Som mange andre vinelskere lader jeg mig også friste, når en fuldstændig ukendt og billig vin opnår en usædvanlig høj score. Det vækker min nysgerrighed og på den måde er min vej kommet forbi bl.a. Barossa Valley i Australien, Languedoc i Frankrig og Asti i Norditalien - områder som jeg ellers ikke ville have opsøgt af mig selv.

Men jeg tror, at jeg kan give point-modstanderne ret i en enkelt anke: De store vinpublikationers point-anmeldelser har enorm indflydelse på forbrugere verden over og giver relativt få vinanmeldere meget stor magt. Mange mener, at disse anmelderes personlige smag bliver normdannende og dermed ensrettende for producenter i hele verden (det fænomen, som nogen begrædende kalder the Parkerization of Wine). Jeg ved ikke, om påstanden holder, når det kommer til stykket, men under alle omstændigheder ville det være fedt, hvis de indflydelsesrige vinpublikationer supplerede deres egne ekspertanmeldelser med brugeranmeldelser. På den måde ville flere blive hørt, og forbrugerne kunne selv vælge, om de vil lytte til eksperterne, lægmænd eller begge. På samme måde som eksempelvis aok.dk og ibyen.dk tilbyder både bruger- og ekspertanmeldelser af restauranter, film, teater osv. Det giver faktisk ret god mening, hvis du spørger mig.

Williams Selyem: 100% luksus på en torsdag

Min sidste post handlede om et godt bud på en hverdagsvin, som ikke slår bunden ud af vinbudgettet. Men faktisk er jeg også en stor fan at poppe en rigtig fin flaske på en helt almindelig hverdag. Fordi det er nemmere at koncentrere sig om vinen, når man ikke har travlt i køkkenet og som vært eller værtinde. Og fordi det bare er den ultimative luksusfølelse at sætte læberne til en exceptionel vin på en halvtræt torsdag aften.

Og det var sjovt nok, hvad vi gjorde i går aftes. Den udvalgte vin var Williams Selyem 2009 Sonoma Coast Pinot Noir - og den var som ventet noget helt særligt. Koncentreret, intens, sorte kirsebær, vilde skovbær, rød lakrids, ristet kaffe - men bedst af det hele: En fuldstændig sømløs struktur karakteriseret ved velbalanceret syre og en silkeblød mundfornemmelse, som forfører hele vejen fra den rammer tungen til den lange, behagelige eftersmag. Hedonisme på flaske!

Det er ikke så underligt, at Williams Selyem er en af de mest eftertragtede Pinot Noir-producenter i Californien. Årgang efter årgang er deres vine blandt de allerbedste, uanset om vejret og forholdene var vanskelige som i 2008 eller mere gunstige som i 2007 og 2009. Vingården blev grundlagt i 1981 af to beskedne, lokale fyre, Burt Williams og Ed Selyem. De boede over for hinanden på hver sin side af Russian River og havde igennem noget tid eksperimenteret med at fremstille deres egen vin i en garage i landsbyen Forrestville. Men efter de sprang ud som fuldblods og fuldtids vinmagere, tog det dem blot få år, før deres vine havde fået kultstatus, og Russian River Valley for alvor kom på verdenskortet som Pinot Noir-region.

Burt og Ed ejede ingen vinmarker selv, men købte druer fra deres naboer i området. Mange mener, at hemmeligheden bag deres succes var, at de via deres lokale kontakter, som de havde kendt hele deres liv, kunne få adgang til de bedste druer, som området kunne præstere. Derfor var der også mange, der trak på smilebåndet, da New Yorker-rigmanden John Dyson (ham der opfandt sloganet I [HEART] NY) købte Williams Selyem i 1998 for flere millioner dollars. For i bund og grund købte han 'bare' et brand - rent fysisk var Williams Selyem en garage med gammelt fremstillingsudstyr. Erfaringerne og de mundtlige aftaler med de lokale vinbønder tog Ed og Burt med sig, da de forlod branchen. Men John Dyson og hans folk har mod forventning holdt niveauet og måske mere end det. Med Dysons store pengekasse i ryggen har huset også kunnet opkøbe deres egne eksklusive vinmarker i området, udvide produktionen, bygge moderne produktionsfaciliteter og et fancy tasting room, som jeg tidligere har omtalt her.

Jeg er en stor Williams Selyem-fan, selvom jeg godt kunne undvære deres noget forcerede 'vi er mega kult, og vores vine sælger sig selv, men alligevel bygger vi et show off-tasting room'-attitude. KK-Wine forhandler Williams Selyem - og jeg glæder mig til at se, hvad Kenneth får hjem fra 2009-årgangen dette efterår!

Creme de La Crema på en tirsdag aften

Forleden stødte jeg på et problem i luksusklassen: Jeg havde kun dyre flasker i skabet, så jeg måtte ud hamstre hverdagsvin, som passer bedre til en almindelig fyraften, hvor man bare vil slappe af og ikke dedikere så meget opmærksomhed til, hvad man drikker, som de dyre flasker fortjener.

I indkøbsvognen i Safeway i Berkeley (svarer lidt til en meget velassorteret Superbrugsen) havnede en håndfuld interessante Pinot'er i 20 dollar-klassen, og en af dem var en fra en gammel kending, nemlig Sonoma-vineriet La Crema. Denne gang var det deres 2009 Sonoma Coast Pinot Noir, som fik lov til at ledsagede en tirsdag aftensmenu bestående af vandmelon/chevre-salat og derefter en simpel pasta rigatoni med heirloom-tomater, hvidløg, chili og parmasanost.

