mandag den 28. januar 2013

På forkant

2010 Pine Ridge Forefront Pinot Noir
Et hurtigt pip om en Cali-Pinot, jeg tilfældigt stødte på i lørdags på Madklubben på Vesterbrogade. Jeg har ikke smagt den, siden vi kom hjem fra Californien for snart et års tid siden, og havde faktisk glemt alt om den. Det endda på trods af, at jeg i en kort overgang arbejdede som PR-konsulent for producenten i den første tid, vi var derovre.

Årgangen er 2010. Navnet er Forefront, og producenten hedder Pine Ridge. De holder til i Napa Valley på Silverado Trail - tæt ved det berømte Stags Leap Wine Cellars. Men druerne til denne vin er hentet rundt omkring i Californien, og først og fremmest i San Luis Obispo lidt nord for Santa Barbara.

Der er tale om en let tilgængelig Pinot både prismæssigt og smagsmæssigt. 425 kroner på Madklubben og 199 kroner (ved 12 stk) hos importøren Wine.dk må siges at være helt rimeligt for denne pleaser af en Cali-Pinot. Den er gavmild med modne stenfrugter, vanilje, brown spices og en kælen blød mundfornemmelse. Måske ikke vanvittig kompleks, men meget nem at holde af.

Køkkenet på Madklubben var i øvrigt i samme boldgade. Lækker uden at sende nogen til tælling, og helt OK til prisen - bestemt anbefalelsesværdig.

Rørt krabbe (alt for salt)
Lammeculotte med persillerødder
Rodet bananasplit


mandag den 14. januar 2013

En naturlig oplevelse på PONY

PONY-snacks: Fritteret smelt med ramsløg-mayo, saltet/gravet oksekød med enebær og ølpølse, brød og rørt smør og (uden for billedet) svinerillette med brøndkarse
Jeg har aldrig været en hestepige og bliver det nok heller aldrig. Alligevel lokkede Kadeau-drengenes minirestaurant PONY ved Sorte Hest, da jeg skulle fejre min fødselsdag i fredags. Her ventede os en naturlig oplevelse - inkl. et sjældent møde med de for tiden så populære naturvine.

Aner du anelse distance i ovenstående formulering vedrørende naturvinene, så aner du helt rigtig. Men min skepsis går nok mindre på selve vinene end på visse naturfreaks, som mildt sagt virker meget frelste og ikke kan få det skørt nok. Sådan var det nu ikke på PONY, hvor vinene generelt var friske og lækre og relativt nemme at nyde - selv for en halv-californier som mig. Jeg nød især mit glas 2010 Julien Guillot Macon Cruzille - en fadlagret Chardonnay, der bød på knasende frisk, ung og sprød frugt. Ren og klar og uden kålfims, jordslåethed, ætsende syre, og hvad man ellers kunne frygte. Og jeg var også glad for den unge Bourgogne 2011 Sarnin-Berrux Rouge, der viste fine, rene Pinot-træk med en lidt racy syre. Selvfølgelig savner sådan en som mig lidt rundhed og blødhed i disse vine, men jeg kan godt få øje på, hvad det er, de kan, og hvorfor så mange er hoppet med på naturbølgen.

Maden på PONY må vel kaldes nordisk på den bornholmske måde. Rustik, virtuos, legesyg og med fokus på de bornholmske råvarer og de nordiske fremstillingstraditioner. Jeg er måske ikke helt hipster nok til at falde totalt i svime over det - dertil mangler jeg flere tilgængelige, 'pleasende' indslag mellem jordskokke-isen, øl-pølserne og byggrøden. Men jeg nyder også at blive hevet ud af mine klassiske fransk/italienske comfort zone og lade mig udfordre - og det kan man roligt gøre i hænderne på PONY-folket. Bottom line er, at PONY er en selvfølgelig del af den københavnske gourmetscene og fortjener en varm anbefaling.

