Jim Barrett døde i fredags, 86 år gammel. Han var manden bag den flaske 1973 Chateau Montelena Napa Valley Chardonnay, der slog alle konkurrenter af pinden ved 'The Paris Wine Tasting' i 1976. En historie, der blev skildret i filmen 'Bottleshock' fra 2008, som i parentes bemærket desværre ikke helt leverede samme høje niveau, som Jim Barrett formåede.
Lars og et styks califonisk vinhistorie ophængt på væggen baggrunden. |
Chateau Montelenas uventede sejr over prominente franske navne som Chateau Haut-Brion og Mouton-Rothschild, tildelt af franske vineksperter og -producenter ved en blindsmagning i Paris blev startskuddet til 'den californiske vinfeber', hvor californisk vin trådte ind på verdensscenen og med tiden udviklede sig til en stor, kommercielt levedygtig industri, der har gjort Californien til verdens tredjestørste producent af vin målt på volumen, kun overgået af Frankrig og Spanien.
Vel, gennembruddet var nok kommet før eller siden. En anden og måske større Napa-pioner, Robert Mondavi, havde allerede lagt grundstenene for Napa Valleys succes som vinregion og rejsedestination flere år tidligere. Og sidenhen er både Chateau Montelena, Stags Leap Wine Cellars, der vandt med sin 1973 Cabernet Sauvignon ved samme lejlighed, og for den sags skyld Robert Mondavi blevet overgået i kvalitet og kommerciel succes af andre og yngre californiske producenter i og uden for Napa Valley.
Men historien om Jim Barrett er fascinerende. Den handler om en pioner, der knoklede for at skabe en anstændig vin, mens familien og økonomien smuldrede om ørene på ham. En fighter, som fik success mod alle odds. 'Not bad for kids from the sticks', som Jim Barrett eftersigende skulle have udtalt, da han blev underrettet om sejren.
Moi helt casual ved Chateau Montelena |
Jeg har besøgt Chateau Montelena en enkelt gang. I den nordligste ende Napa Valley ligger det lille 'chateau', som er en underlig teaterkulisse af en engelsk middelalderborg med en kinesisk have midt i det californiske, rustikke terræn. Vinene, vi smagte i forbindelse med besøget, gjorde ærligt talt et lige så sketchy indtryk.
Det bedste ved Chateau Montelena i dag er måske nok legenden om Davids kamp mod Goliat. Og selvfølgelig den smukke køretur hele vejen ad Silverado Trail gennem Napa Valley, før man når frem til det lille sagnomspundne chateau.
Hej Nanna
SvarSletFin lille artikel, og Montelena Napa Valley Chardonnay er én af de vine, som jeg aldrig har smagt, men godt gad at prøve. Bliver lidt nysgerig, når du siger et sketchy indtryk ... var vinen så speciel eller hva' ??? Mere info please.
vh Ulrik
PS: Skæld lige din mand ud, at han har fokuseret skarpt på vintønden og ikke på dig ;o(
Hej Ulrik
SvarSletTak for kommentaren. Jeg tror, at der bag udtrykket sketchy ligger høje forventninger, som blev skuffet. Der var tale om gode standardvine til alt for høje priser. Det er selvfølgelig en grov generalisering, og selvfølgelig er der undtagelser (2002 årgangen skulle være et eksempel), men det overordnede indtryk, man står tilbage med, er et vinhus, der en gang var pioner, men som i dag leverer en gennemsnitsvare, som de kan tage overpris for på grund af deres navn og historie. Desværre. Håber, du får lejlighed til at prøve dem, så jeg kan høre din vurdering :)
Bedste hilsener, Nanna
PS: Jeg skal nok lade min mand vide, at han må oppe sig, næste gang han får jobbet som fotograf. Tror dog, at det i dette tilfælde, at det var motivet, der var for utålmodig til at stå stille længe nok :)