Det er svært at finde gode hverdags-pinot'er, for det er en krævende drue, som trives bedst i ufremkommelige regioner, og som har et lille afkast sammenlignet med andre sorter - og det tvinger naturligvis priserne op. Men de findes, og La Crema er bestemt en af dem.

Deres 2009 Sonoma Coast Pinot Noir er relativ let med en frisk aroma karakteriseret af røde bær og lidt sort te. Fadpræget er fint tilbagetrukket, og det er godt, når druerne som her er godt kan bære hovedrollen i forestillingen. I munden leder vinen tankerne hen på hindbær, kirsebær, ribs, mere sort te og måske et strejf af lakrids. Medium fylde og en frisk syre, uden at der går lemonface i den.

I Danmark forhandles vinen af World of Wine, men de har ikke helt formået at holde prisen nede i hverdagklassen. Bor du i Danmark, må du slippe 219 kroner for den, men jeg synes faktisk, at den er alle kronerne værd.

Vin lavet af lys

Her har I mig tilbage! To dejlige uger i Danmark med venner og familie har betydet usædvanlig stilhed på min blog. Men, men, men jeg kommer stærkt igen, nu hvor jeg er tilbage i Californien. I anledning af sommeren og ferien i Danmark har jeg lyst til at genpublicere nedenstående indlæg fra vores besøg sidste år på vingården Lille Gadegård på Bornholm. En sjov og underholdende oplevelse, som jeg dokumenterede på engelsk for min daværende arbejdsgiver, vin-markedsføringsbureauet Charles Comm i San Francisco. Jeg kan varmt anbefale et besøg på Lille Gadegård, hvis din sommerferie går forbi min dejlige ferieø. Jesper Paulsen er en sjov, uortodoks og meget underholdende guide - men husk din dansk/bornholmsk mini-parlør. Den får du brug for, hvis du ikke som jeg har insider-kontakter på øen. Masser af props og kærlighed til danske vinbønder, vinelskere og alle andre, som nyder sommeren i Danmark.

Wine made of light
We Danes are known for a lot of things. Big dogs, buttery pastry, a certain young lady with a fish tail where most of us have legs. But even though Denmark seems to have this kind of eclectic brand, wine doesn’t seem to fit in this picture. But maybe that’s about to change - at least global warming is working in favor of my countrymen’s struggle to turn Denmark into a real wine country.

It’s probably only known to a few people out side Denmark, but we do actually have a EU-defined quota of vineyards of no less than 222 acres. That’s less than a third of the Robert Mondavi Winery’s possessions, and less than 0.005 percent of the total wine grape acreage of California. During my summer vacation in Denmark I got to visit one of the 44 commercial wineries in Denmark, called ‘Lille Gadegaard’ and located on the small island Bornholm far east of the rest of Denmark in the middle of the Baltic Sea. There, I was lucky enough to get to talk to winemaker Jesper Paulsen who will be harvesting his 10th vintage this year.

Den speed-snakkende, bornholmske vinbonde Jesper Paulsen - et moi!

Throughout these 10 vintages Jesper Paulsen has only bottled 3 vintages of wine, which he considers suitable for sale. The rest has been distilled to brandy except for the 2004 vintage, which was bottled and labeled ‘Not suitable for drinking - works best as decoration’. To his own surprise he actually sells a few bottles of that vintage every year. At Charles Communications we blind tasted his ‘2007 Syd’ red wine based primarily on the Rondo variety, and though there’s no doubt that the wine is well made and completely unflawed, the fruit in it just doesn’t allow the wine to really excel. With the past 10 vintages in mind, Jesper Paulsen has now decided to replant his vineyard with varietals known to do well in the northern German regions with similar cold climates.

Bright summer nights
On another small Danish island with the romantic name Lilleø (Little island) another winegrower, Hans Lund Hansen and winemaker Anders Selmer have had somewhat more success doing just that by growing varietals such as Riesling, Sauvignon Blanc, Sylvaner and Solaris. The result is a beautiful dry white wine, with a floral nose and flavors of white flowers and peach. Winemaker Anders Selmer explains that what Denmark lacks in terms of warm temperatures, it makes up for in terms of light. With its northern location Denmark has long summer days and short, bright summer nights and according to Anders Selmer that’s more important than warm temperatures - since it’s light, not warmth, that catalyze photosynthesis in the plant.

Nordic food trend
It’s too early to tell, whether Denmark will eventually become a real wine country. Claus Meyer, chef and co-owner of the Lilleø Winery and the restaurant Noma, which recently was awarded the first place in the 2010 San Pellegrino 50 Best Restaurant Award, recently offered winemaker Jesper Paulsen a piece of advice. He suggested for him to make wine based on berries that grow naturally in Denmark, such as red and black currant, raspberries, gooseberries and strawberries. That’s also the idea behind Noma’s success: To use ingredients sourced locally and process them using a mix of traditional and modern methods to create world-class gourmet food and wine. Jesper Paulsen took his advice and is now producing sparkling wine based on red and black currant and a still wine based on strawberries. Personally, I prefer Jesper Paulsen’s berry based wines, but I’m sure that with the right selection of grape varieties he will also be making great white wines some years ahead.