Der er ingen undskyldning. Jeg ved det godt: Jeg burde være taget til spinning i dag. Ikke mindst efter en uges ekstra letsindige spise- og drikkevaner i Florida. Jeg kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om, hvor travl jeg været, om mit nye drømmejob, som er super dejligt, men som stadig føles nyt, om alle de hyggelige aftaler, jeg har med venner og familie, for lidt nattesøvn og måske en rest jetlag efter rejsen. Undskyldningerne er mange. Men i bund og grund er sandheden bare, at jeg virkelig, virkelig ikke gad.
Så nu sidder jeg hjemme i vores lille lejlighed med udsigt over byens tage og tårne og udsyn til truende grå regnvejrsskyer, der driver forbi. Og foran mig har jeg et glas vin, som er så godt, at smagen af dårlig samvittighed er fordampet som dug for solen.
Og det er ikke så underligt, for manden bag vinen er ingen ringere end Joseph Phelps - skaberen af kultvinen Insignia. Det er dog ikke sådan en kleppert, jeg har knappet op til mig selv på denne højhellige pjækkedag, men lillebroderen
2008 Joseph Phelps Napa Valley Cabernet Sauvignon.
|
Phelps og Fifi |
Det er imidlertid en temmelig velvoksen lillebror, som Phelps har sat i verden. Masser af saft og kraft, mørke bær, tobak, læder og lakrids. Masser lækkerhed, fylde rundhed og et lille behageligt nap bagi af syre og tanniner. Den har ikke det der herbale indslag, som jeg ofte finder i Napa Cabs, og det hænger måske sammen med, at vinen er et blend af 86 procent Cabernet Sauvignon og 14 procent Merlot. (I det meste af USA må man markedsføre en vin som 'single varietal', så længe vinen indeholder minimalt 75 procent af den pågældende druesort. I det meste af Europa er det tilsvarende krav 85 procent).
Joseph Phelps - både denne model og kultvinen Insignia forhandles herhjemme af
Philipson Wine til henholdsvis 350 og 1100-2000 bobs (alt afhængig af årgang).
Hej Nanna
SvarSletSlet ikke en dum pjækkedag. En moderne og moden Ferris Buller fristes man næsten til at sige ;)
Hav en god weekend og rigtig god smagning lørdag. Sørg for at få smagt den australske for mig, og italiensk hvis der også er det ;)
Hilsen Jesper