Her kommer flere billeder:
Saltet ørred med ørredrogn, blomkål og drueagurker
Braiseret svinekæbe med svær, rødbeder, tørret æble og sort trompethat
Cremet byggrød med havgus (ost), ristede hanehjerter og tyttebær
Oksebryst med honning og porter serveret med æggeblomme-kartoffel, dip og rodfrugter
2011 Sarnin-Berrux Rouge
Kærnemælksfromage med henkogte stikkelsbær og (tror jeg nok) honningristet byg
Jordskokker med semidried (?! - det sagde han altså) nøddekage, mælkeis og karamel

lørdag den 12. januar 2013

2012: Årets nye bekendtskab

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen nået til året nye bekendtskab
 
California Wine er en lille nicheimportør med en fint udvalg af små og mindre kendte californiske producenter. Jeg havde den store fornøjelse at møde Anja Clarke, der har startet California Wine, og som tydeligvis deler min passion for både Californien og i særdeleshed det californiske vinland. Anja udlever nu drømmen om at gøre vinen til levevej, og jeg ønsker hende alt mulig medvind på færden. California Wine forhandler blandt andet en fin Russian River Pinot fra L'Angevin og kultproducenten L'Aventure, der har rødder i Californiens 'Rhone-region' Paso Robles.

Tjek hele udvalget her
Der var tændt op i pejsen til California Wines vinaften på Restaurant Kanalen i november
Et lille udsnit af California Wines sortiment
Vinene venter på maden



fredag den 11. januar 2013

2012: Årets tilbagevendende glæder

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets tilbagevendende glæder:

Der er de vine, jeg altid vender tilbage til, fordi de hver gang bekræfter, de stadig er mine favoritter. Jeg taler selvfølgelig om de californiske Pinot'er som bare leverer hver gang. Selvsagt et tårnhøjt topniveau, men selv hverdags-Pinoterne fryder gang på gang. Årets vel nok største Cali Pinot-oplevelse var enkeltmarksvinen Sweetwater fra Rochioli, der i 2009 udgaven er inkarnationen af alt det, jeg elsker ved californisk Pinot: røde og sorte skovbær, krydrede undertoner, lækker struktur og elegant dybde og tyndge. Dét er smagen af Californien, og jeg får aldrig nok. Blandt mine favoritter i kategorien er:

Rochioli, Williams Selyem, DuMol, Rivers-Marie, Brewer Clifton og Paul Lato forhandles af KK Wine til mellem ca. 250 og 1500 kroner.
L'Angevin, der forhandles af California Wine til 260 kroner
Cazar, der forhandles af American Wine til 125 kroner


torsdag den 10. januar 2013

2012: Årets hvide verdensomsejling

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets hvide verdensomsejling:

Det er svært at forestille sig lige nu, men om 3-4 måneder er det igen højsæson for hvidvin. Og der er nok at tage fat på, for 2012 bød på en verdensomsejling i lækre hvide, som startede i Tyskland med kæmpen Romans elegante Van Volxem Rieslinger fra  Saahr-regionen og lagde vejen forbi Jean-Laurents Vacherons snorlige vine fra Sancerre. Herfra gik turen forbi min home turf i Californien, hvor DuMOL bød på fuldfed cali chardonnay fra Russian River Valley, og Alban diskede op med liflig parfumeret Viognier fra Central Coast. Rejsen sluttede - men kun foreløbigt - i New Zealand, hvor Dog Point årgang efter årgang leverer pivfrisk, aromatisk Sauvignon Blanc. Kom sol, kom forår kom hvidvin i stride strømme.

Van Volxem, Vacheron og Dog Point forhandles af Laudrup Vin og ligger i prisklassen 200-400 kroner.
DuMol og Alban forhandles af KK Wine og ligger i prisklassen 200-450 kroner.


onsdag den 9. januar 2013

2012: Årets Obama-oplevelse

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets Obama-oplevelse:

Det sker en gang imellem, at man smager en vin for første gang og bare må overgive sig betingelsesløst. Det er den slags oplevelser, vi vinelskere lever for, og i 2012 lod jeg mig blandt andet forføre af en top-charmerende 2004 Yarra Yerring Underhill Shiraz. Frugt, når frugt er bedst og mest friskt. Både enkel og kompleks. Både let og fyldig. Sømløs struktur men fuld af karakter. Hvis Molly Dooker er Berlusconi, er Yarra Yerring Obama. Så let og elegant kan det gøres. Wine we can believe in!

Fås hos Laudrup Vin til 698 kroner


tirsdag den 8. januar 2013

2012: Årets Berlusconi-oplevelse

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets Berlusconi-oplevelse:
  
Den kendte australske producent Molly Dooker er en gammel kending hos Jespers Vintanker. Han er vild med de australske basser, og da jeg selv godt kan hive en god bassemand i ny og næ, var jeg spændt på det omfattende line up, hvor vi smagte hele portfoliet fra The Violinist til Velvet Glove. Som ventet var der tale om store, veltillavede vine med fuldmoden frugt og varm alkohol svøbt i bløde silkelagner. Lidt som en vis Berlusconi, der måske nok kan virke attraktiv ved første øjekast, men kommer man i nærkontakt, er lysten til mere hurtigt stillet. Måske er det unfair at bedømme så store vine uden mad til - men jeg kommer nok ikke til at slagte min vinsparegris til fordel for Molly Dooker.

Er du klar til at slagte grisen, må du slippe 1.095 kroner for topvinen Velvet Glove, som forhandles af ATOM Wine.


Molly Dooker er helt velfortjent kendt for deres kreative markedsføring og artwork. Her er det de high end-vine Enchanted Path (Shiraz/Cab) og Carnival of Love (100% Shiraz).
Topvinen Velvet Glove - labelen er naturligvis udformet som en ægte fløjlshandske
Two left feet - en blanding på Cab, Merlot og Shiraz
Gigglepot - på 100% Cab

mandag den 7. januar 2013

2012: Årets boblende oplevelse

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets boblende oplevelse:

Jeg er en stor fan af bobler og ikke overraskende med en særlig veneration for de californiske af slagsen. Men jeg er da ikke for fin til at drikke en enkelt champagne i ny og næ - det skal jo ikke hedde sig. Meget passende faldt årets bedste boblende oplevelse på årets sidste dag. Og det var oven i købet en champagne, nemlig Egly-Ouriet Grand Cru Brut Rosé, der tog stikket hjem denne gang. Sublim mousse og fantastisk næse med noter af nybagte croissanter, vanilje og grønne, friske æbler. Minder i stilen om californiske Domaine Carneros, som er et af mine absolutte favorithuse.

Fås hos Kjær og Sommerfeldt til 750 kroner

søndag den 6. januar 2013

2012: Årets skuffelse

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage og tjek tidligere highlights her. Denne gang er turen kommet til årets skuffelse:

Philipson Wines eksklusive Sassicaia-smagning på Søllerød Kro i efteråret nåede ikke helt de samme højder som middagen på Falsled. Der var ellers linet up med Italiens første og største 100-parker-point producent Tenuta San Guido - kendt for super-toscaneren Sassicaia. Vist var maden super ambitiøs og lækker. Vist var vinen flot og en stor oplevelse, men det blev ikke denne aften, der for alvor åbnede mine øjne for Italiens utvivlsomt store kvaliteter som vinland. Klimaks udeblev, og undertegnedes henrykkelsesniveau nåede aldrig op i uforglemmelige højder. Mere garvede Søllerød-gængere i selskabet kunne da også melde, at kroen på denne aften ikke helt levede op til sit vanlige høje niveau. Jeg var debutant på Søllerød Kro, men tager gerne deres påstand til troende.

Sassicaia fås til 1650-2530 kroner afhængig af årgangen hos Philipson Wine.
Et smugkig ind i det legendariske køkken på Søllerød Kro
Glas en masse

lørdag den 5. januar 2013

2012: Årets totaloplevelse

Et nyt år er skudt ind, og jeg glæder mig til at skylle 2013 ned med rigelige mængder kvalitetsvin. Men først et tilbage blik på året, der gik, med en stribe highlights og et par hår i suppen - så stay tuned i de kommende dage. Vi lægger flot ud med årets totaloplevelse:

Alting gik op i en højere enhed den forårsdag på Falsled Kro, hvor Laudrup Vin havde inviteret til winemaker's dinner med Sancerre-producenten Vacheron og Bourgogne-producenten Mark Haisma. Solen skinnede, æbletræerne og jordbærplanterne stod i blomst, vinene var en perlerække af behagelige øjenåbnere, maden uovertruffen med årstidens skønneste råvarer og selskabet af højeste karat. En aften, der står som et varmt lysende punkt i erindringen.